"Jeg blev del af en voksenverden for tidligt. Sneget med på natklubber med alkohol i glasset"

0-10 år (1964-1974): Broget barndom

"Som barn kender du kun til det liv og den verden, du vokser op i. Der er ikke noget mærkeligt eller anderledes ved den. Det er bare sådan, det er. Det er først, når du som voksen ser tilbage, at du forstår, at den barndom du fik, ikke var helt som andres. Min mor var 19, da hun fødte mig, og i de første seks år af mit liv boede jeg hos min mormor.

Da hun døde, flyttede jeg hjem til min mor sammen med min 15-årige moster. Og så boede vi os tre sammen i en lejlighed i Albertslund i en slags purungt kvindefælleskab. Det var noget af en præstation af min mor, der pludselig havde ansvar for sin datter, sin lillesøster og sig selv, og jeg fortænker hende ikke det mindste i, at hun siden ledte efter sin egen forsvundne ungdom i et af tidens mange kollektiver.

Jeg flagrede ud og ind af det her store, fantastiske og vilde hus i Taastrup, hvor børnene tilhørte alle og derfor i virkeligheden ikke tilhørte nogen. Men jeg havde det grundlæggende godt og fandt en form for ro hos pottemageren Peter, der havde værelse i kælderen.

Det var en broget, men kærlig barndom. Og det var ikke de voksne i den, men de andre børn, der fik den til at gå af led. Jeg blev mobbet helt forfærdeligt i skolen. Der var ingen årsager til det. Og det er der i øvrigt aldrig. Det handler ikke om den, der bliver mobbet, men om den kultur, mobningen vokser frem og trives i. Det var en systematisk ekskludering, som jeg var fuldstændig magtesløs overfor.

Jeg havde en vidunderlig lærerinde, som så mig og satte pris på min videbegærlighed og min interesse for at skrive. Hun var en engel i mit liv og mit store idol. En kvinde, der forstod sig på klassisk dannelse og bragte højskolesangbogen ind i hippie-tidens klasselokaler med rundkredsundervisning, filtæpper på gulvet og asbest i loftet.

Hun forsøgte at hjælpe mig, men tiden var en anden, der blev ikke for alvor grebet ind overfor mobning dengang. Og så finder sådan nogle børn altid en vej. Der findes altid et hjørne af en gymnastiksal eller en krog i en skolegård, som de voksne ikke ser. Og der har de frit spil."

10-20 år (1974-1984): Lisbet Dahls hummerøje

"Min mor arbejdede som kostumier, så teatret har altid været en del af mit liv. Jeg gik til dans og jeg sang. Og fra jeg var helt lille, kørte min onkel Ole os til forskellige forestillinger. Billetterne fik vi billigt gennem skole-arte-ordningen. Måske var det derfor, det ikke føltes så vildt, da jeg som 15-årig blev engageret af Holstebro Revyen og pludselig stod på scenen sammen med voksne erfarne skuespillere.

Da jeg siden selv stod med en 15-årig datter, slog det mig imidlertid, at det var vildt, meget vildt! Teateret er meget rummeligt. Og det havde jeg brug for efter i årevis at have følt mig forkert. Men jeg blev også del af en voksenverden, længe før jeg var klar til det.

Sneget med på natklubber med alkohol i glasset og ind på bagsædet af porscher der kørte ud i natten. Det var mere held end forstand, at det ikke gik galt. Og så skyldtes det måske også det faktum, at Lisbet Dahl altid fulgte mig med et kvart hummerøje, mens jeg var på Holstebro Revyen, og sørgede for, at jeg aldrig for alvor kom galt afsted.

Uanset, så føler jeg, at jeg begyndte at gå, før jeg kunne kravle. At jeg var lidt for afklædt og lidt for udsat i en for tidlig alder. At jeg foregav at være noget, jeg endnu slet ikke var. Jeg kunne godt have undet mit yngre jeg en lidt længere barndom. At jeg havde fået lov at blive i min egentlige alder lidt længere.

