Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Lundingsvej i Rungsted, hvor min forældre købte et hus, da jeg var et par år gammel. De bor der stadig, og det var et fantastisk sted at vokse op.

Tæt på vandet og med en stor have, hvor vi kunne fjolle rundt. En jul gav min farmor os en pony i gave, som de ikke kunne styre på rideskolen, og så boede den i vores have i nogle år.

LÆS OGSÅ

Nikolaj Lie Kaas: ”Det er et råd, jeg tit giver til folk”

For Nikolaj Lie Kaas er det teenagedøtrene Esther og Gerda, der fylder, når han fortæller om sit liv. Og det har været helt afgørende for ham at få skabt det trygge fundament, han selv mistede, da han blev forældreløs som 16-årig. I dag kan den filmaktuelle skuespiller nyde at se dem begå sig i en helt ny verden – og undre sig over de egenskaber, de i hvert fald ikke har arvet fra ham.

De første fire år af mit liv optrådte min far enten med min oldefar (den verdenskendte klovn, Charlie Rivel, red.) og farmor i varietéer og på hoteller eller med sin soloakt, som er at jonglere med tallerkener. Men efterspørgslen efter ham ville betyde, at han enten skulle være meget væk, eller at vi skulle leve som en rejsende familie, så han besluttede at lave en børneforestilling kun med cirkusnumre og kun i Danmark. 

Min mor var med i et komisk dansenummer nogle år, og jeg var også med i tide og utide som lille klovn. Vi optrådte på skoler og festivaler og en sommer i Cirkus Schumann med teltcirkus rundt i landet.

Der var en stor interesse fra andre børn, som gerne kom i vores hus. Det var fyldt med musikinstrumenter, sjovt tøj, man kunne tage på, og en line, man kunne gå på i haven, så det var helt naturligt, at vi udfoldede os kreativt. 

Min storesøster og mig blev passet en del af min mormor, så på et tidspunkt stoppede min mor med at optræde, fordi mine forældre syntes, de var for meget væk. Min far forsatte dog og optræder stadig.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg spillede teater i skolen, men dengang var det egentlig ikke fordi, jeg selv var ivrig efter det, men fordi andre spurgte, om ikke jeg ville være med. En dag så min kusine i avisen, at de søgte piger til musicalen 'Annie', det kunne jeg da godt prøve, og så endte jeg med at få hovedrollen. 

Jeg var ikke så vild med opmærksomheden, fordi jeg syntes, at det førte så meget ekstra med sig i form af jalousi fra andre børn.

Da jeg tog på højskole, valgte jeg også teater, og derefter begyndte jeg at opsøge forskellige teatre for at komme til at spille. Jeg kom ind på Folketeatret, hvor vi var nogle, der dannede en teatergruppe, og her mødte jeg mennesker, jeg følte mig fuldstændig i sync med. 

På et tidspunkt spillede jeg stumme Maren i 'Gøngehøvdingen', og selvom jeg ikke havde nogle replikker, var hele stemningen så fantastisk. Hjertelig og opløftende. Der var en glæde og en frihed, som jeg ikke havde oplevet før, og jeg begyndte at savne skuespillet, når jeg ikke beskæftigede mig med det. 

Jeg følte det som en forelskelse, og som noget jeg bare måtte gøre. Det var den følelse, der gjorde, at jeg helt håndfast tog beslutningen om, at jeg ville være skuespiller.

Hvem har været din vigtigste vejleder?

– Joen Bille, som var min skuespillervejleder, sagde engang til mig: ”Patricia du må ikke censurere dig selv”. Det ramte mig hårdt dengang, og den sætning kan stadig ramme mig, for den handler om gerne at måtte være en succes. At turde tage sin plads og give det, man ved, man har, bl.a. når man står på scenen. 

LÆS OGSÅ

Karin Slaughter blev mødt med had og foragt, da hun tog en stor beslutning i sin karriere

Folk var rasende, da amerikanske bestseller-forfatter Karin Slaughter besluttede sig for at afslutte sin første bogserie, og den ubehagelige oplevelse fik hende til at værne mere om sit privatliv end nogensinde før.

