Jeanette Ottesen: "Det er helt ok at prale"

– Nogle svømmer for at træne eller for at se verden. Jeg svømmer udelukkende, fordi jeg er god til at konkurrere og vil vinde, siger hun og tilføjer:

– Men det er ikke sundt at træne så meget, som jeg gør, det er jo ikke ligefrem motionssvømning. Det er syv timer om dagen, og det er bare ikke godt for dine knogler og dine organer. Selvom et konkurrenceløb sjældent tager mere end et minut, presser du kroppen helt ekstremt. Forestil dig 54 sekunder, hvor du yder max – ikke noget med næsten max – fuldstændig knald-max. Til sidst gør det så ondt, at man balancerer lige på grænsen til bevidstløshed. Men jeg elsker det! Og det er det, der gør det hele så ambivalent.

"Fucking stort"
I 2011 vandt hun VM i Shanghai. De små hår på hendes arme rejser sig, mens hun tager et mentalt flashback til svømmebassinet i Shanghai. For det var fucking stort, som hun siger.    

– Det kom så meget bag på folk. Ingen havde set det komme, at det var mig, der skulle vinde. Jeg har været med i det her game i så mange år, og jeg troede aldrig, det skulle ske for mig. Jeg ved godt, at jeg altid har været en god svømmer, men jeg har også bare altid været hende, der næsten var i toppen: Hende, der altid vandt sølv og bronze, fordi hun ikke var heldig nok til at gå det sidste stykke. 

Hun smager på ordene:

– VM-GULD!

"Janteloven er død"
Da ALT for damerne møder Jeanette Ottesen før OL i sommeren 2012, er hun noget så udansk som selvglad, og hun ler ad enhver tabers gamle favorit: ”Det vigtigste er ikke at vinde, men at være med.”   

– Jeg tror på mig selv, og det ville være en mega løgn, hvis jeg sagde, at jeg bare forventer en fin, lille sølvmedalje. Jeg synes sgu, det er helt okay at prale, hvis du føler dig som den bedste i feltet. Janteloven er død blandt sportsudøvere i resten af verden, undtagen Danmark, hvor vi er alt for forsigtige og beskedne. Det har jeg efterhånden fået nok af, og jeg har prøvet at lære mine kvindelige kollegaer på holdet, at de skal være sådan lidt mere…

Hun slår hænderne sammen i et hårdt klask:

– … bramfrie og stolte. Det ligger slet ikke i den danske mentalitet, men det ligger i mig.

Ugens gæst
Hver torsdag aften cykler 10-årige Jeanette Ottesen gennem Lyngby med sportstaske og lys på cyklen. Til svømning på Bæverholdet. Hun er begyndt, fordi hendes storesøster er begyndt, og fordi hun vil være ”herregod” til at svømme i poolen på familien Ottesens årlige charterferie.

– Jeg gad ikke af sted hver torsdag, men jeg kan huske, hvordan mine forældre sparkede mig ud af døren, fordi de ville lære mig, at man fuldfører det, man har sat sig for. Jeg syntes, det var pænt irriterende, og at min far var et pernittengryn, men i dag er jeg glad for det. Jeg har taget det med mig og er enormt disciplineret som menneske i dag.

Langsomt, men sikkert, bliver hun grebet af den følelse, det giver hende, at skyde kroppen gennem det blå klorvand. Hun bliver dygtig. Tager til stævner i weekenden og viser stolt sine medaljer frem for klassen om mandagen, og da hun som 16-årig bliver udtaget til OL, går det op for hende, at hun er god. Sådan rigtig god. Men svømning er en sport, der tvinger hverdagen ind i meget faste rammer, som partout må overholdes. I løbet af den fire-årige gymnasietid på Team Danmark-linjen ser hverdagen sådan ud: Vækkeuret ringer kl. 04.30. Så går turen fra barndomshjemmet i Lyngby til Farum, hvor hun skal stå på bassinkanten kl. 05.30, svømme to timer, så til gymnasiet på Frederiksberg og studere fra 8-15.30, så direkte tilbage til svømmehallen og træne indtil 19.30. Hjem, aftensmad, en smule lektier og så i seng.

– Det var meget intenst. Jeg var aldrig med på studietur, og det kan tælles på én hånd hvor mange gymnasiefester, jeg har været med til. Jeg var ikke en del af et stort socialt net og savnede på en eller anden mærkelig måde at være en del af en flok, for jeg kendte ikke mine klassekammerater så godt, som jeg fornemmede, de kendte hinanden internt. Sommetider anede jeg ikke, hvor jeg skulle sætte mig i frikvartererne, fordi jeg følte mig sådan underligt malplaceret. Men det var jo prisen for at være et professionelt sportsmenneske, det var jeg helt bevidst om, og jeg elskede min svømning.

