Vibeke Dorphs brevkasse
SPONSORERET indhold

Brevkasse: Jeg kan ikke holde min kærestes bror ud. Hvad gør jeg?

Min mand har inviteret hans bror med på ferie, men jeg orker simpelthen ikke min grove svoger. Hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
22. sep. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Hjemmet brevkasse

Jeg er 52 år, og mødte sidste år en dejlig mand på et højskoleophold. Han er et år ældre end jeg, og vi har så mange ting til fælles samtidig med, at han har interesser, jeg også er begyndt at interessere mig for.

Min kæreste har et tæt forhold til sin bror og svigerinde, men jeg er ikke så begejstret for hans bror. Han har en temmelig plat humor, altid med nogle grove, mandschauvinistiske undertoner. Alle synes, han er så sjov – bare ikke mig.

I sidste måned foreslog min kæreste, at vi tog en tur til Ebeltoft og holdt en uges ferie sammen. Jeg syntes, det var en pragtfuld idé og sagde omgående ja. Jeg har glædet mig, indtil min kæreste kom hjem til mig og fortalte mig den „glædelige" nyhed, at hans bror og svigerinde havde besluttet sig for at møde os i Ebeltoft og tilbringe noget af ferien med sammen med os.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Vi klarer ikke en ferie med vennernes forkælede datter.

Det ødelagde fuldstændig min ferieglæde. Jeg kan ganske enkelt ikke holde min primitive og grove „svoger" ud, som kun bliver dummere at høre på, når han får noget indenbords, hvilket sker lidt for tit efter min smag.

Lige nu gruer jeg mest for ferien, men jeg vil ikke sige til min kæreste, at jeg ikke kan lide hans familie, jeg orker bare heller ikke tanken om at skulle stå denne pine igennem. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph svarer

Nu er det sådan med familier, at dem vælger man ikke selv. Det gælder både ens egen, men da også ens partners.

Det kan være lidt belastende, fordi man dermed er tvunget til at omgås nogle mennesker, man ikke selv har valgt. På den andens side er der også noget sundt i, at man tvinges til samvær med folk, man måske ikke selv ville have søgt selskab med. Det være sig en emsig svigermor, en underlig fætter eller den i dit tilfælde, den lovlig joviale svoger.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Vores ferie er truet af ubudne gæster, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre

Og nej, han kan måske ikke lære dig så meget andet end dårlige og smålumre vittigheder, men du kan så til gengæld lære noget om at være rummelig og overbærende over for et menneske, som ham, du elsker, sætter så højt. Kort sagt: Du må lægge dine fordomme på hylden og få det bedste ud af situationen for din kærestes skyld.

Når det er sagt, har din kæreste også lidt at lære her. For det ville have været smart, hvis han havde talt med dig, før han sagde ja tak til at dele jeres romantiske dage i Ebeltoft med sin bror og svigerinde.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Hvad stiller jeg op med min kedelige mand?

Det kan du godt få sagt til ham på en pæn måde og ad den vej sikre dig, at broderen og svigerinden ikke ender med at tilbringe hele ferien med jer. Hold dig fra at dele din mening om broderen med din kæreste, sig i stedet, at du sådan havde glædet dig til, at I to skulle være sammen på jeres romantiske ferie, og at du derfor godt kunne tænke dig at vide, hvor mange dage, du har ham for dig selv.

På den måde kan du sikre dig, at hele din ferie ikke bliver i selskab med din kulørte svoger, der måske viser sig at være sødere og klogere, end du har oplevet ham indtil nu.

Anbefalet til dig