Alligevel elskede jeg jo at stå på scenen. Eller måske elskede jeg i virkeligheden endnu mere at være en del af alt det, der foregik bag scenen. I maskinrummet hvor historierne og karaktererne bliver til og tager form. Det var magisk for mig, og jeg vidste, at det var der, jeg ville være. At jeg ville være skuespiller."

20-30 år (1984-1994): Gamle røvhuller og hvid brud

"Jeg turde ikke søge ind på skuespillerskolen. Jeg tror, jeg var bange for at få et afslag. Og så var jeg alligevel engageret hele tiden, så hvorfor skulle jeg? Da jeg en sommer pludselig blev droppet fra en stor rolle på Det Ny Teater, hvor de gamle røvhuller havde hyret mig på grund af mit kønne ansigt og ikke havde taget højde for, at min stemme endnu ikke var klar til så stort et sangparti, blev jeg imidlertid enig med mig selv om at søge ind på skolen. Jeg ville ikke stå i den situation igen. Jeg havde brug for fodfæste i min faglighed og en form for blåstempling.

Det blev en magisk tid. Vi var et fantastisk hold, som løftede hinanden. Og som også sidenhen har udgjort en form for teaterfamilie og netværk for mig. På mange måder var det i de år, jeg indhentede mig selv. Og blev det voksne menneske, jeg i flere år bare havde ladet som om, jeg var.

Jeg mødte Niels (Olsen, red.), mens jeg endnu gik på studiet. Niels har engang sagt i et interview, at det ikke var kærlighed ved første blik. Men det var det for mig! Det føltes anderledes end noget, jeg nogensinde tidligere havde oplevet. Jeg var aldrig lykkedes med at have et længere forhold, før jeg mødte Niels og var faktisk blevet helt i tvivl, om det var noget, jeg var i stand til. Men med ham var det som om, der var så meget mere at tale om imellem os.

Som om vi begyndte en samtale, der aldrig rigtig løb ud. Vi giftede os en junidag i 1992. Efter alle kunstens regler. Hvid brudekjole, smuk buket, en kage i flere lag. Det traditionelle bryllup fik en renæssance i 1990’erne. Det var vel en form for modtræk til de strømninger, der havde gjort op med konventioner og traditioner i 60’erne og 70’erne.

Jeg tror, vi havde behov for at manifestere en tro på, at noget kunne være for evigt. Også selvom vi selvfølgelig godt vidste, at det ikke nødvendigvis ville blive sådan. Men vi havde brug for at sige det højt. For så var det sådan, det var."

30-40 år (1994-2004): At blive mor – og fri af smerten

"Jeg oplevede aldrig det der biologiske ur, der bare tikker afsted. Jeg blev aldrig skruk. Faktisk tror jeg ikke, jeg nogensinde havde holdt en baby, før jeg stod med min egen datter i armene. Længslen opstod bare ikke i mig naturligt. Det gik op for mig, at hvis jeg skulle have et barn, så skulle jeg rent faktisk tage en beslutning. Der ville ikke komme nogen og trylle mig klar.

Da Rosa så kom, var det bare fantastisk. Det er så banalt, men det er jo en enorm kærlighed og lykke. Et lille menneske, som vokser frem og bliver helt sin egen lige der for øjnene af en. Jeg nød sådan at lære hende at kende. Det her kloge, sjove, kærlige og diskussionslystne barn. Hun kunne sætte mig fuldstændig til vægs. Og jeg følte mig bare så helt vild heldig over, at hun var min. Det gør jeg stadig.

Det var også i de år, jeg begyndte at forlige mig med, at min egen far aldrig ville få den rolle i mit liv, som jeg havde håbet på. Jeg mødte ham første gang som 18-årig. Et mærkeligt, lidt akavet møde. Og siden dukkede han sporadisk op gennem mit voksenliv. Jeg kunne bare aldrig komme fri af en følelse af, at han kun var en del af mit liv, når der var noget at være stolt af eller sole sig i.

