Mit første minde
– Er nok mere en fornemmelse end et egentligt minde. Jeg kan huske min fars og min mors hænder. Og den tryghed, de gav mig. Og jeg kan huske, hvordan det var at stå mellem min fars ben på hans vélosolex, når han kørte afsted, mens jeg sang ”she lob lu yeah, yeah yeah”, fordi jeg ikke kunne de rigtige ord til Beatles-sangen 'She Loves You'.
Men mest af alt kan jeg huske fornemmelsen af min søster. Mine forældre var meget unge, da de fik os med et enkelt års mellemrum, og vi var altid meget tætte og altid sammen.
Vi boede i en kollegielejlighed på Tagensvej i København. Den har været lillebitte, men jeg husker den som stor og hyggelig. Vores forældre læste begge to, og jeg tror ikke, vi som sådan var planlagte, men folk fik jo børn langt tidligere dengang, og jeg tror, de tog det, som det kom.
Det var en meget tryg barndom. Da de blev skilt, må det have været et kæmpe chok, selvom jeg ikke husker, det var noget, vi talte om. Jeg husker til gengæld fornemmelsen af at savne min far. Og at min søster og jeg rykkede endnu tættere sammen.
Jeg ved, at vores far var bange for at miste kontakten til os. Vi var hos ham hver 14. dag fra torsdag til søndag, men relativt kort tid efter min mor og far var blevet skilt, rejste han til Cuba med sit arbejde for Danida og var væk et helt år.
Det har han siden fortalt, at han har fortrudt sindssygt mange gange. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Efter jeg selv blev mor, har jeg altid tænkt, at det hårdeste ved en skilsmisse må være at skulle undvære sine børn.
Min første skoledag
– Den står ikke så klart for mig.
Jeg begyndte i Hareskovens Lilleskole, hvor man startede i det, de kaldte forårsklasser før skolestart, så det var en ret glidende overgang.
Men jeg kan huske transporten til skolen meget tydeligt. Min far boede i København, og min mor boede i Gentofte, så der var langt til Hareskoven fra begge matrikler. Jeg skulle både med tog og med bus og vandrede i mindst 25 minutter tværs over en pløjemark.
Men det var en god skole. Der var rammer, men meget vide udfoldelsesmuligheder indenfor de rammer. Vi skulle have dansk og matematik, men ellers kunne vi frit vælge mellem de emner, lærerne udbød. Det kunne være ”Brasilien”, ”ler”, ”trommer”.
Et år udbød skolens leder Per Schultz Jørgensen, der senere blev en fremtrædende børneforsker, emnet ”sex”. Det blev valgt af næsten hele skolen.
Mit første kys
– Fik jeg nok af en dreng, jeg var forelsket i, som gik i klassen over mig, men jeg er ikke helt sikker. Hvis ikke det var et kys, så var kulminationen på vores forhold, at vi holdt i hånd ved en Vietnam-demonstration i København i starten af 1970’erne.
Der skete aldrig mere, hverken før eller efter det. Det var en kort affære.
Min mand og jeg har til gengæld snart været sammen et helt liv. Jeg tror, det lange parforhold handler om at mærke en forbundethed til hinanden. Og den har jeg mærket til Søren stort set fra det øjeblik, jeg lærte ham at kende.
Måske netop i kraft af at vi er meget forskellige. Det er både godt og dårligt. Når det er godt, er det rigtig godt. Men når det er dårligt, er det til gengæld også rigtig dårligt. For så kan vi virkelig mærke forskellene. Allerede på skuespillerskolen i Odense, hvor vi mødtes, stod de her forskelle tydeligt frem.
Søren er sådan en, der melder sig lidt ud og går over og stiller sig i et hjørne og ryger en smøg og ser, hvad der sker, når noget bliver svært.
Jeg er sådan en, der forsøger at fikse og ordne for at få alle til at enes. Jeg tror, vi har lært lidt af hinanden i de mange år, vi har været sammen.
Men vi er jo grundlæggende, dem vi er. Jeg er stadig sådan en, der er meget ovre i andres velbefindende og glemmer at give mig selv ilt. Der er det nok meget godt at have en som Søren at se på, der kan finde ud af at trække sig og lade ting ske uden at føle et helt enormt ansvar.
Så kan jeg da i det mindste se, hvordan man gør det, uden at jeg dog selv er blevet særlig god til det.
Mit første arbejde
– Det var forestillingen Kajen mod vest på Aalborg Teater i 1992. Jeg var ret lang tid om at finde ud af, at jeg skulle være skuespiller. Eller jeg var i hvert fald lang tid om at turde forsøge at blive det. Efter 10. klasse tænkte jeg, at jeg måske skulle være håndværker, og kom ind på EFG-grafisk.
