Derfor kom vi i krig med naboen

Vores forhistorie var klassisk. Vi havde fået barn, ville ud af vores københavnerlejlighed og købe et hus. Men da vi ikke ville for langt ud i forstæderne, gik vi på kompromis og endte med at forelske os i en skøn villalejlighed med egen have.

Vi slog til og købte. Alt så lyst og dejligt ud, og selvom der havde været uoverensstemmelser mellem de tidligere ejere og vores nye overboer, så slog vi det hen – for det havde jo ikke noget med os at gøre.

Den gamle strid gik på, om huset trængte til et nyt tag. Jeg fornemmede, at vores nye overboere følte sig snydt af de andre. Overboerne ville gerne have taget lavet, men underboerne havde vist trukket det ud. Summa summarum blev, at vi sagde ja til at lave taget sammen med dem i den nærmeste fremtid.

"Men vi havde knap nok pakket de sidste flyttekasser ud, før vi blev overrumplet af overboens forskellige tilbud."

Men vi havde knap nok pakket de sidste flyttekasser ud, før vi blev overrumplet af overboens forskellige tilbud fra håndværkere og opfordringer til møder, hvor vi sammen skulle diskutere husets renovering.

Jeg følte et stort pres. Jeg kunne ikke rumme at flytte ind i nyt hus, starte på nyt job efter barsel og så også lige tage stilling til stillads, tegl og en renovering, som pludselig voksede markant i omfang og økonomi. Så vi begyndte at undvige og bede om lidt tid til at falde på plads i vores nye hjem. I dag kan jeg godt se, at det var som at vifte med en rød klud foran vores nye overboer. Men dengang kunne jeg ikke overskue andet end min familie, mit nye job og vores nye hjem.

Det totale sammenbrud
Det startede småt. Mine løbesko måtte ikke stå på måtten foran vores dør i den fælles opgang. Det var ikke pænt. Og mine gummistøvler slet ikke. Faktisk kulminerede hele snakken om skoene i opgangen med et kæmpe skænderi på havestien.

Og sådan var det hele tiden. Cykler skulle stå på en anden måde i den fælles garage, et ønske om et hegn rundt om vores havestykke blev en kamp, højden på vores hæk skulle tinglyses, så den ikke blev for høj, og vores emhætte larmede for meget. Oven i hatten følte vi os bombarderet med lange mails om, hvornår vi ville sige ja til den istandsættelse. Jeg var fuldstændig målløs, og da vi selv begyndte blive irriterede over småting, ikke svare på mails og lade skoene flyde i opgangen, stod vi pludselig midt i en nabokrig, som vi aldrig havde haft fantasi til at forestille os.

Havde vi kunnet flytte, havde vi gjort det, men det kunne vi ikke uden at tabe penge. Så seks måneder efter vi var flyttet ind, sagde vi ja til renovering af tag, husfacader og vinduerne. Jeg følte intet for den istandsættelse. Jeg hadede den fra dag et.

"I det hele taget blev jeg mere og mere barnlig."

I det hele taget blev jeg mere og mere barnlig. Det kan jeg se i dag. Ikke dengang. Jeg orkede ikke at feje blade på den fælles havesti, gik ikke så højt op i, hvornår de forskellige skraldespande skulle køres ud, eller at den fælles vaskekælder trængte til at blive støvsuget. Jeg var vred, såret og følte slet ikke, at vi blev hørt. Og jo flere regninger, der dukkede op under renoveringen, jo mere bitter blev jeg.

For at sikre os rent juridisk under istandsættelsen satte vi til sidst en advokat til at tage sig af vores mailudveksling med overboerne. Fra den dag af hilste de ikke på os mere.

LÆS OGSÅ: Derfor går du i selvsving over en giraf

Den kolde krig
Et år efter vi var flyttet ind i vores drømmehus, var situationen den, at vi ikke talte med vores overboer, boede i et hus, som snart var tiptop istandsat, og det eneste jeg bare gerne ville, var at flytte. Jeg orkede ikke at møde vores overboer i opgangen eller i den fælles vaskekælder. Jeg begyndte at lytte mig frem til, hvor de var for ikke at støde ind i dem. Jeg følte mig ikke fri i vores eget hus. Jeg følte ikke, at jeg kunne komme hjem fra arbejde og slappe af.

