Mariannes mor blev udsat for tricktyve: 'Hun havde ikke bare en svindler i røret, der var også én i hendes lejlighed'

Mariannes mor blev udsat for tricktyve: "Hun havde ikke bare en svindler i røret, der var også én i hendes lejlighed"

De stjal min mors kæreste eje helt koldblodigt, fortæller Hjemmets chefredaktør, som her deler sin mors ubehagelige historie om at blive snydt til at udlevere sine værdier.

hjemmet logo farve

Min mor kan dårligt sætte to ord sammen, da hun får fat i mig på telefonen. Hun er blevet ringet op af sin bank, siger hun. 

Fra deres sikkerhedsafdeling. Der var bander i området, der kunne være ude efter hendes ting, og nu ville de hjælpe hende, siger en venlig og veltalende herre i telefonen.

Jeg er i Oslo og på vej ud at spise med nogle venner, men forstår hurtigt, at min mor er blevet ringet op af tricktyve. Min mor har Alzheimers sygdom og er 88 år, og jeg har i telefonen svært ved helt at forstå, hvad der er sket, men jeg får hurtigt fat i min søster og niece, som straks kører over til hende.

Lidt senere får jeg næsten brug for at sætte mig ned. Det viser sig nemlig, at min mor ikke bare har haft en svindler i røret. Der har også været en mand inde i min mors lejlighed.

Mens hun har den første mand i telefonen, springer den anden mand rundt og spørger, hvad hun har af værdier. For de skal væk, så banderne ikke kan tage dem.

Min mor er lige flyttet, og har – heldigvis – ikke styr på, hvor tingene er, men hun får da udleveret nogle sølvskeer. Manden i lejligheden presser på, og manden i telefonen bliver skarpere og skarpere.

Så min mor går ud på badeværelset og henter sine to ringe. Herunder sin enkering, der indeholder både min mors og fars vielselsring. Hun giver begge ringe til manden.

De to fortsætter fra hver sin side med at stresse hende, og hun er – beskriver hun selv bagefter – helt tom i hovedet nu. Hvad har du af værdi? Det skal være noget småt. Tyvene vil ikke ha' store ting, lyder det fra manden. Og min mor ender med at give ham en tynd keramikvase, som jeg tænker, manden næppe har fået hel ud til bilen – eller kan få meget glæde af. 

Men som havde stor værdi for hende.

Tyvene går også efter hendes betalingskort. Men min mor kan – heldigvis igen – ikke huske sine koder, så kortene bliver smidt på spisebordet. Og manden forsvinder. Det er først her, hun får mulighed for at ringe til mig.

Smæk røret på!

Min søster og niece får meldt det til politiet, som kommer forbi og er rigtigt søde. Og min niece kigger på hendes telefon, hvor hun kan se, at min mor er blevet ringet op tre gange. Forløbet har strukket sig over 3,5 timer – og tyven har været i min mors lejlighed i fem kvarter.

Bagefter siger hun, at hun til sidst godt vidste, at det ikke passede. Men alene det, at der står en mand i hendes stue, er jo en fysisk trussel. 

Hun siger også, at hun vil ringe til os, ”men det siger de, at der ikke er tid til," fortæller hun.

Siden min mor blev røvet, har jeg i mit nærområde igen og igen set nyheder om tyve, der opererer på denne måde. Jeg har læst op på emnet og forstår, at de er organiserede, de arbejder altid på samme måde, og man behøver på ingen måde være dement for at blive snydt.

Lad os dele vores historier

Når jeg deler min mors historie, så er det, fordi jeg tror, den eneste måde, vi kan forhindre de her tricktyverier på, er ved at tale om dem. 

Fortælle vores familie, bekendte og ældre om, hvordan det foregår. For der er kun ét at gøre, når de ringer fra banken: Det er at smække på! Og så få ringet til en ven, noget familie eller til sin bank for at høre, om de har haft ringet.

Vi har nu gennemgået en lang række regler med vores mor. Og vi har sat hendes telefon op, så kun numre, der i hendes adressebog på telefonen, kan ringe hende op. 

Vi har flyttet penge væk fra de kontoer, hendes kort er tilknyttet. Og hun har heller ikke længere selv sine koder. Vi prøver også at indprente hende, at hun ikke skal lukke op for nogen, hun ikke kender.

Værst har det egentlig været at kigge på min mors nøgne hænder. Ringene er væk. 

Min mor har fået alt fuldt dækket fra forsikringen. Og hun har også fået sig en ny fin ring, som hun har været ude at købe med min niece. Men helt ærligt, lad os alle gøre, hvad vi kan for at beskytte os selv og hinanden. 

Så derfor: Del min og andres historier! 

Del din historie: Er du også blevet snydt?

Vi bliver alle klogere af at høre hinandens historier om digital svindel og tricktyveri. Har du lyst til at fortælle din historie til Hjemmet om at blive snydt for værdier? Så skriv en mail til redaktionen på red@hjemmet.dk, og vi vil tage kontakt til dig.