Få et godt sexliv – hele livet
SPONSORERET indhold

Få et godt sexliv – hele livet

Af: Louise Gade Sig Foto: Bulls
28. nov. 2011 | Livsstil | ALT for damerne


20’erne


"Dig, der er single"


Udfordringer

Kvinder i 20’erne er på jagt efter den rigtige partner, men jagten er ikke for alvor sat ind. Derfor slår de ventetiden ihjel med en seksuel nygerrig og skiftende partnere. Det giver en form for utålmodighed, og de bliver bekymrede, hvis de ikke kan få alle former for orgasmer. De har endnu ikke lært at fordybe sig og være sensuelle. Samtidig fokuserer de meget på deres egen krop og tænker over, hvordan de tager sig ud – derfor kan det være svært at give sig hen. Mange er ambivalente i forhold til, hvad de har lyst til, og hvad de har hørt, man bør have lyst til.

 

Sådan får du et bedre sexliv

For at opnå fordybelse, skal du have tålmodighed. Kvinder har et kæmpe seksuelt potentiale, som slet ikke er udviklet i 20’erne, så du skal slå lidt koldt vand i blodet. Fokuser mere på, hvad du selv finder nydelsesfuldt. Og gå mere op i kvalitet i stedet for kvantitet. I stedet for at tænke på, hvordan det bør være, så fokuser på, hvad du har lyst til, og lad være med at tro, at alle andre har mere og bedre sex end du selv. På den måde har du sjælen med i det, du gør, og det lærer dig at kende din nydelse og grænser.

 

"Dig, der har en partner"

Udfordringer

Kvinder i 20’erne føler udefrakommende krav om, at de skal være dygtige på studiet/jobbet, se godt ud og have en stor venindeflok. Er de samtidig i et parforhold, kan det være svært at prioritere tid til det, og det kan dræbe sexlivet. De har ofte en romantisk forestilling om, at lysten skal komme af sig selv, og at den skal poppe op hos begge parter på samme tid, som da de var nyforelskede. Men ofte bliver de andre, ydre faktorer prioriteret højere end sexlivet.

 

Sådan får du et bedre sexliv

Du er nødt til at droppe perfektionisme og male med den brede pensel: „Vil jeg helst have et rent stuegulv eller et kærligt parforhold? Hvorfor bruge fem timer om ugen i et træningscenter for at få en pæn krop, når nu den pæne krop ikke skal bruges i sengen?“.

Du er også nødt til at give plads til mandens seksualitet i forholdet. Vi er blevet opdraget til at mærke efter, om vi har lyst, før vi bare siger ja. Men det er sjældent, at kvinder bare har lyst. Så prøv at lade være med hele tiden at fokusere på, om du lyst eller ej. Forestil dig i stedet, at I allerede ligger i sengen og er i gang, så kommer lysten som regel snigende. Giv det trick nogle chancer, for det sætter sikkert fut i jeres sexliv.

30’erne

"Dig, der er single"


Udfordringer

Det biologiske ur tikker, så jagten på en partner sætter for alvor ind nu. Nogle singlekvinder i 30’erne er så optagede af karrieren og af at nyde friheden, at de slet ikke mangler en fast partner. Kvinder har en biologisk indbygget tendens til at finde en mand, som er stærkere og klogere end hende selv, men det bliver sværere at finde den intelligente alfahan, fordi kvinder selv bliver mere og mere veluddannede. I stedet finder hun bollevenner og mangler fortsat den seksuelle fordybelse. Samtidig er de meget optagede af deres kroppe.

 

Sådan får du et bedre sexliv

Måske bør du nedtone dine krav til en partner. Gå ikke på kompromis med væsentlige ting, men overvej, om det er et must, at han er 185 høj og mørkhåret. Husk også at nyde dig selv i sengen. Det er ingen katastrofe, at du ikke ligner en fotomodel, for det er slet ikke afgørende for dine evner som elskerinde. Hvis du hele tiden fokuserer på den delle, du har på maven, hæmmer det din nydelse og dit fokus. Og ofte er dine komplekser indbildte eller overdrevne. Skulle den perfekte kæreste slå vejen forbi dig en dag, så vær opmærksom på, at dine bollevenner ikke spærrer din vej for ægte kærlighed. Få alle dine halvhjertede forhold afklaret 100 procent, før du kaster dig ud i et helhjertet. 

 

"Dig, der har en partner"


Udfordringer

Den første seksuelle spænding har lagt sig, og du har måske fået nogle børn. Det påvirker især kvindens sexlyst. Der kommer en naturlig nedgang i lysten i forbindelse med graviditet og spædbørnspleje, og efter graviditeten lider kvinden ofte af søvnmangel og komplekser over de forandringer der er sket med hendes krop. Det kan være svært at få tid til romantik og sex, når både børn, hjem og job skal plejes. Samtidig kan der være gået rutiner i seksualiteten.

 

Sådan får du et bedre sexliv

Opprioriter jeres intime samvær, og ændr tanken om, at I skal op og gynge i lysekronerne og afprøve fem forskellige stillinger, hver gang I har sex. I perioder kan det være fint med et lille put, hvor I ligger i ske. Det kan være, at det er overstået på fem minutter, og der behøver ikke være nogen orgasme, men det er med til at bevare intimiteten og nærheden mellem jer, så I ikke glider fra hinanden.

