Rikke: "Jeg var nødt til at følge kærligheden"
Foto: Mew | Rikke Alexandra
ALT for damerne

Forelsket

Rikke: "Jeg var nødt til at følge kærligheden"

Da Rikke møder Frank på en konference, bliver hun forvirret. Og forelsket. Så forelsket, at hun efter bare to kærlighedsmøder forlader sine sønner og sin mand gennem 17 år for at være sammen med Frank, der bor i den anden ende af landet. Her fortæller Rikke Alexandra om at følge kærligheden, selv om det koster hende nærheden til sine børn og venner.

Af Louise Gade Sig 25.maj.2014 Livsstil

Septemper 2012
Faktisk har jeg hele pakken. En dejlig mand, tre sønner på 13, 17 og 19 år, en spændende karriere og et hav af venner. I mange år har vores familie boet på Østerbro, men for at få lidt luft flytter vi i 2004 til et rækkehus i Farum. Jeg har job som kommunikationschef i Sundhedsforvaltningen og starter senere mit eget kommunikationsbureau, der også levner plads til min kreative åre. For jeg elsker at formidle historier via teater, musik og kunst, og ved siden af arbejdet i firmaet tager jeg bl.a. en uddannelse som historiefortæller og danseleder. Det tager meget af min fritid, men min mand støtter mig altid. Vi har været sammen i 17 år, og jeg føler mig lykkelig med ham og kan godt se os sammen resten af livet. Udefra er mit liv og mit parforhold perfekt, påpeger folk ofte, men det er alligevel, som om at jeg et eller andet sted – dybt indeni – savner noget i vores fælles liv. Noget fandenivoldskhed, noget passion og en partner, der matcher min ”skørhed.” Når jeg tænker den tanke, føler jeg mig grådig, for hvordan kan jeg ønske mig mere, når jeg har en mand, der støtter mig i alt?

En nat i New York
I oktober tipper min veninde Eva mig om en konference i New York med titlen ”Can performance save the world?” Temaet ligger så fint i tråd med mit eget arbejdsliv, og samtidig kan jeg udvide mit internationale netværk. Den konference må jeg deltage i, så Eva og jeg rejser til New York. Konferencen varer fire dage, der er 400 deltagere, og 15 af dem er danskere. Efter den sidste konferencedag aftaler vi at mødes over en øl for at runde ugen af. En flok af dem kommer fra Aalborg. Og én af dem er Frank. Jeg har slet ikke lagt mærke til ham før nu. Han har en stor ro og varme øjne. Der er en eller anden energi imellem os, men jeg kan ikke forklare, hvad det er, og forsøger nok samtidig at ignorere den varme følelse, jeg får indeni, når han er i nærheden.

En øl bliver til to. Og til mange flere. Det trækker ud, mørket sænker sig over New York, og min veninde Eva er forsvundet med en anden gruppe. Til sidst er vi kun tre. Frank er den ene. Vi taler mest fagligt. Som kvinde i eget selskab bliver jeg frarådet at køre med subwayen midt om natten op til Harlem, hvor jeg bor. Så langt over midnat traver jeg med Frank mod hans hotel, mens min underbevidsthed argumenterer inden i mig: Det er ikke godt, det her. Jeg er gift, men det er en nødsituation. Vi tilbringer natten sammen. Da jeg vågner næste morgen, er jeg ramt af dårlig samvittighed. ”Det er forkert, forkert, forkert,” tænker jeg. Men det er dejligt på samme tid.

LÆS OGSÅ: Erik Bjørn interview - her får du hele historien

Jeg mødes med min veninde Eva, og efter nogle timer ringer Frank og spørger, om vi vil mødes med ham og kollegerne til en øl, men jeg skal ikke nyde noget. Hændelsen i nat var bare, hvad det var. Det var helt forkert, og hvor er det tarveligt over for min mand. Jeg skriver en sms til Frank: ”Jeg er utilpas, jeg er gift og har virkelig dårlig samvittighed. Hvis du har brug for at snakke, er det ok.” Jeg sender den af sted og skriver samtidig, at vi befinder os i skobutikken Foot Locker på Times Square. Eva er hundrede år om at kigge på sko, så jeg slår mig ned på en bænk i butikken. Pludselig dumper en person ned ved siden af mig. Jeg stirrer lige ind i Franks øjne. Han sidder helt rolig og siger så: ”Jeg er også gift… Hvis du vil have det, så rejser jeg mig og går igen, men vi kan også snakke sammen”. Der sker noget inden i mig, jeg bliver bare ramt af det.

