Kære brevkasse: Kan jeg tillade mig at "slå op" med min veninde?

Hjemmets brevkasse

Jeg er en kvinde i midt 50’erne, lykkeligt gift og med nu voksne børn. Min mand og jeg har det dejligt sammen, vi har begge gode jobs, masser af fritidsinteresser, gode familier og venner. Så vi har det godt og nok at se til.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Hvorfor kan jeg ikke forlige mig med min elskede mors død?

Jeg har en veninde, som jeg har haft, siden jeg var omkring de 17 år. Vi har i årenes løb holdt kontakten mere eller mindre stabilt. Jeg opfattede tidligere min veninde som meget livsglad, men det har desværre ændret sig.

Hun blev for to år siden skilt for anden gang. Vi havde ikke set hinanden så meget i de seneste år, men i tiden efter skilsmissen opsøgte hun mig, vi kom tættere på hinanden, og jeg blev, indrømmet, lidt forskrækket over, hvor ensom hun var blevet. Desværre blev jeg også opmærksom på, hvordan hun var vred på de fleste mennesker og slet ikke kunne se sin egen andel i sin skilsmisse – hendes mand havde forladt hende, bl.a. fordi han ikke kunne holde hendes humørsyge ud.

Mit problem er, at det kan jeg efterhånden heller ikke. Hun ringer stadigvæk mindst et par gange om ugen og vil hele tiden ses. Som nævnt har jeg selv et travlt liv, og vores venskab giver mig ikke det samme, som det gjorde engang, nu hun er så negativ og sortseende. Min mand mener, at jeg skal droppe hende helt, men hvordan? Og kan jeg tillade mig det, selvom det er det, jeg har mest lyst til?

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Min veninde har stadig ikke betalt sin gæld til mig

Vibeke Dorph svarer

Nu er venskab efter min mening ikke sådan et tag-selv-bord, hvor man bare kan tage, det man kan bruge, og så ellers smide resten væk. Venskab er for mig præcis som i et ægteskab, hvor ordene om at holde sammen i medgang og modgang gælder. For en af hjørnestenene i et venskab er da netop, at man kan stole og regne med hinanden, da især når man er hårdt ramt af livet. Hvis ens venner kun gad en, når man var ovenpå og glad, hvad ville venskabet så være værd? I mine øjne: ingenting.

Nu er en god ven også sådan en, der tør fortælle én sandheden. For en god ven er aldrig ligeglad, han eller hun vil altid én det bedste.

Du beskriver din kriseramte veninde som en, der ikke ser på sin egen del af ansvaret for sin skilsmisse, og som en, der er vred på verden. I stedet for bare at lægge et træt øre til hendes gentagne beklagelser for dernæst at gå hjem og bagtale hende over for din mand, så burde du på en venlig måde konfrontere hende med dine iagttagelser: At hun virker vred, og at hun aldrig kommer videre med sit liv, hvis ikke hun påtager sig et ansvar for de ting, der går galt i det.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Jeg er blevet bange for at møde kærligheden

Så nej, jeg synes bestemt ikke, at du skal slå op med din veninde, jeg synes tværtimod, at du skal investere lidt mere af dig selv i jeres venskab. For det kan blive givende for jer begge to på den lange bane og som sagt før; gamle venner kan man aldrig få nye af, så dem skal man passe på.