Bodil Jørgensen og Lisbeth Wulff har lært noget om moderskabet, som du sikkert kan genkende

Det sker et par gange i løbet af interviewet, at Bodil Jørgensen ikke kan dy sig for at vrisse en af sine små, syrlige svinere, hun som ”Trines mor” plejer at hvisle ind gennem fastnettelefonrøret til sin ”datter”, spillet af Lisbeth Wulff. 

De to skuespillere har levet med karaktererne i så mange år nu – i medgang og modgang – og kender dem som godt, at alle baghistorierne og mellemregningerne i Trine og hendes mors forhold ligger på rygraden hos dem hver især. 

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

I det nye år tager de Trine og Trines mor på turné ud i landet i et helt nyt show – for den giftige mor-datter-dynamik har vist sig at være mere end levedygtig.

Lisbeth Wulff, der skriver teksterne, fik allerede ideen til den dysfunktionelle duo, dengang hun selv var i 20’erne.

– Jeg oplevede at være i mange sammenhænge, hvor jeg så, at mødrene til dem i min generation, ikke alle – men mange, var meget dominerende. Det provokerede mig helt og aldeles, fortæller Lisbeth Wulff, der selv er vokset op med enormt meget frihed.

– Min egen mor er meget langt fra Trines mor, men jeg skrev på en frihedstrang og en følelse, der kom af at se unge kvinder omkring mig gå ud fra en telefonsamtale med deres mor med store, sorte rande under øjnene. Og det skal man ikke ha’, når man er 23!

Bodil Jørgensen kan heller ikke genkende træk fra sin egen mor i Trines mor. 

Tværtimod, for Trines mor har gjort sit moderskab til en slags grænseoverskridende ekstremsport, og den slags er sjovt at arbejde med som skuespiller.

– Det bedste ved at være Trines mor er jo alt det sprængfarlige, der ligesom er i hende. Og fordi hun er mor, så må hun alt. 

Hun æder sit eget barn, og som skuespiller er det en fantastisk ting. Det er en mor, der overspiller sin egen rolle, fortæller Bodil, hvis egen mor ikke havde travlt med at holde unge Bodil ved telefonen, da hun flyttede fra lille Vejen til store København.

– Min mor havde ofte meget travlt. Hun var bondedatter, men blev skolelærer. Og vi kom meget ud på landet og hjalp til. Samtidig havde hun altid opgaver, hun skulle rette, og vi havde en ung pige i huset. Jeg savnede faktisk min mor, da jeg var barn og ung. 

Da jeg flyttede, var hun jo meget nervøs for det her med skuespillet, som jeg havde valgt; hvad skulle det ende med, og blev man nu dranker og skilt og alt det der, hun havde læst om. Men det var mere min far, der ringede. 

Eller min mor sagde ”du får lige far”. Hun havde ikke travlt med at holde på mig, men jeg kan huske, at jeg havde en veninde, hvis mor kom og kiggede ind ad hendes brevsprække. For at holde øje med hende!

Den store opblomstring – og afblomstring

Mødre og deres døtre har altid optaget os i både teater, film og litteraturen, og i den senere tid er der kommet et stigende fokus på moderskabet i alle dets facetter. Relationen til mor er stærk, sårbar og kan også blive decideret problematisk, hvilket nok er en underdrivelse, når man tager et kig på karaktererne Trine og hendes mor, som Wulff og Jørgensen har taget fra radioen til tv og snart ud på landets scener. 

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Lisbeth tænker lidt over, hvad det er ved den her ur-konflikt mellem mor og datter, der kilder hendes fantasi og har fascineret hende, lige siden hun skrev de første tekster på Teaterskolen.

– Jeg har en teori om, at der er sådan et transfervindue, når man er i 20’erne, hvor man kan få lov til at blive voksen. Men jo ikke, hvis ens forældre ikke giver slip. Så skal du i hvert fald virkelig lave oprør, og det er der også mange, der gør. 

Men det burde jo ikke være så stort et brud. Det burde jo være sådan, at forældrene sagde til sig selv, ”jeg har haft mine børn til låns, jeg har gjort, hvad jeg kunne med det her menneske. Nu er mennesket blevet voksen. Nu skal jeg trække mig. Nu er det deres tur til at gå ud og erobre verden”. 

Det er der bare nogle forældre, og mødre, der ikke formår – hvor relationen går fra at være mor til at være et magtmenneske. Og det går ud over selvværdet hos døtrene – det har jeg set eksempler på i min omgangskreds, siger Lisbeth.

