Direktøren for CPH:DOX: Her er årets to tendenser indenfor dokumentarfilm

Hvilke tendenser tegner årets program?
– 2017 kommer måske til at stå som det mest massive i festivalens levetid, fordi der sker så vilde og vanvittige ting både i vores egen europæiske virkelighed, men i høj grad også ude i verden. Krigen i Syrien og de afledte store flygtningestrømme er uden sammenligning den konflikt, som kaster de voldsomste og mest indtrængende historier af sig. På vores egen banehalvdel er der demokrati-meltdowns, klimakrise, parallelsamfund, terrorisme og højrenationalisme. Dokumentarfilmen er i femte gear lige nu. Genren er på en sindssyg opgave i forhold til at dokumentere en verden, der ryster, og har et ansvar og en relevans, som kan mærkes i hver en celle af de film, vi ser igennem. Det er historier med en kompleksitet, menneskelighed og mod, som vi har brug for at få fortalt. Og som nuancerer stupiditeten i verden og giver os modet til at handle som aktive civile borgere. Intet mindre!

Hvilke tendenser ser du generelt i genren?
– Ud over de politisk konfronterende og modige film er der også en tendens til, at genren bliver udfordret af nye digitale formater og platforme. Helt oplagt har VR (virtual reality, red.), augmented reality (teknologi, der kombinerer elementer fra den virkelige verden med elementer fra den virtuelle, som vi kender det fra fx Google Glasses, red.), YouTube og de sociale medier ændret måden, vi forholder os til virkeligheden på. Og det sniger sig ind i det dokumentariske felt. Eller projekter som norske SKAM, der godt nok er fiktion, men er bygget op med så heftig inspiration fra det dokumentariske, at det nærmere er at betegne som hybrid.

Hvordan adskiller den danske dokumentarfilm-scene sig fra den internationale?
– Dansk dokumentarfilm har i de sidste 10 år fået en førende position internationalt med en ny generation af instruktører og producenter med tårnhøje kunstneriske og politiske ambitioner, og fordi vi har verdens bedste kunststøttesystem og en rigtig god filmskole. Det har givet os film, der ikke alene forholder sig til den virkelighed, som er omdrejningspunktet, men kunstnerisk er nogle af de bedste i verden.

Hvad har ændret sig mest, siden du startede CPH:DOX?
– Dokumentarfilm er gået fra at leve et ret tilbagetrukket liv med et lettere støvet image til i dag at være alle steder. På streamingtjenester, YouTube, sociale medier, tv og i biografer. Dokumentarfilmen har genfødt sig selv. Og det er ikke kun højtuddannede, voksne Politiken Plus-læsere, der holder fanen højt, men i høj grad også de helt unge, der strømmer ind i biograferne under festivalen. Udviklingen har også været massiv på det internationale. Vi startede som en hip, velbesøgt københavnerbegivenhed og er i dag vokset til at være en af verdens største. I 2017 bliver et af vendepunkterne også, at vi flytter vores festivalcentrum til Kunsthal Charlottenborg, som i tæt samarbejde med CPH:DOX' hovedsponsor Normann Copenhagen bliver ombygget til et internationalt festivalpalæ med udstillinger, alternative biografformater, debatter, brancheforum samt virtual reality.

Hvor stort et potentiale har dokumentarfilmen?
– Jeg mener, at den kan ændre verden, og det mener jeg ret konkret. Dokumentarfilmen er ikke længere en kritisk tilbagelænet venstreorienteret onkel. Vi har en helt ny international generation af instruktører og producenter og ikke mindst festivaler, som arbejder aktivt for at tage det gigantiske forandringspotentiale, der ligger i filmene, helt ud i verden efterfølgende. Der hvor de kan skabe reel forandring og nytænkning. Det kan handle om bæredygtigt landbrug, overvågning eller europæisk flygtningepolitik, og det kan også adressere de nære, individuelle forhold som kærlighed, familie og seksualitet.

Hvilken dokumentar har gjort størst indtryk ­på dig?
– Det er nærmest umuligt at svare på. Hvis jeg skal nævne én, har Pedro Costas In Vanda's Room (fra 2000 om en heroinafhængig kvinde i Lissabon, red.) sat sig i mig på livstid.

LÆS OGSÅ: 12 fantastiske TV-serier, du bare må se!

LÆS OGSÅ: 6 tv-kvinder, du skal kende

LÆS OGSÅ: Maria Rørbye Rønn: Derfor fungerer danske dramaserier så godt i udlandet