-
Der er fart på denne uge, viser både astrologi og tarot - men tre råd kan hjælpe os
-
Denne uge skifter energien markant - og det kan betyde skift i kærlighed og relationer
-
Er du frisk på en challenge? Nillou opfordrer os til at gøre dette i en uge
-
Krystaller: Sådan kan du bruge de helende energier i din hverdag
-
Mia kan tale med dyr og beroliger kæledyrsejere: ”Dyr frygter ikke døden”
-
Sådan fungerer 'face reading': Det siger dit ansigt om din personlighed
-
Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere
-
Styrk forbindelsen til din skytsengel – sådan beder du om tegn
Da Søs Marie Serup tabte sig, fik hun pludseligt komplimenter - og det gjorde hende vred
Søs Marie Serup reflekterer over sin tid tæt på toppen af partiet Venstre, som hun forlod for at kunne se sig selv i øjnene. Her fortæller hun om at være mor, bo på landet og stadig være afhængig af adrenalinkicket. Og lidt om, hvorfor det ikke er snyd at være på Wegovy.
Da Søs Marie Serup forlod Venstre efter otte år først som pressechef og siden som særlig rådgiver for Lars Løkke, lagde hendes mand et stykke papir foran hende.
En ”Genopret Søs”-liste. Punkterne herunder lød: gå til læge, gå til tandlæge, gå til optiker og alle mulige andre praktiske foranstaltninger, som Søs de sidste mange år havde forsømt på grund af sit job.
Et job, der med hendes egne ord "åd hende med hud og hår", og som derfor krævede en nulstilling.
– Jeg skubbede alt til side for det job, fordi jeg fra starten var meget bevidst om, at det var en once in a lifetime mulighed, så jeg ville suge marven ud af det, og hvis man vil, kan man jo leve på Christiansborg. Der er et træningscenter og en lille købmand, så du behøver ikke at tage hjem. Og selvom det lyder skørt, så troede jeg virkelig, at verden faldt sammen, hvis ikke jeg var der.
Det første år, jeg var pressechef, holdt jeg kun fire fridage, men det kommer også med en pris, siger Søs Marie Serup.
Igennem tiden har hun forladt langt de fleste familiebegivenheder for enten at tage på arbejde eller håndtere en situation over telefonen, alle fritidsaktiviteter blev sat til side, og undervejs er der røget venskaber med folk, som havde svært ved at håndtere hendes måde at prioritere på.
– Mit arbejde var så sjovt, at jeg ikke ville gå glip af ét minut af det, og jeg savnede ikke at lave andet eller at se andre mennesker end mine kollegaer. Når du er i det, giver det så meget mening. Det forfører at komme med helt ind i boblen.
At du ved ting, som andre ikke ved, meget tidligere end alle andre, giver et rush af en anden verden. Og det er et kæmpe adrenalinkick, at du får en idé, der føles som om, den bliver til noget for hele Danmark i løbet af fire sekunder, forklarer Søs Marie.
Hendes eget bud på, hvordan hun holdt til tempoet, er, at hun var ung. Dengang kunne kroppen godt holde til at leve af dårlig mad, cigaretter og ingen motion.
– Fysisk var jobbet sindssygt hårdt for kroppen. Den kørte hele tiden i et adrenalingear, og det var en kæmpe belastning at være i det alarmberedskab hele tiden.
Jeg har nogle gange sammenlignet det med at være elitesoldat, fordi man lærer at æde sig selv på et niveau, som er meget usundt, og som sætter gang i nogle skøre vaner. Dengang havde jeg en tommelfingerregel om, at jeg skulle sove, spise og tisse, hver gang jeg fik muligheden, for jeg vidste ikke, hvornår den opstod igen, fortæller Søs Marie og nævner en anden grund til, at hun kunne holde sig oven vande.
– Cirka hvert andet år havde jeg en weekend, hvor jeg brød helt sammen. Jeg lå i sengen og græd og græd, og bagefter rejste jeg mig op og kunne tage to år mere.
