Så er det tid igen.
Forskudsopgørelsen skal tilrettes, og det kan virke som en uoverskuelig opgave,
hvis du ikke ligefrem er bedste venner med TastSelv-hjemmesiden hos Skat.
Som bekendt er forskudsopgørelsen et
slags budget over din forventede indkomst og din skat for det kommende år, og
hvis dit liv eller økonomi ændrer sig, er det vigtigt at tilpasse og rette den
løbende. På den måde undgår du at få et skattesmæk, når året er omme.
Sille Rumler har profilen
@praktisktaltvoksen, hvor hun hjælper især unge med at forstå deres økonomi og særligt fokuserer på at lære andre, hvordan man håndterer
forskudsopgørelsen.
– Jeg tror, at mange – desværre –
ser det ikke at have styr på sin privatøkonomi som et tabu, og derfor kan det være svært at række ud efter
hjælp, hvis du har svært ved forskudsopgørelsen. Hvis du beder en ven eller et
familiemedlem om hjælp, så skal de ofte kigge dig over skulderen – og det kan
føles blottende, hvis du i forvejen ikke taler åbent om din økonomi, siger hun
og fortsætter:
– Derfor bliver mange
handlingslammede eller søger mod ChatGPT, og den må du altså ikke stole på her.
Den kan give dig forkerte instrukser, og det kan blive rigtig dyrt. Derfor er
det en god idé at undersøge de helt basale ting, så du nemt kan klare det
selv.
Hvis du lever det samme liv, som du
har gjort de sidste mange år – med samme bolig, samme job og samme lån – er der
højst sandsynligt ikke noget, der skal rettes. Men har du for eksempel skiftet
job, købt nyt sommerhus, er nyuddannet eller skal på barsel, er det vigtigt at
sikre, at alle oplysninger i forskudsopgørelsen er korrekte, fortæller hun.
– Det er en misforståelse, at man
skal nå at rette sin forskudsopgørelse i november – det er bare der, den åbner.
Du kan rette den hele året, men det er en god idé at få styr på det inden
januar, så din indtægt er registreret korrekt inden første lønseddel.
Nedenfor har Sille Rumler samlet
sine seks bedste råd til dig.
1. Hvis du bliver færdiguddannet i
år
Hvis du bliver færdiguddannet i år,
vil din forskudsopgørelse helt automatisk slette alt indkomst og antage, at du
får 200.000 kroner i dagpenge, uanset hvordan din økonomi faktisk ser ud. Det
gør den for at hjælpe dig, så du ikke får for meget i beskæftigelsesfradrag.
Husk derfor at rette den til, hvad
du rent faktisk kommer til at få i SU for året, og hvad du regner med at få i
løn. Er du lige nu i tvivl om, om du står med et fuldtidsjob til sommer, så
antag, at du kommer på dagpenge lige så snart, du dimitterer. Det forebygger
skattesmæk i forbindelse med beskæftigelsesfradraget.
Husk at rette det, når du ved, hvad
din jobsituation rent faktisk bliver. Du kan nemlig rette en forskudsopgørelse
lige så tosset, du vil.
2. Din rente er nok faldet
Hvis du har et boliglån, så har du
også et rentefradrag. Det hjælper banken dig med at regne ud, når du får det,
og de indberetter det også for dig hvert år. Men renterne er faldet en hel del
de sidste par år, så vær sikker på, at dit fradrag ikke er for højt. Bankerne
”retter” nemlig bagud og ikke forud, så det er en god idé selv at være
opmærksom.
Hvis din rente er faldet i løbet af
året, så er det til din egen fordel, at du selv nedjusterer rentefradraget. Jeg
anbefaler at tjekke det to gange om året. Du kan se, hvad du betalte i rente den
30. december 2025, gange det med fire, og så har du beløbet for, hvad der er
sandsynligt for hele 2026.
Husk altid at rette, hvis din rente
enten falder eller stiger.
3. Servicefradrag og
håndværkerfradrag dækker mere, end du tror
Håndværkerfradraget blev genindført i 2025, men med nogle helt andre krav end
førhen. Beløbet er nu meget lavere, og det gælder kun, hvis du får lavet grønne
forbedringer i dit hjem. Kort sagt: Isolering, varme og grøn energi såsom
solceller eller vindmøller.
