Michael Robak: "Hun var gået fra tiltrækkende og begavet samtalepartner til en respektløs kvinde helt uden filter"

For et par dagen siden så jeg direkte ind i et ansigt, der lignede Edvard Munchs maleri "Skriget." Jeg skulle på toilettet på mit arbejde, og en af husets faste håndværkere havde fået samme idé. Han sad med bukserne nede om de tatoverede ben, da jeg brasede ind på det toilet, hvor han var i fuld sving med at tømme sine tarme. Det var selvfølgelig en fejl. Manden havde glemt at låse døren. Hans udtryk var rædselsslagent.

Det ér en meget privat sag at forrette sin nødtørft. Velsagtens den mest private. Man sidder i en ydmygende og forsvarsløs position, og derudover er lugten af ens forehavende heller ikke noget, man har lyst til at dele med andre. Vi går naturligvis alle sammen på toilettet, men de fleste af os gør det i diskret stilhed og uden at involvere andre i det.

Eller sådan burde det være.

Klip til ny scene. For nogle år siden mødtes jeg med en ven, der netop havde gjort det forbi med sin kæreste. Først på aftenen fik jeg hans loyale, men lidt vage forklaringer på bruddet. Jeg nikkede og istemte med de rette medfølende lyde og spurgte til detaljerne. Det sidste afstedkom et mere og mere flakkende blik. Der var noget, han ikke fortalte, og først et stykke efter midnat smed han den brune trumf.

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg om perfektionisme

"Hun skider for åben dør," hviskede min ven og lignede en, der havde været udsat for et voldsomt og vanærende overgreb.

En alvorlig tavshed lagde sig et øjeblik mellem os, inden han fortsatte med at fortælle om sine henstillinger til kæresten: "Vi kan bare tale videre, når du er færdig. Vil du ikke have lidt privatliv?"

Hans opfordringer faldt på stengrund, hun mente, at det var helt naturligt: "Det gør alle mennesker..." Og det er jo rigtigt. Vi piller også næse, snuser til egne armhuler og klør os i røven, men det er nu engang mest passende at gøre det i enrum. 

Det viste sig selvfølgelig, at den åbne toiletdør også var en metafor for ekskærestens opførsel i det hele taget. Hun var gået fra tiltrækkende og begavet samtalepartner til en respektløs kvinde helt uden filter.

Hun forventede, at han var klar til at blive involveret i alle hendes tanker og gøremål. Intet var privat eller omgærdet af nogen form for mystik. Han skulle vide alt.

De var jo kærester.

Min ven så på sagerne på en lidt anden måde.

LÆS OGSÅ: Fra Gucci-Helle til "Den Talende Kavalergang": Hvor langt er vi egentlig med ligestillingen?

Han ville selvfølgelig ikke nøjedes med et duftfrit og prinsesseagtigt glansbillede af sin kæreste, men den åbne toiletdør (både konkret og som metafor) fik ham til at føle, at kæresten tog ham for givet. At det ikke var nødvendigt for hende at udvise almindelig pli eller holde sig på tæerne, for nu var slutsedlen skrevet, og så måtte han acceptere hende, som hun var.

Med åbne og lukkede døre.

Jeg trøstede selvfølgelig behørigt og lagde ansigtet i de rette folder, men jeg forstod hans beslutning om at forlade hende. For selvom de fleste af os gerne vil helt tæt på vores partner, er diskretion, respekt og værdighed en forudsætning for et langt og lykkeligt kærlighedsforhold.

Så husk at lukke døren! Også i overført forstand.

Alt behøver ikke at komme frem i lyset.