
"Jeg tog min mand med til tantra-par-massage"
De kunne være taget i biffen, men i stedet tog de til tantra. Fie Sandfeld og hendes mand, Michael, har afprøvet en tantra-parmassage. En helt ukendt verden for dem begge.
Vi kan også bare dreje til højre i stedet for, siger jeg i krydset, hvor vi egentlig skulle til venstre.
Jeg har svedige håndflader og flaksen i maven og får pludselig stor trang til bare at køre mod biffen, og i stedet se en god film begravet i mørket. Sådan helt ufarligt og hyggeligt. Min mand spørger, om jeg mener det. Det gør jeg ikke. For i virkeligheden glæder jeg mig til det, der venter om et øjeblik.
Vi er på vej til vores første tantraoplevelse. Om lidt træder vi ind i en totalt ukendt verden, og det eneste vi ved, om det der venter, er, at vi har bestilt en tantra-parmassage i Tantra Templet i Valby.
LÆS OGSÅ: Mie Moltke: Min seksuelle rejse har været en åbenbaring
Et par uger forinden popper en annonce op i mit feed på Facebook: "Workshop kun for kvinder om vækkelse af sanserne". Jeg bider mærke i tre ting: Kun kvinder, ingen nøgenhed – og så det med at vække sanserne. På to minutter er jeg tilmeldt, og kort tid efter, en lun torsdag aften, cykler jeg alene til Tantra Templet, hvor dybrøde vægge, stearinlys i hobevis, blomster og fint vævede, lette, indiske tekstiler danner en intim, hemmelig hule i et ellers tænderskærende kedsommeligt boligkompleks i ydre Valby.
Her sidder jeg midt i en stor gruppe kvinder, de fleste over 35 år, men også enkelte yngre.
Vi får en fin aften. Laver sanseøvelser, ser små film og lytter til Ananda, der varmt og engageret fortæller om, hvordan sanserne kan vækkes og trænes – med det formål at få større livskraft og energi og rigere erotiske møder med sin partner.
Jeg går opløftet derfra. Nysgerrig og glad, og med stor appetit på at bruge hele min krop, alle mine sanser og al min kærlighed meget mere, både i mit erotiske liv, og i mit liv som helhed. Jeg fornemmer klart, at dette ikke er mit sidste møde med tantra.
Den nat bliver der vækket sanser, så det summer hjemme hos mig!
LÆS OGSÅ: Her er den ultimative orgasme-guide
Intim – med en anden
Vi kigger hinanden dybt i øjnene og banker på. I aften bliver døren åbnet af en kvinde i lang, rød silkekjole, dyb udskæring og sorte øjne og hår. Ved hendes side står en høj mand, mindre eksotisk klædt i jeans og skjorte. Det er Rosa og Richard, og det er dem, der nu skal tage vores jomfrudom i tantrasammenhæng.
Vi bliver ført ind i et dunkelt, varmt rum, kun oplyst af levende lys. Et plateau med en madras, puder og et lille alter, hvorfra blid musik strømmer ud i rummet. Vi får tilbudt vand, og vi sætter os alle fire sammen. De to massører fortæller sagligt og roligt om, hvad der kommer til at foregå - og hvad der ikke kommer til at ske.
Vi får fortalt, at min mand ikke vil få lingammassage, der er massage af penis, fordi mænd har en tendens til at blive meget målrettede, når energien centreres dér. Ideen er netop at fordele den seksuelle energi rundt i hele kroppen, og på den måde opnå en ekstatisk fornemmelse og kraft, som de siger.
Jeg kan vælge, om jeg vil have yoni-massage som en del af massagen. Yoni er den tantriske betegnelse for det kvindelige kønsorgan. Det vil jeg ikke. Det er jeg ikke klar til på denne første gang.
De fortæller også, vi vil blive masseret i separate rum, og det studser vi lige lidt over, fordi vi forestillede os en fælles oplevelse, men tænker, de må have deres gode grunde.
Så er det nu. Jeg bliver ladt alene i rummet med min massør Richard. Vi taler lidt, og han beder mig tage mit tøj af, det hele, og lægge mig på maven på madrassen, mens han går ud og skifter til boxershorts. Jeg griner lidt nervøst for mig selv, mens jeg klæder mig af og kravler op på podiet. Det føles uvirkeligt at ligge dér, nøgen og alene med adrenalinet på fuld speed i mine årer, og jeg spænder i hele kroppen, da døren går. Jeg tør slet ikke kigge på ham og har mine øjne fast lukket i. Han spørger vist nok, om jeg ligger godt, jeg mumler et svar.
LÆS OGSÅ: 3 par afslører: Hvad betyder kvinder for mænds sundhed?
