Fra Gucci-Helle til "Den Talende Kavalergang": Hvor langt er vi egentlig med ligestillingen?

Hun er visse mænds værste skræk. Særligt den type, der synes, at kvinder er mest klædelige iført forklæde eller undertøj, hellere må passe børnene end at blande sig i den politiske debat og gerne må have lyst til sex, så længe de ligger nederst, tager imod og rydder op efter akten. I USA har hun været kendt under to titler. I starten af det 20. århundrede var hun en bitch, og i det 21. århundrede blev hun til en nasty woman. Og begge begreber dækker i bund og grund over "den ustyrlige kvinde".

Fænomenet beskrives mesterligt i bogen "Too Fat, Too Slutty, Too Loud: The Rise and Reign of the Unruly Woman", hvor forfatteren Anne Helen Petersen fremhæver, hvordan idoliserede kvinder fra Serena Williams, Madonna og Kim
Kardashian til Lena Dunham og Hillary Clinton bliver hadet og udskammet for deres overskridelse af de grænser, deres køn og status har underlagt dem. 

Kim Kardashian er ikke gravid på den moderigtige måde– hendes krop bliver enorm, fyldt med vand og ubehag. Madonna er for gammel til at opføre sig som et sexsymbol, og Serena Williams for sort og muskuløs til at passe ind i en hvid "gentleman-sport" som tennis. Lena Dunham har for meget appelsinhud til at vise sig nøgen på tv, og Hillary Clinton burde ikke være så velforberedt eller højrøstet, når hun deltager i en politisk debat med mænd. Kvinderne stimulerer vores hykleriske nysgerrighed og prikker til dobbeltmoralens selvgode magelighed, fordi de ikke underkaster sig de kulturelle spilleregler, der måske nok på overfladen virker antikverede og reaktionære, men som trives i bedste velgående i middelklassens bevidsthed, på de sociale mediers chatfora og ikke mindst blandt mandlige magthavere, der føler, at deres privilegier er under angreb.

Bitchen beskrevet af mænd

Den ustyrlige kvinde fylder lige så meget i medielandskabet i dag, som hun gjorde det i litteraturen og kulturlivet i starten af det 20. århundrede. Med rygstøtte fra suffragetterne og som en modreaktion på fortidens snævre kvindesyn vågnede en pikant og provokerende kvindetype i 20'ernes USA, der hurtigt fik øgenavnet bitch, og som de to populære bestsellerforfattere Ernest Hemingway og F. Scott Fitzgerald gjorde verdensberømt (og berygtet) i deres romaner. Betegnelsen bitch var på den ene side med til at frisætte kvindens seksualitet, men også med til at fastholde hende som en stereotyp. Herhjemme
fascinerer hun fortsat, og det er ikke uden grund. Forfatter, litteraturkritiker og Hemingway-ekspert Bo Tao Michaëlis beskriver bitchen som en akademisk golddigger. Hun er kynisk portrætteret i Fitzgeralds klassiker "The Great Gatsby" i form af den kvindelige hovedperson Daisy Buchanan, der kontant karakteriseres med sætningen her voice was full of money.

– Bitchen er i virkeligheden overklassedullen, der har gået på den rigtige pigeskole, været på dannelsesrejse i Europa og nu skal finde en ægtemand, der ikke bare kan forsørge hende, men sikre en tilværelse i sus og dus. Hun er en interessant størrelse, fordi hun under dække af at være frisindet og uafhængig kapitaliserer på sit køn. Det er en kvinde, der fusionerer 1910'ernes aggressive feminisme med 1920'ernes løssluppenhed, forklarer Bo Tao Michaëlis.

LÆS OGSÅ: Tusinde klap i røven senere: Få ovebrlikket over de mest markante #MeToo-begivenheder her

– Det er hende, der ankommer til Paris og bor på Ritz, mænger sig med kunstnere og forfattere, flirter med lesbianisme og med dyre mænd. Bourgeois-bohemen, der er chikt klædt og fremstår nonchalant og evindeligt undersovet i kraft af nattens eskapader, men som mandstyper som Hemingway og Fitzgeralds anser for værende et omvandrende kasseapparat med dollartegn i øjnene. En kvinde af tvivlsom moral, der sælger sit køn til højest bydende. Hun kan svinge fra at være neurotisk og melodramatisk det ene øjeblik til at være cool, calm and collected, når dét tjener hendes formål.

