"Jeg insisterer på tid. Min tid"

For to år siden oprettede studieværten Trine Panum Kjeldsen en ekstra bankkonto. Hun fortalte det ikke til nogen. Hver måned overførte hun en sjat af sin månedlige hyre fra arbejdsgiveren TV2 til den hemmelige konto. Parallelt med kontoens vokseværk voksede hendes mod til at fortælle, hvad kontoen egentlig var udtryk for: en lyst til at lægge hendes eftertragtede tv-job i dvale og i stedet vågne op til tilværelsen som kunstmaler og gallerist hver morgen.

Den slags drømme er jo gratis at bralre ud med en lørdag aften sammen med venner og under påvirkning af rødvin, som kan skrue lidt op for ens heroisme og dristighed. Under sådanne samtaler vil ens venner oftest prise forfølgelsen af personlige drømme i carpe diem-inspirerede vendinger a la ”Gør det, mand! Du skal da gøre, hvad du drømmer om”.

Næste morgen kan man så vågne op til fornuftens begrænsninger. Og man behøver ikke at følge op på aftenens samtale med sine venner, for de ved også godt, at man lod sig rive med af nuets naive kraft, og at det var dejligt, men nu venter hverdagsrealismen igen. Og der er i øvrigt slet ikke tid til at overveje, om ønsketænkningen kunne være andet end rødvinssnak, for nu er det søndag, og om lidt venter arbejdsugen og aftner fyldt med forældremøder og vask af børnenes fodboldtøj, og inden da skal der købes ind, og badeværelset skal lige have en overhaling, og derudover kommer der også en god dramaserie i fjernsynet klokken 20 i aften. Sagen var bare den, at Trine Panum Kjeldsen syntes, at der skulle handles på drømmene.

Min tid
1. januar 2014 åbnede hun dørene til sit galleri i Bagsværd. Siden har det været slut med at præsentere sig som studievært til kobberbryllupper og andre høflige sammenkomster, når folk har spurgt ”Nå, og hvad laver du så?”. Nu svarer hun: ”Jeg har lige startet mit eget galleri og er i gang med at leve drømmen ud om at kunne leve af min kunst, så jeg har taget et års orlov som studievært.” Folks respons lyder i øvrigt ofte: ”Ej, hvor spændende, bare det var mig.”

LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort: Man ender altid et andet sted, end man troede som ung

– Jeg kan se på folk, at der også er mange ting, de gerne vil udleve, opsummerer Trine Panum Kjeldsen fra en skammel midt i sit galleri.

– Men de færreste udlever de ting, for det er så svært at få presset ind i vores liv. Især fordi vi etablerer os med dyre huse og to job for overhovedet at have råd til huset. Samtidig har vi børn, der går til mange fritidsaktiviteter. Som voksne putter vi ofte os selv bagerst i rækken. Det opponerer jeg imod. Fuldstændig. Jeg insisterer på tid. Min tid, siger hun.

Derfor står hun heller ikke til rådighed som hjælper for sine tre børn hele tiden. Da hendes datter en overgang ville satse på at blive konkurrencesvømmer, måtte hun selv træde i pedalerne på lange ture mellem hjemmet og svømmehallen fem gange om ugen. Det samme gælder sønnen i dag, når han skal til fodboldtræning. Også i regnvejr? Ja.

– Hvis de har et projekt, må de gøre det til deres projekt. Det gør vores børn » selvkørende og selvstændige og sætter mig mere fri. Nogle af mine børns 10-årige legekammerater står nærmest stadig og venter på, at forældrene lyner deres jakke. Kom nu! siger hun og lader illustrativt hænderne dirre irriteret i luften over den hjælpeløshed, man ubevidst planter i sine børn, og som ender med at begrænse både dem og en selv.

Du ved, hvad du har
Første skridt i Trine Panum Kjeldsens vej fra kunstfantasi til kunstvirkelighed var at gøre sin drøm realistisk i stedet for at lade realismen stoppe drømmen. Altså droppe den romantiserende idé om en skabende kunstmaler i sit atelier med idyllisk lysindfald.

LÆS OGSÅ: "Jeg elsker også at være den lille kvinde"

Hun var fra starten helt ærlig omkring, at det er cool business og hårdt arbejde at være kunstmaler og galleriejer. Meget af tiden går med budgetplanlægning og papirarbejde, og hun blev nødt til at være fuldstændigt ærlig omkring fordele og ulemper inden opstart. På minuslisten stod: Jeg mister alle snakkene ved kaffemaskinen på TV2 og risikerer at blive ensom. Jeg risikerer at måtte lukke, fordi det ikke kører rundt økonomisk. Jeg mister min tv-identitet, måske kommer jeg til at savne opmærksomheden.

Og så var der blandt andet hendes mors velmenende læresætning: ”Du ved, hvad du har, du ved ikke, hvad du får.”

 – For mig har det her valg ikke været et tegn på midtvejskrise, siger Trine Panum Kjeldsen.