Hvad der sker i New York…
Da vi går ud af butikken, tager vi helt automatisk hinanden i hånden. Det føles ukompliceret og dejligt. Frank fortæller om sine malerier og sin kunst, om at han har været på museer det meste af dagen. Jeg fortæller, at jeg er lykkeligt gift, men at jeg i Franks selskab er så splittet, som jeg aldrig har været. Vi tilbringer endnu en nat sammen, og jeg argumenterer ud fra logikken: ”Hvad der sker i New York, bli’r i New York.” I morgen tager han til Nordjylland, derefter tager jeg til København, og så er det det.

Næste morgen drikker vi te på en nærliggende café. ”Må jeg skrive til dig?” spørger Frank, før vi skilles, og jeg siger ja. Vi går ud på gaden, omfavner hinanden, jeg krydser vejen og vender mig om, da jeg når fortovet. Det er et stort kryds, fyldt med mennesker og biler, og da jeg ser på Frank derovre på den anden side, begynder jeg spontant at græde. Det virker forkert at gå. Jeg føler, jeg hører til derovre hos ham. Det lyder måske mærkeligt, men det føles virkelig, som om vi er hinandens sjælevenner. Jeg begiver mig alene videre ad New Yorks gader med tårerne trillende ned ad kinderne. Hele håbløsheden i situationen gør mig trist. Der var noget mellem Frank og mig – noget, jeg savner i mit liv. Men jeg er gift, han er gift, jeg bor i København, han bor i Nordjylland. Det har ingen udsigter.

Frank og jeg skriver sammen på Facebook i ugerne efter vores møde i New York – først lidt formelt og fagligt og sidenhen mere intenst. Jeg sidder på mit firmakontor på Gammel Kongevej, da vi efter et par uger taler i telefon sammen for første gang på dansk jord. Det er helt underligt at høre hans stemme. Ligesom at høre en fremmed, og så alligevel ikke. Vi er i kontakt hver dag, enten på mail eller over telefon. Vi kan tale sammen i timevis. Vi deler vores tanker, drømme og ønsker, som altid indebærer hinanden. Med sætninger som: ”Vil ikke være her. Vil være der, hvor du er” og ”Jeg vil dele alt med dig”.

Når vi bliver forelskede, putter vi alle vores drømme og håb over i et andet menneske, og så vil vi derover. Det er nyttesløst, tænker jeg, men alligevel tager jeg mig selv i at oprette en hemmelig mailadresse, som kun Frank og jeg kender til. Det her dobbeltliv er drænende, jeg taber mig og er både ulykkelig og lykkelig på én gang. Seks uger efter vores første møde i New York aftaler Frank og jeg at mødes i en by halvvejs mellem vores hjem. Jeg er simpelthen nødt til at se ham igen. Nødt til at prøve det af. Jeg fortæller derhjemme, at jeg skal til netværksmøde. Det er fordækt, og jeg føler, det er så langt ude, som det kan være både i fejhed og utroskab, men jeg kan ikke glemme det billede i New York, hvor Frank og jeg står på hver sin side af vejen, og min stærke følelse af at høre til ovre hos ham. Jeg er ved at stige af toget en million gange på vej til vores mødested, for jeg er fuld af dårlig samvittighed. ”Hvis du savner spænding, så find den dog et andet sted,” siger jeg til mig selv. Forgæves.

Gensyn på hotel
Da jeg tjekker ind på hotellet, føler jeg, at alle kan se, jeg er hovedpersonen i en utroskabshistorie. Jeg nærmest hvisker mit navn til receptionisten. ”Ja, et værelse til to personer,” svarer hun højt. For højt. Jeg er supernervøs for at møde nogen, jeg kender, og Frank kommer om et øjeblik. Oppe på hotelværelset lægger jeg mig på sengen og lader, som om jeg er meget interesseret i at læse i et blad om den lokale turistforening. Så banker det på døren, og da jeg åbner, møder Frank mig i en lang, varm omfavnelse. Det føles helt rigtigt. Irriterende rigtigt.