Ordet bitch kommer af det amerikanske ord for tæve og luder. Og det er ifølge Bo Tao Michaëlis netop bitchens seksuelle frihed, hendes liderlighed, der gør hende truende, fordi hun tager en af mandens traditionelle kardinaldyder fra ham: retten til jagten, retten til lysten, retten til den aggressive forfølgelse af et behov. Hun udgør en trussel mod mandens monopol på seksuel frigørelse.

Dating er valutaudveksling

– Hele det amerikanske dating-koncept er jo dybt uromantisk. Amerikanerne har aldrig været romantiske i europæisk forstand, og ideen om kærlighed ved første blik er en importeret værdi. De sprang jo hele den romantiske guldalder over, og deres dating-system handler derfor mere om købmandsskab end om ridderlighed. There is no such thing as a free lunch. Fyren betaler middagen eller biografen, og pigen skylder ham så en modydelse – der igen har sin egen prisliste-logik. Et kys på kinden, et på munden, en hånd under blusen; hvad han modtager som betaling afhænger af pigens værdi og antallet af dates, de har været på, fortæller Bo Tao Michaëlis og påpeger, at vi har vænnet os til denne type kærlighed, fordi vi har fulgt den i de amerikanske romantiske komedier og serier som "Beverly Hills 90210" og "Gossip Girl".

Bo Tao Michaëlis er ikke i tvivl om, at den Hemingway'ske mand også er fascineret af bitchen og nærer en beundring for hende. For hun er jo både intellektuel og morsom, hun kan drikke shots og køre med på motorcyklen, og hun tør spørge "skal vi knalde eller tale?".

– Men hun bliver en tiltagende trussel i takt med, at hun nærmer sig sin efterfølger, the nasty woman. En betegnelse, der blev skabt af Donald Trump, da han under afslutningsdebatten med Hillary Clinton 19. oktober 2016 afbrød hendes talestrøm for at sige "such a nasty woman". Og med et var en bevægelse skabt. For Trump gav ikke kun et prædikat til hans kvindelige konkurrent, men til en ny version af den amerikanske bitch, der ikkeskilter med sin seksuelle frigørelse, men med sin intellektuelle overlegenhed.

– Den oprindelige amerikanske bitch forsvandt med 2. verdenskrig, hvor kvinden rykkede ud på arbejdsmarkedet, mens manden var i krig. Og siden fik hun smag for såvel uafhængigheden som det intellektuelle arbejde og den økonomiske uafhængighed. Men manden prøvede stadig at fastholde sin styrke og sin plads ovenpå – både bogstavelig og i overført betydning.

LÆS OGSÅ: Ida Auken om nutidens kvindekamp

Med #metoo-bevægelsen blev han detroniseret endnu en gang. Ikke af en "bitch", men af en ny amerikansk kvindetype, der kunne være Hillarys døtre. Det er kvinder som Lena Dunham fra "Girls", Diane Keaton, Emma Stone, Jennifer Lawrence og Julianne Moore. De er alle stærke, intelligente, smukke og selvtilstrækkelige.

– Bitch-begrebet opstod blandt intelligente mænd. Hemingway og hans slæng troede på, at der var positive potentialer i ligestillingen, selvom den skræmte dem. The nasty woman derimod er født ond. Trump repræsenterer underklassen, hvor den lærde kvinde er lagt for had. Hun er den onde lærerinde, der giver dig den dårlige karakter og sender dig uden for døren. Hun er kæresten, der skoser dig for dine manerer og retter på måden, du udtaler et ord på. Hun er kvinden, der frabeder sig mansplaining (at manden forklarer en pointe, kvinden for længst har forstået, red.), og hun har ingen seksuel udstråling, men en overflod af viden. Clinton er nasty, fordi hun ikke er en kvinde, Trump kunne ønske sig at "grab by the pussy", for mellem hendes ben sidder en isklump, siger Bo Tao Michaëlis og understreger, at det ikke kun er mænd, men også middelklassens kvinder, der nærer afsky for Hillary og hendes disciple, fordi hun på en gang repræsenterer en overklassekultur, de ikke må få del i, og hun underminerer de stabile kønsroller og de traditionelle amerikanske dyder.

