Flere og flere kvinder tjener i dag mere end deres mænd, men troen på kvinders ambitioner om at gøre karriere er ifølge en undersøgelse rekordlav. Er det, fordi kvinder i virkeligheden ikke vil til tops, eller er det fordomme og politiske barrierer, der bremser kvinderne? Vi stikker fingrene ind i hvepsereden og tager temperaturen på den moderne karrierekvinde.
Karrierekvinde er et sært ord. Som om kvinder, der gør karriere, udgør en særlig race. Ingen taler derimod nogensinde om en karrieremand. Som om det ligger indlejret i mandens gener, at han gør karriere. Til gengæld bliver ordet familiefar brugt om den særlig omsorgsfulde mand, mens ingen omtaler en kvinde med børn som en ‘familiemor’. Som var det lige så indbygget i kvinden, at hun er det.
En undersøgelse i efteråret viste ellers, at det nu er knap en tredjedel af de danske kvinder, der tjener mere end deres mænd. Det er mere end dobbelt så mange som i 1985. Omvendt står det skidt til med troen på, at kvinder rent faktisk er interesserede i at gøre karriere.
Danmark scorede i en EU-undersøgelse sidste år bundrekord på spørgsmålet om kvinders vilje til at gøre karriere. Knap halvdelen af danskerne mener, at kvinders lyst til at gøre karriere er mindre end mænds, mens det samme kun gælder under 18 % af de adspurgte i lande som England og Sverige. Og selv om det er årtier siden, at kvinder kom på arbejdsmarkedet i Danmark, fortsætter debatten om kvinder og karriere med uformindsket styrke.
Glaslofter, øremærket barsel og kvoter i bestyrelser er blevet vendt og drejet til døde i tv-debatter, kronikker, blogs og debatfora. For det forbliver tilsyneladende en uløselig gåde, hvordan kvinderne kan fylde 60 % af de videregående uddannelser og ende med at udgøre sølle 7 % af landets topledere. Mette Verner er økonom og forskningschef på Journalisthøjskolen og har forsket i kvinder og ledelse, og hun mener, at mange stadig har en traditionel forestilling om køn og karriere.
“Danskerne er enormt stereotype i forhold til, hvilke stillinger de mener, at kvinder og mænd skal have. Når man tænker på ledere, så tænker mange stadig automatisk på mænd. Danmark ligger i top i den vestlige verden, hvis man ser på andelen af kvinder på arbejdsmarkedet, men der er stadig meget få kvindelige ledere. Der er virkelig plads til forbedring,” siger hun.
Mette Verner mener, at holdningen til kvinders ambitioner kan have stor betydning for antallet af kvindelige ledere.
“Det kan være et problem, fordi det betyder, at der også blandt dem, der har magten til at ansætte, er en udbredt forestilling om, at selv dygtige kvinder nok alligevel ikke rigtig vil være ledere. Og når der samtidig er så få kvindelige ledere, der rent faktisk er nået til tops, er der heller ikke ret mange rollemodeller og erfaringer med kvindelige topledere,” siger hun.
Ikke plads til prinsessen
Et af de mange ubesvarede spørgsmål er, om kvinder overhovedet har lyst til at være ledere. For det er stadig kvinder, der oftest vælger deltidsjob, tager det meste af barslen og oftere tager barnets første sygedag. Angela Brink er senior associate i det internationale PR-netværk MSL Group, tidligere kommunikationschef i CEPOS og blander sig ofte i den offentlige debat om kvinder og karriere. Hun lægger ikke skjul på, at hun som tidligere chef og selvstændig har prioriteret sin karriere højt og derfor har benyttet sig af både au pair og rengøringshjælp og i en periode også fik sin mor til at hente sin søn i vuggestuen alle ugens dage.
Hun er enig i, at de klassiske kønsstereotyper stadig hersker, men mener, at det i lige så høj grad er kvinderne selv, der skal gøre op med den indre prinsesse.
“Kvinder kan ikke så godt lide at være upopulære. Det ligger stadig i kvinderollen, at man helst skal opføre sig som en fin prinsesse, som er behagelig og sød, og som alle kan lide. Men en leder er nødt til også at være et røvhul en gang imellem. Det ligger i ledelse, at det koster på det personlige plan, og det er ofte mere uforeneligt med den klassiske kvinderolle, end det er med den klassiske manderolle,” siger hun.
