“Jeg prøver at komme mig over mit knuste hjerte vha. min dagbog, dansk poesi og øl”

- Hvordan går det, spørger jeg Katinka. Hun har allerede slået sig ned ved langbordet på mit lokale Frederiksberg-kaffe-spisested. Collegejakken og den sorte hættetrøje har hun smidt over stoleryggen. Jeg står stadig med frakken på og har glas med kaffe og danskvand i favnen. Vi har ikke mødt hinanden tidligere.

- Jeg er lidt slidt. Der var et dødsfald i min vennegruppe for et par dage siden, så i går brugte min ven og jeg aftenen på at snakke det hele igennem og drikke øl, svarer Katinka.

Detaljerne er overflødige. Katinka ønsker at værne om sine gode venners følelser. Vi sender store øjne til hinanden.

- Jeg ved godt, det er lidt overvældende, men jeg kan bedst lide, når tingene bliver sagt. Jeg kan kun finde ud af at være ærlig, siger hun.

- Det er også derfor, jeg har den liggende fremme, hvis min ven skulle få brug for at tale.

Hun peger på mobiltelefonen, der ligner noget fra Legos Duplo-serie.

LÆS OGSÅ: Dronningen af dansk natteliv er blevet voksen

Katinkas blå øjne er rammet ind af det skarpe pandehår og blege øjenbryn og for en gangs skyld også mascara, "for så var der nok mindre sandsynlighed for, at jeg ville komme til at græde." De korte negle har, afskalningen taget i betragtning, fået en omgang med sort lak for en uges tid siden. Næsen, underlæben og ørerne er pyntet med sølv og armene med tatoveringer, som veninden har tegnet.

Skal det forestille planter?

- Ja, sådan lidt godt og blandet fra frugt- og grøntafdelingen.

Pigen på cyklen
Katinka er lige på og forsøger ikke at være mystisk, kunstnersærlig og æterisk.

- På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg skulle være sådan en digteragtig type med solbriller, men jeg kan ikke lide at gå med solbriller. Når jeg har solbriller på, fatter jeg ikke en skid af verden, og det er dødirriterende, at jeg ikke kan se folk ordentligt. Det har taget mig lang tid at finde ud af, at det også er den måde, jeg er bedst til at skrive musik på, uden solbriller, hudløst ærligt.

Men derfor kan man jo godt have ønsker om, at man var en lille smule anderledes, end man egentlig er.

- Mit alter ego er 'pigen på cyklen'. Hende, der bare dukker op ud af tågen, smiler, ikke siger så meget og så forsvinder igen. Og drengene står bare tilbage og kigger på hinanden: "Hvem var hun, pigen på cyklen?" Fuldstændig modsat mig. Folk ved godt, hvem jeg er, når jeg kommer ind i et rum. Ellers skal jeg i hvert fald nok fortælle dem det. Jeg har affundet mig med, at jeg aldrig bliver pigen på cyklen. Jeg er bare en pige, der cykler og larmer imens.

LÆS OGSÅ: "Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men det gjorde jeg, og derfra gik det meget hurtigt"

Katinkas små hænder kører rundt i ansigtet og rundt om hende. Hun trækker kinderne ned og sender øjenbrynene mod pandehåret, når hun imiterer, at hun er overrasket og ængstelig. Som da bandet TV-2's Steffen Brandt sendte hende en mail, om ikke hun havde lyst til at spille koncert med ham på Bornholm til sommer. Det havde hun. Og nu skal hun snart drikke kaffe med sin helt og tale om, hvilke sange de skal synge sammen. Armene ryger i vejret, når hun taler om bedsteveninden Laura og lister stamstederne for øldrikkeri på Nørrebro op.

- Først var det Det Rene Glas. Så skiftede vi til Trabibar, fordi vi troede, jeg kunne score nogle punkere der, men der kom overhovedet ingen punkere. Til gengæld har de gratis saltstænger. Nu rykker vi til Café Ægir, hvor øllene er billigere.

- I mine teenageår ville jeg ikke vise mine følelser. Sådan har jeg det ikke længere. Så kan det godt være, at der er dage, hvor det virkelig peaker i patetiskhed. Når jeg tager hjem til mine forældre og siger: "Jeg tror aldrig, nogen vil elske mig," og sætter mig til at græde i deres hjørnesofa. Men livet kører jo videre, siger Katinka.

Ufuldendt hævn
Indtil juli bor Katinka med en roomie, som hun ikke kender særlig godt, og to store reoler stakket op med bøger i en fremlejet lejlighed i Nordvest. Siden hun flyttede hjemmefra for fem år siden, er hun flyttet 12 gange. Hun tog hul på livet med at bo i en lejlighed på Christianshavn med en mor og en far, der sov inde i stuen, og tre storebrødre, "der har overraskende meget styr på deres liv" med langtidsforhold, fast job og bopæl, der ikke hele tiden kræver flyttekort.