Vi ligger lidt på sengen og kysser og krammer, går en tur og tager noget sushi med tilbage på hotelværelset. Næste dag tager vi ud i et naturreservat, klatrer op i et fugletårn og nyder det brede udsyn, mens vi holder om hinanden. Jeg føler mig helt afslappet i Franks selskab, og vi taler om fremtiden, men finder ingen svar. Dagen efter modtager jeg en sms, hvor Frank fortæller, at han har forladt sin kone. Jeg har lyst til at være et sted med Frank, hvor vi kan holde hinanden i hånden, uden at det er fordækt. Det, der er imellem os, er så smukt, at det ikke har fortjent den der gråbrune tone af noget dårligt og forbudt. Det føltes som det mest tragiske i verden, da vi skiltes. Jeg elsker Franks duft, hans hud, hans skæg og hans varme øjne. Jeg får sådan lyst til at spise ham, og jeg har aldrig haft det på den måde før, det er en helt anden og ny måde at være forelsket på. Samtidig synes jeg, at min mand er sådan en dejlig mand og far, vi har et godt liv sammen, og jeg spørger mig selv, ”Hvad er det, du smider på gulvet? Og hvad med dine børn?” Jeg sidder på kontoret og kan ingenting. Andet end at være helt ude i tovene. I kaos.

Et afskedsbrev
I to dage sidder jeg bare og skiftevis græder og stirrer ud i luften på mit kontor. Der er ikke noget op og ikke noget ned. Jeg veksler mellem at tænke ”Jeg går fra min mand” og ”Jeg stopper al kontakt med Frank.” Begge tanker er lige svære at udholde, men at forlade min mand og give Frank og mig en chance giver mig mest ro indeni. Så det må være det rigtige. Jeg er nødt til at fortælle det til min mand i dag, ellers tror jeg, at jeg besvimer. Et eller andet sted virker det bindegalt, at jeg er på vej til at smide mit 17 år lange ægteskab overbord for en mand, jeg kun har mødt to gange. Men det kan bare ikke være anderledes, siger min mavefornemmelse.

Jo længere tid der går, jo sværere bliver det for mig at fortælle det til min mand. Så jeg skriver et brev til ham, hvor jeg forklarer, at vores forhold ikke er, som jeg håbede det ville være, og at jeg mødte én i New York, der har fået mig til at se tingene på en anden måde. Uden på konvolutten skriver jeg hans navn og lægger den på spisebordet.

Jeg tager noget tøj og nogle toiletsager med ned i min Aygo og kører ud til Furesøen. Tænder en cigaret. Var ellers stoppet med at ryge. Græder. Jeg føler mig som en kæmpe kujon. Jeg ringer til Frank, og vi aftaler at mødes på samme hotel som sidst, og med tårerne trillende ned ad kinderne kører jeg over Storebæltsbroen med lige dele sorg og lykke indeni. Jeg glæder mig til at se Frank igen, og på samme tid føler jeg mig som det ondeste menneske, for jeg har aldrig villet såre min mand. Spørgsmålene maser sig på: ”Hvor skal jeg bo? Kan Frank og jeg bo sammen? Hvad med mine børn? Hvad siger min familie? Og mine venner?” Jeg ved bare, at Frank og jeg skal være sammen, men ikke på hvilken måde. Natten tilbringer jeg i hans favn i sengen på hotelværelset, dagen efter skilles vi og kører tilbage til hver sin ende af landet for at passe vores jobs. Jeg har ikke brug for at smelte sammen med Frank med det samme. Jeg skal finde mig selv. Så i de første måneder sover jeg hos en veninde og en kollega. Frank ser jeg i fridagene, og jeg savner ham sygt meget, når vi ikke er sammen. Han elsker naturen, jagt, fiskeri og underviser i naturfag. Han ville dø i København. Så i maj 2013 – fem måneder efter jeg forlod min mand – flytter jeg til i Nordjylland. Op til Frank.

LÆS OGSÅ: "Jeg har selv begået den fejl i mit kærlighedsliv"

Den største ofring i alt det her er mine børn. De to ældste er flyttet hjemmefra og vil ikke mærke mit fravær på samme måde som min yngste søn på 14 år. Han bliver selvfølgelig boende hos sin far, så jeg føler ikke, at jeg efterlader ham – han er jo der, hvor han hører til. Det ville ikke være værdigt for ham, hvis jeg først slæbte ham med rundt for at bo hos forskellige veninder og sidenhen til Nordjylland. Han har en dejlig far, gode kammerater og bedsteforældre i København – hvorfor skulle jeg tage ham væk fra det, fordi jeg er i kaos? Hver anden weekend besøger han mig i Nordjylland, ligesom jeg med jævne mellemrum er i København, hvor jeg ser alle mine sønner. Det giver mig en stor tryghed, at de har så mange gode mennesker omkring sig i hverdagen.

