Der er 26 års aldersforskel mellem Anita og Hans: "Folk tror, vi er far og datter"

Tre store fotografier med dramatiske kystmotiver fra Algarvekysten hænger på endevæggen i stuen hjemme hos Anita og Hans i Skjern.

– Jeg føler, at jeg står der igen, når jeg ser på billederne. Nok fordi, jeg selv har taget dem, siger Anita Bank Sejrup,

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Portugal har været det foretrukne rejsemål for Anita og hendes mand Hans igennem flere år. De er kørt derned og har tilbragt et par måneder i solen om efteråret, men sidst var det anderledes at komme hjem til Danmark:

– Hans sagde, at nu havde han sagt farvel til de lange køreture til Portugal. Det ramte mig, at du havde den tanke, siger Anita henvendt til Hans på den anden side af sofabordet.

Han er 77 og hun er 52. En ikke ubetydelig aldersforskel, men en aldersforskel, de egentlig ikke føler har præget deres forhold. Før nu.

– Så sagde jeg, at jeg ønsker mig en sidste lang kør-selv-ferie, og den skal gå til Sicilien, svarer Hans Sejrup med et smil.

Og selvom Anita synes, at det også er en frygtelig lang køretur, så betyder aldersforskellen og det faktum, at det sagtens kan være Hans’ sidste køretur ned gennem Europa, at hun sagde: ”Selvfølgelig skal vi da det!”

– Hvis jeg havde siddet med en jævnaldrende mand, så ville jeg have gennemtrumfet min vilje, men ikke med Hans, erkender hun.

Er det din far?

På den måde er de 26 år mellem Hans og hans kone en genvej til at være i nuet, for efterhånden som de begge bliver ældre, er de blevet mere bevidste om, at tiden rinder ud, og at Anita formentlig vil overleve Hans og blive gammel uden ham.

– Det har tvunget os til at tage nogle snakke, som jeg ikke ville have taget med en mand på min alder, siger Anita.

Historien om Anita og Hans begyndte dagen før, han fyldte 61. Det var i 2009, de var begge fraskilte og Anita følte straks sympati for Hans:

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

– Han er et år ældre end min mor, så jeg prøvede at afsætte ham til hende, men hun sagde, at hvis han var så fantastisk. så skulle jeg da selv tage ham. Jeg er ret sikker på, at hun sagde det i sjov, men jeg tænkte, at når man har mødt guldet, så kan man da ikke lade det forsvinde igen. Jeg tænkte: ”Det med alder – betyder det virkelig noget?”, mindes Anita.

Først da hun stod hjemme i det rækkehus, som hun og hendes døtre senere flyttede ind i, blev hun opmærksom på, at jo, alder betyder noget, fordi de var forskellige steder i livet:

– Første gang jeg var herhjemme, så jeg billeder af dine børn og indså, at jeg havde spillet håndbold mod dem, siger Anita og ser på Hans, der husker tiden, der både var glad og lidt urolig:

– Jeg tænkte da ”Hvad er det, jeg har rodet mig ud i?” Mine børn er på alder med Anita, og det er nok dem og Anitas forældre, der havde det sværest med os som par.

– Og jeg forstår dem godt. Jeg ville have været SÅ skeptisk, hvis det havde været min far, der havde fundet en meget yngre kæreste, erkender Anita.

Til gengæld elskede hendes to døtre på dengang ni og 13 år Hans og hans hus fra første færd.

– Det var slet ikke planen, at vi skulle flytte sammen så hurtigt, som vi gjorde, men mine døtre valgte med det samme et værelse hver her i huset og ville knap med hjem igen, så vi flyttede ind, da Hans og jeg havde kendt hinanden i fire måneder, fortæller Anita.

Aldersforskellen tænkte hun ikke på, når de var sammen:

– Kun når vi var ude og folk kiggede, hvis vi gik med hinanden i hånden, for de troede jo nok, at vi var far og datter. Jeg er også blevet spurgt, om Hans er min far, og når folk så finder ud af, at vi er et par, så bliver de så skamfulde, og så kan det blive akavet, fortæller Anita.

LÆS OGSÅ

Da hun mødte Jeppe, vidste hun ikke, der gemte sig en syg narcissist bag hans smil

Jeppe var charmerende, omsorgsfuld og sådan en mand, de fleste kvinder drømte om at møde. Mine venner og børn forgudede ham da også, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, så var den charmerende Jeppe en ganske anden.

Nuets kraft

Fælles børn har de aldrig ønsket, og Anita erkender også, at ”det ville have gjort det svært”, men hverken hun eller han var interesseret i flere børn. Til gengæld trådte Hans naturligt ind i rollen som bonusfar:

– Hans nyder, når der er liv i huset, og til forældremøderne var vi altid tre forældre: Pigernes far, Hans og mig. Der kom noget ro på mig, for Hans har altid haft en tålmodighed og ro, som jeg har haft brug for, fortæller Anita.

Hun fik i en ung alder tilkendt førtidspension, da hun i perioder har lidt af depressioner og angst. I dag er hun klar over, at det skyldtes ubehandlet ADHD, en diagnose hun først fik som 34-årig. Men da hun blev medicineret og senere mødte den metakognitive tilgang, som fokuserer på, hvordan du forholder dig til dine tanker og bekymringer her og nu, faldt tingene til ro. 

For nylig har Anita selv uddannet sig til terapeut indenfor netop det metakognitive felt:

– Jeg har prøvet meget, men dét virkede for mig. Jeg vil bruge det til at hjælpe andre, og fordi jeg selv har kæmpet nogle kampe, har jeg stor forståelse, når klienterne kommer til mig med deres udfordringer, fortæller Anita.

Derfor har hun nu klinikken, hun har kaldt Tanker i balance, i Skjern og siger med et smil:

– Ja, Hans er blevet pensionist, og jeg har taget mig en uddannelse.

I hverdagen har de hver deres gøremål, og Hans er altid i vigør med et eller andet. Han var lastbilchauffør i 53 år, og som Anita siger med et grin:

– Hvis bilen har stået stille mere end et døgn, så skal han da ud at køre.

– Jeg er meget bevidst om, at jeg skal op og afsted, for sådan nogle som mig kan godt blive et gammelt brokøre, hvis vi sidder stille for længe, så det holder jeg mig fra, tilføjer Hans med et smil.

Begge ser de ind i en fremtid, hvor Hans nok ikke er der, når Anita bliver gammel, men som Hans siger til Anita:

– Hvis jeg dør i morgen, så skal du vide, at jeg har haft det bedste liv!

Sådan har Anita det ikke, for hun føler sig ikke klar til at dø, men siger henvendt til Hans:

– Jeg har ikke en dag, hvor jeg ikke er taknemmelig for at være sammen med dig. Jeg tager ingenting for givet, og jeg føler mg langt mere i nuet, når jeg lader taknemmeligheden fylde!