Hun holder en kort pause: 

– Men sommetider havde jeg virkelig lyst til at opgive det hele.

Og det gør hun faktisk.

– I en lang periode var jeg rigtig ked af det og oplevede den største nedtur i mit liv. Min træner var en rigtig røv, og mine forældre fik en grædende Jeanette hjem fra træning nærmest hver eneste dag, så til sidst bakkede de mig op i at tage en pause fra svømningen. Jeg var bare træt af det hele og havde fået nok af at stå og måbe uvidende, når mine venner snakkede om, hvad der var sket til weekendens fest.

Hun lyser op.

– Så jeg tog en pause, hvor jeg kunne lave lektier, hænge ud med venner, deltage i festerne, drikke mig fuld og lave alt det, jeg ikke havde kunnet før.

Var det fedt?

– Nej!

Nå?

– Eller jo, i begyndelsen var det fedt, men så fandt jeg ud af, at det ikke var mig. Det er bare ikke mig at have en helt normal hverdag. Helt banalt manglede jeg noget større at kæmpe for. Jeg er en sportspige, og jeg skal have min træning, og jeg skal helst have så travlt, at jeg ikke har tid til at lave lektier. Jeg elsker svømning for meget, og mit konkurrencegen er så enormt, at jeg var nødt til at vende tilbage efter et par måneder, fortæller Jeanette, der ved samme lejlighed skiftede til sin nuværende klub: Kvik Kastrup.

Læs også: Kendte kvinder: Dét ændrede mit liv

Den første forelskelse var også den sidste
For de fleste er den første forelskelse og det første kys dele af en grumset dis fra teenagetiden, hvor man ikke vidste bedre. Noget, man måske griner lidt af i dag. Men for Jeanette Ottesen er den første forelskelse alvorlig. For den viser sig også at blive hendes største. Og sidste. Som 12-årig bliver hun smaskforelsket i Bobby, som også træner i Lyngby Svømmeklub. Han er et år ældre end hende, og Jeanette opkalder – i smug, naturligvis – tre af sine bamser efter Bobby William Gray, som hans fulde navn lyder. Én bamse hedder Bobby, én hedder William og én hedder Gray. 

– Men Bobby fandt selvfølgelig ud af det, og jeg blev rigtig ked af det. Jeg syntes, han var noget af det skønneste. Bobby var én af de seje drenge, han gjorde folk glade og var svær at overse, for han var all over the place. På den gode måde, siger Jeanette, mens et kæmpestort smørret grin breder sig over hendes ansigt.

”Har du prøvet at kysse en fyr før?,” spørger Bobby hende et år efter bamsefadæsen, da de sammen har sneget sig ud fra svømmeklubbens julefrokost. Bobby har drukket sig fuld, men Jeanette er dydigt sober, og da hun bekendtgør, at hun aldrig før er blevet kysset, spørger Bobby pænt om lov. Han får tilladelse. Og hendes hjerte er ved at revne, selv om kysset bliver leveret af en ”vild propeltunge.” Men en engageret ”propeltunge,” trods alt.  

Fire år senere bliver de kærester, og mens Jeanette fortsætter med svømning på højt niveau, slapper Bobby mere af og nyder gymnasielivet.  

– Bobby gik en klasse over mig. Han var den her meget sympatiske, populære fyr, som alle vidste, hvem var. Alle kunne lide Bobby. Jeg var hende sportsnørden: Ugens gæst, der altid gik i joggingtøj med sorte rande under øjnene og håret i en knold, så jeg var ikke liiige... Altså, mange syntes, det var ekstremt mærkeligt, at Bobby var kæreste med mig. Folk kendte mig ikke, for jeg var der jo næsten aldrig, og mange andre piger prøvede at få fat i ham, jeg stolede ikke nok på mig selv til at vide, at jeg var god nok. Så jeg var rigtig rigtig jaloux og bange for at miste ham. Jeg kunne ikke lide, at han gik til fester, og bad ham tit blive hjemme hos mig i stedet, og så skulle jeg altid vide, hvor han var. Vi skændtes meget over de her ting, og det var ikke rart, hverken for ham eller mig. Det var en ond cirkel.

Til sidst tager Bobby konsekvensen og slår op med Jeanette – lige før han bliver student. Han kan ikke håndtere hendes jalousi. Men hen over sommeren finder han ud af, at han ikke kan undvære Jeanette, ringer til hende, sms’er hende, sender lange, håndskrevne breve til hende. Forgæves.

– Jeg ignorerede alt, hvad der havde med ham at gøre, for jeg følte mig vildt svigtet. Bobby var min store kærlighed, jeg havde aldrig haft andre seriøse forhold. Men i løbet af den sommer gik det også op for mig, at der var ingen som ham, og der var ikke noget, jeg hellere ville, end at have ham igen, men jeg var rigtig ked af det og alt for stolt til at bare at gå tilbage. Men efter tre måneder kunne jeg bare ikke længere, fortæller Jeanette.

