Jo Nesbø
Foto: Les Kaner Jo Nesbø fortæller om sin familie, og om de tanker han har gjort sig om døden.

Jo Nesbø: "Jeg begyndte at tænke på døden, allerede da jeg lærte klokken"

Forfatteren Jo Nesbø, der har solgt over 40 millioner krimier med drabelige plot, har tacklet sin skræk for mørke og højder ved at gå ned i en mørk kælder og klatre på klipper igen og igen og igen. Til gengæld er han ikke bange for at dø.

Da Jo Nesbø var en lille dreng, var han ekstremt mørkeræd. Alligevel – eller faktisk derfor – gik han jævnligt ned i kælderen i familiens hus og stod der alene i mørket. Indtil han ikke var bange mere. I dag er det klatring, han er bange for. Han har højdeskræk. Og på samme måde, som da han var barn, udsætter han sig igen og igen for angsten for at miste fodfæstet og falde ned, når han klatrer rundt i fjeldene omkring Oslo, hvor han bor.

– Jeg kommer aldrig til at blive rædslen for at klatre kvit. Men som jeg ser det, kan man ikke være modig, hvis man ikke er bange.

Meget sigende har Jo Nesbø lige været ude og klatre om morgenen, inden han kommer ind ad døren på sin hippe yndlingscafé lidt nordvest for Oslos kongeslot. Formummet til næsten ukendelighed bag blå spejlrefleks-solbriller, et par kæmpe høretelefoner og med kraven på sømandsjakken slået godt op om nakken. Han er en kendt mand i Oslo. Hans krimier om detektiven Harry Hole udkommer på mere end 50 sprog og har solgt over 40 millioner eksemplarer verden over. Måske er det derfor, han prøver at gemme sig lidt bag sine gadgets, kunne man tænke, men det viser sig, at han bare er vild med at høre musik, og at hans øjne ikke tåler lys særlig godt. Han er aktuel med 12. bog i Harry Hole-serien, ”Kniv”, og det er tankevækkende, at den lille mørkerædde dreng i dag er en forfatter, der skriver så bloddryppende historier. Og så alligevel ikke.

jo nesbø
Foto: Les Kaner.

Litteratur var en vigtig del af Jos barndomshjem, hvor moren var bibliotekar, og hvor faren sad og læste i stuen hver eftermiddag. Hvis han da ikke lige fortalte lange historier for Jo og hans to brødre. Da Jo var omkring syv år, hev han romanen ”Fluernes Herre” ud af bogreolen og bad faren læse den højt. Han var betaget af omslaget, der viste et blodindsmurt grisehoved spiddet på en pind. Mens faren læste bogen op, tænkte Jo, at han da kunne have lavet historien meget mere spændende selv. På det tidspunkt var han nemlig allerede begyndt at fortælle sine venner grusomme spøgelseshistorier.

Jo og familien boede i Oslo, til Jo var otte år. Så flyttede de til den lille by Molde, hvor bedsteforældrene boede.

– Jeg følte, at jeg forlod barndommens lykkelige dal her i Oslo, og jeg blev ved med at længes tilbage. Jeg tror, det er derfor, at Oslo er blevet en slags karakter i mit forfatterskab, for jeg har altid romantiseret min opvækst her. Oslo har altid siddet i mig som en gammel forelskelse, og jeg flyttede tilbage hertil, da jeg var 26 år, og har boet her lige siden.

Hvilke værdier fik du med hjemmefra?

– Jeg fik nogle værdier med, som var præget af en blanding af bondekultur og den nye akademisk uddannede middelklasse. En nøjsomhed fra bondekulturen, som mine forældre kom fra, og samtidig en respekt for – og tørst efter – kundskab og uddannelse. Norge var stadig et bondesamfund i begyndelsen af 1900-tallet, langt efter både Danmark og Sverige, og da jeg skulle vælge uddannelse, var det med udgangspunkt i et ord, der ikke længere findes på norsk: Madnytte. Hvilken uddannelse kunne bringe mad på bordet? Man blev ikke spurgt, hvad der interesserede en, eller hvad der kunne være med til, at man realiserede sig selv. Nej. Spørgsmålet var: Hvad kan du overleve på? Jeg sad ikke og planlagde min karriere, men der var en periode, hvor jeg var sikker på, at jeg skulle være professionel fodboldspiller. Mine brødre og jeg var meget optaget af fodbold og spillede på Molde FK, som var et rigtig godt hold. Men så røg korsbåndet i begge knæ, da jeg var 19 år, og så var det game over med fodboldkarrieren. Jeg havde ikke nogen plan B, så det endte med, at jeg tog to år i militæret.

