Derfor forelskede jeg mig hovedkulds i denne danske digter

Dy Plambeck, forfatter
Har skrevet forordet til nyudgivelsen af Gift fra 2012.

- Jeg fik Tove Ditlevsens Samlede digte i gave, da jeg var 16 år, og fortsatte med Pigesind. Digtet Alene for sig synes jeg stadig er sindssygt smukt. Jeg var endnu ikke særlig bevidst om, at jeg selv ville skrive, men da jeg læste Tove Ditlevsen, åbnede der sig et helt nyt univers for mig. Jeg fik en forståelse for, hvad digte var, og jeg prøvede også selv. Jeg har en gammel mappe liggende med digte, som er totale ripoffs af Tove Ditlevsen. Men det lød jo helt absurd med krydsrim der midt i 90'erne.

LÆS OGSÅ: Tove Ditlevsen: "Jeg er et usselt menneske. Et elendigt menneske. Et helt igennem fordærvet menneske"

- Tove Ditlevsen er et eksempel på en forfatter, hvor liv og værk smelter fuldstændig sammen. Jeg har ikke brugt mine egne erfaringer i samme grad, men alligevel har hun betydet meget for mit forfatterskab. Når jeg beskriver en mand i 70'erne, der er medlem af en bikerklub, kunne det næsten ikke komme længere væk fra mig selv, men han er præget af en længsel efter et fællesskab, som jeg selv kan genkende. På den måde skriver jeg alligevel på min egen erfaring. Det har hun lært mig.

- Jeg synes, hun skriver på en måde, som gør, at det bliver ved med at være vedkommende. Hun skriver om skilsmisser, ulykkelig kærlighed, glæden ved at få børn og besværet ved det og om forældre, der ikke elsker hende. Hendes tematikker er meget eksistentielle, men også meget alment menneskelige. Og så behøver man heller ikke være universitetsprofessor for at forstå, hvad hun skriver. Hun er meget generøs med sig selv og gemmer sig ikke bag en masse fine begreber og metaforer.


Signe Egholm, skuespiller
En del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, som sidste år stod bag forestillingen Tove! Tove! Tove! på Det Kgl. Teater, der bliver genopsat den kommende efterår/vintersæson.

- Jeg stiftede bekendtskab med Tove Ditlevsen, før jeg vidste, at det var hende, på Anne Linnets plade Barndommens gade. Jeg forstod ikke fuldstændig, hvad den handlede om, men jeg blev fanget af hendes sprog og fornemmede en længsel og en melankoli. Der er nogle meget banale sætninger om at blive slået og rejse sig igen og tørre tårerne bort. Når jeg spoler tilbage, kan jeg med mine barneører godt høre, at det var voldsomt, men det var også meget dragende.

- Det var først under forberedelserne til Tove! Tove! Tove!, at jeg for alvor dykkede ned i hende. Vi brugte halvandet år på at læse stort set alt, hvad hun havde skrevet, og først der forstod jeg, hvor massivt et liv hun havde levet, og hvor massivt hendes forfatterskab er. Nogle gange var jeg nødt til at lægge det fra mig igen, fordi det var så hårdt. Især romanen Gift gjorde indtryk på mig, fordi hun beskriver, hvordan hun blev misbruger, og hvordan hun kun overlevede, fordi hun manglede at skrive en masse bøger. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de børn, hun samtidig svigtede, og at hun også selv var et svigtet barn. Det er virkelig en gyser.

- Det vakte genklang, fordi der er mange problematikker, som vi også står med i dag. Som hvordan man balancerer sin store passion for at arbejde med sin lyst til at skabe en familie. Hvordan de to ting kan spænde ben for hinanden, og hvor svært det kan være at undgå at miste sig selv i den ene eller den anden lejr. Jeg er fascineret af, hvordan hun så uforfængeligt skildrer sin store lyst til at blive mor og sin manglende formåen i det. At hun kommer til kort, fordi hun ikke kan det hele. Jeg tror, vi har brug for hende som talerør også i dag."


Stine Pilgaard, forfatter
Har brugt Tove Ditlevsen som inspirationskilde i sit forfatterskab og har bl.a. gengivet en strofe fra Barndommens gade i sin debutbog Min mor siger fra 2012.

- Jeg tror, jeg var 10 år, da jeg læste et digt af Tove Ditlevsen for første gang. Det var i Klaus Lynggaards legendariske roman Martin og Victoria, hvor digtet De evige tre bliver gengivet. Det var også deromkring, jeg selv begyndte at skrive. Jeg fik et digt publiceret i Familie Journalen, da jeg var 11 år, som hedder Skilsmissebørn. Det var meget patosfyldt og rimer på samme måde som Tove Ditlevsens digte.

- Mit yndlingsdigt er det, der hedder Erkendelse. Det handler om, at Tove Ditlevsen som barn står og kigger på en rigtig flot vase. Hun er alene hjemme, og vasen er familiens stolthed. Hun tager den ned og vil røre ved den, og så får hun sådan en lyst til at smadre den, bare fordi det er en mulighed. Det ender med, at hun faktisk smadrer den. Ikke fordi hun gerne vil have, at den går i stykker, men fordi hun kan. I den sidste strofe i digtet siger hun: "Jeg vil bare gerne have, at du skal vide, at alt det, jeg holder af, det ødelægger jeg." Det er et sindssygt uhyggeligt digt. Men på en eller anden måde kender jeg det virkelig godt. Jeg skal daglig gøre mig umage for ikke at ødelægge ting, fordi jeg kan. Som menneskelige relationer.

- Tove Ditlevsen insisterer på at kombinere store følelser med en helt vildt fed humor. Hun tør være alvorlig, men kan også være enormt sjov. Det er ikke, fordi man sidder og skraldgriner, når man læser hende, men hun er meget præcis i sine observationer. Hun tør udstille det at være menneske uden at udstille det enkelte menneske. Man kan mærke, at hun holder af sine karakterer.


LÆS OGSÅ: Her er historien om Tove Ditlevsens liv - kort fortalt

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

LÆS OGSÅ: Karen Blixen blev inviteret på middag af Adolf Hitler. Men sagde nej