"Jeg skal ikke være en bonusmor"

Jeg tror ikke, jeg havde mødt Tobias mere end en enkelt gang, før han kaldte mig bonusmor. Det kom som et mindre chok for mig, og jeg husker situationen tydeligt: Vi var i ”sprit ny kæreste-Carstens” lejlighed, og jeg sad inde i stuen, da der blev kaldt fra børneværelset: ”Bonusmoar?” Stilhed. ”BonusMOAR?!” Lidt mere stilhed, indtil det gik op for mig, at det var mig, drengen kaldte på. Han havde en gave til mig, som han havde gemt til den dag, far fik en ny kæreste.

Hjemme hos mor har han en bonusfar, som han elsker højt, og han havde glædet sig til at få en bonusmor på samme måde hos far. Mit hjerte går helt i stå ved tanken om, hvordan jeg ikke har kunnet leve op til den forventning. Det er forfærdeligt at have skuffet et barn på den måde, men jeg var slet ikke klar til at blive nogens bonusmor, og vores omstændigheder har været nogle helt andre, end de var hos hans mor. I dag har Tobias og jeg har haft hinanden i to et halvt år, og det er faktisk først nu, vi er ved at finde hinanden. Han kalder mig ikke længere ”bonusmor”, men Kat, som mine venner gør.

Skuffede forventninger x 2
Når jeg ser tilbage på den første tid, kan jeg godt se, jeg måske var naiv, men midt i al forelskelsen var jeg bare glad og taknemmelig over at have fået endnu et barn ind i mit liv. På det tidspunkt var det kun et år siden, jeg var blevet mor for første gang – med en anden mand – og den kærlighed, jeg var blevet overvældet af, da jeg fik min søn, Jens, glædede jeg mig til at opleve igen med Tobias. Men jeg har været meget skuffet over mig selv som bonusmor til Tobias – jeg har hverken kunnet leve op til mine egne eller hans forventninger. Og hvorfor kunne jeg ikke skabe det nære, tætte bånd til ham, som hans bonusfar kunne? Den kamel har været svær at sluge.

Det var først, da jeg fik Carstens og mit fælles barn, Aske, at Tobias og jeg sådan rigtig blev i familie med hinanden. Og det var først, da jeg gav slip på ønsket om en kernefamilie og accepterede vores sammensatte familiestruktur, at jeg fandt ro til at elske den, som den er.

Svært med færdigt koncept
Det er ikke svært at elske Tobias, men det kan være svært at elske alt det, der følger med, når man får sådan en sprællevende 6-årig dreng ind i sit liv.

Det har været hamrende hårdt for mig at få sådan et færdigt koncept ind i mit liv. Hver gang min egen søn Jens udvikler sig og tager et nyt skridt, er det i forlængelse af et gammelt. Da han startede i børnehaven, var det som forlængelse af hans tid i dagpleje. Men Tobias kom færdig og klar med madpakker, Nintendo, fredagsslik, legeaftaler og længe-oppe i weekenden. Jeg har en enkelt gang kørt Tobias til fodbold, og jeg hadede det, for jeg var slet ikke klar til at være sådan én, der kører nogen til fodbold.

Jo længere, jeg har Tobias i mit liv, desto nemmere bliver det heldigvis at deltage i hans udvikling – den bliver mere og mere en del af min egen udvikling.

Til trods for at vi nu har et langt bedre og mere hjerteligt forhold, end jeg havde turdet drømme om, så er der stadig små ting i dagligdagen, der cementerer distancen mellem os. Jeg bryder mig f.eks. ikke om at dele håndklæde med ham, men har ikke noget problem med at dele med mine egne børn. Tobias har en temmelig høj blufærdighedstærskel, hvilket unægtelig er en anelse besværligt på en kaotisk morgen med tre unger og to voksne, der skal runde badeværelset, inden de kan komme ud af døren. Det har gjort mig bevidst om, at han ser mig nøgen, og selvom jeg i starten ikke havde noget imod det, så bliver det langsomt mere og mere unaturligt for mig. Han er jo ikke min søn, og han bliver altså ældre og ældre. Jeg har stadig til gode at acceptere, at jeg på den måde skal tage hensyn i mit eget hjem.

Tobias har klart kunnet mærke nogle ændringer i sit liv, efter han har fået mig. Jeg tror ikke, han er lige pjattet med dem alle, men jeg håber, at han kan se, jeg har villet ham det godt, når han bliver voksen.

Læs også: 13 myter om opdragelse - hvilken en er du hoppet på?

