Golden Globe 2019
SPONSORERET indhold

Golden Globe: 6 højdepunkter fra nattens prisuddeling

Hollywood har endnu engang været til prisfest, og internettet er traditionen tro gået i selvsving. Vi har samlet de seks største øjeblikke fra nattens Golden Globe-uddeling.

Af: Amalie Louise Bernitt Foto: Getty Images
07. jan. 2019 | Livsstil | ALT.dk

Årets Golden Globe-uddeling var både korrekt, harmløs, næsten uden politiske budskaber og måske endda uden tema.

I lyset af sidste års show, hvor alle kvinder klædte sig i sort for at støtte #MeToo og #TimesUp-bevægelsen, er det således et noget mere kønsløst show, der søndag aften dansk tid løb af stablen. Men det betyder ikke, at vi er helt foruden øjeblikke, der har sat internettet i brand.

Således kunne vi mandag vågne op til et historisk Golden Globe, der blandt andet bød på en takketale til Satan, en helt ny kendis på den røde løber og masser af andet ståhej fra Hollywoods seneste festligheder.

Vi har samlet nogle af de største øjeblikke til Golden Globe Award 2019 herunder.

1. Skriver historie – to gange!

Sandra Oh har meget at fejre.

Søndag aften formåede hun nemlig at skrive sig ind i historiebøgerne hele to gange.

Således blev hun både den første asiatiske vært for Golden Globe, ligesom hun blev den første kvinde af asiatisk afstamning til at vinde flere Golden Globe-priser.

Søndag vandt hun prisen for Bedste Kvindelige Skuespiller i en TV-serie for sin rolle i ’Killing Eve’, mens hun i 2005 vandt prisen for Bedste Kvindelige Birolle for sin rolle som Cristina Yang i ’Grey’s Anatomy’.

Sandra Oh fejrede søndagens sejr med en stærk takketale til sin mor og far, ligesom hun i begyndelsen af showet leverede nogle stærke ord til eftertanke:

- Jeg sagde ja til frygten for at stå på denne scene i aften, fordi jeg ønskede at være her til at se ud over dette publikum og være vidne til den forandring, der sker i dette øjeblik. Dette øjeblik er virkeligt. Tro mig, det er virkeligt, lød det fra skuespilleren. 

En anden, der fejrede sejren? Sandras far, der stolt rejste sig op for at tjekke, at alle andre fulgte med i sin datters store succes.

2. Ikke helt så meget guldregn som forventet

’A Star Is Born’ var blevet spået guldregn under aftenens Golden Globe med særlig fokus på Lady Gaga, der var storfavorit til prisen som Bedste Kvindelige Skuespiller i en Film.

Men det endte ikke helt så glimrende for country-filmen, som man måske skulle tro.

Mens den anmelderroste film hev prisen for Bedste Originale Sang med sig hjem for ’Shallow’, måtte den se sig slået i alle andre kategorier.

Prisen for Årets Film gik i stedet til ’Bohemian Rhapsody’, ligesom Bradley Cooper måtte undvære prisen som både Bedste Instruktør og Bedste Mandlige Skuespiller i en Film.

Popikonet Gaga måtte desuden se sig slået af en noget mere erfaren kollega, nemlig Glenn Close, der vandt prisen som Bedste Kvindelige Skuespiller i en Film for sin rolle i ”The Wife”.

Selv Glenn Close virkede noget overrasket over dén udmelding:

3. Takkede Satan

Christian Bale er kendt for sit eminente skuespil, sit flotte ydre – og for at provokere. Sidstnævnte fik han manifesteret under nattens Golden Globe, hvor han i sin takketale for prisen som Bedste Skuespiller i en Komedie valgte at takke ingen andre end Satan.

- Tak til Satan for at give mig inspiration til at spille den rolle, sagde den 44-årige skuespiller med henvisning til rollen som den tidligere vicepræsident under George W. Bush, Dick Cheney, i filmen ’Vice’.

Kommentaren er desuden et af de eneste politiske statements, der nåede scenen søndag aften.

Fun fact: Havde du (også) glemt, at Bale rent faktisk har en britisk accent? Se bare her:

4. (Endnu) en stjerne er født

Lady Gaga stjal muligvis showet efter en kraftpræstation i filmen ’A Star Is Born’. Men det var en helt anden kvinde, der stjal rampelyset på den røde løber søndag nat, dansk tid.

Flaskevandsmærket Fiji blev nemlig repræsenteret af en kvinde klædt i blå, som formåede at være det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt op til flere gange i løbet af aftenen.

Se bare her:

5. Flere kvinder, tak

Takketalen, alle taler om, tilhører skuespiller Regina King, der vandt prisen som Bedste Kvindelige Birolle i en Film for ’If Beale Street Could Talk’.

Hun fremhævede blandt andet, hvordan Hollywood bør respektere og udnytte, at de bliver givet taletid og mikrofoner. En pointe, hun selv praktiserede kort efter, hvor hun lovede fremover at producere projekter med 50 % kvinder på lønningslisterne.

Et statement, der fik mange af salens kvinder til at nikke anerkendende.

Talen var i øvrigt så god, at de måtte stoppe den musik, der skulle spille Regina King af scenen.

6. UNDSKYLD!

Bagklogskabens lys har det med at skinne en smule mere klart – selv for stjerner som Emma Stone.

Da aftenens vært Sandra Oh således mindede salen om, at asiatiske skuespillere ikke ligefrem vælter sig i hovedroller – ikke engang i film som ‘Ghost in the Shell’ og ‘Aloha’ - kunne man høre et højt og tydeligt "I’m Sorry" fra salen.

Den ikoniske hæshed afslørede, at det kom fra skuespiller Emma Stone, som spillede en hvidvasket rolle i sidstnævnte film i 2015.

Lyt selv her:

Anbefalet til dig