LÆS OGSÅ: Forfatter Olga Ravn: ”Jeg har altid haft et stærkt behov for at føle mig forbundet"

Min udfordring dengang var nok, at alt var gået så let for mig, at jeg ikke havde lært mig selv at arbejde med modstand. Jeg kunne lide alt, som kom let. Jeg havde let ved skolen, så derfor troede jeg ikke, at jeg behøvede at prioritere den. Som følge deraf endte jeg med meget dårlige karakterer i gymnasiet. Og som fodboldspiller trænede jeg mindst muligt og forsøgte altid at slippe for konditionstræning og styrketræning. Jeg troede ikke, at jeg behøvede det. Da jeg blev skadet, var der pludselig nogle døre, der lukkede, og det havde jeg ikke været vant til. Min far havde aldrig blandet sig i mit liv, men da jeg stod med skader og dårlige karakterer, sagde han, at jeg ville have godt af at komme i militæret og lære noget disciplin. Og så havde han i øvrigt allerede sendt ansøgningen af sted for mig, ha ha.

jo nesbø
Foto: Les Kaner.

I militæret tog Jo sin studentereksamen forfra, og derefter begyndte han at læse økonomi på Handelshøjskolen i Bergen. En drøm, som hans far selv havde haft, men som han ikke havde turdet gå efter. En anden historie om faren kom også til at få stor betydning for Jo. Faren var vokset op i USA og var antikommunistisk indstillet, så for ham havde der kun været to muligheder i Europa under Anden Verdenskrig: Stalin eller Hitler. Da Jo var 16 år, fortalte faren ham, at han under krigen frivilligt havde meldt sig til Østfronten for at slås på tyskernes side, og at han som følge deraf havde siddet i fængsel tre år efter krigen. En helt rimelig straf, mente faren selv, for at have taget så forkert et valg. Jo var chokeret over de nye oplysninger om sin far, og de to havde mange og lange samtaler om det gennem årene. Faren drømte om at skrive en bog om sine oplevelser, men han fik aldrig gjort det. Men det gjorde Jo. Hans tredje roman, ”Rødhals”, er netop en historie om fem unge, norske frikorpssoldater, som kæmper for nazisterne under Anden Verdenskrig. I den roman har Jo samlet alle de historier, der var knyttet til hans fars oplevelser.

– Jeg tror ikke, at man bevidst følger i sine forældres fodspor, men når jeg kigger tilbage, må jeg nok erkende, at jeg, i mit valg af uddannelse og ved at skrive bogen om de norske frikorpssoldater, har gjort de ting, som min far ikke fik gjort i sit liv.

Jo arbejdede i finanssektoren i ni år. Samtidig blev han mere og mere involveret i bandet ”Di Derre”, hvor også hans brødre spillede. Han lærte sig at spille guitar og blev forsanger, og han skrev alle sangene til bandet, der langsomt arbejdede sig op fra de ukendtes gratisspillende rækker til at være et af Norges mest kendte bands. De andre i bandet kvittede deres civile jobs for at hellige sig musikken på fuld tid, men det ville Jo ikke, for han så ikke sig selv som fuldtidsmusiker. Det resulterede i, at det hele blev for meget, fordi han havde for travlt.

– Så jeg sagde til både jobbet og bandet, at nu tog jeg fri i seks måneder, og så rejste jeg til Australien med en laptop og begyndte på min første roman på vej til Sydney.

Havde du længe haft den historie i dig?

– Ikke akkurat den historie. Men det at skrive var bestandigt i mig. Det var en meget mærkelig følelse, da jeg begyndte at skrive. Som musiker havde jeg måttet lære mig selv alting, det faldt mig slet ikke naturligt at lære at spille først på klaver og siden guitar. Og det at være i studiet og indspille plader var også noget, jeg havde været nødt til at lære. Men det at skrive en bog – en roman – det var bare at åbne laptoppen og begynde. Jeg mærkede sådan et kick og tænkte: Dette er helt naturligt. Dette er verdens letteste ting. Eller måske ikke letteste, men jeg vidste akkurat, hvad jeg skulle gøre. Og så gjorde jeg det bare. Skrev romanen, mens jeg var i Australien. Og jeg skrev den under pseudonym, fordi bandet på det tidspunkt var blevet så kendt, at jeg ikke ville have, at forlaget skulle vide, det var mig, der havde skrevet den. Og så blev den antaget.

Havde du altid drømt om at skrive en roman?

– Hukommelsen er vældig forræderisk, men som jeg husker det, så var det lidt som med fodboldkarrieren. Det var noget, jeg vældig gerne ville. Jeg havde nok bare aldrig sagt det højt. Jeg var 37 år, da den første bog udkom, og jeg kunne bare mærke, at wauw, det her er helt rigtigt. Og folk, der kendte mig, havde det sådan: What took you so long? De havde tydeligvis bare ventet på, at jeg gjorde det.