Får du repareret ting, er der også
penge at hente i fradrag. Det kan være, hvis du har fået fikset radiatorer,
hårde hvidevarer og varmepumper. Du kan f.eks. også få servicefradrag, hvis du
får installeret en tyverialarm.
Fradraget gælder kun den
arbejdstid, der er blevet brugt, så du skal stadig betale fuld pris for
materialerne. Nogle gange står der i fakturaen præcis, hvad du kan indberette,
og det er en virkelig stor hjælp.
4. Pensionsindbetalinger er ekstra
lukrativt for dig, der betaler mellemskat/topskat
Det her er et klassisk råd, du vil
få, hvis du taler med en formuerådgiver – for hvis du betaler mellemskat eller
topskat, så kan du spare penge i skat ved at sætte mere ind på din pension.
Alle bidrag op til totalt 68.700
kroner for 2026 inkl. arbejdsgivers bidrag til din ratepension, kan du trække
fra i skat. Det lyder en smule kringlet, men kort sagt betyder det, at du ikke
betaler skat af det, du sætter ind på din pension. Det skal du først, når du
får det udbetalt som pensionist – og der er man sjældent topskatteyder.
Det betyder, at hvis du f.eks. tjener 65.000 kroner om måneden, så skal
du betale mellemskat af det beløb, der overstiger 58.079 kr (før AM-bidrag).
Først betaler du AM-bidrag (8%), så fratrækkes alle dine fradrag, og så betaler
du kun skat af resten.
Så hvis du indbetaler lidt ekstra på
din pension, og dermed får et højere fradrag, så kan det være, at du helt slipper for at betale mellemskat,
fordi dit fradrag bliver så højt – og så går pengene til dit fremtidige jeg i
stedet for skat.
Hvis du gerne vil hæve, hvor meget du indbetaler i
pension, kan du snakke med din pensionsrådgiver eller arbejdsgiver om at hæve
dit beløb. Hvis du ikke allerede har en pensionsrådgiver, så kan du få fat i en
gennem din bank eller det pensionsselskab, der varetager din pensionsopsparing.
5. Tast din kørsel ind igen
Skat har et værktøj, der kan hjælpe dig med at regne dit kørselsfradrag ud. Det
er en smagssag, om man vil skrive det hele ind i forskudsopgørelsen, bare noget
af det eller slet ingenting. For du kan også vente med at gøre det til
årsopgørelsen.
Uanset hvad skal du dog huske, at
du skal taste det hele ind igen, når årsopgørelsen kommer. Det er en ændring,
der blev lavet efter 2020, fordi hjemmearbejde er blevet så normalt. Du får
nemlig kun befordring for de dage, hvor du rent faktisk er afsted. Er du syg,
arbejder hjemme eller har du ferie, så har du ikke ret til befordring for de
dage.
Taster du det ikke ind igen ved
årsopgørelsen, så risikerer du, at det slet ikke bliver regnet med, og du får
potentielt et skattesmæk, selvom du faktisk ikke skulle have det.
Fra 2026 indføres der også
befordringsfradrag til nogle studerende; det vigtigste er, at du skal bo i en
yderkommune og naturligvis have +12 kilometer til dit studie. Man regner med,
at det vil påvirke cirka 15.000 personer på landsplan.
6. Du kan stadig rette gamle
årsopgørelser
Sidste år fandt jeg ud af, at mit håndværkerfradrag for 2021 ikke var
indberettet, selvom jeg var helt sikker på, at jeg havde gjort det – og der er
det heldigt, at man har fem år til at indberette fejl. Der er lang
behandlingstid, men de skal nok svare.
Jeg fik selv 6.500 kroner tilbage i
skat, som jeg nemt kunne have overset. Jeg vedhæftede bare fakturaen fra 2021
som bevis for mit køb. Det gælder også for det kørselsfradrag, som du måske har
glemt at skrive ind igen ved årsopgørelsen.
Om Sille Rumler
Indehaver af profilen
@praktisktaltvoksen på Instagram og TikTok, der samlet har over 50.000 følgere.
Her hjælper hun især unge med at forstå deres privatøkonomi.
Er til daglig bogholder i et
børsnoteret investeringsselskab.