– Det har været et tegn på modenhed, og det har været et tilvalg af kunsten – ikke et fravalg af mit job på TV2. Jeg stoppede op og tænkte på, om jeg gjorde det, jeg havde allermest lyst til, og hvis nej, hvordan kunne jeg så ændre det. TV2 har været min anden familie i 17 år, det har været sjovt at stå på den røde løber og gå til journalistfester, hvor vi har klappet hinanden på skulderne. Alt det, har jeg syntes, var en fest. Men det er journalistikken, som er det vigtige, ikke alt det udenom.

Sig fra
Efter lange snakke med sin mand, Lars Steen Pedersen, journalistisk indlandschef på DR, kom de frem til, at Trine Panum Kjeldsen skulle banke på sin chefs kontordør og bede om et års orlov.

– Inden samtalen havde jeg gjort op med mig selv, at hvis min chef sagde nej, blev jeg nødt til at springe ud i det alligevel for at gøre noget for mig selv.

Man må tage ansvar for, at man trives, frem for at lægge ansvaret over på chefen, på travlhed og stress og på de rammer, samfundet sætter op, mener hun.

– Det er måske provokerende at sige, men jeg bliver lidt provokeret over, at så mange siger, at de har stress. Der er nærmest en dyrkelse af at have stress og en form for prestige i at sige, at man arbejder meget. Jeg har sympati med folk, som er ramt af sygeligt stress, men jeg har ikke sympati med folk, som konstant klager over travlhed. Det kan være et udtryk for, at de er for dårlige til at planlægge eller for dårlige til at passe på sig selv. Vi har selv et ansvar for at sige stop og sige fra. Jeg forsøger dagligt at sige fra over for vores børn, når de vil have mig til at fise rundt og ordne ting for dem hele tiden. Og arbejdsmæssigt har jeg igennem 17 år været vant til, at det er min arbejdsgiver, som har dikteret rammerne, vejen, jeg skal gå, og hvad jeg skal levere. Nu vil jeg gerne prøve at være den, som udstikker retningen.

LÆS OGSÅ: Tv-vært Peter Morgensen: far efter one night stand

Sådanne beslutninger kommer ofte af livsforandrende begivenheder eller af værdier indlejret allerede i opvæksten. Det gælder også Trine Panum Kjeldsen. Da hun var 29 år, tog hendes forældre på rundrejse i Østen. Hendes far kom aldrig hjem. Han døde af en pludselig infektion, 57 år gammel.

– Da gik det op for mig, at man rent faktisk kan dø. At det ikke bare var en statistisk mulighed at dø ung. Det sker rent faktisk. Jeg kan se, at det har givet mig en bevidsthed om, at man skal huske at tage ansvar for at få oplevet det, man gerne vil opleve. Efter min fars død træffer jeg nogle andre valg. Jeg tænker ikke bare en tanke eller går og drømmer, jeg handler på det.

Den indsigt kommer rigtigt mange mennesker frem til, men først når de ligger på dødslejet. I 2011 offentliggjorde en erfaren australsk hospicesygeplejerske en liste over fem ting, folk oftest fortrød, når de lå for døden. Den hyppigste fortrydelse blandt de døende var, at de ikke havde været mere tro mod sig selv og udlevet deres drømme, men i stedet havde ladet sig styre meget af andres forventninger.

Måtte kæmpe for det
Trine Panum Kjeldsen er rundet af Nordjylland. Af et hjem med værdierne om at ”få noget fra hånden”, ”få noget ud af dagen”, at gøre sig fortjent til sejre ved at yde noget og af en holdning til, at ens ønsker nok skal blive opfyldt, hvis man arbejder hårdt nok for det. Hendes forældre var med andre ord større tilhængere af maratonløbere end X Factor-deltagere, af flid end håbet på talent.

Som ung læste hun dansk på Aalborg universitet og blev draget af et praktikforløb på TV-Aalborg. Den erfaring førte senere til et job som studievært på TV2.

– Jeg kommer fra et hjem, hvor man klapper af folk, som kan noget. Man klapper ikke i hænderne af folk, der bare synes, det er fantastisk at være på. Så da jeg kom hjem og fortalte, at jeg skulle ind i tv-verdenen, havde min far ét råd til mig: Husk nu at bevare begge ben på jorden. Det var sådan set det, han havde at sige om den sag.

Det værdiafsæt har fæstnet sig i Trine Panun Kjeldsen i form af to karaktertræk, hun værdsætter: stædighed og arbejdsomhed.

– Meget af det, jeg kan som tv-vært og journalist, har jeg lært og udviklet gennem hårdt arbejde og kritik. Som studievært har seere, kollegaer og chefer en holdning til alt, hvad man laver, så jeg er blevet skolet til at modtage kritik. Det gør ondt hver gang, nogen kritiserer det, man har lavet, men det er desværre den eneste måde, man kan blive bedre på. Derfor er det også de færreste besøgende i galleriet, der får lov til at tusse rundt, sige tak for kigget og forlade rummet. Trine Panum Kjeldsen lister sig venligt ind på folk og spørger, hvad de synes om hendes billeder. Og de skal svare ærligt.

