Forældremyndighed
SPONSORERET indhold

Forældremyndighed ved dødsfald

I den seneste tid har der - på baggrund af en konkret sag – været skrevet meget i medierne omkring forældremyndighed i forbindelse med den ene forælders død. Men hvilke regler gælder, og hvad indebærer de?

Af: Anne Kjærhus Mortensen
21. aug. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Forældreansvarsloven
Reglerne, der beskriver hvad der skal ske i relation til forældremyndighedsspørgsmålet når den ene af forældrene afgår ved døden, findes i forældreansvarsloven.

Har I fælles forældremyndighed
Udgangspunkt er, at hvis I har delt forældremyndighed og den ene af jer afgår ved døden, vil forældremyndigheden forblive hos den anden, der herefter vil have eneforældremyndighed.

Har barnet dog bopæl hos den af jer, der afgår ved døden vil en anden udenforstående tredjeperson, fx en bedsteforældre eller en ny samlever/ægtefælle til afdøde, kunne anmode statsforvaltningen om, at få tillagt forældremyndigheden. En sådan anmodning vil imidlertid alene blive imødekommet, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet taler imod, at forældremyndigheden forbliver hos den længstlevende forældemyndighedsindehaver.

Har den ene af jer eneforældremyndighed
Har den ene af jer eneforældremyndighed over barnet og afgår forældremyndighedsindehaver ved døden, træffer statsforvaltningen afgørelse om, hvem der skal have tillagt forældremyndigheden.

Anmoder den anden biologiske forælder om forældremyndigheden, vil en sådan anmodning blive imødekommet, medmindre hensynet til barnets bedste taler imod.

Oprettelse af børnetestamente
Ønsker du som forælder, at have indflydelse på hvem forældremyndigheden over dit barn skal tilfalde i tilfælde af din død, kan du oprette et såkaldt børnetestamente.

Du skal dog være opmærksom på, at et børnetestamente alene er vejledende for statsforvaltningen, om end det ofte følges i praksis

I børnetestamentet bør du nøje begrunde dit ønske, ligesom du bør overveje, hvem der skal indsættes (skal det være en enkeltperson eller et par) og om der skal indsættes nogen subsidiært, hvis den/de på førstepladsen indsatte ikke er i stand til at få, eller ikke ønsker at få, forældremyndigheden tillagt.

Endelig kan det overvejes, om der i børnetestamentet skal indsættes en økonomisk bestemmelse, således at der, i fald den i børnetestamentet indsatte får forældremyndigheden, afsættes et beløb, hvorover den pågældende kan råde til fordel for børnene. 

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du børn i sorg