Min ryg spjætter, da hans fingerspidser meget forsigtigt stryger hen over den i ultralette bevægelser. Jeg prøver at tvinge min vejrtrækning i ro, at flyde med, bare at være. Det lykkes ikke ret godt. Hans hænder og min ryg er glatte af fed olie, i lang tid stryger han bare ryggen og mine skuldre med lange, rolige og bløde strøg. Jeg begynder at falde lidt ned, min ånde-dræt bliver roligere, men mine tanker myldrer rundt, jeg tænker tusinde ting på en gang og tvinger mig til at koncentrere mig om, hvor han rører mig, blot at mærke berøringen lige dér, hvor den er, som han instruerede mig i på forhånd.
Totalt blottet
Jeg mærker, hvordan hans hænder bevæger sig udad og nedad til min lænd og balder. Han sætter sig til rette mellem mine ben. Nu er jeg totalt blottet. Jeg er normalt et meget kropsligt blufærdigt menneske over for fremmede, men på en eller anden måde tænker jeg på massøren som et professionelt menneske, der jo har set op i skødet på tusinde kvinder før mig. Og det giver mig ro.
Han stryger mine ben og balder, og jeg mærker min krop svare ved at blive blød og afslappet. Jeg giver mig nu, stritter ikke længere imod, for nu er jeg jo alligevel blottet, og der er ikke mere at skjule.
Efter lang tid lægger han sig ind til mig og holder om mig. Vi ligger bare der og trækker vejret sammen. Det er trygt og varmt, og en lille smule underligt for mig at være så intim med et fremmed menneske.
Nu skal jeg om på ryggen. Igen skal jeg lige bruge et par minutter på at falde til ro i den nye position. Han placerer sig ved mit hoved, tager forsigtigt mine arme op, så jeg holder ham om livet, og han begynder at røre mine sider, min mave og mine bryster.
Laaaaaange strøg. Alt er lange, blide strøg, olie, varme, musik, den fremmede duft af ham. Det hele flyder sammen. Min krop flyder sammen. Jeg er bare. Tænker ingenting om noget. Enkelte gange minder han mig om at trække vejret helt ned i maven, men ellers er han tavs. Jeg åbner ikke øjnene en eneste gang, og nu er det, som om jeg svæver gennem farver og lys. Hans hænder har fundet en rytme på mine bryster, ned på maven og op igen. Han siger, at han er klar over, jeg ikke vil have yoni-massage, og om det er okay, at han stryger let hen over venusbjerget. Ja, ja, alt er okay nu.
Længe holder han den rytme. Bryster, mave, venusbjerg og op igen. Jeg registrerer en tanke, der bobler op langt væk fra – aha, det er så nu, det bliver erotisk. Hele min krop synger blidt. Alle celler er vågne og i live, og jeg mærker hele min krop fra den yderste del af tåen til det øverste af min hovedskal, som om jeg ligger og skvulper i varme bølger. Sangen bliver højere, mere intens, og jeg føler mig ophidset, men på en anden måde end "tag mig nu". Jeg forstår nu, hvad de mente med at fordele den seksuelle energi i hele kroppen – det er netop det, der sker – og det føles vidunderligt.
Syngende, summende og dirrende af energi. Jeg mærker, hvordan han ændrer rytmen, vi nærmer os afslutningen af massagen, og igen lægger han sig ind til mig og holder om mig. Jeg takker ham, og jeg mener det. Han siger: "Det var også meget smukt for mig".
Vi mødes alle fire igen, dampende og glinsende af olie, med et håndklæde om kroppen. Det går op for mig, at jeg overhovedet ikke har tænkt på, hvad der foregik i det andet rum, og det er dejligt at se min mand igen, med røde kinder og strålende glade øjne. Dér forstår jeg, hvorfor vi ikke blev masseret i samme rum – for bare at kunne give sig helt hen, uden at have opmærksomheden andre steder end på sig selv.
Nu er vi ikke længere jomfruer, men stadig nybegyndere i tantra.
LÆS OGSÅ: Se 10 grunde til, at sex er sundt
LÆS OGSÅ: Hvor meget sex er nok for at få et lykkeligt parforhold?
LÆS OGSÅ: Sex-blog: Styr på stillingerne
Om Fie Sandfeld
Fie er 44 år, journalist og selvstændig kommunikationskonsulent.
Hun er under uddannelse til psykoterapeut på Københavns Gestalt Institut på tredje år. Har kendt Michael i 12 år, og har to børn.
Er tantra noget for jer?
En parmassage varer cirka 2,5 time og koster 3.000 kr. Kvinder kan vælge mellem en kvindelig eller mandlig massør. Yonimassagen er kun en del af massagen, hvis du ønsker det. Se mere på Tantratemplet.dk.
TIP: Sæt god tid af sammen efter massagen, så I kan snakke om oplevelsen og måske nyde hinandens vågne og varme kroppe.