Fri leg ved spisebordet
Indtil for fem år siden var Trine Panum Kjeldsens hus fuldstændig fri af staffelier. En dag gik hun ud og købte pensler, maling og lærreder. Gik hjem til spisebordet, lagde en voksdug på og begyndte at male. Og så lignede det bare… ingenting. Alt var grønt og brunt.

LÆS OGSÅ: Erik Bjørn interview - her får du hele historien

– Jeg har været ved at kaste de første mange billeder ud ad vinduet. Jeg havde så lidt tålmodighed, siger hun og laver to millimeters afstand mellem tommelfinger og pegefinger. Stædigheden på banen som motivation igen. Med tiden fandt Trine Panum frem til sin egen stil og personlige udtryk. Hendes signatur er farver. Mange, klare, lysende og lag på lag. Billederne sælger hun alt efter størrelse til mellem 1.500 kroner og 21.000 kroner.

Vil gøre sig fortjent
For at male må man have ro. Hver farve skal have lov til at tørre, inden man tilfører nyt. Derfor har hun også måttet lære sig selv ro. Hun peger mod galleriets hjørne, hvor en fugtig nymalet Arne Jacobsen 7’er-stol er stillet i skammekrogen. En besøgende i galleriet var blevet forlibt i et farverigt maleri og vendte tilbage til galleriet med en hvid stol under armen. Kunne Trine ikke udsmykke den med udgangspunkt i det maleri, han var så inspireret af?

– Den der stol blev jeg meget sur på i går. Jeg ved godt, at den skal have lov til at tørre, inden jeg maler videre. Men jeg var så frustreret, at jeg blev ved med at male på den. Jeg er glad for min stædighed og min arbejdsomhed, men det er også de karaktertræk, som gør, at jeg har brugt 300 timer på et billede og stadigvæk er ustoppelig, fordi jeg stadig ikke er tilfreds. Fordi jeg sindssygt gerne vil gøre det godt og vil gøre mig fortjent til det gode resultat frem for at håbe på heldet.

Lige nu går hun og overvejer, om hun skal vende tilbage til tv-jobbet eller ej i 2015, hvis arbejdslivet som kunstner arter sig godt.

Man skal lære sig noget nyt
Hun har måttet lære at sætte pris på at udrette noget, hun i begyndelsen ikke var særligt god til. Det er ikke altid nemt, når man som Trine Panum Kjeldsen er en kontrolleret perfektionist med høje krav til sig selv, når man altid vil vinde – også selvom konkurrencen kun indebærer dyst i lakridsspisning til et kollegialt hyggearrangement.

For perfektionerede vindertyper kan det være svært at begive sig ud i nye satsede projekter som Trines Panum Kjeldsens galleri. For man risikerer jo åbenlyst at tabe i omgivelsernes øjne, hvis virksomheden ikke kan køre rundt.

– Jeg har lovet mig selv, at jeg skal gøre det her for at blive klogere. For at give mig selv tid til fordybelse og erfaringer. Når jeg ser mig omkring, virker det, som om de fleste mennesker giver sig selv al for lidt tid til at lære noget nyt.

Det kan være, at du lykkes med den her virksomhed, men det er også muligt, at du må lukke i oktober, fordi der mangler penge. Hvordan bliver det, når BT ringer og konfronterer dig med, at du ikke kunne finde ud af det?

– Mit mål med orloven er at fordybe mig og udvikle mine malerier. Så må jeg se, hvor langt det kan bringe mig. For mig er det ikke et spørgsmål om enten eller. Jeg kan godt indrømme, når noget ikke går, selvom det gør ondt langt nede i sjælen. Men jeg vil ikke fortryde, at jeg gjorde det. For jeg vil helt sikkert lære en masse og blive klogere.

Så du vil ikke opfatte det som et nederlag?

– Det handler om at turde springe ud og realisere nogle drømme. Til december evaluerer jeg og gør status – og håber, at det også rent økonomisk kan hænge sammen. Det der med kun at gå og drømme om noget, man gerne vil, er rigtigt farligt. For man finder aldrig ud af, om drømmene kunne være blevet omsat til virkelighed. Man bliver nødt til at risikere noget og kunne sige til sig selv, at man turde forsøge. Det er vigtigt. Så kan man konkludere, at det måske ikke er kunstmaler på fuld tid, man skulle være, men man kan i det mindste konkludere det på et realistisk grundlag… og altså, jeg har en fornemmelse af, at det her nok skal gå rigtigt godt.

Det virker ikke, som om Trine Panum Kjeldsen kommer til at tælle med i hospicesygeplejerskens statistik, hvor den hyppigste fortrydelse på dødslejet var, at man ikke havde været tro mod sig selv.

LÆS OGSÅ: "Skal jeg blive skilt, få en affære eller en uddannelse?"