En patchworkfamilie
Jeg kan næsten ikke få mig til at præsentere os som en sammenbragt familie. Det lyder som en grim diagnose, så da jeg opsnappede begrebet patchworkfamilie, gjorde jeg det straks til mit eget. For det er jo dét, vi skal være: Et smukt, broget, varmt, hyggeligt tæppe af individuelle lapper med hver vores historie. Da vi flyttede sammen, vidste vi jo godt, at vores familie ikke kunne blive en kernefamilie, men ingen af os havde en alternativ skabelon at lægge ned over projektet. Derfor kom vi til at forvente, at vores familie kunne leve op til en kernefamilie-idyl, i stedet for at se på, hvad sådan en familie som vores kan i stedet.

Det er en gigantisk opgave at genopfinde et familiebegreb, for jeg har ikke andet end min barndoms kernefamilie at spejle mig i – men det er nødvendigt. Som de voksne i en patchworkfamilie er vi nødt til selv at forme den skabelon, vores familie skal passe ned i. Vi er nødt til at holde op med at tro, at den nye familie kan være en kernefamilie. Først der kan vi elske den familie, vi er endt i, og dermed også de ekstra børn, vi er blevet velsignet med. For børn ER en velsignelse.

Jaloux på barnet
Jeg troede længe, at når Tobias var her, og han var alene med os voksne, så var det meningen, vi skulle være sammen hele tiden. Jeg har kæmpet mig igennem adskillige børnefilm, hvor jeg har siddet i sofaen sammen med ham og Carsten og følt mig til overs. Jeg sad og blev sur og følte mig udenfor, indtil jeg accepterede, at jeg måske slet ikke skal være med, og at de to også har behov for tosomhed. I stedet bruger jeg tiden på mit tredje barn, mit firma. Mit lille rum i rummet, hvor jeg kan være kreativ og være i min egen verden. Derfor generer det mig ikke længere, når de to laver deres far-søn-boble. I hvert fald ikke så meget, som det gjorde engang.

Carsten og jeg har haft nogle tåbelige diskussioner med overskrifter som ”Madkasse versus staniolmadpakke” og ”Er frikadeller almindelig aftensmad, som man med rimelighed kan forvente, et barn spiser?”

Nu kan jeg jo sagtens se, at det handlede om, at jeg insisterede på at have indflydelse på Tobias’ opdragelse. Det er hamrende svært at bo under tag med et barn, hvis opdragelse man ikke har særlig meget indflydelse på. På et tidspunkt bestemte jeg mig for, at jeg udelukkende ville blande mig, når det var noget, der påvirkede mine egne børn. For eksempel vil jeg ikke have, at de spiser pålægschokolade til morgenmad i hverdagene, men det må Tobias gerne, så kompromiset er blevet, at han spiser sin morgenmad på sengen. På samme måde har Carsten måttet sluge nogle meget store kameler, fordi Jens har sovet i min seng, til han var tre.

Efter jeg har accepteret, at jeg ikke skal være Tobias’ bonusmor, men i højere grad være en god ven, er det meget lettere for mig at elske ham. Jeg elsker ham på den rigtige præmis nu.

En livline til frustrationerne
Når jeg bliver gal på Tobias eller Carsten, handler det ofte om, at jeg er jaloux, men det kan være svært at indse i situationen, og så er det godt at have en livline. Én, man kan ringe til og dampe af hos, så man ikke eksploderer op i hovedet på det sagesløse barn. Jeg har heldigvis en veninde, der også er i en patchworkfamilie, og hun giver mig ikke automatisk ret i alt ud fra ren loyalitet, men kun, når hun mener, jeg faktisk har ret. Hun har nogle gange givet mig den verbale røvfuld, jeg har haft brug for, og hun får lov, fordi hun ved, hvor komplekst det er.

Tobias’ mor gør opgaven dejligt let for mig. Hun har ikke behov for at pisse territoriet af over for mig, og hun har ingen urimelige forventninger om, hvordan jeg skal klare opgaven. Jeg er hende dybt taknemmelig, og desuden kan jeg lide hende som person. Det hele havde måske været meget sværere for mig, hvis jeg dybest set ikke brød mig om hende. Når jeg bliver meget usikker på, om jeg gør det hele godt nok i forhold til Tobias, er hun sød til at fortælle mig, at det gør jeg, og det har en kæmpebetydning for mig. Jeg ved jo, at alle ikke er lige så privilegerede som jeg på den front – og jeg aner ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis mit bonusbarns mor var meget kritisk i forhold til den måde, jeg håndterer opgaven på.

Læs også: Sådan bliver I enige om børneopdragelsen