Iben Maria Zeuthen
Foto: Peter Nørby

Iben Maria Zeuthen: “Dette er det tætteste, vi kommer et bevis på fænomenet “evig kærlighed””

Iben Maria Zeuthen: “Dette er det tætteste, vi kommer et bevis på fænomenet “evig kærlighed””

Iben Maria Zeuthen om den evige kærlighed.

Jeg er en af dem, der altid har været bange for at dø.

Og ligesom de fleste er jeg også bange for det, der kommer før døden: alderdommen. Alderdommen kan synes synonymt med at være ensom og udfaset.

En dag fik jeg en erkendelse, der ­ramte mig som en mavepuster. Det var en af de oplevelser, hvor man sidder i sofaen og bliver rørt til tårer. Hvor der pludselig bliver løsnet et eller andet indvendigt, inde i hjertet og inde bag øjnene.

Den amerikanske sangskriver Leonard Cohens norske muse, Marianne Ihlen, døde. Hun havde leukæmi og lå terminalt syg, men på sit dødsleje modtog hun et brev fra Leonard: "Jeg tror, jeg snart følger dig, og du skal vide, at jeg er så tæt bag dig, at hvis du rækker din hånd ud, så tror jeg, du kan nå min."

Historien mellem Marianne og Leonard er så utrolig smuk. Hun, en ydmyg, indadvendt, forladt, enlig mor til en dreng på seks måneder, kurtiseres på den mest poetiske og stædige måde, jeg nogensinde har hørt om. De mødtes, i en kærlighedsfokuseret tid, på den græske ø Hydra, og Leonard kørte senere hende og hendes søn hele vejen i sin bil fra Grækenland til Norge, hvor hun senere modtog et telegram: "Jeg har et hus. Alt, hvad jeg har brug for, er min kæreste og hendes søn."

Tiden gik og livet gik, og Marianne og Leonard endte med at leve størstedelen af livet hver for sig. Men de fulgtes ad i tankerne. Og selv her til sidst var han med hende. Han glemte hende ikke, og hun glemte aldrig ham.

Vi, der er unge, er dumme nok til at tro, at forelskelse er noget, der hører ungdommen til. Og de fleste af os kender ordsproget: "Vi fødes alene og vi dør alene". Men det passer så ikke helt. For størst af alt er kærligheden. Større end jordiske begivenheder som tid, fødsel, død og alderdom. Leonards brev er, for mig at se, det tætteste, vi kommer på et bevis på fænomenet "evig kærlighed". Kærligheden, legenden, fortællingen, vidnesbyrdet om svundne tider og brevet rørte mig dybt, blandt andet fordi det minder mig om, at vi hele livet igennem kan være heldige at møde eller opretholde forelskelsen og sværmeriet.

Men også tanken om at blive husket, selvom man er svundet ind og med tiden død, rørte mig: For hvad vil jeg egentlig huskes for? At jeg var ambitiøs? At jeg huskede at spise sundt? Eller at jeg gav mig selv hen til en intens forelskelse, der mundede ud i en af de smukkeste kærlighedssange, der nogensinde er skrevet? Sangen "So long Marianne" var Cohens hymne til Marianne. Tænk at være hovedpersonen i en udødelig kærlighedssang. Som kvinde kunne jeg ikke ønske mig mere.

Jeg sidder der i sofaen og røres til tårer. For vist er Marianne afgået ved døden, men Leonards sang til hende har gjort hende udødelig. Kærligheden og hendes ungdoms skønhed varer evigt, idet den er foreviget i en sang, som er overleveret i generationer. Om evighed vidner ligeledes hans ord, der nåede hende på dødslejet. Det billede, han gav af, at han går efter hende, og de strækker hænderne for at nå hinanden. Let til bens, ikke længere mærkede af alderdommens spor.

Hvis jeg skal sætte ord på de tårer, der randt, er det håbet om, at den store kærlighed kan udødeliggøre. Og erkendelse af, at man ikke behøver være ensom, når man forlader denne verden. Og pludselig er jeg i et splitsekund ikke bange for at dø.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

LÆS OGSÅ: Annegrethe Rasmussen om den uafsluttede kærlighed, som aldrig kan blive til noget

LÆS OGSÅ: Klumme: Mindet om den store teenage-forelskelse

Iben Maria Zeuthen

31 år, redaktør og vært på Det næste kapitel og på Radio 24syv. Bor med mand og søn i København.

Se, hvad vi ellers skriver om: Iben Maria Zeuthen, Klumme, Kærlighed og Parforhold