Helt slemt blev det, da vi efter grundig juridisk vurdering valgte at rejse et hegn mere på vores havestykke. Jeg tror, at vi der var et skridt fra at havne i en retssal med vores overboer, også selvom vi intet galt havde gjort. Jeg var efterhånden slidt op af vores nabokrig, og jeg havde ingen glæde ved at bo i vores nye hus. I afmagt satte vi os ned en aften og skrev et brev til overboerne. Et meget ærligt et af slagsen. Brevet var en udstrakt hånd og det var knald eller fald.

Heldigvis greb vores overboer den udstrakte hånd. De havde det nemlig på samme måde. Og efter en lang snak sluttede nabokrigen. Kodeordet for fremtiden blev rummelighed. Men det var ikke nemt i starten. Jeg var stadig meget på vagt og nok også stadig vred. Jeg kunne ikke tænde og slukke for de følelser, jeg havde haft under vores uenigheder. Men jeg forsøgte. Og stille og roligt kunne vi begynde at nyde den villalejlighed, vi nu havde boet i i to år.

Hver 6. har konflikt med naboen
Min historie er desværre ikke enestående. Statistikker peger i retning af, at hver sjette dansker oplever at have en konflikt med naboen. Og en undersøgelse foretaget af Bolius viser, at det påvirker danskernes livskvalitet mere at have dårlige naboer end at have dårlig økonomi og oversvømmede kældre. Det er noget, Jeanett Bonnichsen, psykolog og direktør for Center for stress og trivsel, kan nikke genkendende til.

– Vores hjem er vores trygge zone, og den skal ikke invaderes af en nabo. Vi vil gerne kunne slappe af bag de fire vægge og lade op, og det kan vi bare ikke, hvis vi hele tiden skal forholde os til en irriterende nabo. Jeanette Bonnichsen forklarer videre, at nabokrig skaber stress.

– Hvis vi hver gang, vi nærmer os vores hoveddør, tænker på konflikten med naboerne, påvirker det stresshormonerne. Kroppen er hele tiden på vagt, og det kan forstyrre nattesøvnen og i værste tilfælde medføre sygdom. Men selvom undersøgelser viser, at vi er godt trætte af at ligge i krig med naboen, så sker det for flere og flere. Og det er der ifølge formand for Danske Boligadvokater, advokat Jan Schøtt-Petersen en god forklaring på.

"Vi finder os ikke i så meget længere."

– Vi finder os ikke i så meget længere. Vi er ikke længere, som i gamle dage, omgivet af et fællesskab, der, hvor vi bor. Vi er omgivet af ansigts- og navnløse naboer, og vi står på vores ret til at gøre lige, hvad der passer os på vores matrikel. Jan Schøtt-Petersen oplever, at flere og flere gerne tager kampen videre i retten.

– Der er helt klart en stigning af disse sager. Tolerancetærsklen er meget lav hos folk, og det er ofte med den grund, at hvis jeg ikke må, så må de godt nok heller ikke. Ret skal være ret, om det så skal koste en retssag. Og netop følelsen af at blive uretfærdigt behandlet møder Jeanette Bonnichsen tit i sit arbejde som psykolog.

– Vi bliver emotionelt tænkende. Vi handler på impuls. Gør ting, som man aldrig havde troet, man skulle gøre.

LÆS OGSÅ: Derfor er det blevet eftertragtet af have rynker

Hanne står midt i en nabokrig 
en følelse kender Hanne kun alt for godt. Hun står midt i en nabokrig og har derfor valgt at være anonym. I over 20 år har hun boet i samme andelsbolig. Fredeligt og i respekt for hinanden har livet stille og roligt gået sin gang blandt beboerne i opgangen. Indtil for et år siden, hvor en familie med to små børn flyttede ind ovenpå.

– De larmer så meget, at jeg nu har købt en maskine, som kan optage deres larm. Jeg har så tænkt mig, at afspille det for dem op igennem loftet, så de kan blive udsat for samme terror, som jeg gør. Hanne kan godt se, at det for andre kan virke barnligt at give tilbage på den måde, men hun føler sig i den grad provokeret af familiens støj. Hun har flere gange prøvet at tale dem til fornuft.

