Dan Jørgensen
SPONSORERET indhold

Dan Jørgensen: Jeg bruger for mange penge på...

Mig & mit forbrug: Nej, det er ikke mad, vores fødevareminister mener, han bruger for mange penge på.

Af: Tilde Mariann Andersen Foto: Lars Svankjær
28. jan. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

Om Dan Jørgensen har prøvet at leve for 22 kr. om dagen lige som vores journalist, ved vi ikke, men ifølge fødevareministeren er det ofte billigere at leve sundt. Og det kan lade sig gøre at leve sundt på budget, hvis man spørger ALT for damernes egen ekspert. Læs her, hvad madens minister bruger for mange penge på - nej, det er ikke mad.

- Det sidste, jeg købte, var Hanne Vibeke Holsts nyeste bog "Karl den store". Hun skriver forrygende. Og denne meget personlige historie om hendes far giver også et godt anekdotisk kig ind i det litterære miljø i Danmark i 60'erne, når der blev holdt vilde fester hjemme hos Rifbjerg. Super læsning for en bognørd som mig.

- Det bedste køb, jeg nogensinde har gjort, var et stort køkkenbord med en gammel rustik træbordplade i en antikforretning i Bruxelles. Jeg kan ret godt lide det rå look, og jeg elsker tanken om at træet til bordpladen engang har været en del af en gammel lade et sted på landet uden for Waterloo.

- Jeg ville aldrig bruge penge på foie gras eller buræg. Dyr skal behandles med respekt.

- Folk bruger generelt for mange penge på dårlig mad. Det er faktisk oftest billigere at leve sundt. Alligevel ryger der for meget af det forkerte i indkøbsvognen i Danmark. Jeg er ikke helsefanatiker og løfter bestemt ikke pegefingre. Men jeg håber vi i fremtiden vil inspirere hinanden til at spise sundere og bedre her i landet.

- Jeg bruger for mange penge på bøger. Jeg kan nemt bruge 400 kr. på en ny hardcopy af en af mine yndlingsforfattere – selv om jeg ved, at jeg sandsynligvis kun får bogen læst en gang, og selv om den sikkert kommer til den halve pris som paperback to måneder senere.

- Det største problem med penge er at prisen på et produkt eller en oplevelse kan fjerne fokus fra det vigtige. Jeg kender folk, der er bruger mere energi på at tænke på og snakke om, hvad et måltid har kostet – det var for dyrt eller for billigt – end på måltidets kvalitet og smag. Det er da ærgerligt.

- Det mest ekstravagante, jeg nogensinde har købt, var Arne Jacobsens Ægget. Den er dyr og jeg kommer næppe nogensinde til at bruge så mange penge på et møbel. Men for dælen, hvor er jeg glad for den stol. Glæder mig over den hver dag. Og kommer til at sidde i den med et smil på læben indtil den dag, jeg skal herfra.

LÆS OGSÅ: 5 tips: Sådan får du styr på dine penge

LÆS OGSÅ: Spis sundt på budget

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic: Det er jeg mest flov over at have brugt penge på