Det var en voldsom stressreaktion, men jeg stoppede ikke, fordi jeg havde set så mange forlade politik og bagefter fortryde det, for de længtes tilbage. Sådan ville jeg simpelthen ikke ende, så derfor besluttede jeg, at jeg skulle blive, indtil jeg var helt færdig.
Drevet mod det skræmmende
Søs Marie er opvokset i den lille by Kalhave vest for Horsens. Byens tre veje former en trekant, hvor skolen ligger i midten, og lige ved siden af ligger gården, hvor Søs Marie er vokset op med sin storebror, og hvor hendes forældre stadig bor.
Faren var landmand ligesom alle de andre i byen på nær de gymnasielærere, der var rykket til byen fra Aarhus for at danne et kollektiv.
Nogle af dem var mor og far til tv-vært Cecilie Beck, hvis familie var nabo til Søs Maries, og hvis lillebror blev Søs’ bedste ven. Søs Marie rendte frem og tilbage mellem husene og fik hos sine egne forældre de klassiske borgerlige dyder, mens hun hos Beck-familien oplevede et akademikerhjem med helt andre politiske holdninger og bøger på hylderne, end hun var vant til.
– Jeg var nok lidt underlig i min egen familie. De talte om landbrug og læste alle de samme bøger, og der stak jeg lidt ud.
Det politiske interesserede mig slet ikke, og jeg syntes, at det mest fladpandede, man kunne foretage sig, var at være aktiv i VU, som mange af mine forældres venners børn var, siger Søs Marie, der måske alligevel fik sået nogle politiske frø, når hendes far læste artikler fra Jyllands-Posten som godnathistorie, fordi han ikke gad børnebøgerne.
Efter en ungdom, hvor Søs Marie drømte om at blive skuespiller, endte hun med at læse engelsk og kommunikation. Hendes første job var en kommunikationsstilling i en privat virksomhed, som alligevel ikke var så spændende, så hun bad om at ryge med i en fyringsrunde, og ved et efterfølgende outplacementforløb fik hun rådet ”du skal finde noget, hvor du kan flytte mennesker, ikke produkter”.
Hun søgte derefter en stilling hos Venstres pressetjeneste og fandt hurtigt ud af, at hun var god til at tænke strategisk og afsætte historier til medierne.
Et par år senere blev hun pressechef og derefter særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, først i rollen som finansminister og siden som statsminister.
– Jeg havde aldrig været rigtig god til noget før, men det her, det kunne jeg, og det føltes fantastisk. I starten grinede de andre pressechefer af mig, fordi jeg var ung kvinde, men så har jeg en trodsighedsmotor, der sætter ind. Jeg finder mig ikke i bøller, og jeg er ikke bange for en konfrontation, så jeg bed fra mig.
Det fik folk til at stoppe op og tænke sig om, og derfra ændrede tingene sig hurtigt.
Et sorgfuldt farvel
Efter nogle år som Løkke Rasmussens rådgiver kunne Søs Marie Serup mærke, at Statsministeriet ikke længere var stedet for hende. Hun følte, hun brugte sin tid på de forkerte ting og ville gerne have hænderne i mulden igen.
Hun rykkede derfor tilbage til Venstre som chef for parties Center for Politik og Kommunikation, men selvom ideen lød god på papiret, blev hun aldrig helt tilfreds.
– Jeg var ved at brænde ud. Jeg var træt, og jeg syntes ikke, partiet traf de rigtige beslutninger. Der blev flere og flere episoder, hvor jeg ikke var enig i de ting, der skete, så dampen var gået af ballon, fortæller Søs Marie Serup, der tydeligt husker, hvornår hun tog beslutningen om at skifte spor.