Og Trines mor er i den grad et magtmenneske.

– Trines mor er ekstrem, men det er hun nødt til at være for, at det bliver underholdende. Hun mobber og driller sin datter, hun er ond ved hende, og hun bytter følelser med hende. Når hun selv er i et dårligt humør, så ringer hun til Trine, fordi hvis hun får nedgjort Trine, så er hun selv blevet lidt større, når hun lægger røret på. 

Trine er blevet en prygelknabe og en følelsesskraldespand, siger Lisbeth Wulff og fortsætter;

– Nogle mødre oplever også, at de faktisk bliver jaloux på deres døtre, fordi – og det lyder lidt hårdt det her – at de når et tidspunkt, hvor de måske er ved at ældes, mens deres døtre er lige ved at poppe og blomstre og vise sig for verden. 

Selv om jeg ikke synes, at nogen kvinder ”afblomstrer”, uanset hvor gamle de er, så kommer der noget overgangsalder og nogle forandringer, der kan give en form for jalousi, hvor man dels ikke vil give slip på sin datter, men man vil heller ikke rigtig unde dem det, der er ved at ske. 

Det er mødet mellem to kvinder, der er to helt vidt forskellige steder i livet, der bor sammen eller i hvert fald er tæt forbundne. Den ene er ved at skulle acceptere efteråret, og den anden står i det mest vidunderlige forår. Og det skaber jo også en farlig dynamik. Altså, jeg er så glad for, at det er Bodil, der spiller rollen, fordi den rolle har mange aggressioner, og hun skal spilles, så vi stadig holder af hende.

LÆS OGSÅ

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

I mere end 40 år har han stået i front for et af Danmarks største rockbands, men han kan ikke altid leve op til rock-stjernerollen. Indimellem har han faktisk bare lyst til at se ”Sporløs” og blive holdt om, imens han græder. Her er, hvad Jesper Binzer fra D-A-D har lært om kærlighed og om at bevare sin kerne i ”kendtheden”.

For Bodil Jørgensen, der med snøvlende stemme, blå øjenskygge og upassende kommentarer om alt fra Trines kønsbehåring til sine eskapader med borgmesteren fra Birkerød legemliggør karakteren ”Trines mor”, er det en leg med tabuer. En måde at kaste lys på de grimmeste sider af en dysfunktionel familierelation.

– Der er mange fælder i alle de her forhold. Strindberg siger jo også, at familien er der, hvor de værste forbrydelser foregår. Fordi man er så forbundet – også ubevidst. Det er derfor, det bliver så ur-agtigt, som når Trines mor jævnligt bebyrder sin datter med, hvor ekstremt hårdt det var at føde hende og presse hende ud af sin ”fissekone”.

Selvom Trine så forsøger at give sin mor alt, hvad hun kan, så får hun alligevel at vide: ”Det var så hårdt at få dig ud”. Trines mor er så grådig. Efter uforløst kærlighed. 

Det bliver tragikomisk, og det er der altså noget over. Det er som om, at det har alle adgang til, fordi det findes i alles liv på en eller anden måde. Og alle mødre er jo dominerende. 

Selv den mor og datter, der ikke har sådan et forhold, kan genkende lidt af sig selv, og der kan sagtens sidde en masse mennesker, som forsøger at rumme de der inderste, ondeste ting, reflekterer Bodil Jørgensen.

Moderdyret

Er Trines mor en form for vanvittig ventil for en generationskløft?

– Nogle gange er hun. Når hun taler om ”woke” eller feminisme, så er hun det helt klart. Og det er jo befriende og forløsende, for vi går jo alle sammen rundt med noget, vi ikke tør sige højt, men hun får ligesom sagt mest om sig selv ved at være sådan, siger Lisbeth Wulff.

– Ja, man får jo øje på nogle ting gennem Trines mor. Især det grimme. Men hvis det var alt for pænt, så ville det ikke få den effekt, som det har. Altså både at det er sjovt. 

Men også at folk virkelig mærker det. Vi har flere gange oplevet, at folk er kommet op til os og har sagt, at de er kommet til at tænke meget over, hvad de IKKE vil gøre som mødre. Samtidig er de lidt ældre kvinder så glade for, at Trines mor er så erotisk og uhæmmet, griner Bodil Jørgensen.

