Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Stephanie Caruana

Stephanie Caruana: Kan man egentligt have en 7/7-ordning på kæresteri?

Kan man egentligt have en 7/7-ordning på kæresteri?

Hånden på dit bankende hjerte - gider du egentligt kærligheden, eller nyder du friheden, flirten og fjolletheden ved at finde ud af, hvad det hele handler om?

KLUMME: Nå, nå. To-tre klummer om andre ting, og så fluks tilbage til kærligheden, den fedtede og fjollede fidus. Altså, den har det jo med at komme snigende, den tager alle mulige former, den kærlighed. Og nu står den her så igen, og jeg ser på den og skal finde ud af, hvad jeg stiller op med den.

Jeg har datet, elsket, mistet, været gift, blevet skilt og søgt nye veje for mig selv de sidste tre år (og før det, bevares). For hvorfor skulle en ny tosomhed være den eneste ene måde at være i forhold på? Jeg har på den ene side slet skjult mistro overfor folk, der har været alene længe (og virker lidt sære, som om de ikke har plads i deres liv til en kæreste) - og på den anden side også en hovedrysten overfor folk, der ikke bestiller andet end at være i forhold. Vi kender alle nogen, der lever et liv, hvor de aldrig levner plads til at kunne møde nogen eller lever så drengerøvsagtigt m/k, at man tænker, at de ikke virker som typen, der gider et andet menneske tæt på. Og vi har alle en ven eller veninde, som kun er single i to minutter ad gangen, som taler enhver ny (potentiel) kæreste op, fordi de dybest set ikke magter at være alene.

Ikke jeg! Jeg holder virkelig mund med, hvem jeg ser, hvis jeg ser nogen. Mest bare fordi jeg ikke orker andet. I forvejen er jeg pinligt bevidst om, jeg er i forvejen bliver set på som en slags boheme-tøjte, bare fordi jeg gerne taler og skriver om sex. Sandheden er, at jeg OGSÅ er dybt kedelig og ikke nær så eksotisk, som man kunne tro. Jeg vælter mig hverken i mænd eller kvinder, og når klokken ringer til sidste omgang i baren, så er jeg hende, der er blevet lagt mindst an på, og som går alene hjem. Men altså, naturligvis ser jeg folk. Selvfølgelig flirter jeg.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

For samtidig har jeg måttet erkende, at jeg jo selv gerne ville i en eller anden form for havn igen. At det både føltes ufatteligt fjollet at gå på den ene date efter den anden, ikke forvente noget, have en sjov aften (og måske fornemmelsen af, at det nok ikke ville blive den store kærlighed), og at det også føltes en kende skuffende. Både over at andre tror, de kan vurdere, hvem man er efter en kop kaffe og en gåtur. Det kan jeg ikke, jeg kan kun mærke, om jeg stadig er nysgerrig efter at lære folk bedre at kende, og det er jeg som regel. Jeg er nysgerrig af natur.

Anyways. Mit liv leves med og uden børn. Alt, hvad der hedder romantik, sex og aftaler ligger i den ene uge, alt hvad der hedder Disney, spaghetti bolognese, skænderier om lektier, hygge med krea-projekter i den anden. Flirt bliver der skruet ned for i ungernes uge, det passer bare ikke sammen.

Men kan man egentligt have en 7/7-ordning på kæresteri? Er der nogen, der kan holde til det? Eller er man nødt til at gå all-in? For hvis jeg skal være helt ærlig, så passer det mig godt at dele tingene op. Jeg har ikke just mødt dem i de sidste tre år, der fik travlt med at skabe en ny familie med mig, eller dem, som for alvor interesserer sig for mit liv hveranden uge (jo, jeg mødte en, men jeg var for forelsket i ham-jeg-ikke-vil-klumme-om til, at det kunne fungere). Mine børns far har samme issues med dem, han møder. De vil have 7/7-voksentid. Og egentlig passer det mig jo, at give den fuld skrue med mine egne projekter, mit slæng, mine planer eller mangel på samme, spontanitet og så en uge, der er skemalagt efter børnenes rytmer.

LÆS OGSÅ: Annegrethe Rasmussen om den uafsluttede kærlighed, som aldrig kan blive til noget

Så er jeg måske blevet en af dem? De der singler, der ikke rigtigt kan gøre plads til andre i deres liv længere? Eller er bare jeg blevet mere ligeglad med, hvad det kaldes?
 For nyligt var jeg til en middag, hvor jeg endte med at høre mange artige historier om dating-apps og erobringer fra to mænd, der mente, at jeg kunne vælge og vrage mellem Tinder-mænd, hvis jeg ville. Og jeg smilede til deres meget dejlige kærester, der var yderst tålmodige med dem og hørte mig selv sige, at jeg var lidt ligeglad. At jeg var holdt op med at føle mig desperat og ikke længere troede på dates som sådan. Det betyder ikke, at jeg ikke vil drikke et glas vin med en mand, eller ikke kan se mig selv med en kæreste, men bare, at jeg tror ikke, at det glas vin fører til noget andet og mere end et møde med et menneske. Kæresteri tager længere tid.

Den ene mand konstaterede overrasket, at ja, jeg virkede faktisk utroligt lidt desperat. Og han havde ret. Jeg skriver på en ny roman, og jeg er ved at blive afklaret med, hvad jeg skal leve af. Jeg er kommet mig over knudemænd og krav og skriveblokeringer. Mine børn trives.

Og jeg har flirtet og set en god mand. Jeg har været meget bevidst om, at vi begge har brugt hinanden til omsorg og sex, men det har føltes så nemt, at det bare ligesom har kørt, siden jeg tog hjem til mig selv iført den gallakjole, jeg havde taget på en 18 timer tidligere, inden vi mødtes til en middag før en prisuddeling. Sandsynligvis min mest glamourøse 'walk of pride' indtil nu. Det var ikke en date, vi havde jo begge knuste hjerter. Tænkte jeg. Men så kyssede han mig. Grundigt og godt. Vi kalder os ikke kærester, og han luftede det fornyligt. At han gerne ville mere end lige klemmes ind (så at sige) mellem mine aftaler hveranden uge. Han vil gerne møde mine børn og ikke være hemmelig. Det tygger jeg lige på. Det er meget ansvar.

LÆS OGSÅ: Klumme: Mindet om den store teenage-forelskelse

LÆS OGSÅ: Jeg er ikke din seksuelle revolution

LÆS OGSÅ: Tiden er din egen, dame

Se, hvad vi ellers skriver om: Stephanie Caruana, Klumme, Parforhold og Kærlighed