– I starten prøvede jeg stille og roligt at spørge dem, om det var muligt, at de fik et tæppe på der, hvor børnene trampede allermest, men det ville de ikke. Så spurgte jeg, om de ikke kunne bede børnene om at dæmpe sig efter en times tumlen rundt. Men jeg får bare besked på, at det jo er drenge, og at de ikke kan sige, at de ikke må løbe rundt i flere timer. Der har tidligere boet børnefamilier over Hanne uden problemer. Og hvis der var, så blev det altid løst ved at tale med hinanden. Men ikke denne gang.

"Manden har råbt ad mig på trappeopgangen, og nu er de holdt op med at hilse på mig."

– De nægter at lytte til mig. Manden har råbt ad mig på trappeopgangen, og nu er de holdt op med at hilse på mig. Jeg er efterhånden meget utryg ved at bo her. Hanne håber at hendes modangreb med optagelserne af naboens lyd giver pote og at overboerne indser, hvad de udsætter Hanne for. Hun ved godt, at hun erklærer krig, men det er alt eller intet. – Jeg har undersøgt, om jeg har råd til at flytte, men det har jeg ikke, og det gør det næsten værre. At jeg er bundet til det her.

Nabokrig på villavejen
At en ny nabo skulle ende med en nabokrig, havde Mette heller ikke set komme. Hun bor på en stille villavej, hvor alle kender hinanden, holder vejfester, fastelavn og i det hele taget kommer hinanden meget ved. Så da en ny nabo rykkede ind, bød hun dem velkommen med blomster og vin.

– Jeg så, at de havde to drenge på mine børns alder og tænkte, at de kunne blive gode legekammerater. Så vi inviterede dem ind for at lære dem bedre at kende. Alt gik godt. De to par faldt godt i hak, og snart stod den på fælles kørsel til børnenes karatetræning og middage. Men fra den ene dag til den anden skete der noget.

– Lige pludselig holdt manden i familien op med at hilse. Han talte simpelthen ikke til os længere. Det var meget ubehageligt, og jeg blev ked af det og tænkte meget over, hvad jeg mon kunne have sagt eller gjort, siden han opførte sig så mærkeligt. En sommerdag opdagede Mette en skade på deres tag. Hun fandt ud af, at den stammede fra en hockeystav smidt ind over hækken fra naboens have.

"Jeg blev bange. Han så meget vred ud."

– Jeg sendte min mand ind for at tale med naboerne. Jeg turde ikke selv. Mettes mand gik ind og talte med nabokonen. Da Mettes mand var på vej ind til deres hus igen, så Mette fra vinduet, at nabomanden kom farende efter Mettes mand.

– Jeg blev bange. Han så meget vred ud, og min mand nåede lige at komme ind i huset og før det hamrede på vores dør. I første omgang valgte vi ikke at lukke op. Men efter et par minutter med voldsom buldren valgte Mettes mand alligevel at åbne døren.

– Han råbte og skreg, hvad vi bildte os ind at beskylde dem for hærværk. Jeg frygtede, at det ville ende med et slagsmål. Mettes mand fik heldigvis talt ham ned, men fra den dag af var der ingen kontakt mellem de to nabopar.

– Men jeg så ham jo hele tiden. Min hverdag var fyldt med tanker om, hvorfor han var sådan. Jeg talte om det hele tiden og kunne slet ikke forstå, at det her kunne ske for mig.

Mere nabokrig på samme vej
Men det var ikke kun Mette, som naboen førte en krig med. Rikke og hendes familie, som bor lige over for ham fik også en grænseoverskridende behandling.

– Min søn kom hjem fra universitetet en dag og kunne ikke finde en parkeringsplads foran vores hus, så han valgte at parkere foran genboens hus. Her på vejen er der offentlig parkering, så det var der sådan set ikke noget ulovligt i. Sønnen havde sørget for at parkere bilen helt op til en lygtepæl, så den ikke fyldte så meget, men næste dag havde genboen kørt sin bil så tæt på, at han ikke kunne komme ud.

