Da Barbara og manden stod midt i en husrenovering, flyttede han pludselig ud: ”Jeg var pænt ulykkelig”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"­Det var Emanuel Olsens Vej på Frederiksberg, hvor jeg boede i kollektiv med min mor. Det var et dejligt sted.

Jeg delte værelse med de andre børn i huset, og det var godt, at der var andre børn at sove med, lege med og fjolle med, for jeg var enebarn.

Som seksårig kom jeg med i et indslag i OBS, som blev sendt på DR dengang. Det handlede om vold mod børn, og jeg skulle spille en pige, der kom til at lægge en makrelmad på sin mors hvide sweater og fik en lussing. Jeg kan stadig huske, at det var svært ikke at komme til at lukke øjnene, når lussingen kom.

Efter det kom jeg med i tv-serien 'Nana', som blev optaget over et helt år. Dengang sagde de, at man kunne stikke et kamera helt op i bøtten på mig, uden at jeg lod mig mærke af det. Det var dog også hårdt engang imellem, for jeg skulle øve replikker derhjemme med min mor, og nogle gange optog vi 12 timer i træk, og hvis der skulle optages som aftenen, var jeg først hjemme ved midnat.

Min mor holdt mig på jorden, så det ikke steg mig til hovedet, og hun forklarede mig, at den type opmærksomhed er så flygtig. Men jeg nåede nærmest at blive afhængig af den opmærksomhed, jeg fik på settet. De voksne var så søde ved mig, selv om Jesper Christensen vist syntes, jeg var lige lovligt kæk engang imellem.

Det var dejligt, mens det varede, men det var svært at komme tilbage i skolen, efter serien var optaget, for mine klassekammerater havde svært ved at håndtere, at jeg var blevet landskendt i mellemtiden. Alle så jo 'Nana' på den ene kanal, der var. Mine to bedste veninder havde også fundet sammen uden mig, og det gjorde det ikke nemmere.

Jeg tror, jeg var ret rolig som teenager. Nærmest kedelig. Min mor lå i skilsmisse, da jeg var 13 år, og min far var maniodepressiv, så jeg blev hurtigt voksen og havde ikke behov for at prøve grænser af. Jeg tror ikke, jeg følte, at der var plads til det. Min far ringede tit og var helt fucked op, og i perioder var han indlagt på et psykiatrisk hospital.

Jeg tror, jeg var 13 år, da jeg skrev under på hans tvangsindlæggelse, hvilket man kunne dengang, fordi jeg var hans nærmeste familiemedlem. I dag lyder det vildt, men sådan var det. Jeg kan stadig huske, hvordan det var at aflevere ham på hospitalet, og han stod og hamrede på ruden, da jeg tog derfra."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg lavede meget teater hjemme i kollektivet, og min mor havde en klæde-ud-kasse, som var out of this world. Jeg havde skuespil i blodet og i min opdragelse. Da jeg spillede Nana, fik jeg så meget positiv feedback, når folk kom hen og fortalte mig, hvordan den serie samlede hele deres familie foran fjernsynet, og det er helt sikkert det, der gav mig lysten til selv at fortælle historier.

Allerede som teenager begyndte jeg at lave små kortfilm, og jeg kunne mærke, at det var vigtigere for mig at have indflydelse på produktet end at være foran kameraet. Jeg havde også en rolle i spillefilmen 'Klinkevals', og der kunne jeg mærke, at instruktøren ikke havde sans for historiens små detaljer og den fine scenografi. Der besluttede jeg, at det kunne jeg selv gøre bedre."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Da jeg var syv år og blev genkendt som Nana, var det overvældende. Folk kom hele tiden og sagde: ”Hvad laver I – vi boller” til mig. Et par år senere blev jeg tilbudt en stor rolle som Ronja Røverdatter på et teater. Det var min drømmerolle, men der takkede min mor nej, for hun syntes, jeg skulle have en normal ungdom. Gud, hvor var jeg ked af det.

Senere blev jeg dog Yrsa i 'Krummerne' og blev genkendt endnu mere. Det var ikke nemt for mig. Efter vi havde optaget 'Krummerne 2', var jeg kæreste med en dreng, som sagde til mig, at han kun var kæreste med mig for at kunne sige i skolen, at han havde været sammen med Yrsa. En anden gang efter jeg havde været vært på ungdomsprogrammet 'Puls', var jeg på en date på en café i København, og da vi kom ud, stod der journalister klar til at tage billeder af mig. Jeg tror ikke, den date blev til mere end et venskab."

Dit livs omvej?

"Det var ikke kun på grund af hans sygdom, at jeg valgte at flytte til Los Angeles, da jeg var 21 år, men jeg havde brug for at komme lidt væk fra min far, som jeg ellers gik og lavede mad til og gjorde rent for. Og så var det nok også lidt en flugt fra at være kendt i Danmark, for jeg var hele tiden bange for, at jeg fik chancer, som jeg ikke rigtig fortjente. At jeg blev forfordelt, fordi folk kendte mig.

