En polterabend har mange minefelter - sådan undgår du dem.
SPONSORERET indhold

Do’s and don’t’s, når du planlægger en polterabend

Hvornår har salg af kys på Strøget nogensinde været sjovt for nogen?

Foto: @kimkardashian
19. jun. 2015 | Livsstil | Eurowoman

KLUMME: Sommertid er bryllupstid – og måske er du den heldige vinder, der netop nu er i færd med at planlægge en polterabend for din bedste veninde, søster eller homo-ven?

Da jeg blev gift, foregik det på en yderst utraditionel måde – ja, nogle ville måske gå så vidt som til at sige, at det ikke var et rigtigt "bryllup" i traditionel forstand...

LÆS OGSÅ: 9 ting du skal vide, før du bliver gift

Der var ingen lang kjole – men en kort én – der var ingen tur ned af kirkegulvet – men derimod en tur op af trapperne på Københavns Rådhus i sorte Gianvito Rossi-stilletter (sagde hun sorte!?) – og der var ingen femretters bryllupsmenu - men en drukfest med fri bar. OG det hele var utrolig romantisk.

MEN inden dette syndige bryllup, uden lånte blå sko eller lignende, havde jeg fornøjelsen – på ganske traditionel vis – af en polterabend.

Og min polterabend var ret perfekt – for den passede til mig. Og den har efterfølgende fået mig til at tænke over, hvad den perfekte polterabend egentlig indeholder, og hvad den i hvert fald ikke indeholder. Så her er en lille liste – lige til at hænge op på køleskabet (eller kyle i skraldspanden i arrigskab over, at du allerede HAR planlagt polterabend og desværre ikke var i besiddelse af denne "uundværlige" opremsning):

Do:

Meningen er, at en polterabend skal være en dejlig dag for din bff.

Don't:

Hun (eller han) skal ydmyges så meget som muligt, inden vedkommende træder ind i ægteskabets kedsommelige tilværelse.

LÆS OGSÅ: Hvor meget sex er nok for at få et lykkeligt parforhold?

Do:

Det vigtige er, at I er sammen, og at alle kan være med på budgettet. Hvis nogen f.eks. er på S.U. og nogle har direktørposter, kunne dem med mange penge jo f.eks. spytte lidt mere i kassen end de andre?

Don't:

Holde nogen ude fordi de ikke har råd. Hende, der skal giftes, vil gå mere op i, at alle veninderne er med, end at I skal starte dagen med brunch på D'Aangleterre, ansigtsbehandling hos Amazing Space, pole dancing et eller andet sted, Stripper-Jens (en hvilken som helst billig stripper vil du) senere og middag på Geranium. Hun vil være gladere for, at barndomsveninden på kontanthjælp (som ingen af jer andre kender) også er til stede.

Do:

En håndfuld gode aktiviteter hvor der er tid til nærhed og samtaler.

Don't:

En lang række aktiviteter så dagen er fuldstændig pakket med et stramt program.

Do:

Quiz med spørgsmål om den kommende brud. Det viser bacheloretten, at deltagerne ved meget om hende, og det er altid dejligt at være i centrum på dén måde.

Don't:

At blive iklædt et tyk-dame-kostume og stillet til skue på Strøget er ikke fedt i 30 graders varme (måske er det bare mig, der er kedelig).

LÆS OGSÅ: Sådan bruger vi Facebook, efter kæresten er skredet

Do:

Originale idéer, der virkelig siger noget om den, der er i centrum for det hele. Er hun vild med stilletter? Så lav et stafetløb, hvor I har stilletter på (og muligvis cykelhjelme).

Don't:

Salg af kys på Strøget. Hvornår har det nogensinde sagt noget om nogen? Bare lad være med det.

Do:

Spis i privaten om aftenen. Det er billigere, og her kan I danse på bordene og spille Destiny's Child hele natten, uden at nogen hænger jer op på det senere hen.

Don't:

Bestille bord til om aftenen (hvis I absolut SKAL ud at spise) et sted, hvor I gerne ville kunne vise jer igen senere.

Do:

Lad der være en smule rum til tilfældigheder i løbet af polterabenden; F.eks. er det ikke altid nødvendigt at beslutte jer for, hvor I skal hen, når I skal videre i byen sent. For når I har drukket Thor-pilsner siden klokken ti om formiddagen (ja, alle skal kunne være med), er det ikke sikkert, at det er en fancy pansy bar, I har behov for. Nærmere den lokale bule, hvor der må ryges og skriges og spilles 'Don't go chasing waterfalls' på jukeboxen, uden at jeres skæbne lægges i hænderne på en DJ-mandsling.

Don't:

At forsamlingen er fyldt med højgravide veninder eller veninder, der lige har født, og deres babyer. Ja, jeg ved godt, at det kan være svært at undgå, men en fest som en polterabend er altså ikke helt lige så sjov, når folk ikke drikker, men ammer, og bliver forargede over, at den mandlige model til croquis-undervisningen har stådreng (det ER altså meningen!).

LÆS OGSÅ: Derfor betaler jeg 30.000 kr. for én taske

LÆS OGSÅ: "Liam og jeg har efter 7 års kærlighed taget det svære valg om at gå hver til sit"

LÆS OGSÅ: 10 grunde til at vi elsker Johnny Depp