En aften på vej hjem fra et møde på Marienborg, hvor hun endnu engang kunne mærke, at hun var uenig i beslutningerne, blev det tydeligt for hende, at når begejstringen over at være med i kontrolrummet ikke længere var der, var det tid til at sige stop. Det skete på et efterfølgende møde med Lars Løkke Rasmussen lige før valgkampen i 2011.
– Jeg havde ikke kræfter til at tilpasse mig de ting, som han gerne ville, og det er jo ham, der bestemmer.
Jeg kunne ikke være i det længere, men det var meget svært og sorgfuldt at give slip, for jeg elskede det virkelig. Den aften græd jeg hele vejen fra Statsministeriet tilbage til mit kontor, og så kørte jeg hjem og satte mig på køkkenbordet og græd videre, mens min mand blev ved med at sige, at det var okay, og at det hele nok skulle gå.
Næste dag sendte Søs Marie sin opsigelse.
– Det var hvert vågent øjeblik af mit liv, jeg følte, jeg sagde farvel til. Min omgangskreds, mine venner, hele mit liv. Og hvad fanden skulle jeg nu lave?
Ydmygheden forsvandt
Søs Marie fandt hurtigt noget at lave. Samme år kommenterede hun valget for DR, og i dag er hun fast politisk kommentator på TV2. Hun holder foredrag om politik og har sit eget kommunikationsbureau, By Serup.
– I starten tænkte jeg, at jeg skulle lave alt mulig andet, men den store udfordring var, at jeg på en eller anden måde er ødelagt, fordi jeg er afhængig af adrenalinkicket og en høj intensitet, så jeg skulle finde et sted, hvor jeg kan udleve det, uden at jeg skulle hoppe i faldskærm hver dag. Jeg synes, at de store krisesager er super spændende, fordi det kræver store beslutninger, og i det felt får jeg igen følelsen af at stå inden i boblen med ting, der kan have store konsekvenser, siger Søs Marie, der også har skrevet flere bøger om politik og netop nu er aktuel med bogen ”Vind eller forsvind – kampen om venstre”, hvor hun går tæt på de opgør, der har ført til dyb splittelse i partiet.
En bog der tog hende et år at bestemme sig for at skrive, fordi hun skulle se tilbage på en tid, der udover at være fyldt med nogle af hendes største glæder også indeholder konflikter, sammenstød og beslutninger, som Søs Marie ikke er stolt af i dag.
Og fordi hun faktisk ikke rigtig bryder sig om den Søs Marie, hun blev.
– Jeg er vældig imponeret over mine præstationer, men ikke over mig selv som menneske.
Der er en grund til, at Søren Pind i sin tale til vores bryllup kaldte mig den største giftblander, han havde mødt. Det er ikke noget, man skal være stolt af, men det var noget, jeg var god til, og det kræver det, hvis man vil helt til tops i det miljø.
Prisen for at komme op på øverste hylde er, at man kan være brutal, og der er absolut ting, jeg ikke er stolt over, og der har været episoder, hvor jeg har måttet gå tilbage til folk og sige undskyld, siger Søs Marie, der stadig oplever efterslæb fra tiden i toppolitik blandt andet i forhold til respekt for aftaler og andre menneskers tid.
Den konstante undskyldning om, at det er okay at rejse sig og gå, fordi statsministeren har brug for en, har sat sig i hende som en uskik, hun stadig prøver at få udraderet.
– Når du er vant til, at alting tryller omkring dig, er det svært at bevare ydmygheden. I lang tid ville min mand for eksempel ikke følges med mig i lufthavnen, fordi jeg ikke kunne stå i kø.
Jeg var vant til at gå udenom, så hvor forfærdeligt det end lyder, oplevede jeg det som ydmygende at skulle vente. Det er jeg virkelig ikke stolt af, men jeg synes, det er vigtigt at fortælle, så tingene ikke bliver glorificeret.
Folk kan meget hurtigt tænke wow, når jeg fortæller om, hvor fedt det var, men der er også mange bagsider og en hårdhed, som ikke er god for nogen at være i for længe.
