KLUMME: Den seneste måned har jeg gjort mig nogle overvejelser, der i min verden, indtil for ganske nylig, var noget nær utænkelige: Jeg overvejer at tage min familie bestående af mand og to børn på knap fem og to år og flytte ud af byen.
Når jeg siger ud af byen, mener jeg ikke bare en af de nære forstæder til København, men nærmere bestemt Helsingør, som ligger cirka 40 minutters togtur nord for hovedstaden.
LÆS OGSÅ: 8 ting du kan lære af dine venners skilsmisse
Grunden til, at vi overvejer at flytte, er først og fremmest boligpriserne i København og omegn. De er mildest talt høje – og med mindre vi vinder i boliglotteriet og finder en andelsbolig, til en rimelig pris, så skal vi betale flere millioner for noget, der er nedslidt og småt.
Mens min mand og jeg går med vores overvejelser for og imod det at bo langt fra København, dukker der en masse fordomme op, der bremser os i at tage det store skridt. Her er de seks, der fylder mest:
1. Der bor kun bonderøve uden for byen
Overvejelser omkring, hvor jeg kan forestille mig at bo, bliver meget hurtigt til overvejelser omkring, hvilke børn jeg ønsker at opfostre. Bliver mine børn knallertkørende Brian-typer, hvis vi flytter til Helsingør? I forhold til kultur-elskende-akademiker-typer, hvis vi bliver i byen? Og er den ene type nødvendigvis lykkeligere end den anden?
Hvem min mand og jeg er som forældre, må være det altafgørende. Ligegyldigt hvor vi bor. Hvis vi har lyst til at tage ungerne i teatret eller i biografen, er der masser af muligheder for det uden for byen. Så bliver det måske ikke lige Statens Museum for Kunst med kunstværker af Tal R og Cathrine Raben Davidsen og Gamle Scene på Det Kongelige Teater, men en lokal fotoudstilling på Kulturværftet i Helsingør eller børneteater på Helsingør Teater.
Konklusion: Mine børn bliver ikke bonderøve af at flytte ud af byen. De afspejler, hvem jeg er som mor.
LÆS OGSÅ: Glem aldrig dine veninder. Heller ikke når du bliver voksen
2. Hvis du flytter langt væk, kommer du aldrig til at se dine venner
Når jeg fortæller mine venner, at vi overvejer at flytte til Helsingør, forsikrer de mig om, som de gode venner de er, at de selvfølgelig gerne vil komme og besøge os. Og det er jeg også sikker på, at de gerne vil. Måske to gange om året.
Når jeg kommer frem til den konklusion, får det mig til at tænke over, hvordan jeg ser mine venner nu, hvor vi alle bor nær hinanden i Københavns brokvarterer. Vi har efterhånden alle sammen fået børn – eller er ved at få det – så det er kun meget få veninder, jeg ser flere gange om måneden. Ofte er det med vores mænd og børn, hvor vi hænger ud om dagen. Vin- og kaffeaftalerne på tomandshånd bliver der længere og længere imellem. Selvom jeg sætter stor pris på dem, når de er der.
Konklusion: Det er ikke værd at blive i byen for de få 1½-timers aftaler med veninderne, der efterhånden er tilbage. Derimod vil møderne, når du bor langt væk fra byen, blive mere intense og længerevarende, fordi vennerne kommer langvejs fra (og du vil have plads til, at de kan overnatte). Derudover vil jeg forhåbentlig få nye voksenbekendtskaber via mine børns daginstitution og skole.
3. Hus og have er hårdt arbejde
Der er selvfølgelig en del mere at ordne og vedligeholde, når du står med en stor have med alle mulige tænkelige (og utænkelige) planter og et hus, der ikke er bygget i går. Men når jeg ser på, hvor mange, der har hus og have, må det da kunne lade sig gøre for mig – selvom jeg altid har boet i lejlighed – at holde revner, rotter og utætte rør i skak.
Konklusion: Det er lidt ligesom at føde: Du tror ikke, det kan lade sig gøre, når du står over for det, men se dig omkring, og du vil opleve, at når alle andre kan, så kan du også.
4. Der sker ikke noget som helst efter kl. 18
Det er sandt, at der er noget nær dødt om aftenen, når du bevæger dig rundt i byerne uden for København. Men hvorfor er den tanke så skræmmende, når jeg alligevel ikke for alvor går i byen længere? Vil jeg ikke kunne overleve de få gange om året, hvor jeg har brug for at drikke mig fra sans og samling, at tage fyrre minutter med tog? Helsingør er endestationen, så jeg kan endda med ro i sjælen falde i søvn på vejen hjem. Men det er værd at tænke over, at når du bor i byen, har du muligheden for at gå ud, når du vil. Og det er meget rart. For det der med at skulle planlægge alting er dræbende.
Konklusion: Jeg holder krampagtigt fast i tanken om, at jeg stadig går i byen, selvom sandheden er, at jeg for det meste bliver så træt efter fem drinks, at jeg lægger mig til at sove med alt tøjet på (inklusiv sko), så snart jeg er kommet ind af døren.
5. Jeg får en kikset tøjstil
Jeg har altid interesseret mig for mode. Lige siden barnsben har jeg købt udenlandske modeblade, selvom jeg ikke forstod et kvæk af, hvad der stod. Så at jeg elsker at shoppe i Københavns uimodståelige mekka af butikker, siger næsten sig selv. Derfor er jeg også lidt bekymret over, hvordan jeg skal holde mig selv up to date, og hvem der skal inspirere mig til fed stil, når jeg står med røjserne i jordbærbedet i haven i Helsingør og ikke har andre at spejle mig i end alle de andre landlige damer med cardigansæt og brede jeans (og ikke på den fede 70'er-agtige måde). Men måske er det ikke så vigtigt? (Eller også kan jeg shoppe alt, hvad jeg har brug for på nettet.)
Konklusion: Jeg bliver måske lidt kikset af at flytte til Helsingør set igennem københavnerbrillernes kritiske glas. Men pyt da med det. Så længe jeg ikke ender med at kunne se det smarte ved crocks. Så er der håb endnu.
6. Du vil ikke kunne få arbejde i nærheden
Jeg er akademiker og vil derfor være udfordret i at finde et arbejde. Og det er en fordom, der er hold i. Det vil ikke være realistisk for mig, hvis jeg på et tidspunkt vil have et fast fuldtidsjob med pension og forsikring, at finde et fedt og udfordrende job, jeg kan cykle til.
Konklusion: Hvis jeg vil have et fast job, som samtidig er drømmejobbet, skal jeg være villig til at sidde i toget med de andre pendlere hver dag og brokke mig over aflyste og forsinkede tog. Jeg bliver køresyg bare ved tanken.
LÆS OGSÅ: 5 fejl kvinder begår, når de vil være sunde
LÆS OGSÅ: Her er årsagen til, at kvinder og mænd misforstår hinanden
LÆS OGSÅ: 5 fejl kvinder begår, når de flytter sammen med en mand