Det er et meget brugbart råd i en branche, hvor du bruger dig selv så meget, som du gør som skuespiller. For tager du ikke selv pladsen, står der 9000 andre bagved dig, som snupper den. Jeg mærkede det ret tydeligt året før, jeg kom ind på teaterskolen, hvor jeg var nået til den allersidste prøve, men ødelagde det for mig selv. Jeg holdt igen, og jeg gemte alt originalitet væk. 

Jeg spændte mine bryster ind så de ikke så for store ud og svarede lidt negativt på de fleste spørgsmål til den sidste samtale. Det var som om, at jeg forsøgte at stå i vejen for mig selv, uden at jeg var bevidst om det. I dag ved jeg, at det handlede om at være bange for at lykkes, for hvis jeg nu kom ind og kunne udleve min drøm, så ville der også følge en masse opmærksomhed med og måske nogle, der blev sure eller jaloux. 

Det har betydet meget for mig, at Joen sagde sådan dengang. At en mand som ham, som, jeg synes, er så vis og dygtig, så mig så tydeligt, gav mig noget mod. I dag tænker jeg meget over, at jeg kun lever lige nu, og at jeg lige så godt kan spille for fuld hammer i stedet for at bruge kræfter på at være usikker på, om det, jeg spiller, er godt nok. Ikke at man ikke må have nerver på eller være spændt, men man kan lige så godt have en fest med det. 

Og jeg har altid været god til at feste.

En særlig milepæl på din vej?

– I 2015 kom jeg med i teatergruppen Shakes, som hvert år opfører Shakespearestykker i Ørstedsparken i København på en måde, hvor Shakespeare gøres langt mere nærværende for publikum. 

Her oplevede jeg for første gang at være helt ucensureret overfor publikum og mærke en ro og glæde ved at give mig 100 procent og gribe bolden, når den var der. At være der med alt det, jeg havde forberedt, men også improvisere indenfor de rammer. Jeg fik bekræftet, at det er det, der ligger i at spille skuespil, og jeg prøver altid at huske den energi, der er i at spille på den måde, og hvor fri jeg føler mig i det.

Det var også en milepæl for mig, da jeg for 12 år siden fik min hund Pepe. Han ændrede mit liv drastisk på den måde, at jeg dengang var alene, og var begyndt at vælge og sortere mere i, hvem jeg gad hænge ud med, og hvad jeg ville bruge min fritid på. 

Jeg var begyndt på et mere roligt liv, men Pepe gjorde, at jeg skruede voldsomt ned for det udfarende festliv og ikke længere kom hjem klokken lort om natten. Naturen og lange gåture blev en kæmpe del af mit liv, og jeg har siden brugt naturen både til at lære replikker og få nye idéer. Og jeg har mødt mennesker på min vej og haft utrolige samtaler, der har inspireret mig voldsomt. 

Han er min lille elskede ven.

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Da min søn kom til verden for tre år siden, varede fødslen fire dage, hvor de hev og rumsterede i os. Jeg ville helst have danset ham ud stående, men jeg endte med at ligge fastlås i en seng fyldt med bippende slanger og en skærm, der hele tiden overvågede hjertelyden. 

LÆS OGSÅ

Lena og Olle er en del af en stigende tendens: ”Den generation har mere sex og er mere lykkelige”

Ældre går op ad kirkegulvet som aldrig før. Det handler både om at sikre sin partner økonomisk – og om at finde kærligheden på ny. – Jeg er nyforelsket, siger Lena Linder, som fik sin Olle sidste sommer, 44 år efter deres første møde.

Da han endelig var blevet født, og vi skulle hjem, fik jeg noget stærkt smertestillende, som nok også gik i mælken, og kombineret med den hårde medfart under fødslen faldt han i søvn hver gang, han forsøgte at spise. Samme dag vi kom hjem, havde min mand premiere på en forestilling i Maribo, og jeg stod derfor alene med et barn, der blev mere og mere slapt, og som jeg til sidst slet ikke kunne få mælk i. 

