GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Josefine Klougart fortæller om sit manglende temperament
Foto: Sofie Amalie Klougart Josefine Klougart fortæller om sit manglende temperament

Josefine Klougart

Josefine Klougart om at være følsom: "Det er som at gå på gløder"

Forfatter Josefine Klougart om mødet med litteraturen, om en knækket fortand og om hundehvalpen Mollys dynedans.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
– Mit møde med litteraturen. Jeg ser litteratur som grundforskning i, hvad det vil sige at være menneske, og den giver adgang til en helt ny måde at tænke og erkende på. Litteraturen kan være omstyrtende og revolutionær, fordi den blotlægger noget ved verden og ved menneskelivet, du ikke kendte til, eller måske bare anede konturerne af. At læse bøger af forfattere som Virginia Woolf, William Faulkner, Marguerite Duras og Tove Ditlevsen har været skelsættende begivenheder for mig.

Hvem har gjort særligt indtryk på dig og hvorfor?
– Jeg så et af medlemmerne af Pussy Riot på en litteraturfestival i Lillehammer for nylig. De er nogle kvinder, der virkelig gør en forskel og sætter meget på spil og kæmper en kamp af stor betydning for menneskerettigheder og ytringsfrihed. De er vores tids måske bedste eksempel på individer og små grupperingers potentiale for at skabe bevægelse og sætte en dagsorden i et samfund.

Hvad kan få dig til at grine?
– Min lille ni uger gamle hundehvalp er ultimativt den, jeg griner mest ad for tiden. Den er uhørt begejstret over alting. Alene det, at jeg vågner om morgenen, gør den tilsyneladende lykkelig, og de moves, det udløser i dynerne, er ret morsomme – selv klokken 6.15.

Hvordan tror du, at andre ser dig?
– Forhåbentlig har de et komplekst billede af mig, for som alle andre mennesker er jeg et løst bundet sammenrend af modsatrettede følelser og karaktertræk – indbyrdes uforenelige interesser og drømme. Jeg tror grundlæggende, at mange oplever mig som et ret følsomt menneske med masser af hård hud på fødderne. Det er som at gå på gløder, hvis man er bevidst om sin egen følsomhed og den styrke, der også ligger i det. Så kan man faktisk klare ret meget.

Hvordan håndterer man bedst vrede?
– Jeg er ikke ekspert på området, for jeg har ikke så meget vrede i mig. Desværre. Eller måske har jeg, men den slår meget hurtigt over i noget andet: Sorg, frygt, vemod eller forurettelse. Den rene vrede er smuk, fordi den ikke er manipulerende. Det er først, når vrede forskyder sig over i noget andet, at den bliver rigtig farlig. Ren vrede er kortvarig og kan tilgives. Forurettelse og hævngerrighed æder mennesker op.

Hvad er dit mest mindeværdige barndomsminde?
– Jeg har aldrig glemt dengang, jeg faldt på en trappe til en vandrutsjebane. Jeg var syv år og knækkede min nye blivende fortand. Noget af det fantastiske ved at skrive er, at det meste af det, du er ude for i livet, på et eller andet tidspunkt vender tilbage til dig. Og når det så melder sig på banen igen – måske mange år senere – kan du sommetider finde en form for skønhed eller betydning i selv de oplevelser, der dengang virkede håbløst forfærdelige. Men denne her oplevelse tænker jeg nu stadig tilbage på som
ret skidt.

Hvis du kunne vælge frit (levende, døde, kendte som ukendte), hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?
– Jeg ville gerne drikke en kop te med min store heltinde Virginia Woolf. Hendes værker betyder så meget for mig. Hun udvidede min forståelse for litteraturen og sprogets potentiale for at skabe ny erkendelse.

LÆS OGSÅ: Tina Dickow "Drømmen om den eneste ene har hele tiden været der"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview