"Jeg forsøger at smile til danske piger, men de smiler ikke tilbage"
SPONSORERET indhold

"Det er hårdt at være væk fra sin familie"

Mary Grace arbejder som au pair i Hellerup. Hun drømmer om at få fast arbejde som sosuassistent, så hun kan få sin familie til Danmark.

Af: Louise Wethke Buch & Simone Brandt Hald Foto: Peter Nørby & Ida Schmidt.
27. maj. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

– Jeg kom til Danmark for to år siden for at arbejde som au pair. En almindelig lønindkomst i Filippinerne ligger på omkring 8.000 pesos om måneden (ca. 1.000 kr.), men i Danmark tjener jeg det firedobbelte. Nogle af pengene sender jeg til min familie, resten sparer jeg op i håb om at skabe en bedre fremtid for mig selv og min familie.

– Jeg har en lillebror, der er født med Downs syndrom. Han har et hul i hjertet, og det kræver, han går til lægetjek hvert halve år. Han får medicin for at lukke hullet i hjertet. Det løber op i 4.500 pesos om måneden, så jeg sender penge hjem til at dække udgifterne (ca. 540 kr.).

– Tidligere arbejdede jeg som au pair i Norge, og for de penge, jeg tjente der, købte jeg en jeepney (en ladvogn med plads til 16 pers. red.) til mine forældre, så de kunne få en fast indkomst hver måned. Det er den måde, man kommer fra sit hjem til arbejde på i Filippinerne. Den kostede 260.000 pesos (31.000 kr. – det svarer til 2,5 års arbejde i Filippinerne).

– Det er hårdt at være væk fra sin familie. Jeg var ensom og græd meget i starten, fordi jeg savnede dem. Jeg blev ved med at spørge mig selv: Hvad er meningen med at være så langt væk fra min familie? Men jeg er nødt til at forsørge dem og give dem et bedre liv. Det er derfor, jeg arbejder så hårdt. Jeg har et ansvar. Som den ældste i søskendeflokken, er det mig, der skal hjælpe til med at forsørge dem.

– Det sværeste ved at være væk fra mine venner i Filippinerne er, at jeg ikke har nogen at tale med mine følelser med. Jeg har ingen danske venner. Jeg forsøger at smile til danske piger, men de smiler ikke tilbage. Måske har danske piger bare travlt? Når jeg gør mig den ulejlighed at møde andre mennesker med åbne arme, så bør den anden part gå mig i møde med samme åbenhed, synes jeg. Ellers er det nyttesløst. Vi bliver nødt til at række ud efter hinanden.

– Jeg har mødt nogle pakistanske og iranske piger på sosuskolen, jeg snakker med, når jeg er dér. Men jeg ser dem ikke efter skole, fordi de arbejder eller har familier.

– Nogle gange henter jeg børnene fra børnehave og skole. Det sker en gang om måneden, når deres mor arbejder over. Og så babysitter jeg i de weekender, hvor forældrene skal ud. Når børnene kommer hjem fra skole, leger vi med Lego, og jeg skærer lidt frugt ud til dem. Nogle aftener laver jeg mad. Børnene elsker mine spring rolls og min specielle spaghetti bolognese.

– Jeg vil gerne blive i Danmark resten af livet og finde mig en mand her. Min plan er at få min familie til Danmark en dag, når jeg har fået et fast job.


LÆS OGSÅ: Rikke: "Jeg var nødt til at følge kærligheden"