Forældrene mødte hinanden på Journalisthøjskolen. Moren er journalist på magasinet Danske Kommuner og faren på Ekstra Bladet, hvor han skriver lederen. Og fordi hun er opdraget af to meningsdannende ordeksperter, har Katinka skullet finde argumenterne frem, siden hun kunne tale. Men hun ville ikke bare tale.

- I min familie bliver du lukket af, hvis du ikke har en holdning til ... alt! Men jeg krævede, at vi også skulle formulere vores følelser. "Jeg kan ikke mærke noget, før I rører ved mig og siger, I elsker mig. Det er I nødt til at gøre hele tiden," siger Katinka, hvis mor mener, at det er Katinkas skyld, at hendes far lærte at give knus og ikke bare banke sin datter i ryggen, når han ville vise omsorg.

- Jeg var sådan en lille abekat, der kravlede op på ham og ikke kunne være tæt nok på ham.

Katinka er hende den uregerlige fra folkeskolen. Hun brød sig ikke om at række hånden op og dukke nakken. Katinka er hende fra gymnasiet, der blev ulykkeligt forelsket i en kommunist. Katinka er hende fra lærerseminariet, der droppede ud. Eller dropper ud. I morgen er det sidste dag, hendes slidte Adidas træder ind på laminatgulvene.

- Jeg søgte ind på lærerseminariet for at tage hævn. Men jeg bliver en skidt udgave af mig selv i skolesystemet med tavlekridt og dårlig kaffe. Det ville ellers være en virkelig god roman, hende med den dårlige folkeskoletid, der blev en god lærer, men det bliver ikke med mig i hovedrollen som Ofelia.

Katinka trækker på skuldrene og læner sig tilbage.

Til sidst brugte hun lærerseminariets klasselokale som sit kontor, hvor hun skrev mails om datoer for sin forårsturné med det pladeselskab, hun netop har skrevet kontrakt med, og med DR om talentudviklingsprogrammet Karrierekanonen, som hun vandt i 2015. Og hun skrev tekster. Det har Katinka nu altid gjort. Men det var først, da hun fik en ukulele af sine forældre i julegave i 2012, at digtene blev til sange.

- De sange, der bare havde svømmet rundt i mig i så lang tid, kunne lige pludselig få deres eget liv. Det var lidt en lettelse, lidt som at blive 20 kg lettere, siger Katinka om tiden, hvor hun begyndte at klimpre på ukulelen.

En ukulele og en dagbog
Katinka havde egentlig aldrig drømt om at blive musiker, måske snarere skuespillerinde eller musicalstjerne. Men da hun først knækkede koden til melodierne, var der ingen vej tilbage. De første fire numre på ep'en I røntgen, der udkom i 2014, blev til i samarbejde med hendes gode venindes kæreste, Simon Ask, der også rodede med noget musik derhjemme. De blev introduceret for hinanden, og det hele var lidt akavet i starten, fordi de ikke kendte hinanden, men så tog Katinka en pose øl og sin ukulele under armen, og så gik de ellers i gang med at lave lyde med de dingenoter, der var omkring dem: hårclips, kaffekander og støvsugere.

- En ukulele ser funky ud, og du får nogle props for, at det er et lidt anderledes instrument. Jeg er bare SÅ dårlig til at spille på den. Simon har sagt, at hvis jeg kom i bandet som ukulelist, var jeg blevet smidt ud for længe siden. Jeg spiller ukulele i min egen trodsige form, siger Katinka.

Nu har Katinka, Simon og de to andre bandmedlemmer, Marie Christiansen og Lucas Rundblad, netop udgivet deres anden ep Lufthuller. Sangene kan høres på Spotify, og det skulle du tage at gøre. Hvis C.V. Jørgensen var en kvinde, og Anne Linnet var ung, kunne deres sammensmeltede stemmer være Katinkas. Teksterne er i stand til at dele mavepustere ud, for ung kærlighed kan være en kælling, og melodierne vækker genklang under huden, længe efter sangen er færdig.

- Jeg skriver ikke sange for at få et hit. Jeg skriver sange, så jeg ikke drukner. Jeg vil ikke have, at det hele skal være et image, hvor alt bliver poleret og pudset af. Mine tekster er personlige, de handler om mig og de mennesker, der vader frem og tilbage i mit liv. Jeg er ikke bange for at virke sårbar, eller hvad det nu er, folk ser i mig. Vi bruger jo alle så meget tid på at holde facaden kørende, så det er næsten lidt en lettelse for mig at føle det, jeg føler, og kunne få lov til at vise det.

Crash 'n' burn i nylonstrømper
Sangene fra Katinkas hånd er på dansk, og de rimer. Digteren Tom Kristensen mente, at rim kunne hjælpe med at sætte system i hovedets kaos. Det kender Katinka godt. En dagbog hjælper også på det. Katinka roder rundt i den tætpakkede rygsæk og finder sin krøllede genbrugsbrune dagbog frem.

