Peter Øvig Knudsen om sin depression: "Det har været så helt ubeskriveligt forfærdeligt"

12. januar 2018

”Intensiv psykiatrisk afdeling 6112” står der på sedlen, der er tapet fast på døren. Det er her, forfatteren Peter Øvig Knudsen skal indlægges. På den lukkede afdeling. Det er kulminationen på fire måneders mareridtsagtig, dyb, dyb depression, der efter flere ugers søvnløshed også har udviklet sig til en psykose. Der er ikke nogen vej udenom. Peter har brug for hjælp, og hans kæreste, Janne, og hans to nære venner, Mos og Jukke, har med stort besvær fået ham transporteret hen til Rigshospitalet, hvor de nu står foran døren og trykker på den skæve dørklokke.

– Jeg har ikke villet indlægges, og det vil jeg stadig ikke, da vi står foran den der slidte dør ind til afdelingen. Det har taget Janne og mine to venner hele dagen at få mig ind i bilen og hen til Rigshospitalet. Jeg har tidligere beskæftiget mig meget med psykiatrien og har skrevet meget
negativt om den, så jeg har ingen forventninger om, at der sker noget godt bag den dør. Men så
går døren op. Det er Tania, der åbner den.

Hun er sosu-assistent på afdelingen, og Tania er bare et eksempel på sådan nogle medarbejdere, når de er bedst. Hun er erfaren, men hun er også hjertevarm. Hun ser næsten ud som om, hun har klædt sig på til fest. Farverigt tøj, kraftig makeup og kunstige øjenvipper, og hun slår ud med armene og byder mig velkommen, som om jeg ankommer til et hotel. Lige i det øjeblik er der noget, der skifter inde i mig. Indtil da havde jeg forestillet mig, at hvis de først fik mig slæbt ind bag de låste døre, så ville jeg ikke komme ud igen. Så ville de give mig medicin, elektrochok og – hvis det stadig havde været tilladt – det hvide snit, og så ville jeg blive en zombie. Jeg ville blive frataget hele min personlighed. Men Tania, der står der med de lange øjenvipper, vil mig ikke noget ondt. Og da jeg går ned ad gangen og ser mit værelse, tænker jeg: Det er jo ikke så slemt, det her. Jeg bliver vældig opløftet. Janne når lige at stoppe mig i at slå op på Facebook, at alle er velkomne til at komme og besøge mig her på afdeling 6112. Lægerne kalder det en manisk fase. Og den varer lige til næste morgen. Så er jeg deprimeret igen.

Forår 2019

Peter Øvig Knudsen sidder i køkkenalrummet i sit hus i Gentofte og fortæller om den sværeste tid i sit liv. Han er aktuel med bogen ”Min mor var besat – Da jeg mødte depressionens dæmon”, som egentlig blot skulle have handlet om hans mor, Ellen Knudsen, som igennem hele sit liv led af svære depressioner. Men undervejs i arbejdet med bogen bragede Peter selv ned med så voldsom en depression, at han igennem et år slet ikke var i stand til at arbejde. Noget, han aldrig tidligere havde oplevet.

– Fordi jeg selv blev syg under arbejdet med bogen, blev den meget mere personlig, end jeg havde forestillet mig. Men det var ligesom enten eller. Jeg kunne ikke skrive om min mor og hendes psykiske sygdom og så udelade at fortælle, at jeg selv blev syg under forløbet. På præcis samme måde, som hun var syg.

LÆS OGSÅ: Michael Robak om 2018: "Vi bliver klogere og klogere, men opfører os dummere og dummere"

Hvorfor ville du skrive en bog om din mor?