Både Lisbeth Wulff og Bodil Jørgensen er mødre til unge mennesker, der er på vej ud i livet, og arbejdet med rollerne som Trine og hendes mor har også fået dem til at ”holde øje med sig selv”, som Bodil Jørgensen beskriver det.

– Jeg tænker på det hver gang, jeg løfter telefonen og ringer til min datter. Jeg tænker, er der egentlig noget, jeg vil? Eller skal jeg bare lige høre, hvor hun er? Nu er jeg også vokset op uden mobiltelefon, men jeg tænker meget over ikke at forstyrre. 

Altså, man skal holde øje med sig selv og ikke flytte for meget ind i deres liv. Det er i hvert fald de tanker, jeg gør mig. Og så alligevel siger jeg nogle gange til mig selv; hun er stadig ikke 18, så nu ringer jeg altså lige og spørger, om hun er på vej hjem med det tog eller det tog, siger Bodil Jørgensen, der ligefrem er kommet til at gå over i modsatte grøft.

– Nogle gange vil min søn Johannes for eksempel gerne have, at jeg ringer og siger, hvordan jeg har det. Han siger, mor, det skal du da sige til mig, det der? Fortæl mig, hvordan det går!

Lisbeth Wulff forsøger også at give sin søn på 19 år maksimal frihed til at være den, han gerne vil være – og at give plads til overraskelserne i deres relation.

– Det er vigtigt for mig, at han fornemmer, at jeg ikke overvåger ham. At jeg lader ham have sin dag, uden jeg ved, hvor han er. Og det er meget vigtigt, at han ved, at jeg ikke bekymrer mig over, hvor han er. At han kan komme hjem om aftenen og sige: ”Jeg har både været i Nordvest, og så var jeg i Lyngby”, og så siger jeg: ”Nå – hvad lavede du der?”. Så jeg ligesom ikke ved alt, hvad han gør, fordi jeg har tillid til, at hvis der sker noget, så ringer han til mig. 

Så jeg prøver ikke at blande mig, og jeg prøver ikke at ”interviewe” ham, og så kan jeg godt se, hvis jeg kommer til det, så bliver jeg så skamfuld. Han har jo sit liv, ligesom jeg har mit. Vi er voksne mennesker under samme tag, siger Lisbeth Wulff, der samtidig har taget sin rolle som mor meget alvorligt.

LÆS OGSÅ

Katrine har det ”pænt stramt” over en besked fra sin søns skole: ”Den slags er noget værre fis”

Katrine Memborgs søn er begyndt i 1. klasse - men det er ikke kun ham, der er kommet på skolebænken. Forskellen er bare, at han er bedre til det. Især når det kommer til de tvungne, sociale fællesskaber.

– Jeg var selv et skilsmissebarn med en far, der boede meget langt væk. Så der har altid været sådan et savn efter, at jeg også godt kunne tænke mig at opleve det, andre oplevede med en kernefamilie. 

Så da jeg selv fik et barn, var der ligesom en brik, der faldt på plads for mig, fortæller Lisbeth.

Trine og hendes mor er blevet et populærkulturelt fænomen, som rigtig mange har stiftet bekendtskab med gennem tiden – også Lisbeths egen mor, der, selv om hun ikke ligner Trines mor på nogen måde, alligevel er blevet påvirket af karakteren.

– Jeg ved, at min mor har været bange for at ringe til mig for meget på grund af Trines mor, og det er jeg faktisk rigtig ked af. Så da min mor for nyligt blev 80 år, lavede Bodil og jeg en sketch til hende, hvor budskabet var, at hun GERNE må ringe. 

Hun blev så glad. Jeg tror, min mor har holdt lidt på sig selv og ikke ringet til mig, når hun har haft brug for mig. Så i den tale sagde jeg til hende: ”Du må gerne ringe. Du er jo min mor”.

Skyld, skam og (jule)traditioner

Lisbeth og Bodil sidder i sofaen sammen og taler sig frem til, hvad det egentlig er med Trine og hendes mor, der bliver ved med at fascinere dem. En af grundene til det er den udvikling, der stadig er plads til. For ingen relationer er statiske.

– Jeg tror, det er vigtigt for mig at vise, at både Trine og hendes mor har potentialet til at kunne alt muligt andet end det, de gør. Men de har ligesom låst sig selv fast. Vi vil helt klart vise, at der er håb. Fordi Trine er også en del af det, hun lader sin mor overskride sine grænser igen og igen, siger Lisbeth Wulff.

Men hvorfor bliver Trine ved med at tage telefonen?

