Jeg er ikke noget godt menneske om sommeren. 

Varmen gør mig umedgørlig, utilpas og utilfreds. Jeg bliver overophedet og kort for hovedet. 

LÆS OGSÅ

Ditte Hansen er ikke i tvivl om, hvorfor hun stadig er sammen med sin mand: ”Det er vores fundament”

Skuespiller og forfatter Ditte Hansen mødte sin mand på skuespillerskolen, og hun er ikke i tvivl om, hvorfor de stadig er sammen i dag, fortæller hun til Hendes Verden.

Måske er det sådan noget, der kommer med alderen? Eller med København. At bo i storbyen gør det ikke nemt at håndtere det kollektive sommerhysteri. 

Hele byen går bananas i det øjeblik, temperaturen når 22 grader. Så får folk fandens travlt med at komme på stranden, i havnen eller hjem i haven, besindelsen sættes ud af spil, vi dytter og råber af hinanden, ikke mindst af hovedstadens horder af turister, der i tusindtal slingrer usikkert og distræte rundt i myldretidstrafikken på deres udlejningscykler med hovedet under armen og mobiltelefonen i hånden. 

Jeg vil søge tilflugt på altanen, men turen hjem har fået mig til at svede som et svin. Børnene i gården larmer og vræler, og alligevel døser jeg hen i eftermiddagssolen. 

Jeg vågner ti minutter senere, diffus, småforbrændt og med dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare har taget mine egne børn med på badeferie. Også selvom de ikke gider den slags længere. 

LÆS OGSÅ

Min mand har manipuleret vores datter væk fra mig

En læser spørger, hvordan hun genopretter forholdet til sin datter, der er blevet manipuleret i en sådan grad, at hun ikke længere vil se sin mor. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Mit sammenbrud lurer altid lige rundt om hjørnet fra midt-juni til midten af september. Desuden kan jeg heller ikke fordrage at gå i hør, selvom alt andet er for varmt.

Det krøller og stumper.

Efteråret kommer derimod som en frelse. Jeg mærker sommerens stress falme i omtrent samme tempo som træernes blade. Der er skrevet mange klummer om glæderne ved gåture i efterårsnaturens eksplosion af farver, kastanjer, der knitrer i pejsen, og varm kaffe i tusmørket med et ekstra skvæt hygge, men jeg elsker efteråret af alle de årsager, sommer-entusiasterne ikke vil forstå. 

Dem, man ikke kan dele uden at lyde som en sur og deprimeret gammel nar. Men efteråret lader mig være introvert i fred. Det er både løvfald og pulsfald. 

Når varmen omsider slipper sit tag i os – og det var den adskillige uger for længe om i år – glider jeg ind i en lang melankolsk døs, hvor jeg står op, tager på arbejde, tager hjem, spiser aftensmad, tjekker Aula og går i seng, alt sammen til lyden af Bill Evans’ jazzklassiker 'Skating in Central Park' eller Allan Olsens 'Det nyeste sort', eller hvad der nu ellers varsler årstidens og melankoliens komme.

Objektivt set er det jo lidt af en lorteårstid, mørk og kold og blæsende, tre måneder med våde sko og stride cykelture med hårvoks, der opløses i regnen og løber ned i øjnene, som begynder at svie og lukker i og gør det umuligt at se, hvem eller hvad man rammer på sin vej. 

LÆS OGSÅ

Da Matilde Kimer kom hjem fra psykologen, fik hun en klar besked fra sin mand

Som korrespondent for DR i Ukraine og Rusland har Matilde Kimers arbejdsliv bragt hende i både farlige og pressede situationer. Men selvom hun er vant til at pendle mellem bomber og trygt familieliv, væltede hun, da hendes mor gik bort – og det fik hendes mand til at reagere.

Men det er en lille pris at betale for at få mit mentale helbred tilbage på sporet. Også selvom en kronisk tilstand af efterårsmelankoli vel dårligt kan kaldes for et velfungerende mentalt helbred. Men det lever jeg med.

Sommeren, vinteren og foråret, alle kræver de noget af os. Hele tiden. Fester, festivaler, fadøl i sommernatten og julehygge i familiens skød. 

Skiture og charterrejser, jubelidiotisk glæde over, at bøgen er sprunget ud, og skideballer til ungerne, fordi de bare sidder indenfor og glor, når solen skinner. Men efteråret kommer og går uden forventninger. 

Her går man sjældent glip af noget. 

Byens summen forstummer, turisterne er rejst, havnebadene og parkerne ligger igen øde hen, og jeg giver omsider slip på den dårlige samvittighed, der har fulgt mig hele sommeren.

Ingen af os forventer noget af mig om efteråret. Mindst af alt mig selv.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.