Sex behøver heller ikke ske klokken 23 efter den sidste tv-avis, hvor I er dødtrætte. Tag et par fritimer sammen midt på dagen, eller dyrk morgensex, mens den lille sover. Afsæt i det hele taget kærestetid og få børnene passet en gang imellem. Har I brug for at bryde vanerne, så gå til en sexolog eller få inspiration på nettet.

 

40’erne

"Dig, der er single"


Udfordringer

Den typiske singlekvinde i 40’erne er fraskilt og på jagt efter en kæreste, hun bare kan nyde livet med. Ofte blomstrer kvinders seksuelt voldsomt op i denne periode, fordi de har lært at hvile i sig selv og har lært sig selv at kende seksuelt. De er bedre til at fokusere på nydelsen, og orgasmerne kommer nemmere. Nysgerrigheden pirres, og kvinderne vil gerne udforske sig selv seksuelt, så de begynder ofte at eksperimentere, men mange slås med „den pæne pige“ inden i dem selv, som forbyder dem at følge deres fantasi.

 

Sådan får du et bedre sexliv

Forsøg at smid dine hæmninger overbord, og lyt ikke til de indre stemmer, der siger „Ej, det kan man da ikke“. Har du altid leget med tanken om at prøve en trekant, så opsøg en svingerklub eller et netsite, hvor du kan få det afprøvet. Eksperimentér og nyd det. Tænk også over, at du har mange gode år foran dig endnu. Der er masser af nydelse i dem.


 

"Dig, der har en partner"

Udfordringer

Langt de fleste kvinder i 40’erne har hjemmeboende børn, men de kræver ikke så meget længere, som de gjorde, da de var mindre. Karrieren fylder stadig meget for mange, men der er en god sandsynlighed for, at sexlivet er gået i stå – helt i stå. I denne alder begynder flere mænd at få rejsningsproblemer, og det kan knække både hans og hendes selvtillid.

 

Sådan får du et bedre sexliv

At børnene er blevet selvhjulpne, giver dig ekstra energi. Væk sexlysten til live ved at mærke de seksuelle impulser, kroppen sender til dig i dagens løb. Du har lært at overhøre dem, men mærk efter, om det ikke sitrer lidt i dit underliv, når du læser en erotisk novelle eller ser en lækker mand på gaden. Lav knibeøvelser, og tænk nogle frække tanker. Du kan også vække din sensualitet til live ved at dyrke yoga, dans eller få massage. Så er det også på tide at få taget hul på fantasierne. Mange par i 40’erne begynder at blomstre op seksuelt, fordi de har fået lidt mere overskud i hverdagen. Find inspiration på nettet, gå i svingerklub osv. Til sidst kan rejsningsproblemer gøre mænd meget skamfulde og få dem til at trække sig fra sex. Så snak om det, tag til sexolog eller læge, hvis det begynder at blive et problem.

50'erne eller senere

"Dig, der er single"

 

Udfordringer

Mange kvinder i denne alder har et rigt, aktiv liv. Også selvom de ikke har en kæreste. Mange kvinder blomstrer op seksuelt i denne alder, men flere ældre singlekvinder har også et dejligt liv uden sex, og det er selvfølgelig helt legalt. Overgangsalderen kan give kvinder tørhed i skeden, og derfor kan samleje være smertefuldt. I det hele taget kan overgangsalderen få kvinder til at føle sig mindre attraktive.

 

Sådan får du et bedre sexliv

Husk at tilfredsstille dig selv. Det holder skedens funktioner i gang. Lider du meget af tørhed i skeden, så væbn dig med glidecreme eller kontakt din læge. Samtidig skal du prøve at droppe ideen om, at mænd skal være ældre end dig. Hvis du vil have fantastisk sex, er der masser af unge mænd, som gerne vil have ældre kvinder som elskerinder.

 

"Dig, der har en partner"

 

Udfordringer

Nu har I sikkert både børn og børnebørn, og kvinder i denne alder er utroligt aktive, nyder livet og sysler med hobbyer. De er faldet til ro i deres seksualitet og har for alvor lært deres partner at kende seksuelt. Der er også den risiko, at sexlivet er gået helt i stå. Nogle har lyster og fantasier, som ikke blev opfyldt i de unge år. Nu er der både tid og mulighed. Nyd jeres anden ungdom. Sexlivet får en helt anden intensitet og dybde med alderen – og de fysiske skavanker, som livet i mellemtiden måske har givet, behøver ikke at være en hindring. 

 

Sådan får du et bedre sexliv

Hvis din mand pludselig foreslår, at I skal prøve noget nyt, så lad være med at afvise det i første hug, selvom I måske aldrig har praktiseret det før. Når tanker bundfalder sig, oplever man tit, at det pirrer. Indret også jeres soveværelse, så det indbyder til sex med dunkel belysning og behagelig temperatur. Tro ikke at tingene er slut, fordi du får fysisk skavanker. Indret jer, så sex passer til jer. Samtidig er kommunikation nøglen til at holde nærheden ved lige. Nyd det! Du bliver aldrig kønnere og yngre, end du er nu.


»Læs også: Lær at flirte

Nøgleord: Sex, alder, sådan får du et bedre sexliv, 20'erne, 30'erne, 40'erne, 50'erne, single, partner.