Hendes mor havde insisteret på, at hun skulle tage afsted, at hun skulle passe sit arbejde. 

Matilde havde siddet trofast ved hospitalssengen de seneste fem uger, siden hendes mor en dag uden varsel var faldet om på gulvet i smerter og var blevet opereret for en tumor i ryggen. 

LÆS OGSÅ

Jacob Fauerby om forholdet til sin mand: "Ingen af os kan gå igennem livet uden at begå fejl"

De har været sammen i 14 år, og Jacob Fauerby er ikke i tvivl om, at hans mand Anders Fauerby er hans bedre halvdel. Der er dog en særlig ting, som han har måttet lære at acceptere.

Den havde vokset sig igennem rygsøjlen og brækket den i samme omgang.

Kræften havde spredt sig fra lungerne og var både aggressiv og uhelbredelig. Men da Matilde Kimer en kold januardag fulgte med en dansk konvoj af biler mod Ukraines hovedstad, var det med beskeden om, at alt var under kontrol, selv om de var nødt til at operere igen.

– Der var gået betændelse i hendes operationssår, så de ville åbne hende op igen for at rense det. En rutineoperation, sagde lægerne. 

Så ville de starte hende op på kemobehandling, som måske ville give hende et halvt til et helt år længere at leve i, siger Matilde Kimer.

Men da hun så et opkald fra et ukendt nummer dagen efter operationen, flød alting sammen for hendes øjne. Hun sad i en iskold bil lige uden for Kyiv, og pludselig kunne hun ikke trække vejret.

”Ja, der er ikke nogen nem måde at sige det på, men din mor har det meget dårligt, og vi ved ikke, om hun overlever de næste timer”, sagde kirurgen på den skrattende forbindelse.

Hjem til mor

Operationen var ikke gået som forventet, og de kunne ikke stoppe blødningen. Matildes mor var svækket, og hendes organer så ud til at sætte ud et efter et, forklarede de.

– Når noget er virkelig farligt eller virkelig svært, bliver jeg ret fokuseret. Det gjorde jeg også den her aften.

Jeg fokuserede kun på, hvordan jeg kom hurtigst hjem. Jeg blev nødt til at køre med konvojen ind i Kyiv for at se, om jeg kunne få et tog ud igen. Det kunne jeg ikke før næste morgen – det er ikke så nemt at skynde sig hjem, når man sidder i Ukraine.

Det tog hende to døgn at komme hjem. Hun zigzaggede sig vej med tog, bus og fly gennem Ukraine til Polen og for til sidst at ramme Danmark, mens et brændende behov for at se sin mor voksede sig større og større inden i hende.

– Jeg mødte en bekendt i lufthavnen i Polen, som jeg fortalte, at jeg skulle hjem til min mor, der var ved at dø. Så begyndte hun at græde, fordi hun havde mistet sin mor ti år tidligere. 

Da jeg sad i flyet, tænkte jeg, okay, hvis hun reagerer sådan ti år efter, kommer det her jo aldrig til at gå væk, altså sorgen. Og der var hun ikke engang død endnu.

Da Matilde Kimer landede i Københavns Lufthavn, tog hun en taxa og rullede direkte ind på Rigshospitalets intensivafdeling med sin blå rullekuffert.

– Min mand sad på stuen ved siden af min mor, som havde slanger sluttet til sin næse, hals og bryst. Så kiggede hun på mig og hviskede hæst ”Matilde”. Det var faktisk sidste gang, hun åbnede øjnene.

Det næste halvandet døgn var hendes mor mere eller mindre bevidstløs hele tiden, men Matilde slap hende ikke af syne. Hele vejen hjem fra Kyiv havde hun googlet løs: Hvad er godt at gøre, når nogen er døende? At tale og synge, kunne Google fortælle hende.

– Jeg sang det meste af højskolesangbogen for hende i det sidste døgn, for jeg vidste, hun godt kunne lide, når jeg sang. Og så vidste jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige. Altså jo, jeg fortalte hende, at det da var lidt stressende at skulle skynde sig hjem på den her måde. 

LÆS OGSÅ

Fra usikker teenager til verdens spotlight: Nu kan du komme helt tæt på Victoria Beckham

Posh Spice aka Victoria er meget mere end Mrs. Beckham – nu får hun sin egen dokumentar.