Kvindesyn og uskrevne regler

Ifølge USA-ekspert, kommentator og chefredaktør på POV International, Annegrethe Felter Rasmussen, der selv er bosat i Washington, er angsten for "the anti-lady" stadig udbredt i det amerikanske samfund:

– Valget af Trump viser, at der er en dyb længsel i det amerikanske samfund efter den gamle kvindetype. Det opvartende element forsvinder, jo mere selvberoende kvindefiguren bliver, og det truer velordnede, reaktionære samfund med to kyllinger i gryden, to børn i familien og to biler i carporten.
Og så er der de økonomiske forhold, som også udfordrer mandens magt. Jo mere vi bevæger os mod en videnstung og teknologisk industri, og der bliver færre jobs, som kræver fysisk styrke, jo mere forsvinder mandens traditionelle arbejde. Det, der efterspørges nu, er intelligente løsninger og service. Videnssamfundet gør også, at kvinderne kan vælge mændene fra og blive mødre alene. De stærke kvinder er sig selv nok, og en afgørende problematik er nu, at et helt køn føler sig overflødiggjort. Og reaktionerne udebliver ikke. Vi ser
allerede nu skræmmende modreaktioner blandt andet fra den ekstreme højrefløj. De såkaldte "incel"-grupper, som blandt andet New York Times har beskrevet omfattende, er højreorienterede, vrede mænd, der føler, at de er underlagt ufrivilligt cølibat, fordi ingen kvinder vil have dem. De proklamerer, at mænd er skabt til at lede verden, at tvangsægteskaber burde indføres, og at mænd har krav på sex.

LÆS OGSÅ: Lucia Odoom om nutidens kvindekamp

Nutidens amerikanske bitch fylder i landskabet og bliver beskyldt for at være for meget, for højtråbende, upassende og for velforberedt. Men hvorfor bliver det til negative kvaliteter, når kvinder overtager traditionelle maskuline dyder?

– Det skyldes i høj grad, at kvindebilledet faktisk ikke har forandret sig nævneværdigt i USA; den ustyrlige kvinde passer ikke sammen med de klassiske dyder, de fleste amerikanere orienterer sig imod. I Danmark er det ikke
ekstraordinært, når en kvinde fylder i debatten, men i USA er kvindebilledet stadig super restriktivt. Kvinder viser sig ikke nøgne over for deres børn, de sover ikke i samme seng som deres drengebørn, de ammer ikke offentligt. Det er stadig den hvide middelklasse, der tegner USA. Kropsforskrækkelse er et kæmpe tema, og kirken er alle vegne – både helt konkret og i overført betydning. De unge forlover sig og må ikke dele værelse, før de er gift. I USA er der flere kvindelige ledere end mænd, men du finder dem ikke på topposterne eller i politik, hvor de fortsat er underrepræsenterede, selvom udviklingen går i en mere positiv retning. For første gang i USA's historie tjener kvinder i alderen 25-35 mere end mændene og får flere lederstillinger; mens flere og flere mænd går hjemme. De gode gamle dage er forsvundet – og det er en trussel mod middelklassens idealer, siger Annegrethe Felter Rasmussen.

– Trump kunne bruge Hollywood som skræmmebillede og dæmonisere Hillary, fordi de repræsenterer en intellektuel inklusivitet og et rummeligt verdensbillede, der støtter op om diversitet og multikulturalisme. På en hvilken som helst tid i historien har mænd måttet fylde, men det må kvinder ifølge den gamle verdensorden ikke. Hver gang en kvinde tager ordet, er der en mand, som ikke kan komme til!

Annegrethe Felter Rasmussen understreger også, at prædikater som nasty woman og bitch overlever, fordi det fortsat anses for ufeminint, hvis en kvinde er velforberedt og tør at tage ordet.