Ringforlovet i Las Vegas
De to aftaler at mødes på en bænk på Klampenborgvej mellem deres hjem og snakke om tingene.

– Vi havde begge været sammen med andre i løbet af sommeren, men vi besluttede at kaste det over bord og begynde forfra. Og så var det bare et helt nyt forhold. Fuldstændig anderledes. Vi snakkede mere om tingene, Bobby var blevet meget moden, og vi gik fra at være teenagekærester til at have et rigtigt og modent forhold. Jalousien var væk. Vi fandt begge ud af, at græsset rent faktisk ikke var grønnere på den anden side, og havde vi ikke haft den sommer fra hinanden, ville vi måske altid gå med en uvished indeni og tænke: ”Har jeg virkelig det bedste?” Nu ved jeg, at det har jeg, og at det bare var et enormt held, at jeg fandt ham i første hug. Det er lidt et eventyr, siger Jeanette.

De to bliver ringforlovede i Las Vegas i 2010, og den 13. august sidste sommer siger Jeanette – i en alder af 23 år – ja til sin Bobby i Holmens Kirke.  

– Nogle synes, det er sket i en meget tidlig alder, men det føles naturligt, fordi vi har kendt hinanden så længe. Og folk – især kvinder – bliver altid vildt begejstrede, når de hører, at han var mit første kys. Op til og efter brylluppet var Bobby og jeg fuldstændig nyforelskede, og jeg håber virkelig, den følelse kan vare ved hele livet. Jeg kan selvfølgelig godt se, at mange par mister gnisten, som årene går, men jeg vil gøre alt for at forhindre, at det sker for os.

Et ekstremt liv
Det kræver sin mand at være gift med en professionel svømmepige. Det er intenst billedligt talt at sænke livet ned i et svømmebassin, og Jeanette møder ofte folk, som synes, at hendes tilværelse er lidt ”freaket.” Hun træner seks timer hver dag, sover sommetider i et ilttelt for at hæve koncentrationen af røde blodlegemer, og så er moderate mængder ikke en målestok Jeanette er bekendt med, når det gælder mad: Bare til frokost spiser hun 12 stykker rugbrød.  

– Livet som svømmer er ret ekstremt. Derfor er det fantastisk, at jeg er blevet Verdensmester, for så har jeg da fået noget ud af al den træning. Min og Bobbys fælles hverdag står så meget i Jeanettes tegn lige nu, og det handler meget om mig: Der skal være mad på et bestemt tidspunkt, og der skal være ro i huset på et bestemt tidspunkt. Jeg glæder mig meget til, at hverdagen kan stå i hans tegn om nogle år, for jeg kan godt have dårlig samvittighed over ikke at være denne her gode husmor, som laver mad til ham og har masser af tid og overskud. Jeg har endnu ikke lavet et måltid mad til ham al den tid, vi har kendt hinanden. Overvej det lige. Det er Bobby, der er husmoren her.

Mens hun har sin svømmekarriere, er Bobby i gang med en kandidatafhandling i IT på Copenhagen Business School, og hver aften står han klar med mad, når hun kommer hjem fra træning. Og søndagen? Den skal Jeanette bruge på sofaen, så hendes krop kan restituere op til den nye træningsuge.

– Vi lever nærmest kun på mine præmisser. Det er helt utroligt, at Bobby kan acceptere det. Det er der eddermandme ikke mange mænd, der ville, men mænd som Bobby hænger heller ikke på træerne, siger Jeanette.

En humørsvømmer
Et par gange om måneden har Jeanette mentaltræning: Samtaler med en sportspsykolog, der hjælper hende med at holde styr på tankerne og indirekte booster præstationerne i bassinet. I begyndelsen syntes Jeanette egentligt, det var noget fis, men det har vist sig at være gavnligt:

– Jeg har opdaget, at jeg er en humørsvømmer. Hvis jeg ikke er glad, kan jeg ikke svømme. Det er meget vigtigt for mig, at der er styr på hjemmefronten, før jeg tager til et stævne, så inden jeg tager ud til store konkurrencer, skal Bobby og jeg være gode venner, og jeg skal have det fint med mine forældre og min søster. Som teenager var jeg meget på tværs, havde en del gnidninger med mine forældre og kunne tage dybt ulykkelig til stævner – og det påvirkede mine præstationer. Jeg kan ganske enkelt ikke fungere i bassinet, hvis det ikke fungerer derhjemme.

Vinder Jeanette en guldmedalje nu ved OL, kan hun ikke bede om mere. OL-guld anses nemlig som det ypperste for en svømmer, men som med så meget andet her i livet, er der en udløbsdato.

Læs også: "Den største udfordring er hverdagen"