”Det er bare fortællinger om levet liv.”

I indledningen til journalist Anders Agger og portrætfotograf Mingos nye bog ’Død – 20 fortællinger om at leve’ er der en gengivelse af en stribe fra Radiserne, hvor Nuser ligger på toppen af sit hundehus og taler med vennen Søren Brun. Søren Brun siger: ”En dag skal vi alle dø, Nuser” og hunden svarer: ”Ja, men alle de andre dage skal vi ikke.”

Meget mere på kornet bliver det ikke, når det handler om at tage livtag med meningsløsheden i, at det hele en dag slutter, og ifølge Anders Agger er der noget befriende i at spejle de store, eksistentielle emner i os.

I ’Død – 20 fortællinger om at leve’ har han talt med kendte og ukendte danskere, der alle bærer på særlige historier om døden. Fra en redningsmand i Thyborøn, der i 40 år har reddet liv på stribe, til sognepræsten, der har den sidste samtale med et døende sognebarn, til en ung, vestjysk kvinde, der fortæller om 15 minutter i indkøbscentret FIELDS, der for altid ændrede hendes liv.

”Ingen har ret, når det kommer til kærligheden eller døden, og de medvirkende i vores bøger bringer bare deres tankevækkende nuancer med til bordet og voksdugen,” siger Anders Agger, ”det er bare fortællinger om levet liv”.

I 2019 udgav han også sammen med portrætfotografen Mingo bogen ’Kærlighed’, der indeholdt 20 fortællinger om at elske og blive elsket, og ifølge Anders Agger er de to størrelser, kærlighed og død, tæt forbundne.

”Alt det, vi måtte opleve i afdelingen for kærlighed, bliver ofte forstørret og forstærket, når døden tager sin plads. Jeg skal nok vare mig for de mest slidte gajolæske-citater her, men der er noget i det regnskab, der er hjerteskærende. Der var en ældre mand, der skrev til mig forleden, at han nok desværre gik igennem livet uden at have oplevet den store kærlighed. Men at han nok desværre ikke kunne forvente, at han ikke skal opleve døden. Det måtte jeg smile af.”

Har det at skrive bogen ændret dit forhold til døden?

”Nej, det tror jeg ikke. Og det giver vel heller ikke mening at søge om udsættelse? Men jeg har måske fået et blik for, at døden kommer i mange former. Og at døden i hverdagen måske er det vigtigste at bekæmpe.”

Dermed ikke sagt, at han ikke også synes, at det er uvirkeligt, at det hele stopper en dag.

”Det er det bare. Når man sidder alene i bilen på vej hjem en sommeraften, tror jeg de fleste kender det der tanke-vakuum, man kan falde ned i: At det virkelig kun er til låns, det hele. Og fordi, det er så abstrakt, har vi nok sværere ved at indlede de samtaler. Men jeg synes ikke, at man skal forveksle det med en manglende lyst til at tale om døden. Vi er nok bare utrænede. Og det er måske meget godt.”

Hvad har du lært om at leve, elske og miste?

”Jeg tror ikke, at jeg pludselig står med en helt ny viden på det område. Og jeg er heldigvis relativt urutineret i det at miste, selv om jeg har været rundt om solen en del gange nu. Men jeg ved, at det kommer. Og derfor har de her fortællinger måske også åbnet lidt mere for en form for accept?”

Og så håber han, at bogen kan blive en form for bro ind til samtaler om døden.

”Eller en anledning til at få kigget lidt på det ubegribelige, at det slutter en dag. Så hvis der et sæsonkort til FC Midtjyllands hjemmekampe, der skal overdrages, så er det måske en god ide at starte på den proces,” siger han.