Klumme: Mindet om den store teenage-forelskelse

Forleden skete der noget overraskende: Jeg fandt en mand på ­Facebook, som jeg med jævne mellemrum har ledt efter på internettet, men som syntes at være sunket i jorden.

Første gang, jeg ledte efter ham, må have været i internettets barndom for 20 år siden. Det fik jeg imidlertid intet ud af, og jeg havde slået mig til tåls med, at han måtte tilhøre den sjældne gruppe af ­mennesker, der ikke havde en online-tilværelse. Men bum! Pludselig var han der så alligevel. Min skuffelse over, at manden i dag forhandler moderne toiletter af den japanske slags – verdens mest højteknologiske og selvskyllende tilsyneladende – var betydelig, om end jeg skældte mig selv ud over følelsen.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet mig, måske noget lidt mere romantisk, for den genfundne er lig med den mand, som jeg spildte hele tre år af mit liv på at være smaskhamrende vild med, fra jeg var 13 til 16 år gammel. Han var to år ældre.

Jeg ridsede et stort "O" ind i min venstre underarm, thi den udkårnes navn startede med dette bogstav – arret kan jeg skimte endnu. Jeg tilbragte så mange eftermiddagstimer som muligt med at spejde efter den gule styrthjelm, som han trykkede ned over de sorte krøller, når han efter skole kørte hjem på sin Puch Maxi. Og jeg sneg mig ind og så på, når han som en del af min landsbys herrehold i håndbold spillede i min barndoms sønderjyske håndboldhal. Jeg spillede også selv, men som to år yngre, uinteressant pige med briller og museblond frisure a la rullegardiner på en kedelig dag, var det småt med beundrerne, kan jeg røbe.

LÆS OGSÅ: Jeg var langt ude. Jeg var ved at miste det hele

Jeg husker disse år som en lang venten. Og jeg var ikke alene, for den udvalgte var min folkeskoles mest populære og efterstræbte ungersvend, og han havde et enormt forbrug af unge damer, der blot gjorde ham endnu mere eftertragtet, en mekanisme, som fortsat eksisterer: De unge mænd er for seje og cool, mens de piger, som de er sammen med, er "klamme" eller "billige". Ja faktisk – til min sorg – virker det, som om det decideret er gået den forkerte vej, for hvis man tjekker de mange sociale medier, som nutidens ­teenagere benytter sig af, virker det, som om lige den triste mekanisme og ­kønsforskel er endnu mere udbredt i dag.

Nuvel – en enkelt gang kom jeg imidlertid i nærkontakt med genstanden for min ­beundring. Denne ene gang varede i omkring 15 minutter, og der var ikke tale om andet end, at jeg nådigst fik lov til at udføre, hvad man i et pænt kvindeblad kan kalde en seksuel engangsservice, som ikke var gengældt så at sige. Dagen efter erklærede den 17-årige ungersvend til gud og hvermand, at han intet kunne huske og måtte have været mere fuld, end godt var, eftersom jeg var både grim og uinteressant.

Det gjorde ubegribeligt nok ikke min ­fascination mindre, men så fik jeg ­heldigvis andre interesser, da jeg kom i 2. g og begyndte at lave politisk arbejde i det store København.

Jeg har ingen planer om at søge om digitalt venskab med den – så vidt jeg kan se på Facebook – fraskilte, men i dag ­samlevende far til et par drenge, og spørge ind til, hvordan det går i den tyske ­toiletindustri. Eller om han mon kan huske sin lille, trofaste beundrer. Jeg tænker heller ikke med vemod tilbage på den gule styrthjelm eller latterliggørelsen i skolegården. Faktisk ærgrer det mig en smule at vide, at også dette aspekt af mine teenageår i teorien blot er et klik væk.

For det er værd at skrive sig bag øret, at nogle minder fortjener at forblive netop det: En stadig mere fjern erindring om en landsby i Sønderjylland, hvor der ikke skete det store, og som ikke bliver mere charmende, blot fordi den ligger i ­barndommens land. 

LÆS OGSÅ: Tiden er din egen, dame

LÆS OGSÅ: Jeg er ikke din seksuelle revolution

LÆS OGSÅ: ”Ja, jeg blander mig i fremmede menneskers samtaler”