Han var aldrig rigtigt interesseret i, hvem jeg var, men mere i hvad jeg kunne præstere. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, og det blev for smertefuldt. Rosa havde et helt anderledes, rent og ukompliceret forhold til ham. Hun holdt faktisk af sin morfar. Og det er der en form for forsoning i, selvom jeg aldrig selv forsonede mig med ham. Jeg har brugt meget tid og meget terapi på at gøre mig fri af den relation og den smerte, der fulgte med. Det synes jeg, man skylder sig selv. Og den næste generation."

40-50 år (2004-2014): Mere på spil

"Jeg har altid holdt meget af karakterarbejdet og udviklingen af forestillinger. Alt det der foregår før præmieren. Og jeg har ved gud været en pind i røven på en del instruktører, fordi jeg altid har været fuld af idéer, forslag og justeringer. Alligevel vidste jeg faktisk ikke, at jeg havde lyst til at instruere, før Lisbet Dahl inviterede mig til at medinstruere en farce på Privat Teatret. Det virkede trygt at kunne være en form for føl og kigge hende over skulderen, og da jeg først kom i gang, føltes det jo bare helt rigtigt.

Jeg har altid elsket skuespillet, men der er alligevel mere på spil for mig som instruktør. Jeg føler en enorm stolthed over et værk, fordi det i sidste ende er mig, der er ansvarlig for det og for at sende det ud i verden. Som var det et barn. Jeg har skulle finde nogle nye balancer. En balance mellem at give skuespillerne fri og styre dem i den retning, jeg ser for mig. Og så arbejder jeg jo meget sammen med Niels. Vi arbejder rigtigt godt sammen. Og bruger hinanden.

Jeg kan læse med, når han arbejder som tekstforfatter. Og han kan komme med input til mit instruktørarbejde. Fordi vi deler fag og kender hinanden så godt. Men det er klart, at der også skal være en ekstra opmærksomhed på, at vi skal fungere i en arbejdsrelation og parkere det, der er privat derhjemme. Det er også en balance, der skal rammes. Jeg synes selv, at vi rammer den godt. Jeg har ingen problemer med at være min mands chef.

Og jeg kan i det hele taget godt lide rollen som chef. I en verden hvor kvindelige skuespillere desværre ofte oplever, at der kommer færre roller efter de 40, har det at blive instruktør givet mig en rolle, hvor jeg selv har mulighed for at tage styring. Og hvor min værdi ikke falder, men nok snarere stiger med alderen."

50- år (2014- ): En tom rede og et nyt kapitel

"Vi flyttede fra vores datters barndomshjem, da hun flyttede hjemmefra. Og det var helt perfekt timing. Det er jo ikke uden en vis bæven, at man ser frem til, at ens barn flyver fra reden og efterlader en i tosomhed. Og et stort tomt hus. Vi havde boet i vores 340 kvadratmeter store hus i Skovshoved i over 20 år.

Og selvom det var svært og meget følelsesladet at flytte fra et hjem, man i bogstavelig forstand har bygget op sammen – jeg kan virkelig noget med en fugepistol og en rystepudser – så var det det helt rigtige at gøre. Vi fik kun et par måneder i de rungende tomme haller. Så begyndte vi selv et nyt kapitel. I byen. Hvor vi kan cykle rundt til alting. Eller bare spadsere. Og hvor kulturlivet findes lige udenfor døren.

Det passer os enormt godt. Jeg tror, de fleste har brug for at løfte blikket midt i livet og se på, hvad det er for en vej, man nu vil gå. Ikke at man nødvendigvis skal tage radikale valg. Jeg tror grundlæggende på, at meget alligevel allerede er bestemt af universet. Og at der er en dybere mening med det hele. Men bare fordi alt allerede er fastlagt, betyder det jo ikke, at du ikke skal gøre dig umage. Med alt det du ønsker dig af livet. Og ikke mindst dem, du ønsker at dele det med."