Jeg prøvede at være sjov, som vi plejede, for hun var selv knastør på humorskalaen. Men jeg tænkte, at hvis jeg sang, så holdt jeg måske op med at tude.

Da Matilde Kimers mor åndede ud for sidste gang, sad de to mennesker, hun havde bragt til verden, ved hendes side. Matilde og hendes otte år yngre bror kiggede hinanden i øjnene og vidste, at de havde hinanden – sådan som de altid havde haft.

Den perfekte storm

Alle minderne om Matildes barndomshjem i Korsør er varme. Her voksede hun op med sin mor og bror i en lejlighed, som føltes som et fristed fyldt med farverig indretning, alle hendes mors kreative projekter og højlydte meningsudvekslinger.

– Vi har altid været meget direkte hjemme hos os og sagt tingene, som de var. Hvis der var en lort, så lagde vi den frem og kiggede på den og fik den væk. Det kan godt være, vi også lige råbte lidt henover den først.

Der var ikke noget med at pakke tingene ind hjemme hos familien Kimer. Men det skabte også en stor fortrolighed imellem dem, at man altid kunne tale så frit og højt, som man ville. De havde altid hinanden, de tre. 

Det havde de også, da Matilde som 14-årig fik konstateret lymfekræft.

– De er de eneste to, der har været der igennem alle mine sygdomsforløb, og det gjorde os meget tætte. Min mor har altid været en kæmpe hjælp, også de efterfølgende gange jeg har haft kræft, hvor hun har kørt mig frem og tilbage til stråler og kemo og den slags.

Matilde Kimer lærte i en tidlig alder, at livet er flygtigt. At man må handle nu i stedet for at vente på, at noget godt sker for en.

Den tilgang tog hun med sig videre i livet, og især det med at handle i nuet har defineret meget af hendes videre liv. Fremfor at dvæle ved følelserne har det ligget mere til højrebenet at agere og eksekvere.

Sådan blev det også, da hun to dage efter sin mors bisættelse igen rejste til Ukraine. Det var det eneste, hun havde lyst til. Hun havde brug for at komme på arbejde og forsøge at tænke på noget andet.

– Man kan så sige, var det særligt klogt? Det ved jeg sgu ikke. Men omvendt, skulle jeg så sidde og pille mig selv i navlen? Jeg er nået frem til, at det ikke er fordi, at jeg ville flygte fra sorgen, men jeg tænkte, at jeg bearbejdede den bedst ved at gøre det, jeg kan finde ud af … Så løb den mig bare op alligevel, sorgen.

Hun kunne ikke længere holde den på afstand, da hun en dag sad et sted i Ukraine og kiggede på sin telefon, imens hun ventede på, at hun skulle live igennem til Radioavisen kl. 12. 

Hun havde logget sig ind på den app, der viser dem hjemme i studiet, at man er klar. Lige inden hun skulle på, poppede der et vindue op i toppen af skærmen med regningen for hendes mors kremering.

– Det er jo næsten komisk. Så skulle jeg sidde der og overføre x antal tusind kroner til et krematorium, og så er der radioavis-jingle, hvor jeg får sagt noget om mobiliseringsvanskeligheder eller sådan noget, som jeg normalt sagtens kan gøre. 

LÆS OGSÅ

Min mand har manipuleret vores datter væk fra mig

En læser spørger, hvordan hun genopretter forholdet til sin datter, der er blevet manipuleret i en sådan grad, at hun ikke længere vil se sin mor. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Jeg vil også vove at påstå, at der heller ikke var nogen, der kunne høre i radioen, at jeg var tæt på at knække sammen, men resten af dagen havde jeg det som om, at nogen havde slået mig hårdt i maven.

Matildes følelser blev ved med at sidde uden på tøjet. Hvis den fotograf, hun rejste med, ikke lige viste hensyn, blev hun enormt ked af det og vred. Normalt skal der meget til at slå hende ud af kurs, men hun fik en tiltagende følelse af afmagt over krigen – en følelse, der ellers var uvant for hende. 

Da hun skulle filme afskeden mellem en ung kvinde, der havde meldt sig frivilligt ind i hæren, og kvindens mor, måtte Matilde sætte sig ud på deres badeværelse for at skjule sine tårer.