– Det er kvindeligt at være svag og have brug for hjælp. Vi skal altid spørge om hjælp først, vise lidt usikkerhed og ikke virke alt for velforberedte. Desværre er "den mandlige topchef" ikke biologisk betinget. Der er masser af kvindelige topchefer, som også har en iboende misogyni. De er blevet "en af drengene" og forventer, at deres kvindelige medarbejdere skal vise slagside og usikkerhed; mænd kan bare være mænd. Det er interessant at se, at hos Shakespeare blev ordet bitch kun brugt om mænd. Det er først med "the 19th Amendment" (tilføjelse til forfatningen, red.) i 1920, hvor kvinderne får stemmeret, at de bliver kaldt bitches. Litteraturen siger jo altid meget om samfundet. Den måde, ordet blev brugt som skældsord på i 1920'erne, ligner måden, det bruges på i dag: kvinden er for indblandende og for irriterende, eller hun er en slut, en anti-lady.

De stærke danske kvinder

Også i Danmark har den intellektuelle kvinde fyldt i landskabet, men hun er ikke blevet dæmoniseret i samme grad som i USA. Måske fordi overgangen fra "sikker husmor" til "monstrøs magthaver" ikke har været en lige så voldsom og gennemgribende en forandring. Men hun er der. For vi har både haft "En Talende Kavalergang" og en "Gucci-Helle" i dansk politik. Ifølge forfatter og feminist Bente Clod har påvirkningen fra USA først ramt i nyere tid:

– Vi famlede os frem dengang før internettet i 1960'erne og 70'erne. Lyttede til de stemmer, der sagde os noget, læste bøger, vi hørte om, men havde ikke international kontakt før midt-70'erne, og det at ledende kvindesagsforkæmperes bøger blev milepæle, kunne først ses og dermed dyrkes langt senere.

I 1970'erne omdefinerede kvindelige forfattere samtlige områder af samfundet: religion, samliv, kultur, krig og fred. Med en kvindelig statsleder kunne det ikke gå galt, mente vi. Indtil Margaret Thatcher kom og beviste, at kvinder kan være
lige så konservative, hårdtslående og undertrykkende som mænd. Det beskrev jeg i mine to bøger om Ursula, "Body Effex" og "Body Tactics", hvor en gruppe "vilde piger" tyranniserer andre piger, husker Bente Clod.

– Forfatter og journalist Rebecca West erklærede i 1913, at hun "aldrig havde forstået, hvad udtrykket feminist står for. Jeg har bare lagt mærke til, at jeg bliver kaldt feminist, så snart jeg giver udtryk for andre synspunkter end en dørmåtte eller en prostitueret". Den definition, synes jeg, er ret præcis.

Bente Clod påpeger, at flere erklærede feministiske forfattere som Olga Ravn, Ida Marie Hede, Mette Moestrup, Asta Olivia Nordenhof og Eva Tind nyder
både taletid og popularitet i Danmark, uden at de også skal bære på nedsættende prædikater.

Men selvom vi måske ikke kender til nasty women i Danmark, går vi ikke fri fra skævvridningen, mener Annegrethe Felter Rasmussen:

– I Danmark lider vi under Queen Bee Syndrome. Vi har en enkelt dronning, vi kan vise frem, som Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og nu Mette
Frederiksen. Men der er ikke en eneste stærk rollemodel i de øvrige samfundslag. Der bliver talt meget om de stærke kvinder i Danmark, men det er jo kun, fordi de stadig er undtagelsen, og det omvendte ikke er tilfældet. Der er ikke reel ligestilling, før middelmådige kvinder også kan blive chefer, som det er tilfældet med mænd. Heldigvis kan vi øjne et kæmpe millenial shift i værdipolitikken. Det er bevist, at hvis du går ind for homo-ægteskab og interrace-ægteskaber som ung, og at fri abort og ligestilling er naturligt for dig, så fortsætter det syn resten af livet. Modsat den økonomiske værdipolitik, hvor vi typisk går fra rød mod blå livet igennem.

Så måske vil kommende generationer ikke opfatte en intelligent, kvalificeret og højtråbende kvinde som en kvindelig statsminister, en kvindelig forfatter, en kvindelig debattør eller en nasty woman, men blot som et statsoverhoved, en forfatter og en debattør?