Nye prioriteter
Efter Søs Maries farvel til Venstre var det i høj grad hendes mand, Frank Laybourn, der var med til at hjælpe med det, hun selv kalder ”oprydningsarbejdet”.
De to mødtes første gang til Venstres sommergruppemøde i 2003, hvor Frank var chefkonsulent i Venstres politisk-økonomiske afdeling.
To år efter blev de kærester, og i 2010 blev de gift. Søs Marie kalder ham sit moralske kompas, der har fået hende kalibreret tilbage på plads.
– Der er no mercy i Franks bedømmelse. Hvis jeg har lavet en fejl, får jeg det at vide, og så må jeg jo gøre, hvad jeg kan for at rette op på det. Han var en af grundene til, at jeg kunne være i jobbet i så mange år, fordi han lavede nogle regler.
Blandt andet at jeg kun måtte tjekke min telefon to gange om dagen i weekenden. Det var grænseoverskridende svært at overholde, men disciplinerende i en grad, der gjorde, at jeg kunne holde til det.
For 12 år siden adopterede de sønnen Nelson fra Sydafrika, efter at det ikke var lykkedes at blive gravid hverken naturligt eller ved hjælp af fertilitetsbehandling.
Søs Marie har fra helt ung haft tanker om at adoptere, og da brevet kom om lille Nelson – opkaldt efter Nelson Mandela – på otte en halv måned, mærkede hun med det samme, hvor rigtigt det var.
– Der stod kun fire linjer om Nelson, men jeg kunne mærke ind i det inderste af min sjæl, at han vores dreng, og da vi kom ned for at møde ham, var han så enormt sød og glad.
Både mig og Frank har let til tårer, så jeg var forberedt på, at vi ville gå helt i opløsning, men jeg kunne simpelthen ikke andet end at grine, fordi det hele var så fantastisk.
En måned senere fløj Søs Marie og Frank med Nelson tilbage til Danmark og en helt ny hverdag, der krævede en nærmest konstant tilstedeværelse fra begge forældre.
– Jeg er så glad for, at vi blev forældre på lige præcis den måde. Havde det været, mens vi var på Christiansborg, var vi blevet nogle helt andre forældre.
Den her måde tvang os et andet sted hen. Nelson havde så stort et behov for at være sammen med os, at vores prioriteringer gav sig selv. Det har gjort os til bedre mennesker og et bedre par, fordi vi var tvunget til hele tiden at tale sammen for at forstå situationerne.
Og det har været fantastisk at se, hvordan et lille barn blomstrer af konstant fysisk kontakt og spejling. Han har virkelig været den største gave.
Wegovy er ikke snyd
Familien bor i dag i en lille by syd for København, hvor vejene er smalle og krogede, og markerne breder sig udenfor vinduerne. Her er der frisk luft og højt til himlen, og Søs Marie kan dyrke de ting, der giver glimt af lykke i hverdagen. At male, strikke, bygge og gå i haven.
– Det var afgørende for mig at få et roligere liv, og det har været ekstremt sundt. Jeg nyder dagligdagen – at køre drengene til fodbold og at stå med de andre forældre på sidelinjen til kampene.
Vi flyttede herud for at tvinge os selv til at leve et almindeligt liv. Vi har begge to fløjet tæt på solen og brændt vingespidserne på politik, og vi blev nogle mennesker, vi faktisk ikke helt brød os om, men ved at bo her kalibrerer vi os selv og hinanden i retning af, hvem vi gerne vil være.
Her går vi rundt i træsko og har en trailer, og det gør noget godt for os, fordi vi føler, at vi her har stikket i de rigtige mennesker og et rigtigt liv. Det er virkelig ikke en Christiansborgsalon.
Søs Marie bruger byens omkringliggende vidder til at gå lange ture med familiens to store Siberian Husky-hunde, gerne to til tre timer, og så arbejder hun i haven for at give hjernen ro.