LÆS OGSÅ: Forfatter Dy Plambeck: Kærligheden kan sagtens holde, selvom parforholdet holder op

Du sagde dit job i finanssektoren op, men du spiller stadig i ”Di Derre” – hvad giver det dig?

– Forfattere kaldes jo de generte ekshibitionister. Og det at spille i et band er også en form for ekshibitionisme. Men det er også udtryk for en blind selvtillid. En tro på, at du har noget at komme med. Og på samme måde, som skrivning er en reaktion på læsning, så er det at spille musik en reaktion på at lytte til musik. Og det kan jeg vældig godt lide.

Din bror Knut var også med i bandet, men han døde i 2012, hvordan var jeres forhold?

– Det var vældig tæt. Vi voksede op sammen med et år imellem os.

Hvordan var det at miste ham?

– Han var et år yngre end mig, og jeg er ikke sikker på, om det havde været lettere, hvis han havde været et år ældre, men på en eller anden måde var den gal med rækkefølgen. Han havde kræft og var syg i lang tid, det var et svært forløb.

Hvilke tanker har du gjort dig om døden og livet efter det?

– Jeg ved ikke, om det gav andre tanker om døden, end jeg altid havde haft. Jeg begyndte at tænke på døden, allerede da jeg lærte klokken. Døden har altid været til stede i mit liv. Og døden er et uudtømmeligt tema. Både for mig som privatperson og for mig som forfatter. Der er så meget at hente der. Og så er der jo det store mysterium: Hvad der sker bagefter? Hvis man skal se helt koldt og logisk på det, så er der al mulig grund til at tro, at der ikke sker noget, når vi dør. Men vi er jo så tilpas desperate af dødsangst, at vi er et vældig modtageligt publikum for alle fortællinger, der siger, at sådan er det ikke.

Hvad tror du selv på?

– Jeg husker en lørdag eftermiddag, da jeg var barn, hvor mine brødre og min mor var ude af huset, og min far lå på sofaen og sov eftermiddagslur. Der var helt stille i huset, og så begyndte jeg at tænke på døden. Jeg blev vældig urolig og fik tanker om, hvordan jeg skulle ligge i en kiste og rådne op. Til sidst var tankerne så overvældende, at jeg gik ind og vækkede min far og spurgte ham: Hvad tror du, at der sker, når vi dør? Han svarede: Jeg ved det ikke. Han så længe på mig og vurderede, hvad han mere skulle sige. Skulle han være helt ærlig eller hvad? Og til sidst sagde han: Jeg tror, det bliver sort.

Jo slår en høj latter op.

– Og jeg tror, han havde ret. Jeg tror, det bliver sort.

Hvordan har du brugt døden i dit forfatterskab?

– Jeg skriver jo kriminalromaner, og hovedkarakteren Harry Hole er en mand med en blanding af et stærkt overlevelsesinstinkt og en dødslængsel. Harry drikker, og hans alkoholisme er beslægtet med dødslængsel, som dermed er et tema i mine bøger. Charles Bukowski er en af mine yndlingsforfattere, og han gjorde sin alkoholisme til et litterært tema. For ham var det at drikke en måde, hvorpå han hver aften kunne begå selvmord og så alligevel vågne op næste morgen og have et liv. At drikke er som at længes efter det store intet. Det smertefri ingenting.

Jos første roman udkom i Norge i 1997, og allerede i 1998 kom den næste, og to år senere nummer tre, så det er tydeligt at se, at Jo havde fundet sin helt rette hylde. Han elsker at skrive.

jo nesbø
Foto: Les Kaner.

– Det skønne ved at være forfatter er, at du får mulighed for at fortælle en historie, som historien skal fortælles. Du får lov til at bestemme. Du spiller alle rollerne. Du har ikke noget budget, og du har total kreativ frihed. Og hvis du mislykkes med bogen, er der ikke en masse andre, det går ud over, på samme måde som hvis du f.eks. laver en film, hvor en masse mennesker mister penge eller deres job. Det er kun dig selv, det går ud over. Jeg har skrevet to romaner, hvor jeg endte med at trykke på delete-knappen, da de var færdige. Fordi de ikke var blevet gode. Selvom jeg har haft kommerciel succes og for mange fremstår som en kommerciel forfatter af den grund, så har jeg aldrig taget kommercielle hensyn. Jeg har altid kun skrevet bøger, som jeg selv har lyst til at læse.

Så når folk, der følger serien, går og glæder sig til en ny bog, så er det ikke det, der driver dig?