Og der kunne være noget om snakken, hvis man ser på, hvordan kvinder, der er ambitiøse omkring deres karriere, bliver portrætteret i film og tv-serier. I The Devil Wears Prada viser Meryl Streep den værst tænkelige version af en kynisk, beregnende karrierekvinde, mens Andy (Anne Hathaway) ender med at droppe det krævende job pga. de personlige omkostninger. Og i komedien Kvinde på spring med bl.a. Sarah Jessica Parker følger man fire kvinders umulige kamp for at få karriereambitioner og privatliv til at gå op i en højere enhed. Men det er ikke noget amerikansk fænomen.
Herhjemme har vi bl.a. kunnet følge, hvordan Sarah Lund i Forbrydelsen til sidst måtte foretage det ultimative offer, familien, som konsekvens af sit job, og hvordan det tilsyneladende er umuligt for Birgitte at blive statsminister i Borgen, uden at det går ud over mand og børn. Men det handler ikke om, at kvinder er nødt til at droppe deres kvindelighed, fordi de prioriterer karrieren, mener Angela Brink.
“Jeg synes ikke, at kvinder skal opføre sig som mænd, men for at få fingrene i magten er man nødt til at gå ind i nogle magtkampe, og det ligger bare ikke i den traditionelle bløde kvindelige adfærd. Det kan godt være, at du kommer til at give køb på det, som mange mennesker opfatter som feminint, men jeg mener, at den adfærd skal frigøres fra køn, så det ikke er sådan, at man forbinder den type adfærd med at være specielt maskulin eller feminin,” siger hun.
Fortsætter på næste side...
Powerkvinden skræmmer
Angela Brink har selv oplevet, at hun som yngre er blevet forvekslet med en praktikant, og at mandlige chefer og kolleger nærmest har virket overraskede over, at der pludselig kom skarpe holdninger og ambitioner ud ad munden på hende.
“Mænd kan være nogle svin over for kvinder på arbejdsmarkedet, så snart du bliver en trussel for dem. Det bliver de i det øjeblik, hvor du går ind og bliver en spiller på niveau med dem,” siger Angela Brink.
Netop den pointe er også temaet i et afsnit af Sex and the City, hvor Miranda har stor succes med at score mænd ved at sige, at hun er stewardesse, da advokat åbenbart er en lidt for intimiderende profession at sluge for mændene. Men kan det virkelig passe, at mange mænd stadig føler sig truet af magtfulde kvinder? Erik Holm er journalist og forfatter til bogen Manddomsprøven – powerkvinderne kommer og gift med en kvinde, der tjener omkring det dobbelte af, hvad han selv tjener. Det var en udfordring til at begynde med.
“Det har været svært at håndtere, at min kone trådte ind i en rolle, der traditionelt har tilhørt manden. Jeg er desuden opdraget til, at man som mand skal være generøs over for kvinder, så i flere år betalte jeg relativt set mere ind på vores fælleskonto end hende, for det var vigtigt for mig, at jeg følte, jeg bidrog mindst lige så meget. Jeg kunne også godt finde på at give hende nogle dyre gaver, selv om jeg egentlig ikke havde råd,” fortæller Erik Holm.
I forbindelse med arbejdet på bogen talte Erik Holm med mange mænd og kvinder om deres oplevelser og syn på, at kvinden tjente mere end manden.
“Det er ekstremt svært for mange, at deres koner tjener mere end dem selv. Mænd er på det område nok mere traditionelt tænkende.”
I dag mener han, at der er klart flere fordele end ulemper ved, at han tjener mindre – og dermed arbejder mindre – end sin kone, da det fx betyder, at han har fået et meget tæt forhold til sine børn. Samtidig ser han det som en stor samfundsmæssig fordel, at kvinder, der har brugt mange år på en videregående uddannelse, ikke ‘spilder’ den ved at gå ned i tid, når de får børn.
“Men et eller andet sted inde i mig er der nok stadig en kamp nogle gange. Hvis jeg skal være helt ærlig, gad jeg da godt, at hun indimellem tog lidt større ansvar for hjemmet og børnene,” siger han.
Fortsætter på næste side...
Barsel – tvang eller ret?
Men er det nok at opfordre til, at vi vinker farvel til prinsessen, og at mænd skal omfavne kvinder med store karriereambitioner? Forskningschef og ekspert i kvinder og ledelse Mette Verner tror i hvert fald ikke på, at billedet bliver ændret væsentligt, medmindre en del af barslen bliver øremærket til mænd. Island har fx siden 2003 haft stor succes med at tildele mænd tre måneder af barslen, fordi det i højere grad bliver set som en ret end som en tvang, og også i Sverige har der været øremærket to måneder af barslen til mænd siden 2002. I de to lande tager mændene nu hhv. omkring en tredjedel og en fjerdedel af den samlede barsel, mens danske mænd tager under 9 %.