– Det besluttede jeg mig for den dag, min mor døde. Og det gjorde jeg, fordi jeg – modsat hvad man bør føle – følte en kæmpestor lettelse over, at hun døde. Samme dag talte jeg med en sygeplejerske, der havde kendt min mor igennem mange år på plejehjemmet, og det var en lettelse for mig at kunne sige, hvordan min mor havde været, og samtidig få at vide af sygeplejersken, at min mor også havde været meget svær at omgås for andre mennesker. Jeg plejede at sige ”ucharmerende”, når jeg skulle forklare folk, hvordan min mor var. Man kunne også sige, at hun var selvoptaget grænsende til det sygelige. Selvom jeg var 55 år, var det en stor byrde, der faldt fra mine skuldre, da hun døde, og jeg begyndte med det samme at sige ting om min mor til Janne, som jeg aldrig havde sagt til noget menneske før. Hvor slemt jeg egentlig havde syntes, det havde været med min mor. Måske havde jeg ikke engang turdet tænke de tanker før. I løbet af aftenen blev jeg helt sikker på, at jeg skulle skrive en bog om min mor. Når man skal skrive en bog, skal man helst have en indre drivkraft og på samme tid have en fornemmelse af, at det er noget, der kan interessere resten af verden. Min indre drivkraft var kæmpe stor. Og da jeg i tiden efter min mors død talte med forskellige mænd, fandt jeg ud af, at jeg ikke var den eneste, hvor morens skygge havde hængt over hele ens liv. Så tænkte jeg okay, det er ikke kun mig, der har oplevet det her, andre vil også kunne bruge min bog til noget.

Hvor meget har du overvejet, om det er ok at skrive noget så personligt om din mor?

– Det er jo et meget interessant spørgsmål: Hvem har ret til at bestemme over min mors eftermæle? Jeg begyndte at tale grimt om hende, allerede mens hendes lig lå i den anden ende af stuen, og det er bare noget, man ikke gør. I det hele taget taler man meget sjældent grimt om sin mor. Det er lige på grænsen, det kan jeg mærke både hos mig selv og andre. Og jeg har flere gange være i tvivl om, om jeg kunne tillade mig det her over for hende. Men hun er jo død. Og da jeg spurgte min søster, hvad hun tænkte om det, sagde hun, at det var ok, og hun har også deltaget aktivt i bogen, hvilket har været afgørende for mig.

Ulykken over huset

Peter har to kategorier af minder fra sin barndom. Hans mor fotograferede meget, og han har mange billeder fra børnefødselsdage, juleaftener og festligheder af forskellig art. Fra kolonihaven og ferieture. Og alle billederne er enormt glade. Uden undtagelse. Indtil for nylig har han dog altid tænkt, at de billeder var en løgn. Det var bare overfladen, og så var der al ulykkeligheden nedenunder. De andre erindringer, som både Peter og hans søster har fra barndommen, handler nemlig om den kæmpestore tyngde, der lå over hjemmet. Peters mor havde sin første depression, da Peter var fem år. Han kan ikke huske det, men han kan huske, at han var hos sine bedsteforældre, fordi ”mor er på hospitalet”. Senere kan han huske sætningen: ”Mor er deprimeret”. Og det betød, at man gik meget forsigtigt rundt i huset.

– Det var sådan en ulykke, der hang over huset. Og den siver jo ind i børn. Og dengang var det endnu mere tabuiseret, end det er i dag, at være psykisk syg. Der var ingen, der talte med os om det. Heller ikke min far. Han var væk på arbejde det meste af tiden.

Hvordan påvirkede det dig som barn?

– Jeg ved ikke helt, om jeg faktisk led af depressioner allerede, da jeg var dreng, eller om det var min mors stemning, der sivede ind i mig. Men i hvert fald var jeg ulykkelig. Og jeg husker mig selv som meget bange. Jeg turde ingenting. Heller ikke fysisk. Jeg var en dreng, der IKKE løb med de andre nogen steder hen. Og da jeg kom i skole, turde jeg ikke sige noget i timerne. Jeg tror, man har tænkt, her har vi en genert dreng, og det er jo også rigtig nok. Men udover at være genert var jeg også bange og ulykkelig. Og jeg følte mig ensom. Jeg talte ALDRIG med nogen om det. Det var først i gymnasiet, jeg begyndte at snakke lidt om det.

Hvorfor talte du og din søster ikke om det?

– For mig handlede det om, at jeg ikke havde nogen ord at sætte på det. Jeg ville godt have kunnet sige, at jeg var ked af det, men så kunne jeg ikke sige mere. Og jeg var sikker på, at det ikke var nok. Jeg var sikker på, at de voksne eller min søster så ville spørge: Hvorfor? Hvad er du ked af? Og jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle svare. Og derfor kunne jeg ikke sige det.

Kan du huske konkrete situationer, hvor din mor var ”ucharmerende”?