– Det er jo to mennesker, der virkelig har brug for hinanden. Det er en lidt ulykkelig kærlighedshistorie. De forsøger faktisk at være noget for hinanden, men det lykkes ikke, selv om kærligheden imellem dem er der. Det er det, der er så sørgeligt. Ja, det er jo egentlig det, det handler om. Trine tør ikke, for hvad sker der så? 

Hun magter ikke at lave det opgør, for så er hun bange for, at det hele braser sammen omkring den her neurotiske, alkoholiserede og deprimerede mor. Jeg har venner, der ikke har kunnet løsrive sig fra deres forældre netop af den årsag. Altså fordi de er for syge til, at du kan tillade dig at vende dem ryggen. Så derfor rummer jeg også Trine med kærlighed. 

Nogle gange tænker jeg jo, for helvede Trine – så tag dig dog sammen! Men så tænker jeg også, at hun er en stakkels Trine. Hun er enebarn, hun er helt alene.

Bodil Jørgensen tænker sig om et øjeblik, inden hun tager ordet:

– De der dysfunktionelle familieforhold kan bare blive ved i årevis. Og når man hører folk sige, ”vi ses ikke mere” med deres forældre, så er det altid meget hårdt – men man vil ønske sig det for Trine, ikke? For det kan være nødvendigt. Det kan det virkelig.

Tidspunkter og højtider som julen kan for alvor bringe de kedelige familiedynamikker frem i lyset, mener duoen. Når forventningerne til familiesamværet er høje, og traditionerne er mange, så er der sjældent plads til udvikling.

– Den største kærlighed, man kan give et andet menneske, det er, at man rummer, at de udvikler sig. Og det er meget, meget svært at være i en familie, hvis man ikke får lov at udvikle sig, fordi så skal man gå ind i sin familie som et rum, som er helt aparte fra resten af ens liv, hvor det handler om at vokse og blive klogere og blive dygtigere og blive alt muligt.

LÆS OGSÅ

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

Men inde i ens familie, der skal man gå ind i et isoleret, mærkeligt rum, hvor man helst ikke skal udvikle sig, og tingene helst skal være ligesom sidste år og forrige år osv. Og det er et kæmpe kompromis, som jeg tror mange slår sig på, fordi man ikke føler sig mødt der, hvor man er. Og det gælder ikke kun, hvis man er ung – det er også, når man er 50 og er begyndt at udvikle sig i en ny retning.

Så skal man sidde og sige: ”Nej, jeg er ikke den, jeg var sidste år – der er sket noget i mit liv”, siger Lisbeth Wulff.

– Det er forstillelsen, mange kæmper med. Der kan være sket alt muligt. Man er blevet skilt eller noget, man har måske mistet nogen – og så skal vi alligevel lade som om, at nu holder vi jul som i gamle dage. Det står simpelthen jo nogle gange i opposition, og man skal bare være i det. 

Fordi man er familie, og fordi den tid, man har sammen, er så komprimeret, siger Bodil Jørgensen.

For Lisbeth handler det også om den rolle, mange mødre er blevet tildelt gennem tiden. Som den ansvarlige for ”den gode stemning” – et ansvar, der kan føles tungt og som noget af en byrde.

– Det smukke ved kvindekønnet er jo det ansvar, mange af os tager for familien. Og det er jo en meget, meget flot og smuk side, synes jeg, men det er bare også en ærgerlig rolle at spille og et stort ansvar at tage for, at alle har det godt. 

For mange andre kan også godt hjælpe med det, fortsætter Lisbeth, der har sit eget bud på, hvordan man får skubbet til traditionerne og gjort plads til at folde andre sider af sig selv ud i julen:

– Altså, jeg har bare ét godt råd til julen. Jeg synes, at man skulle lade være at sætte sig ned og spise mad hele tiden, for jeg tror også, det er det, der er fejlen. Man skulle lave noget: Gå en lang tur, gå ud og bade. Male et billede sammen, spille nogle spil og så spise senere. 

Men vi bliver bare placeret ved det der bord hele tiden. Og de stakkels teenagere, de siger jo ikke noget, de sidder bare helt stille, mens de voksne snakker.

– Ja, og drikker …, indskyder Bodil.

– Men det uforløste bliver jo ved med at være der, medmindre man får arbejdet med det. Og nogle gange bliver det ikke løst. Så er det bare en del af ens liv, at man har en lidt svær familie. 

Den må man jo så lære at elske, så godt man kan, slutter Lisbeth Wulff.