– Alle de her følelser boblede ligesom bare over, hvor jeg havde det sådan, gider I lige give mig et øjeblik? Jeg vil gerne vente med at føle noget, indtil jeg er hjemme på et hotelværelse.

Men følelserne ventede ikke på noget, og i kombination med, at Matilde havde været lidt for tæt på at blive ramt af to missilangreb, kulminerede det hele til sidst for hende.

– Jeg var lidt i en perfekt storm lige der. Som om mit batteri var løbet tør for strøm. For første gang i mit arbejdsliv føltes det ligesom bare nytteløst. Jeg overvejede, om det var tid til at finde på noget andet at lave.

Da Matilde skulle til en obligatorisk screening hos DR’s krisepsykolog, var beskeden klar: Du skal tage en pause – og den skal være lang.

– Min mand var, lad os bare sige, insisterende på, at jeg skulle lytte til psykologens ord. Så det gjorde jeg. Jeg var heller ikke i tvivl om, at det føltes anderledes denne her gang, end det plejede, når jeg kom hjem.

Fælles sorg og tårer

I maj måned tog Matilde Kimer orlov fra DR. Siden 2014, hvor hun har dækket Rusland og Ukraine, er både hun og hendes relationer blevet slidt – også nogle gange mere, end hvad godt var. 

Men denne gang var batteriet løbet fuldstændig dødt. Nu var det tid til at pleje den sorg, der fyldte alt indeni hende.

– Det er et hul, som aldrig kan fyldes af noget andet. Der findes ikke den mængde Häagen-Dazs-is, der kan trøste mig. Det er jo noget andet med med hjertesorger – well-well – en dag kommer der en anden. Men der kommer ikke en anden her …

Selvom det er den største sorg i hele Matildes liv at have mistet sin mor, så førte det også noget positivt med sig. Matilde og hendes mand, Jesper, er rykket tættere på hinanden.

– Min mand var også meget tæt med min mor, så vi deler sorgen og tårerne. Det er nemmere for ham at relatere til, hvorimod han kan synes, det er mere abstrakt, når jeg er ked af det på Ukraines vegne. 

Det her er nemmere at dele, for han går også rundt med et hul indeni, siger hun, imens tårerne strømmer ned over kinderne.

Matilde og Jesper har været sammen i 18 år – og det har bogstaveligt talt været gennem blod, sved og tårer. Selvom forholdet i perioder har lidt skade af især Matildes arbejde, er de værste knaster efterhånden slidt af.

LÆS OGSÅ

Stine har aldrig haft en ”rigtig” ven – og i dag ved hun godt hvorfor

30-årige Stine Gry Juul Nielsen har i mange år haft svært ved at få venner, fordi behovet for at opnå anerkendelse gennem sit arbejde vægtede højere. I dag arbejder hun for at bryde tabuet, for det er ikke pinligt at føle sig ensom, mener hun.

– Vi er blevet meget bedre til at tackle, at vi bare har helt forskellige tyngdepunkter. Vi er nået derhen, hvor jeg er blevet bedre til at lytte, når han prøver at sige stop på mine vegne. Men også der, hvor han er blevet bedre til at forstå, at vi bare er programmeret forskelligt – og at det er okay.

No bullshit

Selvom hun har set forfærdeligheder helt tæt på, som de fleste har svært ved at forestille sig, skal der normalt virkelig meget til at slå Matilde Kimer ud af kurs. 

I løbet af de mere end 11 år, hvor der har været krig på Ukraines territorie som følge af Ruslands annektering af Krim-halvøen, har hun vænnet sig til den omskiftelige hverdag. Bombetrusler i den ene uge, trygt familieliv i den næste.

I begyndelsen var hun dog en del mere modtagelig overfor de indtryk, hun fik på sine reportageture, end hun er i dag.

– I starten syntes jeg, det var rigtig svært. Jeg blev sådan lidt tabt i krigen, så det virkede så dumt og banalt, at vores problemer derhjemme handlede om madpakker og fodboldtøj, der skulle vaskes, når folk ligger og dør.

Hun er med tiden blevet bedre til at forstå, at det er hende, der pendler mellem to virkeligheder. At det er hende, der må omprogrammere sin hjerne, inden hun når tilbage, så hendes familie ikke skal tilpasse sig, at hun tager noget af krigen med sig hjem. Men med det sagt handler det et langt stykke hen ad vejen også bare om, hvordan Matilde er som menneske.

