”Har I tid?"
Spørgsmålet er retorisk, for Stefan G. Rasmussen har allerede trykket "Enter" på computeren, som nu afspiller den sang, han har komponeret.
Musik har altid spillet en stor rolle i den tidligere pilots 78-årige liv, og ud over at skrive tekster og komponere melodier til, så spiller Stefan både saxofon, mundharpe, kontrabas og trompet. Og så synger han. Mere og mere faktisk.
– Da jeg var pilot i SAS i 1979, gik jeg tit forbi konservatoriet, som lå på min vej. Jeg har mange gange ærgret mig over, at jeg gik forbi og ikke ind, erkender Stefan.
Han elsker at arbejde her i sit musikværelse i rækkehuset i Ry, hvor han har boet et års tid.
– Jeg flyttede hertil, fordi det er den smukkeste egn i Danmark, som han smilende konstaterer, mens han ser ud over søen og den golfbane, som ligger foran hans stuevindue.
Hjemmet er fyldt med minder fra et langt liv, og herinde i musikhulen er der et klistermærke med teksten "Kun den der er velforberedt, er fri til at improvisere". Sætningen indkapsler de minutter af Stefans liv, der ændrede alt.
For det var netop det, han gjorde, da han nødlandede et SAS-fly på en sneklædt eng uden for Stockholm i 1991. Flyets motorer døde, men luftkaptajn Rasmussen reddede de ombordværende 129 menneskers liv.
– Kald mig ikke en helt, fordi jeg landende den flyvemaskine. Jeg følte, at jeg skulle dø, og besluttede den dag, på den eng, at jeg skulle stoppe med at flyve. Hændelsen blev mit livs mareridt, for det er grunden til, at jeg sidder her alene i dag, og i mange år følte mig som en dreng, der var blevet sat uden for døren, fortæller han.
Et bittersødt minde
I manges øjne var og er Stefan nu alligevel en helt, og den dag i dag bliver han genkendt i den lokale brugs, hvor folk siger, "Er det ikke...?"
– Og, så siger jeg, "Jo, det er luftkaptajn Rasmussen, og jeg gjorde det ikke med vilje!" – og så griner vi.
Nu smiler Stefan også, for sådan er det i dag med det bittersøde minde om den spektakulære nødlanding for alle de år siden. Den kostede ham karrieren og et par års ventetid i skammekrogen, før han blev frikendt for nogen skyld.
For sent, siger han selv, for de år var ret hårde for både ham og hans familie.
– Hvis det ikke var for den skide ulykke, havde jeg siddet med min familie nu, men jeg er ikke bitter. Jeg har mere en sorg over, at jeg mistede noget dyrebart, erkender han.
Familielivet kunne nemlig ikke holde til det pres, der opstod, da skyldsspørgsmålet hang som en tung sky over Stefan. Selv fik han PTSD, er i dag fraskilt og slås stadig med angst. Heldigvis har han fået det meget bedre, og det takker han sin opvækst og især tonerne for:
– Musikken har været min redningsplanke, erklærer han.
Når den tidligere pilot og nuværende musiker, foredragsholder og forfatter fortæller om sit liv, skifter han mellem tårer og smil tilsat en god portion humor. Da han fanger en flue i luften, bemærker han med et grin, at:
– Man skal ikke flyve for tæt på en pilot.
Solgt til skyerne
At latteren fylder mest, tilskriver Stefan musikken. Drengen fra Randers begyndte nemlig at spille mundharpe som femårig og trompet, da han blev 12. Musik fyldte i barndomshjemmet i Randers.
– Min fars plader lå på den ene side af grammofonen og min mors på den anden, men de var gode til at lytte til hinandens musik, og på den måde blev jeg også præsenteret for en bred musiksmag, fortæller Stefan.
At han blev pilot forklarer han med, at "der kom en jetjager forbi", og så var Stefan solgt til skyerne.
– Når jeg ser op i dag, husker jeg tydeligt, hvordan jeg puffede til dem og fløj igennem dem, siger han.
Stefan blev uddannet til pilot i Arizona og mindes særligt én episode, som ikke har noget med fly, men derimod musik, at gøre:
– Jeg tog til New Orleans med en af de andre fra holdet, som var derfra, og vi var ude at høre de sorte jazzmusikere spille rå, gammel blues. En af dem spurgte, om jeg kunne lave lyd, og smed en mundharpe over til mig.
Sådan en havde jeg jo spillet på i mange år, så jeg spillede, og det blev den mest fantastiske oplevelse, fortæller han.
Før han blev pilot, spillede Stefan bas i et pigtrådsband og trompet i et jazzorkester, og han har efter sin tid som pilot fundet stor glæde i at optræde både som solist og med andre musikere. Stefan har sunget og spillet på jazzfestivaler og plejehjem, og sidste år blev han engageret som sanger i Aarhus Swingband, som har 22 musikere.
– Det er en stor glæde at komme tilbage til det musikmiljø, som jeg færdedes i som ung, og endda med nogle af de samme mennesker. Jeg har en selvopholdelsesdrift, som har hjulpet mig, og jeg har lært, at det er i orden at gribe ud efter andre mennesker – og musikken.
Jeg har ikke bitterhed i mig, for jeg tænker som i sangen 'Always Look on the Bright Side of Life'.
Stefan holder en lille pause og siger så:
– Når jeg ser tilbage på mit liv, så synes jeg, at det har beriget mig, at der har været nogle bump på vejen.
Det har udviklet mig, og jeg er blevet bedre til selv at tro på, at jeg er god nok.
Nødlandingen i 1991
27. december 1991 døde to motorer på det SAS fly, som Stefan G. Rasmussen var luftkaptajn på, men han fik på mirakuløs vis nødlandet flyet og alle 129 ombord overlevede.
Stefan blev hædret med Ridderkorset og den svenske konges guldmedalje. Der gik næsten to år, før Havarikommissionen frikendte Stefan Rasmussen og slog fast, at der trods afisning havde ligget is på vingerne, som røg i motorerne.
