"Jeg vælger ofte projekter, hvor jeg tænker: Hvordan skal jeg nogensinde kunne klare det?"
SPONSORERET indhold

"Jeg vælger ofte projekter, hvor jeg tænker: Hvordan skal jeg nogensinde kunne klare det?"

Den prisbelønnede teaterinstruktør Elisa Kragerup, 36, er født med teater i blodet. Alligevel har hun kæmpet med at give sig selv lov til at fylde og larme. Her fortæller hun, hvordan hendes kærlighed til scenen blev til hendes levevej.

Foto: Anne Mie Dreves
11. jul. 2016 | Livsstil | Eurowoman

- Jeg kommer fra en kunstnerfamilie og blev meget tidligt bidt af teatret. Det var en verden, hvor de voksne legede, men hvor de tog legen alvorligt.

Jeg husker tydeligt min første teateroplevelse. Hovedkaraktererne havde et meget sanseligt og erotisk kærlighedsmøde, men da jeg mødte dem bagefter ved garderoberne, stod de bare der helt afslappede i badekåber og talte helt almindeligt sammen som kolleger. Jeg kunne slet ikke forstå, hvor den tiltrækningskraft, de lige havde haft sammen på scenen, var blevet af. Det har fascineret mig lige siden, at vi er i stand til det.

LÆS OGSÅ: Katinka: "Jeg prøver at komme mig over mit knuste hjerte vha. min dagbog, dansk poesi og øl"

Mange, som synes, teatret er interessant, bliver skuespillere. Jeg syntes, det var sjovt at stå på scenen, og jeg har gjort det flere gange som barn og ung. Men jeg opdagede, at min virkelige begejstring lå der, hvor jeg fik lov til at sætte rammerne for legen. Jeg kunne mærke, at jeg havde sans for at skabe en god leg.

Jeg har altid haft en meget stærk fornemmelse for, hvornår noget føles sandt på en scene. Det er en form for musikalitet. Når jeg hører mennesker sige noget, klinger det så rigtigt? Tror jeg på de stemninger, jeg oplever? Det stimulerer mig, at jeg på den måde kan gøre mine fantasier til virkelighed.

Jeg søgte tre gange, inden jeg kom ind på teaterskolen. Der kommer kun to instruktører ind om året, så der er rigtig meget fokus på dig. Inden jeg kom ind, lavede jeg en del undergrundsteater, og her tog det altid enormt lang tid at få folk med, og der var aldrig nogen penge. På skolen lavede vi produktioner hele tiden og kunne få lov at gå i detaljer og lave fejl.

Det tror jeg er noget af det vigtigste i en kunstnerisk proces. At man tør gå forkert uden at blive angst for ikke at være god nok. Den havde jeg virkelig. Også angsten for at være den lidt for pæne pige og dygtige elev. Havde jeg ret til at fylde og larme så meget? Det var rigtig godt for mig at komme på en skole, hvor de slet ikke var interesserede i den dygtige elev. På et tidspunkt sagde de til mig, at det var skidegodt, det jeg gjorde, men at det var, som om jeg holdt fast i håndbremsen. Det ramte mig, for jeg vidste præcis, hvad de mente.

Jeg er meget bevidst om, at det kræver stort mod at vise verden noget, som man ikke er sikker på vil blive positivt modtaget. Sådan har jeg også haft det med min seksualitet. Det tog mig enormt lang tid at springe ud som homoseksuel. Jeg var så bange for, at omverdenen ville blive skuffet over mig. Det er vel noget grundlæggende, som alle mennesker har i sig. At man er bange for ikke at blive accepteret.

Jeg har engang hørt en forsker sige, at skam er meget tæt forbundet med frygten for at blive udstødt. Sådan helt ur-agtigt. Det er livstruende at blive udstødt af flokken. Jeg tror, det var det, der lå i det. Hvad nu, hvis folk ikke kan acceptere det? Vil de se skævt til mig eller tage afstand fra mig? Det blev selvfølgelig modbevist. Alle i min omgangskreds syntes jo bare, at det var fint, så det var ærgerligt, at jeg ikke havde sagt det tidligere.

Jeg har ikke behov for at holde mig inden for en bestemt niche eller genre. Det, jeg kaster mig over, skal helst føles lidt uopnåeligt. Jeg prøver altid at tillade tvivlen i mit arbejde. Det er noget, jeg ville ønske, at der var mere plads til i vores tid. At man ikke skal være så pissestærk i sin overbevisning hele tiden. Der er heller ikke plads til tvivl i politiske debatter. De skal helst bare komme med nogle ufravigelige statements og vinde diskussionen. Men tvivlen er en god motor. Det skal ikke være så trygt, at man holder op med at arbejde, fordi man alligevel kender resultatet. Derfor vælger jeg ofte projekter, hvor jeg tænker: "Hvordan skal jeg nogensinde kunne klare det? Hvordan skal jeg nogensinde kunne lave en forestilling, der tager fat i Tove Ditlevsens samlede forfatterskab?" Eller hvordan fortolker man en kæmpe operaklassiker som Figaros bryllup som nybegynder? Der skal være en følelse af frit fald.

Lige så toptjekket, som jeg kan være i mit arbejde, lige så utjekket kan jeg være i mit privatliv. Jeg kan komme hjem i min lejlighed og tænke: "Hvor er al min æstetiske sans?" Det betyder ikke så meget for mig at få købt ind, eller at opvasken står lidt for længe. Der er perioder, hvor jeg kun når hjem for at sove, og jeg har et job, hvor man hele tiden kan gå og forberede sig i hovedet. Men jeg øver mig i at slukke for det.

For bare et par år siden havde jeg virkelig svært ved tanken om, at jeg nogensinde skulle give afkald på noget i forhold til karriere. Efterhånden kan jeg godt forestille mig at arbejde lidt mindre på et tidspunkt og måske få en familie. Jeg har fået stillet noget af den glubende appetit, jeg havde, da jeg kom ud fra teaterskolen i 2010, hvor der var en milliard ting, jeg gerne ville. Nu ruller det, og jeg tror på, at man kan gøre begge dele. Jeg har da været svær at nå i perioder, men jeg er blevet bedre til ikke at lade mig totalt opsluge af mit arbejde.

LÆS OGSÅ: Microsoft-direktør: "Mænd er bedre til at prale"

LÆS OGSÅ: "Kvinderettigheder har afgørende betydning for udviklingen i et samfund"

LÆS OGSÅ: Anna droppede karrieren i Danske Bank for at rejse verden rundt og besøge frugtplantager