I USA fik jeg job som indspilningsleder på forskellige film, hvor jeg kunne bruge mine erfaringer som skuespiller. Det viste sig, at jeg er ret god til at bevare overblikket og styre et filmset. I stedet for at gå på filmskolen i Danmark lærte jeg alt om at lave film ved at indspille alt fra små zombiefilm i ørkenen til store Hollywoodproduktioner.

Jeg instruerede også stadig kortfilm og lagde al min energi i arbejdet, mens jeg desuden nød, hvad Los Angeles havde at byde på i form af poolparties, Oscar-fester, mad, kultur og spændende mennesker.

Jeg vendte hjem, da jeg var 31, fordi jeg kunne mærke, at jeg gerne ville have børn men ikke i Los Angeles. Jeg glædede mig til at skulle give mine egne børn lidt af den kultur, jeg selv var vokset op med, og samtidig så jeg, hvordan mange amerikanske børn blev opdraget af deres nannies. Da jeg begyndte at arbejde i Danmark igen, må jeg indrømme, at jeg havde glemt hvor dejligt, det er.

Filmproduktion i USA er en maskine, på min første film derovre, var der 150 mennesker og 12 lastbiler involveret. Da jeg kom hjem, kom jeg med på tv-serien 'Sjit Happens', og der tror jeg, vi var 12 mennesker på. I Danmark hjælper man hinanden, og det er bare mere hyggeligt."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"De sidste to år har jeg nærmest været uden GPS. Jeg købte et hus med min daværende mand, og vi gik i gang med at få det hele renoveret, men efter kun halvanden måned flyttede han ud igen. Vi havde været igennem nogle hårde år, hvor vi havde kæmpet med fertilitetsbehandling, og nu stod jeg alene tilbage med to små børn. Han sagde, at han havde håbet, at alt ville blive godt mellem os igen, men pludselig magtede han ikke engang børnene.

Han flyttede ud, håndværkerne svigtede mig, da gulvet var brudt helt op, og huset var umuligt at sælge. Og jeg var pænt ulykkelig. Renoveringen blev dyrere og dyrere, og jeg måtte bruge arven fra min far på det. Da huset endeligt stod færdigt i august 2022, var markedet gået så meget ned, at vi solgte det med et tab.

Jeg kunne ikke altid skjule over for mine børn, at jeg var ulykkelig, og når de sad over aftensmaden og sagde, at de savnede far, svarede jeg: ”Det gør jeg også”. Jeg svor, at mine børn ikke skulle flytte mere lige foreløbigt, og så fandt jeg dette hus.

Jeg havde egentligt ikke råd til det, men jeg satsede hele butikken og slog til. Så blev min mor syg, og vi blev sendt fra hospital til hospital til test og biopsier. Min mor var en følsom dame, så jeg skulle med hende til det hele, og i lang tid afleverede jeg børn, sad hele dagen på et hospital, hentede børn, købte ind og startede forfra igen næste dag."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg har lige haft etårsdag med Mikkel, som jeg mødte på Facebook-dating. Jeg havde været gennem en hård skilsmisse, men efter et par dates mødte jeg Mikkel og faldt for hans krøller, hans øjne og hans virkelig kærlige energi. Mikkel har ægte omsorg og empati. Han har et godt hjerte også over for andre end mig.

Tidligere i mine forhold er jeg blevet sat op på en piedestal, men det er gået i stykker, når jeg har vist mig som et menneske. Jeg er en stærk kvinde, og det er der mange mænd, der falder for, men når så min far dør, eller min mor får kræft, så vil jeg have lov til at være svag og ulykkelig.

Støtten i et parforhold skal gå begge veje, og det oplever jeg hos Mikkel. Han er det bedste menneske, jeg nogensinde har været kæreste med. Og så har han humor. Jeg er selv den barnlige type, der drikker min te af Disney-kopper og kaster mig ud i dans ved middagsbordet. Den er han med på."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Det ville være rart med noget ro. Jeg er stadig i sorg over min mors død (skuespiller Judith Rothenborg døde af kræft i september 2023, red), for hun var begge mine forældre. Jeg var der for hende hver dag, men pludselig forsvandt den rolle og efterlod et kæmpe tomrum, som gør, at jeg tænker på hende hele tiden. Nogle gange føles det som om, hun bare er ude på en af sine lange rejser, men nu er det begyndt at blive klart for mig, at hun ikke kommer tilbage.

Jeg har været arbejdsløs efter en længere periode, hvor jeg havde meget at lave, men nu må der gerne snart ske noget igen. Jeg sidder og venter på grønt lys på et projekt, og jeg trænger til at fokusere på noget andet end min sorg."