Trend på sociale medier bekymrer jordemoder: ”En kamp, du ikke kan vinde”

Trend på sociale medier bekymrer jordemoder: ”En kamp, du ikke kan vinde”

Nye mødre bliver hyldet på sociale medier for deres veltrænede og tynde krop både før og efter fødslen. En tendens, der ikke fører godt med sig, mener jordemoder Anne Ruby. Hun har derfor en anbefaling til nye mødre, der føler sig jagtet af et svært kropsideal.

alt.dk logo

Stramme sixpacks på efterfødselskroppe og gravide kvinder, der stolt fremviser en lav vægtøgning, er blevet hverdagskost på sociale medier.

Det oplever flere kvinder, herunder influencerne Matilde Trobeck og Nanna Liljekvist, der begge er blevet mødt af et svært efterfødselsideal, når de har åbnet deres Instagram-app. Til TV 2 fortæller en kvinde også, hvordan hun er blevet påvirket til at føle, at det var forkert at tage for meget på i graviditeten – i en sådan grad, at hun har været bange for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Tendensen er ikke ny for jordemoder Anne Ruby, men den såkaldte bounceback- eller snapback-kultur er i høj grad et problem, mener hun:

– Det er desværre noget, jeg kan genkende. At kvinder taler om deres krop på en endnu mere kontrolleret måde, hvor det hele tiden handler om at have kontrol med den, og at de allerede i graviditeten er bange for at tage på. Og det skal man jo, når man er gravid, siger hun.

Hun frygter, at et skærpet fokus på efterfødselskroppen kan give en dårlig start på familielivet, fordi det tærer af den ro, du ellers skal have til at udvikle dig med dit lille, nye menneske.

– Og det er ligesom ikke det, der bliver taget hånd om, hvis vi fokuserer på et svært kropsideal. I stedet handler det om, at jeg kan være på én måde, og så er jeg rigtig, eller jeg kan være på en anden måde, og så er jeg forkert. Og eftersom det er svært at leve op til det ”rigtige”, så vil de fleste bare få en forstærket følelse af, at de er forkerte.

En kamp, du ikke kan vinde

I sin private jordemoderpraksis møder Anne Ruby selv kvinder, som bekymrer sig om deres krop og vægt, mens de er gravide. De frygter at tage for meget på i graviditeten og begynder derfor at spise riskiks til morgenmad eller drikke en lightsodavand til mellemmåltid. Og det kan have stor betydning for både mor og barn, konstaterer jordemoderen.

– Jeg går rigtig meget op i at prøve at spotte de her kvinder, som lever meget restriktivt, og prøve at forhindre det, fordi det siger sig selv, at det er frygteligt usundt. Og samtidig er det heller ikke godt for et barn, der ligger i maven og ikke får de næringsstoffer, den skal bruge, siger hun og understreger, at det er uhyre sjældent, at danske børn ikke får de næringsstoffer, som de har brug for under graviditeten.

I stedet vil det ofte gå udover moderen, der måske er mere træt, uoplagt eller begynder at tabe håret. Og derfra kan det hurtigt blive en dårlig spiral.

– Det bliver en kamp, du ikke kan vinde. Kroppen undergår så mange forandringer i en graviditet i forvejen, og hvis ikke du får de næringsstoffer, du skal bruge, så bliver det også svært for dig at producere mælk, og at producere mælk er en kvalitet, der mætter dit barn. Samtidig er det et superusundt, psykologisk mønster at have, at næring kun handler om kalorier, som kun handler om, hvordan ens krop tager sig ud, i stedet for at have fokus på at skulle have det godt, så ens barn kan have det godt.

Gode og dårlige, rigtige og forkerte

Det er vigtigt for Anne Ruby at understrege, at det ikke er den enkelte, nybagte mor eller den gravide, som er problemet. Hun mener snarere, at der er tale om et kollektivt, strukturelt problem, der helliger en bestemt type krop. Og hvis der skal være et publikum til dét, så skal der også være nogen, som føler sig forkert i forvejen.

Selvom hun mener, at det er en god ide at skrue ned for sociale medier og profiler, der trigger dig, tror jordemoderen derfor heller ikke, at det nytter noget helt at slette sociale medier eller på anden vis lukke ned for et feed.

– For mig er det endnu mere at blame den enkelte ved bare at sige, at det er op en selv, for du kan jo bare slukke for diverse profiler. Men man kan jo ikke slukke for et kropsideal, som er all over, for så møder man det bare et andet sted. Problemet er jo, at vi deler verden op i gode og dårlige, rigtige og forkerte. Og hvis man virkelig bokser med det, så skal man ikke bare selv prøve sig lidt frem.

Kærlige øjne

Når Anne Ruby møder gravide i sin praksis, prøver hun derfor at opfordre dem til to ting:

– For det første forsøger jeg at komme tættere på, hvad det handler om. Altså, hvis ikke der er noget i dig, som gør, at du grundlæggende ikke føler dig god nok, så vil du ikke være så optaget af det her. Så kan vi finde ind til, hvordan du kan begynde at på dig selv med kærligere øjne? Måske skal man endda få noget professionelt hjælp, siger hun og tilføjer, at du også kan bruge dit barn til at perspektivere din situation.

Ønsker du, at dit barn skal blive ved med at elske sig selv, skal du være et godt eksempel.

– Hvis du føler dig forkert eller bliver for optaget af, at du skal passe ind i et ideal, så kan du også sige til dig selv, at du er blevet hjernevasket til at efterstræbe et usundt ideal. Men gør det dig glad at forfølge det ideal? Eller er der et andet ideal, du hellere vil følge? Og så skal du hver dag spørge dig selv: Bringer mine handlinger mig tættere på eller længere fra mit mål?