– Hun sad i den stol der…

Han peger over i hjørnet af køkkenalrummet, hvor der står en patineret Wegner Bamsestol.

– …og så strømmede der bare ulykkelighed ud fra hende. Efter jeg har fået børn, har jeg selv lidt af gentagne depressioner, og jeg har ikke villet have, at mine børn skulle få det på samme måde med mig, som jeg havde det med min mor. Der, hvor min mor fejlede, var jo, at hun ikke talte med os om det, og at hun ikke gjorde det helt klart for os, at vi ikke havde noget ansvar for, at hun var så ulykkelig. Og at vi oven i købet heller ikke kunne gøre noget ved det. Tværtimod appellerede hun altid til os. Hun havde også leddegigt, og det er klart, at hun kunne have brug for hjælp på grund af det fysiske. Men hun bad også om at få hjælp til depressionen. Der kom de der sætninger, jeg kan huske, fra jeg er ved at blive teenager: ”PETER, du skal hjælpe mig, jeg kan ikke klare det”. Hun bad mig – en dreng på 11-12 år – om, at JEG skulle redde hende ud af ulykkeligheden. Det er der ingen børn, der kan. Det er der knap nok voksne, der kan. Og hun blev ved med at appellere til mig og min søster om hjælp hele sit liv.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "Det sker jo, når man har det skidt: Man bliver så pisse selvoptaget"

Hvor var din far i det?

– Han var meget væk og hørte det måske ikke så tit, og vi fortalte ham ikke om det. Men det, der undrer mig, er, at der ikke var nogen samtale om det mellem os fire. Jeg ved ikke, om mine forældre har talt om det, det MÅ de da for helvede have gjort. Men jeg ved det ikke. Senere har jeg spurgt min far, og han sagde, at det vigtigste for ham var, at vi materielt set havde det godt. Han kom selv af meget fattige kår, og det skulle vi i hvert fald ikke opleve.

Depressionerne

Peter har lidt af det, han i mange år kaldte ”blå perioder” eller ”sorte huller” så langt tilbage, som han kan huske. Han begyndte at opsøge hjælp, da han var i begyndelsen af 20’erne, og har i mange år været i medicinsk behandling og terapi. Indtil efteråret 2017 var han dog altid i stand til at arbejde, når han havde sine dårlige perioder, og det var først, da han havde fået børn, han begyndte at kalde det for depressioner. Han har altid været bevidst om ikke at gentage sine forældres tavshed overfor sine egne børn. De skulle ikke tro, at det var deres skyld eller ansvar, når han havde det dårligt. Da han gik i gang med bogen om sin mor i 2017, rekvirerede han alle hendes psykiatriske journaler og begyndte at læse dem fra ende til anden.

– Alle de indlæggelser. Det var det samme hver gang. Hun havde det simpelthen så skidt. Og pludselig kunne jeg genkende alle de beskrivelser af hendes depressioner. For helvede mand, tænkte jeg, det er jo sådan, jeg altid selv har haft det. Der gik et par dage, efter jeg havde læst journalerne, og jeg syntes egentlig, at jeg var kommet forbi det – jeg prøvede nok at fortrænge det – men lidt efter lidt begyndte jeg at få det virkelig dårligt. Al min erfaring sagde mig, at jeg normalt IKKE bliver deprimeret om sommeren, og at jeg normalt IKKE bliver deprimeret, mens jeg er i gang med at skrive en bog. Det er i hullerne mellem mine bøger og om vinteren, det sker. Men jeg fik det bare værre og værre. Og i september 2017 kom jeg til psykiater.

Hvordan havde du det?

– Det er simpelthen så svært at beskrive en depression. Og det er endda sådan, at når man er ude af den, kan man ligesom ikke rigtig forstå, at man ikke bare kunne sige til sig selv at…

Han holder en pause.