Samtidig er hun blevet god til at lytte til sin krop og acceptere, at hun i dag har brug for otte timers søvn.
– I gamle dage kunne jeg køre valgkamp i en måned med tre til fires timers søvn i døgnet, men nu har jeg overgivet mig til min alder og forsøger at sige til mig selv, at det er okay, at jeg ikke kan, hvad jeg kunne før.
Jeg har vist, at jeg kunne være jægersoldat, så nu er det faktisk okay at sidde og være lidt tyk major.
Et nyere skridt i retning af at føle sig tilpas i sin krop er for Søs Marie at tage Wegovy. I forbindelse med et rygestop, hvor hun tidligere har oplevet at tage på, kombineret med smerter i hoften, valgte hun at tage vægttabsmedicinen.
– Siden jeg var i politik, hvor det var spis, tis, sov, når du har chancen, har jeg fjernet mit naturlige forhold til sult og mæthed, og lige meget hvor meget jeg har prøvet, har jeg ikke kunnet træne det frem igen.
Derfor er jeg konstant sulten, så det har været en kæmpe lettelse for mig, at Wegovy har fjernet den anstrengelse, det er hele tiden at skulle være disciplineret i forhold til mad, siger Søs Marie, der bliver provokeret, når hun hører folk sige, at Wegovy er en snydekur.
– Folk kan jo sagtens sige, at man bare skal lave en livsstilsomlægning. På samme måde kan man også bare stå op og læse tre bøger om ugen, hvis man vil – men det er de færreste, der faktisk gør det. Vi har alle områder, hvor vi er disciplinerede, og andre, hvor vi kæmper mere.
Derfor kan jeg blive rasende over, at det især er kvinder, der mener, det er snyd at tage Wegovy. Synes de ikke, vi som kvinder har rigeligt med steder, hvor vi skal præstere og være disciplinerede? Og rigeligt med steder, hvor vi i forvejen måler hinanden?
Efter Søs Marie Serup har tabt sig på Wegovy, er der gået noget særligt op for hende.
– Det har været en ahaoplevelse at få så mange kommentarer om, hvor pænt det er, at jeg har tabt mig, og det får mig til at indse, hvordan folk må have tænkt om mig før. Samtidig gør det mig vred over, hvor meget folk går op i vægt.
Når det er sagt, mener jeg faktisk, at Wegovy er en god samfundsmæssig investering. Jeg var selv ved at opgive at løbe på grund af smerter i hoften, og dem har jeg ikke længere, så det gør en kæmpe forskel.
Sidste år fyldte Søs Marie Serup 50 år. En milepæl, der fik hende til at indse noget om sig selv. At hun er en kriger. Hun kan godt lide at slås.
Og selvom hun godt kan høre, at det lyder mærkeligt, når hun siger det højt, så står hun ved det. Og selvom krigeren har trukket kløerne lidt ind siden Venstredagene, leder hun stadig hele tiden efter det sweet spot, hvor hun kan overskue kaosset, drive en proces frem og være i de svære følelser i øjeblikket.
– Det syrede er, at jeg ikke altid kan lide at være i kampen, men følelsen af, at jeg kan det, er det, der driver mig, og sådan vil jeg altid have det, siger hun, der, i dag har parkeret de ting, som hun ikke ser tilbage på med stolthed
– Jeg ville være et mærkeligt menneske, hvis der ikke var ting, jeg fortryder, eller ting, jeg kunne have gjort bedre, men det prøver jeg at hvile i og uddrage noget læring af.
Jeg kan ikke blive ved med piske mig selv med de brændenælder igen og igen, så jeg har tilgivet mit unge jeg. Jeg kan ikke lave det om, og jeg vil heller ikke lave det om. Jeg ville gøre det hele én gang til, hvis jeg fik muligheden.
Jeg ville bare huske at holde lidt mere fri.