Sociale medier blev for meget for Elisabeth og Line - så ændrede de én ting

Sociale medier blev for meget for Elisabeth og Line - så ændrede de én ting

Elisabeth Belinda og Line Broby har i mange år kæmpet med følelsen af ensomhed, og i dag kan den stadig blusse op af at være på sociale medier. Derfor bruger de disse teknikker til at ændre, hvad de ser, når de er online.

Både Elisabeth Belinda og Line Broby har oplevet ensomheden på egen krop. 

Den har fulgt dem begge siden barndommen, hvor den satte sine spor i dem begge to.

For Elisabeth Belinda startede ensomheden bl.a. som følge af et dysfunktionelt barndomshjem, og hun fik hurtigt svært ved at relatere til eller forbinde sig til hendes jævnaldrende.

For Line Broby blev ensomheden en reaktion på grov mobning, hvor hun efterfølgende trak sig og lukkede sig mere og mere om sig selv. I dag er de begge to et bedre sted, men ensomheden følger dem stadig, og følelsen kan særligt dukke frem, når de oplever forskellige former for triggere. Én, der fylder for dem begge to, er sociale medier.

– Jeg kan godt mærke det her med, at man bliver meget eksponeret på sociale medier, for eksempel for at folk tager ud og hygger sig sammen eller holder fester. Jeg har aldrig haft nogen at holde sådan en fest med, så det giver sådan en klump i maven, siger Elisabeth Belinda.

Særligt omkring højtider eller sommerferier kan Elisabeth Belinda opleve at blive trigget af sociale medier. Her mærker hun særligt følelsen af, at andre har noget, som hun ikke selv har.

– Selvom jeg har en dejlig kæreste og har søde venner og folk omkring mig, så kan jeg stadig godt sidde og føle mig ensom. Netop fordi jeg ved, at der aldrig kommer en stor julefrokost i min familie eller et arrangement, hvor vi kan sidde og hygge sammen. Så det prikker til den der følelse af afsavn, siger Elisabeth Belinda.

Oprydning i algoritmen

Line Broby kan sagtens genkende de følelser, Elisabeth Belinda får, når hun kigger på sociale medier, hvor det kan virke som om, at alle har store vennegrupper og familier, som de altid er sammen med.

– Jeg er blevet meget opmærksom på sociale medier, og hvordan man kan bruge det på en hensigtsfuld måde. Så jeg har faktisk fjernet alt, som kan trigge mig. Jeg har simpelthen ryddet fuldstændig ud. Jeg har unfollowet mange eller slukket for deres profil, så de ikke popper op på min profil. Der kunne jeg mærke en stor forskel, siger Line Broby.

 I Line Brobys sorteringsproces har hun fokuseret på, hvilken følelse hun fik i kroppen, når hun så en profil eller et opslag. Hvis hun føler, at hun kan spejle sig i indholdet, så vil hun gerne følge profilen.

Det samme genkender Elisabeth Belinda, der på hendes TikTok aktivt går ind og trykker, at hun ikke er interesseret i indhold, som får hende til at få det værre med sig selv. Men hun synes også, at balancen er svær, da hun også selv poster indhold på sociale medier, som nogen synes er negativt.

– Mit content er jo egentlig bare at give noget ud, så folk kan spejle sig i det, og dem, der kan bruge det, kan tage det, og ellers kan de lade være. Men jeg kan godt se, at det kan virke meget negativt, når det er triste følelser, jeg poster om.

Line Broby

  • Sprogunderviser hos AOF
  • Tidligere arbejdet som foredragsholder og holdleder for chatrådgivningen for organisationen GirlTalk, der hjælper unge i mistrivsel
  • Bor i Odense
  • 30 år gammel

Det er ikke alt indhold, som bidrager positivt til alle, som er et andet sted mentalt eller har brug for nogle helt andre ting at spejle sig i. Elisabeth Belinda og Line Broby er enige i, at man aktivt må gå ind og skræddersy sine sociale medier – for så kan man have stor indflydelse.

Digital samhørighed

Efter Line Broby aktivt har arbejdet med sine sociale medier og algoritmerne herpå, er det nu et sted, som hun oftest bliver påvirket positivt af.

– Nu følger jeg kun folk, som for eksempel taler åbent om mentalt helbred, om kropsdiversitet og sådan nogle ting. Jeg kan godt lide, at man kan snakke åbent om, at hvad der er hårdt, og det får mig til at føle på den her måde, fordi jeg har været ude for de her ting. Det har virkelig hjulpet mig til at få det bedre, siger Line Broby.

Følelsen af, at Line Broby ikke er den eneste, der sidder med en svær følelse, har lettet tyngden fra hendes skuldre.

– For mig kan sociale medier også være et sted, hvor jeg kan gå hen, når jeg føler mig ensom, og tingene er træls. Så kan jeg bruge det til at føle et fællesskab online, siger Line Broby.

Elisabeth Belinda

  • Socialpædagog, forfatter og oplægsholder
  • Tidligere ungeekspert hos Red Barnet og frivillig hos Headspace
  • Bor i Holbæk
  • 28 år gammel

Lyt til hele samtalen i ALT for damerne podcast ’Skål Søster’ her, hvor Line Broby og Elisabeth Belinda fortæller om, hvordan ensomheden har fulgt dem siden barndommen. Her kommer de blandt andet ind på, hvordan sociale medier påvirker dem, hvorfor det er svært at få nye venner som voksen, og hvordan følelsen ændrer sig med alderen.