Jeg sprang i en taxa, og på vej til Rigshospitalet kunne jeg ikke vække ham, jeg nev ham i kinderne og troede, han var ved at dø. Jeg løb gennem gangene og fik ham givet i armene på en læge, der løb afsted med ham. 

Efterfølgende kastede jeg konstant op i en halv time af bar skræk og følelser. Jeg vidste ikke, om jeg havde mistet mit nyfødte barn. Det viste sig, at han blot var lidt dehydreret, men havde det godt. Hele min graviditet havde været så ubesværet og lykkelig, men lige så smukt det havde været at opleve og se ham vokse i mig, lige så grufuldt var det at nå at få følelsen af at have mistet ham. 

Efterfølgende er alt blevet sat i perspektiv i forhold til den oplevelse. 

Det gør det meget lettere for mig ikke at tage ting ind, der i mine øjne ikke er særligt relevante.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min mand og min søn. Jeg mødte Rasmus for otte år siden på et værtshus, hvor han sad og spillede klaver. Vi har mødt hinanden flere gange på kryds og tværs gennem livet uden at have talt sammen, men den aften blev det hurtigt klart for mig, at han var den rigtige, fordi han er så dejligt og godt et menneske. 

Vi skrev sammen i 14 dage, og hele den korrespondance var fuldstændig fantastisk. Her var to hjerner og hjerter, som klingede ens i måden at se livet på. Siden kom vores søn og tog hele min sjæl og hjerte med den mest stormende vildeste hvirvelvindskærlighed, jeg nogensinde har oplevet. 

Jeg vil helt som en kliché lægge mig på stedet og dø for hans skyld.

Jeg har altid gerne ville være mor, men jeg har også hele tiden lovet mig selv, at det først skulle være med en, hvor jeg følte, at det var helt rigtigt, og det fandt jeg ikke før, jeg mødte Rasmus. 

Jeg var ved at være der, hvor jeg overvejede, at jeg måske skulle få et barn alene, så jeg har stadig nogle dage, hvor jeg tænker, om det her virkelig sker. Hele min lille vidunderlige familie får mit system til at eksplodere i en lykkerusfølelse af fuldendthed. 

Trods min søns lidt hårde start på livet, er han jordens allergladeste barn, og jeg oplever en konstant glæde ved at være hans mor. Jeg får hele tiden små stød ind i systemet, hvor jeg mærker et vandfald af lykke, og det er så berigende for mig at opleve at kunne hjælpe ham her i verden og at kunne give min historie videre til ham.

LÆS OGSÅ

Da Caroline Dan var barn, grinede buschaufføren hånende ad hende: ”Det sidder fast”

Caroline Dan har været høj siden barndommen, og selvom hun altid har hvilet i sin højde, har det ofte vakt kommentarer fra omgivelserne – især fra voksne.

Hvor er du på vej hen nu?

– Jeg har mange ideer til både teaterstykker og spillefilm, som jeg gerne vil skrive, og så vil jeg gerne instruere. Jeg har fundet ud af, at der ser jeg klart, og jeg kan godt lide overblikket og at lede, fordi jeg føler, at jeg kan fornemme hvem, der kan og skal hvad. Det skal ikke udelukke skuespillet, men jeg vil gerne have den ekstra boble i mit arbejde. 

Lige om lidt fylder jeg 50, og selvom jeg ikke ved, hvordan det årti bliver, synes jeg stadig, det dufter lidt af ungdom. Jeg er stadig meget barnlig, spontan og fjollet, hvilket, jeg synes, er vigtigt at bevare gennem livet, men jeg har også en meget seriøs side og har altid tænkt store, dybe tanker, og den del har jeg lyst til at dele mere ud af.

Det rører mig ikke at blive ældre. Jeg vil glæde mig over at se mit ansigt få fuger og også kunne spille den alder, jeg har. Jeg er så bekymret over alle dem, der laver sig selv om på grund af det kæmpe fokus, der er på udseende og ungdom, og jeg håber, at jeg kan holde fast i ikke at få noget lavet. 

Jeg kan godt lide at se godt ud, men jeg er også meget uforfængelig, og der er noget skønt i at ligne sin alder. På den måde glæder jeg mig til måske at kunne være et forbillede for yngre mennesker.