“Det er logisk, at mændene vælger barslen fra, fordi det i langt de fleste tilfælde bedst kan betale sig, når familierne sidder og regner på det hjemme ved køkkenbordet. Alle undersøgelser viser, at når en del af barslen er øremærket til mændene, er der også flere af dem, der tager den, så alt andet lige bliver forskellen mellem at ansætte en mand og en kvinde mindre,” siger Mette Verner.
Og noget tyder på, at det er den vej, udviklingen går. For mens ligestillingsdebattører og politikere stadig kan bruge mange spaltemillimeter på at diskutere, om der skal være kvoter for kvinder i bestyrelser, er det blevet sværere og sværere at finde dem, der er imod øremærket barsel. Selv blandt de såkaldte ‘blå feminister’ – eller borgerlige ligestillingsdebattører – som bl.a. Angela Brink er der opbakning til at sende mænd på barsel med lovgivningens hjælp.
“Jeg er enig i argumentet om, at folk selv bedst ved, hvordan de skal administrere deres tid, men øremærket barsel til mænd kunne betyde, at flere mænd fandt det naturligt at tage barsel, og at flere arbejdsgivere uden videre accepterede, at mænd også skal have lov til at være tæt på deres børn, mens de er små. Jeg synes, det er helt vildt, at nybagte fædre i år 2013 kan slippe af sted med at gå på arbejde, 14 dage efter barnet er født, uden at nogen sætter spørgsmålstegn ved det,” siger hun.
Alligevel har regeringen foreløbig udskudt beslutningen, selv om det står sort på hvidt i regeringsgrundlaget, at den vil indføre tre måneders øremærket barsel til mænd. Foreløbig har regeringen blot nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge muligheder for og konsekvenser af øremærket barsel.
Et spørgsmål om tålmodighed
Mens vi venter på konklusionen om øremærket barsel, har regeringen for nylig vedtaget et lovforslag om, at de 1.100 største virksomheder i Danmark skal sætte måltal for, hvor mange kvinder de vil have i bestyrelserne. Og ligestillingsminister Manu Sareen opfordrer samtidig til, at virksomheder i langt højere grad kigger mod begge køn, når de ansætter ledere, fortæller han til Eurowoman.
“Der vil altid være nogle kritikere, der vil spørge, om vi så også skal ansætte X antal med anden etnisk baggrund end dansk, X antal homoseksuelle eller rødhårede. Men her synes jeg bare, at det er rigtig vigtigt at påpege i al stilfærdighed, at kvinder altså ikke udgør en minoritet i det her land,” siger han.
Men deciderede kvoteordninger for fx kvinder i bestyrelser er ikke noget, den nuværende regering kommer til at indføre, understreger Manu Sareen.
“Vi er imod kvoter, fordi det er meget ufleksibelt. Der vil være brancher, hvor det vil være umuligt at leve op til, som fx cementbranchen. Vi tror mere på en model som Carlsberg, der selv har vedtaget, at der skal være 40 % kvinder i bestyrelsen i 2015. Det er den vej, udviklingen går.”
Ligestillingsministeren får opbakning fra Angela Brink.
“Jeg synes, at de, der udtaler sig om kvoter i bestyrelser, ofte er nogle, der ikke selv har erfaring med bestyrelsesarbejde. En bestyrelse skal først og fremmest være velfungerende. Jeg tror, at det, vi kan gøre, er at sørge for, at kvinder kommer til tops, for så skal de nok komme ind i bestyrelserne. Men det kommer til at tage tid,” siger hun.
Mette Verner har derimod ikke noget imod kvoter. Hun anerkender synspunktet om, at det kan være et spørgsmål om tid, men siger:
“Det er jo et spørgsmål om tålmodighed. Det er muligt, at forholdene vil ændre sig, hvis vi lader tingene udvikle sig naturligt, men vi skal bare være indstillet på, at vi kommer til at vente rigtig længe. Jeg synes ikke, det kan betale sig at vente, når der er nogle forholdsvis simple håndtag, man kan skrue på for at få processen til at gå hurtigere,” siger hun.
Læs også: Er der gået mode i mad?