Min mand fortæller, at han vidste, jeg ville forlade ham, straks han så brevet på køkkenbordet. Hans første spørgsmål er, om jeg tager vores søn med, og om han kan blive i huset. Han fortæller også, at han ikke er vred på mig, at han har gjort, hvad han kunne for vores forhold, og at han håber, jeg får et godt liv. Han er et godt menneske. Vi er ikke typerne, der peger fingre, og det giver os et godt samarbejde midt i alt det svære. Frank og jeg køber et hyggeligt hus sammen i den lille landsby Sebbersund 30 km fra Aalborg, og selvom jeg altid har været en bypige, føler jeg mig hjemme. Vores forhold er skrællet for alt: Vi har ingen fælles børn, ingen fælles venner, vi kommer fra hver sin del af Danmark. Det er bare Frank og mig. Og intet andet. Det er fint og rent og rigtigt.

En større ro
Jeg ved, at mange undervejs har tænkt ”Ej, er hun gået fra sine børn – hvad er hun for et menneske?” og ”Har hun nu tænkt sig godt om?” Det hele er sket i en periode, hvor jeg alligevel skulle løsrive mig fra mine børn, fordi de er teenagere. Jeg kan køre rundt i bilen i Nordjylland og tænke ”Sikke en smuk natur, gud, hvor jeg elsker Frank, og hvor er jeg lykkelig”, men samtidig mærker jeg sorgen over at have mistet nærheden til mine børn og venner. Men vi ejer ikke vores børn, ligegyldigt hvor gamle de er, og jeg er sikker på, at min mand og jeg har gjort dem en tjeneste ved ikke at skændes.

Jeg har overhovedet ikke fortrudt noget – jeg handlede på kærligheden, da den helt uventet dumpede ned i mit liv, og jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg havde ignoreret den stærke mavefornemmelse af, at jeg hører sammen med Frank. Det har krævet nogle ofre, men kærligheden er så stærk og vigtig en livsfaktor, at jeg var nødt til at lytte til den. Det, man er bange for, er ikke altid så farligt. Det konforme og det trygge er megasvært at springe ud af, fordi vi har så mange historier og ord, vi putter på et langt ægteskab. Man er viklet ind i så mange fælles historier, så vi bibeholder os selv i det og giver os selv en rationel forklaring på, at det er okay, og at vi er lykkelige nok. Nogle gange kræver det en forstyrrelse udefra, og det var det, jeg fik i New York. Hvis man inderst inde vil noget andet, så er det ærgerligt og trist, at man byder sig selv det jævne. Folk siger, at jeg i dag har fået en større ro, som de ikke har oplevet hos mig før. Jeg er også blevet kaldt modig mange gange i dette forløb, men jeg har ikke følt mig modig. Jeg har følt mig ude i tovene, rundt på gulvet, fortabt og skrøbelig. Da jeg valgte at forlade min mand, vidste jeg ikke, hvad der ville ske. På et tidspunkt hørte jeg en person i radioen definere modig, som at man gør noget, selvom man er bange. Så i den forstand var jeg modig.

Med dette spring føler jeg, at jeg for første gang har taget et valg og en beslutning, hvor jeg helt og aldeles gjorde det for mig. En ren beslutning, hvor jeg ikke tog hensyn til andre. Ikke til mine børn, ikke til min mand, ikke til mine forældre, ikke til mine veninder. Bare en beslutning truffet rent af mig, for mig. Og DET er en fantastisk følelse.


LÆS OGSÅ: "Jeg har brændt nallerne på kærligheden et par gange" 

Rikke Alexandra, 44 år

Udviklingskonsulent i Region Nordjylland. Cand.comm., historiefortæller og forfatter. Tidligere selvstændig med firmaet Rar Kommunikation.

Du kan læse mere på Rikkealexandra.com

Mor til tre sønner på 21, 19 og 15 år. Bor i Sebbersund, Nordjylland, hos sin kæreste Frank gennem halvandet år.

Henter...