Søren har indset én ting om at være forælder: ”Det er en sejr, men føles lige nu som lidt af et nederlag”

Enhver forælder ved, at forældreskabet først og fremmest handler om at gennem- og overleve en række forskellige faser af varierende længde og lidelse. 

Nogle er forholdsvis hurtigt overstået, andre synes uoverskueligt lange, men alle er de ledsaget af deres helt egne glæder, udfordringer, sære lugte fra børneværelset samt velmenende om end sjældent veltimede løfter fra mere erfarne forældre om, at det trods alt bare er netop dét – en fase. At det hele først for alvor bliver svært, når de bliver store. Husk nu at nyde det, mens de stadig er små, ikke? 

Ikke desto mindre ligger der en vis trøst i visheden om, at de fleste udfordringer før eller siden får en ende - i hvert fald dem, der efterlader os mest klatøjede, klistrede og udkørte. 

LÆS OGSÅ

Mathias Gidsel brød sammen: ”Når jeg var alene, græd jeg”

Opmærksomheden blev for meget for håndboldspilleren. I dag har han heldigvis fundet en metode, der gør det nemmere at håndtere presset.

En skønne dag sover ungerne igennem, faktisk ofte til langt ud på eftermiddagen. 

En dag vil du have tabt en fyldt ble på gulvet for sidste gang, taget din sidste tur i vuggestuens snotkarroussel og drukket din sidste kop af akutmodtagelsens fortyndede saftevand klokken to om natten, fordi ungen igen har ædt legoklodser til dessert. 

Aula er ikke for evigt, ej heller den desperate jagt efter glemte gummistøvler, flyverdragter og gymnastikposer i SFO’ens glemmekasse eller for den sags skyld den dårlige samvittighed over alle de dage, du har parkeret dem bag iPad’en i håbet om at bevare bare en lille smule af forstanden. 

Og så en dag fylder de pludselig 20 år. Så sidder I der på sushirestauranten på Amagerbrogade en tirsdag aften i midten af december, med fødselsdagsflag og summende mobiler på bordet, mens du serverer de sædvanlige jovialieter om, at de nu endelig er gamle nok til at lære, hvordan man rammer en toiletkumme og åbner en opvaskemaskine. 

Jeres forhold har længe været en prøvelse af bibelske dimensioner. De har lugtet, bøvset, ædt, surmulet, rodet, drukket, hørmet, bøwet og bedt dig om at “slappe af, brormand” i syv år. Bekymringerne har holdt dig vågen, mens de selv lå inde ved siden af og sov branderten ud fra nattens bytur. 

LÆS OGSÅ

Jeg føler mig fravalgt af min familie

En læser føler sig fravalgt af sin familie og spørger, om hun kan gøre noget? Læs, hvad Vibeke Dorph rådet til i Hjemmets brevkasse.

Heldigvis glæder du dig over, at de nu har taget deres egne skridt ud i resten af livet. At de har fået kørekort, studenterhue og held hos damerne. Du er pavestolt, men indeni går du i tusind stykker fra erkendelsen af, at dit arbejde nu føles færdigt, og at de børn, der for kun få øjeblikke siden udgjorde hele din mening med livet, herfra blot er til låns. 

At holde liv i to teenagere længe nok til at se dem blive store og vriste sig fri af ungdommen er en sejr for forældreskabet, men føles lige nu som lidt af et nederlag. 

Du har frihed, tid, penge og et fyldt køleskab helt for dig selv, alt det, du drømte om, da du stod med lort, snot og mælkesnotter til op over begge ører. 

Men hvad gør du med kærligheden, når opgaven er fuldført? 

Får en efternøler? Eller en racercykel? Jeg har gennemført forældreskabet. I hvert fald de første etaper. Bjergetaperne. Jeg har sat børn i verden, holdt dem i live og sendt dem ud i verden. Min belønning er en stolthed og en ensomhed ulig nogen, jeg nogensinde har oplevet. Men forhåbentligt er sidstnævnte bare en fase.