Michael Robak
SPONSORERET indhold

Kære Robak: “Min mand vil have vores lille datter ud af dobbeltsengen”

Er det på tide, at vores 3-årige datter kommer ud af dobbeltsengen? Læs svaret fra ­Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Af: Michael Robak
27. jan. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Robak,
Min mand og jeg er uenige, så nu spørger vi dig. Sagen er den, at vores 3-årige datter kommer ind i vores dobbeltseng hver nat. Hun vågner typisk efter klokken 12 og kommer stille og roligt ind til os med sin pude.
Jeg synes, det er uproblematisk og faktisk også ret hyggeligt. Men min mand synes efterhånden, at det er irriterende og synes, det er på tide, at hun kommer ud af soveværelset.
Hvad synes du?
PS: Det handler ikke om sex – det klarer vi, inden hun kommer ind til os.
Kærlig hilsen Astas mor

Kære Astas mor,
Jeg synes ligesom du, at ens egne børns åndedræt og ­varme arme og ben er noget af det mest hyggelige, der findes. Og man lever fint med, at både næseryg og ribben får hårde og uforudsete slag, så længe de kommer fra et drømmende barn.
Børn, der ligger fredfyldte og krølhårede på puden er vel rundt regnet, det sødeste syn, man kan komme i tanke om, jeg kan i hvert fald stadig blive helt blød og salig, når jeg ser min datter sove – selvom hun om et øjeblik bliver tretten år (og nej, hun sover ikke inde i min seng). På trods af al den søde og ­forældreromantiske snak, så er jeg dog mest enig med din mand – den søde Asta skal ud af soveværelset. Børn skal som udgangspunkt sove inde i deres egen seng, og hvis din mand synes, det er blevet irriterende med den natlige gæst, så er det på tide at gøre noget ved sagen. Det er også hans nattesøvn og soveværelse, det handler om. Det kommer nok til at tage en uge eller halvanden at få Asta til at forstå sagens alvor, men hun skal jo ud af dobbeltsengen på et tidspunkt, så I kan lige så godt ­komme i gang. God fornøjelse med det.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Skal jeg give min søn en elguitar?”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min søns kæreste er irriterende og har ingen pli”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvordan slipper jeg min rolle som curlingmor?”