– Jeg er helt sikker på, at hvis vi trækker alt, der hedder krigsoplevelser ud af ligningen, så vil mine unger stadig sige, at jeg er sådan rimelig … no bullshit-agtig. 

Det tror jeg, at jeg er udstyret med fra naturens hånd. Men det er klart, at det der pædagogiske lag, man som forælder er nødt til at udvikle i hvert fald bare lidt af, bliver tyndt, når jeg er i nogle PTSD-agtige, nedslidte og stressede faser.

Hvis hendes børn klager over en knækket negl eller en trøje, der er vasket forkert, kan Matilde godt tage sig i at sige tingene ret direkte. Nogle gange lykkes hendes formidling godt, og andre gange bliver den en tand for konfrontatorisk.

– Det er ikke fordi, at jeg kræver for meget af mine børn – for det synes jeg faktisk ikke, at jeg gør. Men når jeg bliver for hård i min formidling, fordi jeg synes, at de skal stramme op og gro et rigtigt problem, så er min mand god til lige at give mig et blik og rømme sig. Så ved jeg, at jeg er gået over stregen.

LÆS OGSÅ

Nikolaj Lie Kaas er far til to teenagedøtre – og han har især ét håb for dem

Generationskløften mellem skuespiller Nikolaj Lie Kaas og hans to teenagedøtre er til at få øje på. Og med en verden fuld af muligheder har han især ét håb for dem, siger han i et interview til ALT for damerne.

Han er en bedre dommer, synes hun. Han kan bedre rumme deres egocentriske teenageproblemer, hvorimod Matilde stadig må øve sig i at have den slags tålmodighed.

– Nogle gange har jeg det bare sådan, nu må du simpelthen trække hovedet ud af eget indre og så få noget perspektiv på verden. Det, du beskriver der, er ikke et rigtigt problem, og allerede om en time vil det være uvigtigt.

Efter Matilde har mistet sin mor, er morens måde at opdrage på begyndt at fylde mere i hendes egen bevidsthed.

– Hvis der er én ting, jeg vil forsøge at værne om fra min mor, er det hendes frisind og den sådan ret løse – i hvert fald i forhold til mig – pædagogik, som hun havde.

Hendes børn på 19, 16 og 13 år kan godt synes, at deres mor er for hård, men når konfrontationerne i det lille hjem kulminerer, møder de ofte hinanden i gråd eller grin – eller en kombination af de to. Og der er de alle sammen gode til at krybe til korset og undskylde.

Navlepilleri og verden udenfor

Netop det med at få noget perspektiv på verden, er noget, Matilde er meget bevidst om, og som fylder meget for hende. Hun ser verden et sted fra, som mange af os andre måske kunne lære lidt af.

– Man har forskellige niveauer – først har man sig selv og sine børn og forældre, som man kerer sig for og fokuserer på. Har man lidt mere overskud, kan man også rumme venner og fjernere slægtninge. 

Så er der til sidst hele menneskeheden – og hvis man har kapacitet og omløb nok til at se det store billede, så forstår man godt, hvor ret lille man selv er. Jeg ser det som én skæbne versus millioner af skæbner, siger hun.

Det er også den livsanskuelse, der i hele hendes karriere har været drivkraften for at lave præcis det, hun gør. Og som i rigtig mange tilfælde får hende til at skubbe sine egne behov til side for at fuldføre sit arbejde.

Ligesom da en rimelig kryptisk mail tikkede ind på hende telefon i vinteren 2022. Hun sad på bagsædet af en gammel Opel ude foran en traktorfabrik i Kharkiv. Da hun åbnede den tilsendte pdf-fil fra Ruslands sundhedsvæsen, hvor hun på daværende tidspunkt havde boet i to år og derfor stadig var tilknyttet, kunne hun læse, at hun måske havde kræft. 

Hospitalet havde bogstaveligt talt sat et spørgsmålstegn efter diagnosen, der var skrevet i lægetermer, som Google oversatte til ”kræft i skjoldbruskkirtlen”.

– Det var ikke en mail, der væltede mig omkuld. Jeg tænkte bare, fuck hvor er det et åndsbollet tidspunkt. Invasionen af Ukraine kunne komme hver dag på det tidspunkt – og så skulle jeg til at bøvle med det. Det syntes jeg var så åndssvagt, siger hun.