– Nej, det er det ikke. Og jeg har også taget et bevidst valg om at have meget lidt kontakt med mine læsere. Næsten ingen kontakt, faktisk. Jeg er ikke på Facebook og den slags, og jeg holder ikke læsermøder, hvor folk kan stille spørgsmål. Og det er fordi, at faren ved at have succes er, at man kan korrumperes. Man kan blive slave af sin egen succes, så uden at man tænker over det, begynder man ubevidst at tilfredsstille de krav, der er derude. Men prøver at gentage den succes, man har haft, for der er så mange behagelige ting, som følger med succesen. Så jeg har prøvet at holde mig borte fra de ting og prøver at være ærlig over for mig selv. Når jeg skriver en ny bog, spørger jeg mig selv, hvorfor jeg gør det. Når man stiller sig selv det spørgsmål, kan man aldrig være sikker på, at man får et hundrede procent ærligt svar, men jeg tænker over det, og så når jeg frem til, at det er fordi, jeg har en historie, jeg har lyst til at fortælle. Og det er den eneste grund.

LÆS OGSÅ: Peter Øvig Knudsen om sin depression: "Det har været så helt ubeskriveligt forfærdeligt"

Du har også skrevet børnebøger?

– Da min datter var lille, fortalte jeg hende altid historier. Hun gav mig nogle stikord, f.eks. prinsesse, dinosaur og kartoffel, og så skulle jeg fortælle ud fra det. På et tidspunkt begyndte jeg at skrive historierne ned, og det er blevet til en række børnebøger.

Hvordan er du som far?

– I Norge bruger vi øjnene på en terning, når vi anmelder bøger, film og plader. På samme måde, som I bruger stjerner. Og jeg tror, at jeg er en firer som far. Det er ikke katastrofedårligt, men det er ikke noget at råbe hurra for. Min datter tillægger mig højere betydning, men jeg ved ikke, om hun bare er sød. Jeg er til stede, når jeg er til stede, men jeg er for lidt til stede. I dag bor min datter i København, hvor hun læser, og det betyder, at jeg kommer til at være lidt mere i København fremover.

Er der en kvinde i dit liv?

– Jeg kunne sige meget om det, men det kommer jeg ikke til at gøre. Jeg beklager. Jeg ved, det er et dameblad, så jeg ved, at du skal spørge mig om det – jeg har selv arbejdet som journalist på Elle engang – men du kommer ikke til at få det, du vil have.

Han griner højt. Han er notorisk kendt for at værne ekstremt meget om sit privatliv.

Hvorfor vil du ikke sige noget – bare en lille smule måske?

– Jeg har været så længe i det her game, at jeg ved, hvor min grænse går, og hvad jeg har lyst til at fortælle. Jeg kan sige, at jeg har haft et forunderligt lykkeligt og problemfrit liv, når man tager i betragtning, at jeg både er pessimist og melankoliker.

Jo nærmer sig de 60 år, og når talen falder på alder og fremtid, begynder han igen at tale om døden.

– Mænd i min familie bliver ikke specielt gamle. Så bare det at blive 60 er ikke så værst. Min far blev 72, men hans far blev kun 56, så ham har jeg overlevet. Jeg skulle til London i fjor, og da vi skulle til at lande, steg vi i stedet op igen. Der var helt stille i flyet. Alle sad og tænkte: Åh, hvad sker der nu? Er det hjulene, der ikke virker? Sidder piloten lige nu i cockpittet og overvejer, hvordan han skal fortælle os det? Lige der sad jeg og tænkte: Okay, Harry Hole-serien kunne godt stoppe med ”Tørst”, som var udkommet. Min datter har det fint, alt er godt med hende. Så hvis det hele skulle slutte nu, er det ikke dårlig timing. Man siger there is no good time to die, men det var ikke tilfældet for mig i det øjeblik. Det var faktisk et ganske godt tidspunkt. Jeg kunne have sat punktum der. Og ja, jeg tænkte endda, at så slipper for jeg for den lange turné, hvor min bog skal promoveres, som jeg er på vej ud på.

Han griner igen.

– Altså, jeg ØNSKEDE jo ikke, at det skulle stoppe der, men hvis det havde været tilfældet, havde det været fint. Så da piloten sagde, at det bare var noget med en overflyvning af et andet fly, vil det være en overdrivelse at sige, at jeg blev skuffet, men jeg kunne mærke, at jeg var lidt mindre lettet end alle de andre passagerer.

Hvem er Jo Nesbø?

jo nesbø

Jo Nesbø, født 1960 

  • Prisvindende norsk krimiforfatter, der er udkommet på mere end 50 sprog.
  • Aktuel med ”Kniv”, den 12. roman i krimiserien om Harry Hole.
  • I sit hjemland kendt som frontfigur i bandet ”Di Derre”.
  • Far til Selma på 19 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, Bøger og Livsstil