Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Ea Ørum

Ea Ørum om monogami

“Dejlige mennesker bliver ved med at være dejlige - også selvom de har været utro”

Ea Ørum om at slå kærlighed ihjel med serielt monogami.

"Ville det være at afsløre en hemmelighed, hvis vi to knaldede nu?" For flere år siden undveg han at bevæge sig fra sex til parforhold sammen med mig. Nu prøvede han over en frokost at forstå, hvorfor jeg aldrig har været nogen utro – ­hvorfor monogamiet er min ­kærlighedserklæring. Jeg havde sidestillet mit og min ­kærestes sexliv med en slags hemmelighed, en pagt forseglet med intimitet, og at den ville gå itu, hvis vi havde sex med andre.

I hele mit voksenliv er jeg gået fra en kærlighed til en anden, og i dag lever jeg midt i det serielle monogami sammen med en, der – ligesom jeg – har forladt andre og selv er blevet forladt. Alligevel tror vi, at det vil være anderledes med os, og vi ­deler drømmen om en dyb, langstrakt kærlighed sammen. Det kræver en slags overtro, og vi dyrker den.

Forleden spurgte en mand, der var ved at blive skilt efter 16 års ægteskab, hvorfor jeg ikke har børn og vielsesattest. "Hvordan har du undgået det?" En af grundene er, at jeg har været absolut tro, og jeg tror, at monogamiet, den uendelige trofasthed fejler, for jeg går, før jeg føler mig utro. Monogamiet strider på den måde imod min drøm om at have én kærlighedsrelation over et langt liv.

Jeg har tænkt, at monogamiet ville ­give en stærk og eksklusiv forbindelse, men jeg ser omkring mig, at dejlige mennesker bliver ved med at være dejlige sammen – også selvom de har været ­hinanden utro.

LÆS OGSÅ: Annegrethe Rasmussen om den uafsluttede kærlighed, som aldrig kan blive til noget

Min gode veninde er lige blevet gift. Hun lever i et helt åbent forhold. Gæsterne til brylluppet var nuværende eller ­tidligere elskere. Hun mener ikke, man kan eje hinanden, og at kærlighed skal flyde frit. Hun forelsker sig igen og igen, men vil dele hjem med sin lige så åbne mand. "Jeg elsker dem alle", siger hun.

Engang prøvede jeg selv at være den tredje. Jeg faldt for en gammel bekendt, og vi var sammen en nat. Han var i et åbent forhold. Han kaldte sin kæreste for "sin primære", og jeg kunne så være sekundær en tid. Jeg aflyste vores andet stævnemøde. Jeg stemplede ud på grund af snakken. Der var alt for mange forestillinger om, hvordan det skulle være, hvad det skulle være, og hvad det ikke var. Der var ikke plads til drømme, og jeg kan ikke skille sex og drømme. Sex giver mig lyst til at drikke hvidvin, se solnedgange og sludre, og det var, som om jeg kun skulle være der halvt. I det åbne forhold er der aftaler. Den utro bryder dem.

Da DR-journalisten Adam Holm ­fortalte om sin utroskab til DR's P1 i november, blev han på Facebook kaldt et karaktersvagt menneske med dårlig moral. Utro er det modsatte af tro. Den onde og den gode, men Adam Holm elsker ­formentlig ikke sin kone mindre, end min kæreste ­elsker mig.

Min medsvorne i det serielle monogami siger, at hele hans seksualitet bliver kastet over i den kvinde, han er kæreste med. Engang var det en anden, nu er det mig. Ingen af os har nogensinde været ­nogen utro, men måske er det Adam Holm, som får den livslange partner? Måske når kærligheden at blive dyb over tid, dybere end den kan blive i det serielle, omskiftelige monogami?

Når jeg spørger min kæreste, hvad så om 10, 15, 20 år – "er vi også kun hinandens der?", er svaret ja. Monogamiet er også hans kærlighedserklæring.

Efter tatar og croque madame lavede min frokost-rendezvous og jeg en toptre over det dummeste, vi havde gjort. Jeg huskede desperationen fra dengang, jeg ville et forhold, han ikke havde lyst til, og min toptre pegede ind i dét følelseshav. Jeg kæmpede givetvis mere for monogamiet end for kærligheden.
Kærligheden har jeg nu, men vil jeg være med til at slå den ihjel, fordi jeg desværre er monogam, serielt monogam? 

LÆS OGSÅ: Anni har både en mand og en kæreste: ”Det er forskellige behov, de opfylder hos mig”

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du bør genoverveje dit parforhold

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: “Dette er det tætteste, vi kommer et bevis på fænomenet “evig kærlighed””

Ea Ørum

35 år, historiker og journalist med speciale i kærlighed og seksualitet. Bor på Østerbro med sin kæreste.

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Ea Ørum, Klumme, Kærlighed og Utroskab