Matilde er ikke typen, der gider bruge særligt meget energi på at gå og bekymre sig og gruble over, hvad der mon kommer til at ske – i stedet tænkte hun praktisk. Hun ringede rundt og fik tid til en operation på et hospital i Danmark to uger senere. Men så kom der en lille ting i vejen.

– Kort tid efter mosede russerne ned over grænsen mod Kharkiv, og tusindvis af menneskers liv var pludselig i fare. Så havde jeg den der lille klump, der gjorde, at jeg nogle gange havde svært ved at synke. 

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup og Eva Ravnbøl: Det burde danskerne lære af italienerne

Både Eva Ravnsbøl og Anne Dorthe Tanderup har et stærkt tilhørsforhold til Italien, og hvis man spørger dem, er der flere ting, danskerne kunne lære af den italienske kultur.

Det føltes bare ikke som det mest akutte lige der, så jeg ringede til min mand og sagde, at jeg altså ikke kom hjem lige nu.

Da Jesper modtog den besked, gjorde han det klart for hende, at hun i hvert fald ikke skulle blive hængende dernede i månedsvis og lade være at få sin operation, bare fordi krigen nu var gået i gang.

Selvom knuden i halsen ikke kunne konkurrere med skæbnerne i Ukraine, krøb bekymringen alligevel ind på Matilde til sidst. For hvad nu, hvis det var alvorligt?

En uge senere sad hun på et fly til København. Knuden blev heldigvis fjernet forholdsvist hurtigt, og 14 dage senere var hun igen på vej til Ukraine. 

Da en 12 cm lang tumor blev fundet i hendes tarm et halvt år senere, var det en mere brav kamp, der både indebar et stort blodtab og en indlæggelse for Matilde.

– Det viser sig, at jeg er en tidsel, der er umulig at slå ihjel, siger hun grinende.

Livet er lige nu

Efter tre måneders orlov fra DR er Matilde nu tilbage i det store nyhedsrum. Når hun ikke taster løs på sin anden bog, er det her, hun bruger sine dage som vært på programmet 'Krigens Døgn'. Det batteri, der blev kørt fladt efter tabet af hendes mor, er langsomt ved at være ladt op igen.

– Det var dejligt at holde fri med min familie, men jeg var også klar til en ny udfordring, som værtsrollen jo er for mig. Det er sjovt! Men det betyder ikke, at jeg ikke skal tilbage til mine rejser som korrespondent – for det skal jeg.

Den magtesløshed, der overtog Matildes krop i foråret, har hun fået vendt til en ny kampgejst. Det var et wakeupcall om at huske sig selv, selvom verden står i brand – for ellers er hun ikke til megen hjælp.

– Der har været noget terapeutisk ved at skrive mine egne minder ned, som jeg har gjort i arbejdet med min nye bog. Jeg ved ikke, om det heler noget, men om ikke andet har det hjulpet at sige det højt. Så håber jeg, at andre også kan bruge det til noget.

Selvom hullet i hendes mave aldrig bliver fyldt ud igen, så har både hendes tab og egne kræftforløb lært hende, at der ingen tid er at spilde.

– Jeg tror, det er sindssygt vigtigt at have en positiv programmering af sig selv. Både for min egen skyld, og så mine børn ikke bliver helt modløse. 

Så selvom alle de her oplevelser har lært mig, at livet er skrøbeligt, så har det i sidste ende også givet mig endnu mere gejst. Min mand bliver nogle gange lidt træt af mig, fordi jeg altid vil ordne det, jeg kan, i dag i stedet for at skubbe det til i morgen.

Livet er kun lige nu, og Matilde ser ingen grund til at ødsle gode timer ud over mennesker, der ikke er sunde for hende, flade ud i sofaen – sådan helt generelt, eller have et arbejde, der ikke tænder en gnist i hende. For Matilde Kimer overgiver sig ikke uden kamp.

– Jeg tror ikke på, at mennesker kan skånes for kampe. 

Det handler om, hvordan du går til dem, og at turde definere, hvad der er værd af kæmpe for. Selvom jeg har kæmpet mod kræftceller mange gange i mit liv, så er det netop også det smukke. 

At kæmpe imod.