– Altså, andre tænker, hvorfor kan du ikke se, hvor godt du har det? Dejlige børn. Dejlig kæreste. Men det ondskabsfulde ved en depression – i hvert fald for mig – er, at den angriber meningsfylden i mit liv. Og glæden. Jeg kommer ind i en tilstand, hvor jeg synes, at alting er meningsløst. Og når man mister følelsen af, at noget giver mening, så er der heller ikke rigtig noget, der giver glæde. Det er ligesom en konsekvens. Og det er en selvforstærkende ond spiral. Jeg bliver ked af, at jeg ikke har glæde ved det, jeg VED, at jeg normalt ville have glæde ved. Normalt, når jeg har fået det sådan, har jeg grebet til piller og ALT, hvad der hedder massage, motion, fiskeolie, lyslampe, psykoterapi og healing. Hele registeret. Og så plejer der at gå en måned eller to, og så lige pludselig en dag – hov – så kan jeg mærke et glimt af glæde.

Men det skete ikke i 2017?

– Nej, der var ikke noget, der hjalp, tværtimod blev det bare ved med at gå nedad. Og en dag, mens jeg sad og skrev på et kapitel i bogen, kunne jeg pludselig ikke skrive mere. Det blev den sidste dag, jeg kom til at skrive på den bog i et år. Det er ALDRIG sket før, at jeg er blevet så dårlig, at jeg ikke har kunnet skrive, så jeg fik decideret panikangst over det. Jeg opsøgte en af mine alternative behandlere, Dortebet, som, jeg havde hørt, er i kontakt med ånderne. Hun sagde til mig, at ånderne sagde, at jeg var nødt til at opleve det, som min mor havde været igennem, for at forstå det og for at kunne videreformidle det. Det blev jeg umiddelbart vældig opløftet over, for det gav jo det meningsløse mening. Men dagen efter var dæmonerne i gang med deres arbejde igen. Jeg havde det forfærdeligt, og et eller andet sted stod min mor også foran mig og blinkede. Jeg tænkte: Bliver jeg ligesom hende?

Indlagt på den lukkede

Angsten blev mere og mere dominerende hen over efteråret 2017, og Peter følte nærmest, at hans mor stod og trak i ham ”fra den anden side”. At hun sendte dæmoner ud, der skulle få fat i ham.

– Og det er jo lige på kanten af sindssyge at tænke, at ens afdøde mor vil slå en ihjel eller sørge for, at jeg slog mig selv ihjel.

Kan du genkalde dig de følelser, når du sidder her?

– Jeg kan godt huske det. Men jeg kan ikke forstå, at jeg ikke bare kunne sige, at selvfølgelig sendte min mor ikke dæmoner ud efter mig. Jeg har efterfølgende læst alle mine journaler fra min indlæggelse på den lukkede afdeling, og jeg kan se, at lægerne kaldte min tilstand for ”svær psykotisk depression”. Det vil sådan set sige, at jeg var sindssyg på det tidspunkt.

Janne har været der for dig hele vejen, hvad har det betydet for dig?

– Det er meget undervurderet, hvor hårdt det er at være de nærmeste til en, der lider af depression. Specielt når man ramler ned under fornuftens gulvbrædder og begynder at tro, at verden er skruet sammen på helt mærkværdige måder. Janne har sagt, at det var som om, jeg løb rundt inde i en mørk skov. Hun stod med en lygte og kunne se mig, men hun kunne ikke få fat i mig. Der er mange, der knækker sammen i den situation, og jeg har da også gået og ventet på, at Janne tog turen…

Han holder en lang pause og kigger væk.

– Nu bliver jeg lige bevæget…

Tårerne står op i hans øjne, og der går lang tid, inden han taler videre.

– Men det gjorde hun altså ikke. Og nu er der trods alt gået over et år. Men hun oplevede i de værste par uger, at jeg begyndte at tro, at hun havde fundet en anden, at hun var gået fra mig, og at hun ville stjæle alt, hvad jeg ejede. I starten af min indlæggelse kom hun og var hos mig hele dage, og jeg ville ikke tale med hende. Det må fandeme være hårdt, altså…

Peter var indlagt to måneder, heraf en måned på den lukkede afdeling. Det, som han især altid havde frygtet ved den lukkede afdeling, var elektrochok, der ville gøre ham til en zombie. Allerede to dage inde i hans indlæggelse, begyndte lægerne at tale om netop elektrochok.