– Jeg var målløs og syntes, det var frækt. Vi havde ikke været ude på at genere ham. Samme aften skulle Rikke lufte familiens hund, og da hun tilfældigvis mødte genboen, spurgte hun ham pænt, om han en anden gang ikke kunne lade være med at parkere så tæt.

"Han vendte sig rundt og råbte: Hold din kæft din skøre kælling."

– Han vendte sig rundt og råbte: Hold din kæft din skøre kælling. Jeg blev så forskrækket, at jeg bare gik videre. Da jeg kom hjem, var jeg meget rystet. Næste aften da Rikke igen skal lufte hunden, står genboen lænet op af sin bil og stirrer over på Rikkes hoveddør.

– Hvordan har du det? spørger han, og det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg blev lidt desperat. Og bange for om han mon finder på noget. I den næste tid holder Rikke øje med naboen og lufter hund, når hun ikke lige kan se ham. I samme periode bliver Rikkes bil udsat for hærværk.
– Hver morgen var der kastet æg på min bil. Jeg troede, at det var nogle drengestreger og prøvede så at flytte bilen længere ned ad vejen. Men næste morgen var der æg på den igen. Det var så grænseoverskridende, men jeg havde jo ingen beviser for, hvem det var. Rikke overvejer at videoovervåge sin bil for at finde den skyldige, men når det aldrig. Til gengæld mærker hun pludselig en lyst til hævn.

"Jeg blev overrasket over mig selv. Jeg følte mig truet."

– Jeg blev overrasket over mig selv. Jeg følte mig truet. Min familie og vores hjem er mit helle og der er ingen udefra, der skal genere os. Så ja, jeg overvejede at køre en nøgle hen ad den ene side af hans bil bare for, at han skulle holde sig væk, men heldigvis blev det bare ved tanken. Et halvt år efter, både Mette og Rikke oplevede de vanvittige ting med deres nabo, ruller der en flyttevogn op foran naboens hus. Samme dag ringer det på Mettes dør og udenfor står naboen med blomster og vin.

– Han siger simpelthen undskyld for sin opførsel. Han forklarer, at hans kone er alvorligt syg, og at han ikke kunne klare at se andre familier lykkelige og uden bekymringer. Det havde ædt ham op indvendig. Mette bliver ked af det på naboens vegne og tager imod hans undskyldning.

– Jeg ser nok på ham på en anderledes måde nu, men jeg synes stadig, at det er uacceptabelt at opføre sig på den måde. Rikke og hendes familie får samme undskyldning.

– Det er jo forfærdeligt at høre, og det gør mig ondt, men derfor behøver man jo ikke skabe så stor ufred og utryghed på vores vej.

LÆS OGSÅ: Se 9 nemme veje til at blive mere miljøvenlig

Tal konflikterne ned
Der er stærke følelser på spil under en nabokrig. Og det kan gå helt galt. Ifølge Jesper Bastholm Munk, der er konfliktmægler, er der kun en vej frem.

– Folk skal tale sammen. Hvis vi glemmer at tale sammen, ender det galt. Det er hamrende banalt. Jesper Bastholm Munk har flere konfliktmæglinger mellem naboer, der er dybt uenige. – Jeg prøver at få dem til at forstå, hvorfor den anden gør, som han gør. Jeg prøver at få dem til at vise deres følelser, og hvad det gør ved dem at være i en nabokrig. Det løsner som regel op for meget. Flere boligselskaber og grundejerforeninger er begyndt at ansætte konfliktmæglere for at forhindre, at nabokrige eskalerer. Ifølge Jesper Bastholm Munk er der heldigvis i dag meget fokus på det flere steder.

– En nabokrig kan ramme alle. Men det er spild af tid og meget ødelæggende, så jo hurtigere man kan få hjælp og tale sammen jo bedre, siger han. Og det kan jeg tale med om. Det er virkelig spild af tid. Vores overboer flyttede til udlandet, et år efter vi sluttede fred, og om kort tid flytter der nye overboer ind. De skal til gengæld ikke være bange for at arve en nabokrig, for den er der ikke mere, og er der noget, jeg har lært, så er det at tale om tingene lang tid før løftet øjenbryn og stramme mundvige. Mit liv er for kort til endnu en nabokrig.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår I at glide fra hinanden