"De troede, at Kim var James Bond, haha. Vi fortalte dem aldrig historien"
SPONSORERET indhold

"Da jeg kom tilbage til gutterne, sagde jeg: I’ve got a date tonight!"

Når det kommer til kærligheden mellem Kim Bildsøe Lassen og Divya Das, er der ingen tvivl om, at den er fuldstændigt intakt. Det kan hverken lock-down under en pandemi eller et årelangt intenst arbejdsliv tage fra korrespondenterne. Mød parret i et stort dobbeltinterview i denne uges ALT for damerne.

Af: Marie-Louise Truelsen og Lærke Sofie Bonke Foto: Peter Nørby
02. okt. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Kim: – Jamen... Jeg kunne ikke forestille mig at have været igennem hele den her proces med Brexit og corona med nogen anden, som kunne have været ligeså interessant og ligeså klog at snakke med undervejs som Divya. Og det er jo rart at kunne sige om sin konkurrent. At hun er et af de klogeste mennesker, jeg kender.

At være sammen 24/7 kan trække tænder ud i et parforhold. Det var der mange, som måtte sande under lock-down i foråret, da Coronaen buldrede frem i Danmark. Men hvordan er det så at være kærester OG arbejde sammen som expats i udlandet? TV-ikonerne Kim Bildsøe Lassen og Divya Das står her frem med deres version af et (arbejds-)forhold i medgang – og modgang.

For når man begge er korrespondenter, men på hver sin tv-station, kan man selvfølgelig godt komme til at løbe ind i hinanden, når man af og til dækker de samme sager – også selvom man prøver at holde sine historier for sig selv for professionalismens skyld.

Kim: – Jeg kan godt fortælle historien, for den er faktisk lidt sjov, og den sætter mig i et godt lys, ha ha. Der skete det, at Divya var i gang med at sende. Der stod måske 20-25 journalister fra hele verden, da jeg ankom med et produktionshold fra Tyrkiet. Det er sådan nogle freelanceteknikere, som man altid kan hyre, når man har brug for hurtig hjælp. Det var nogle unge gutter, som jeg havde mødt nogle gange før, og de stod og snakkede om Divya, da jeg ankom. De syntes, at hun var lidt sød. Jeg spurgte dem, om de havde talt med hende? Nej, det havde de altså ikke. Og så sagde jeg: ”Nå, men jeg tror, jeg går over og taler med hende – jeg er enig med jer – hun ser sød ud.” Jeg gik over og talte lidt med Divya, og til sidst gav jeg hende et kys på kinden. Da jeg kom tilbage til gutterne, sagde jeg: ”I’ve got a date tonight!”. Og de var bare sådan, wauw! Det syntes de simpelthen bare var så cool, ha ha.

Divya: – De troede, at Kim var James Bond, ha ha. Vi fortalte dem aldrig historien. Så ja, vi er altså rendt ind i hinanden rundt omkring.

Ingen skænderier under lock-down

Divya og Kims store interessefællesskab som kollegaer betyder også, at de – foruden kærestetiden – har brugt en hel del tid sammen under forårets lock-down. Her har de nemlig arbejdet intenst på at skrive deres nye fælles bog ”Briterne og Brexit – En frontberetning”.

Og det gik – for det meste – helt smertefrit, fortæller de:

Kim: – Vi havde en enkelt gang, hvor vi løb en tur under coronaen, og hvor vi efter noget tid blev enige om at løbe hver sin vej. Hvor vi lige trængte til ...

Divya: – Det var mest dig, der trængte til det. Jeg ville gerne være løbet videre med dig, ha ha. Men Kim var sådan, nu løber jeg altså den her vej, hej, hej. Nå okay, vi ses derhjemme.

Kim: – Det var jo fordi, vi havde den meget intense arbejdsproces omkring bogen. Vi skrev fra tidlig morgen til sen aften. Og selvom det er rigtigt, at vi ikke havde store skænderier eller noget, så havde man også bare en gang imellem behov for lidt tid alene.

Divya: – Ja ja, bevares.

Kærester har Kim og Divya været i ”hundrede år og en madpakke”, som Divya beskriver det, men med bogen er det første gang nogensinde, at de har arbejdet journalistisk sammen.

Kim: – Det var en meget speciel tid. Vi vidste, inden coronaen, at vi skulle tilbage til Danmark, og pludselig blev vi nødt til meget hurtigt at sende alle vores møbler og ting hjem, for at de ikke skulle strande i London. Så vi sad og skrev i et hus, hvor vi kun havde en madras og to barstole.

Divya: – Og en hel masse tv-udstyr.

Kim: – Ja, det er rigtigt, for vi sendte jo stadig rapporter hjem til Danmark. Men hvor Divya før var taget på arbejde for at gøre det, og jeg sendte fra mit kontor hjemmefra, var vi nu nødt til begge at sende fra lejligheden. Så Divya stod i den ene ende af terrassen og sendte, og jeg stod i den anden ende. Og når vi ikke gjorde det, skrev vi på bogen.

Læs resten af det store interview med Kim Bildsøe Lassen & Divya Das i ALT for damernes HER.

Anbefalet til dig