– Jeg var rædselsslagen og sagde nej, nej, nej. Men en dag så jeg en yngre kvinde, som blev kørt ned ad gangen, fikseret med bælte i sin seng. Hun blev kørt ind bag en dør, mens hun råbte, at hun ikke ville have flere elektrochok. Og jeg tænkte, okay, hun bliver tvunget til det, det vil jeg ikke risikere, så vil jeg hellere gøre det frivilligt. Men jeg insisterede på selv at gå derhen. Jeg ville ikke køres i min seng til skafottet.

Hvordan føles det at få elektrochok?

– Man bliver lagt i fuld narkose. Så man oplever det ikke. Da jeg vågnede, var jeg helt fra den, jeg anede ikke, hvor jeg var, hvem jeg var, eller hvad tid på dagen det var. Ingenting. Heldigvis var Janne der, da jeg vågnede. Og i dag må jeg sige, at jeg kan anbefale folk med svær depression at få elektrochok. Virkelig. Fordi det hjalp mig lynhurtigt. Men jeg kan også anbefale, at kæresten er der, når man vågner, for man er virkelig fra den. Måske kan man sammenligne det med at genstarte sin computer. Alle programmer skal lige tænde igen.

Hvor mange behandlinger fik du?

– Jeg fik elektrochok syv gange, og så var jeg mig selv igen. Dæmonen var rejst. Depressionen var væk. Fuldstændig væk. Men det, som var svært at indse de følgende måneder, var, at det tager tid at komme tilbage på fuld kraft efter sådan en depression. Det havde jeg svært ved at indstille mig på. I dag føler jeg, at jeg er ved at være helt tilbage, men jeg kan mærke, at elektrochokkene og depressionen har betydet, at jeg har fået lidt problemer med hukommelsen. Det er en almindelig bivirkning.

Ude på den anden side

I tiden efter den svære depression var Peter i tvivl om, om han kunne og ville skrive bogen om sin mor færdig. Den var jo – formentlig – den udløsende faktor i forhold til hans sygdom. Når folk begyndte at spørge, hvordan han nu havde det med sin mor, skulle han umiddelbart til at svare, at det vel var det samme som før.

LÆS OGSÅ: Molly Blixt Egelind: "Når nogen, man elsker, er nede under gulvbrædderne, så tilsidesætter man sig selv"

– Men så kunne jeg mærke, at det var det bare ikke. Jeg har været så vred på hende – en vrede med elementer af had og foragt – men alle de følelser var væk. Det er ikke det samme, som at jeg har tilgivet min mor, men vreden har forvandlet sig til en mere stilfærdig følelse af sørgmodighed. Jeg har også haft nogle glimt af medfølelse eller ømhed. Det har ikke sat sig som den store varige følelse, men det er dukket op, og det har ikke været der før. Overhovedet. Jeg ved ikke, hvordan jeg fremover vil have det med min mor, måske vil jeg få flere oplevelser af medfølelse. For det var ikke noget sjovt liv, hun havde. Når jeg i dag kigger på billeder fra min barndom, kan jeg se, at hun virkelig bestræbte sig på, at min søster og jeg skulle have noget sjov og ballade. Det kan godt være, at hun ikke havde følelserne med i det, men hun forsøgte i hvert fald. Og i dag har jeg en fornemmelse af, at ånderne ude hos Dortebet muligvis havde ret. Jeg har prøvet min mors måde at være deprimeret på, og jeg ved, at når man har det sådan, kan man ikke noget. Jeg kunne ikke have gennemført sådan nogle fødselsdage, som jeg kan se på de gamle billeder, mens jeg selv var syg.

Har dit eget sygdomsforløb været prisen værd i forhold til at opnå den her forståelse?

– Nej!

Det var et meget kontant svar?

– Jeg har tænkt over det, men nej, det har været så helt ubeskriveligt forfærdeligt. Hvis man kunne isolere det og sige, det kun var mig, der blev ramt af det, så kunne det godt være, jeg ville sige, okay, det var så prisen for at forstå min mor og kunne skrive den her bog. Det kunne jeg måske leve med. Men jeg har set, hvad det har gjort ved mine nærmeste. Det har været så ubeskriveligt hårdt for mine børn og Janne, og DET har ikke været prisen værd. De har ikke haft nogen glæde af det.

Hvordan er det at vide det?

Han holder en lang pause.

– Det bliver jeg ked af hver gang. Bare jeg siger det, er jeg ved at tude.