Hun bladrer i den, og avisklip og hvidt printerpapir med computerskrevne digte blander sig med en blå kuglepens skrå formskrift. Hun skriver i den hver dag. Den er blevet et hjem for hendes bekymringer, "et ordenssystem for mine neuroser." Der er to regler for Katinkas dagbøger. De må ikke have linjer, og der skal ikke stå dato på siderne, for det er ikke livets hændelser, der er vigtige, men følelserne.

- Mit hoved har det som en Tupperware, der hele tiden er ved at flyde over. Det er sådan en lettelse, at jeg kan tage indhold fra Tupperwaren og putte det ned i dagbogen. Det er ligesom med mine sange. Jeg har det altid super dårligt, lige før jeg skriver en sang. Så er jeg ved at eksplodere. Så kommer sangen, og så fiser al luften ud af mig, siger Katinka.

Der er ingen andre end Katinka, der må læse i dagbogen. Men efter sangenes tekster at dømme står der en del om kærlighed eller mangel på samme.

- Jeg skriver næsten aldrig sange, når jeg er tæt på en dreng, for så kan jeg ikke se andet end ham. Men når han forsvinder, er der en rungen og en underlig tinnitus af ham. Det er den resonans, jeg skriver sange på.

Katinkas band har en joke med, at de skal ud og knuse hendes hjerte, for ellers får hun ikke samlet nok inspiration til at forfatte tekster til et helt debutalbum. Men Katinka går ikke i byen for at få sit hjerte knust, men for at finde kærlighed. Det er dog ofte bare endt med et knald og siden et brud.

- Jeg har ikke lyst til at være venner med de drenge, jeg har set. Der er rigtig mange, der gerne vil drikke kaffe. Det er det værste. Behøver vi det? Jeg drikker kun kaffe med mine omsorgsfulde venner, som jeg fortæller mine hemmeligheder til.

Kærligheden til vennerne er grænseløs og uden udløbsdato. Det er noget andet med drengene.

- Jeg oplever det som en arena, hvor man kan prøve sig selv og sine grænser af. Hvad vil man gerne give? Hvad vil man ikke give? Hvor lang tid kan vi holde øjenkontakt? Kan du klare et vredesudbrud? En hel dag, hvor jeg græder og skriger, og hvor jeg ikke synes om noget som helst, siger Katinka.

- Det kan være forfærdeligt at være så fuldstændig udadreagerende. Mange af de drenge, jeg finder, er helt modsat. De synes, det er fascinerende, at jeg er et festfyrværkeri, og jeg synes, de er fascinerende, fordi de ikke har følelserne uden på tøjet. Så banker vi ind i hinanden, og så er vi ved at eksplodere. Det har jeg gjort et par gange i sådan et fugl Føniks-crash 'n' burn-agtigt scenarie, hvor jeg er taget hjem kun iført nylonstrømper og undertrøje.

Lyden af hjemve
Når rodløsheden skal have en pause, cykler Katinka til Christianshavn, til sit barndomshjem, hvor forældrene stadig bor og stadig sover i stuen. Her har der altid stået et klaver og vægge med bøger fra gulv til loft. Faren sang lystige viser for Katinka, da hun var helt lille. Han spillede Randy Newman, Bryan Ferry, Bob Dylan, Patti Smith og Willie Nelson for hende, da hun blev lidt ældre. Hun bad faren oversætte teksterne, så hun kunne forstå dem, mærke dem og græde til sangene. Det kunne hun godt lide. Det kan hun stadig. Men når Nick Cave og Pink Floyds The Wall blev sat på, kunne det blive for meget.

- Nu synes jeg, det er helt vildt dejligt, men dengang blev jeg så ramt af musikken, at jeg kunne sige: "Det lyder som hjemve, det skal vi ikke høre lige nu." Så satte min far The Beatles på. Det var nogle tekster, som man kunne læse og forstå.

Faren trak også bøger ud af reolerne og stak dem til Katinka. Herman Bang og digteren Morten Nielsen faldt særligt i datterens smag. Hun citerer: "Jeg bringer så meget fortabt, så meget øde og endt, døde og tunge ting, blandt levende ting, som er hændt. Og hvis du tager imod mig nu, tager imod svig og skam. En ven har jeg svigtet. Favner du mig, må du favne ham." Også det amerikanske indieband Bright Eyes' ærlighed går rent ind. Katinka forsøger at lire endnu et citat af. Ét hun altid vender tilbage til, når den ikke går længere med en dreng, og man skal sige farvel. Ordene er bare lige lidt svære at finde. Hun må synge dem, højt.

- If you walk away, I'll walk away. First tell me which road you will take. I don't want to risk our paths crossing some day. So you walk that way, I'll walk this way.

Katinka skal videre, ud på cyklen med sin fyldte rygsæk. Hun har nemlig en aftale. Hun skal drikke kaffe med en dreng. Bagefter går de i hver sin retning.

LÆS OGSÅ: Beyoncés nye album er meget mere end utroskab

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

LÆS OGSÅ: "Hvad er det med den her vanvittige måde, vi altid dømmer kvinder på? Det er jo sindssygt"