Men da jeg som den eneste på mit hold fik en praktikplads, kunne jeg bare mærke, det var helt forkert og sprang fra. Derefter tog jeg en HF, men kunne efterfølgende ikke rigtig se mig selv læse på universitetet.
Jeg havde en kæreste på det tidspunkt, og vi var begge to optagede af teater, men det var ikke noget, jeg overhovedet så som en mulighed. Jeg troede slet ikke, jeg ville kunne komme ind på skolen. Men da han slog op med mig og søgte ind, var det som om, jeg tænkte ”fandeme nej”. Og så søgte jeg.
Jeg kom ind i første forsøg. Jeg tror, det handlede om, at jeg mødte op helt afslappet, fordi jeg slet ikke regnede med noget. Det er jo en helt ideel tilstand at søge ind på. Helt naturlig, nysgerrig og uden nerver.
Men den slags kan man jo ikke kunstigt fremtvinge i sig selv. Åh, hvor ville alt bare være nemmere, hvis man kunne.
Mit første hjem
– Var længe undervejs, for jeg flyttede virkelig meget rundt, efter jeg flyttede hjemmefra. Og jeg syntes ikke rigtig, noget af det føltes som hjem.
Jeg har boet i bofællesskaber og i besatte huse og fik på et tidspunkt også en lille toværelses for mig selv i en baggård på Vesterbro. Den var så kold, at fugten drev ned ad væggene. Ikke superrart.
Da jeg var 19 år, fraflyttede min far sin 180 kvadratmeter store lejlighed på Amaliegade i København for at flytte i kollektiv. Og så rykkede jeg ind sammen med min søster og tre venner. Der fik jeg følelsen af at have et hjem.
Dels var der tørt, hvilket var et kæmpe plus, men der var også bad og køkken og store rummelige værelser, vi kunne indrette os på. Jeg har dog aldrig været så optaget af indretning og den slags, ej heller af at have mit eget helt for mig selv.
Jeg kan lide at dele og at være sammen med andre.
Mit første barn
– Er faktisk ikke mit eget. Jeg mødte Sørens søn, Hjalte, før Søren og jeg blev kærester, fordi jeg boede sammen med ham og hans mor i Odense. Søren og hun var blevet skilt noget tid forinden, og der gik et stykke tid, inden vi fandt sammen, så der var aldrig noget drama.
Men jeg mødte altså den her lille dreng, før jeg vidste, at vi ville blive del af samme familie. Jeg har aldrig forsøgt at være hans mor, men jeg har gerne ville være en stabil voksen i hans liv. En god stedmor, selvom vi altid jokede med, at jeg var hans onde stedmor, da han var lille.
Jeg har forsøgt at gøre mig umage med det. For jeg er selv vokset op i en familie med mange stedforældre og mange halvsøskende, så jeg ved, det kan være svært. Og det er svært.
Især teenagetiden er helt vildt udfordrende.
Hjalte er selv blevet far nu, og jeg har fået titel af bedstemor i hans børns liv. Det er jeg helt vildt lykkelig for. Jeg tror ikke, jeg kommer til at føle det anderledes, når mine egne piger, Carla og Viilbjørk, en dag får børn.
Jeg tror, kærligheden til dem bliver helt den samme som den, jeg føler til Hjaltes børn.
Min første ven
– Hedder Maiken. Jeg mødte hende i 1. klasse på lilleskolen i Hareskoven. Og selvom vi har haft perioder, hvor vi har set hinanden mindre på grund af travlhed, arbejde, familie, så har vi altid været i hinandens liv.
Maiken var skøn og nysgerrig og sjov. Og hun kunne mange ting. Hun kunne for eksempel lave mad, og så passede hun et handicappet barn allerede som 10-årig. Hun var lidt foran på mange måder.
Hendes mor plejede at sige, at hvis man blandede os, kunne man få to pæne piger ud af det. For Maiken var høj og godt i stand, mens jeg var lille og tynd som et strå. Maiken uddannede sig til sygeplejerske og har arbejdet med kræftsyge børn og unge.
Hun har startet Kraftværket på Rigshospitalet, hvor teenagere, der ellers er indlagt på forskellige afdelinger for voksne, kan mødes og få lov at være unge. Det er jeg meget imponeret over.
Jeg har selvfølgelig venner, der er skuespillere. Men jeg har også altid haft venner udenfor mit fag. Jeg har aldrig haft lyst til at lukke mig selv om skuespilverdenen. Det bliver for fladt på en eller anden måde.
Og det er alligevel også den virkelige verden og de mennesker, der lever i den, vi skal prøve at forstå og høste af, hvis vi skal lave noget, der virkelig kan få betydning for andre.
Mit første alderstegn
– Det kom tidligt. Jeg fik de første grå striber i håret allerede i 30’erne. Og skyndte mig at farve dem. Min branche er stadig meget ungdomsfikseret.
Det kan godt være, vi taler mere om diversitet og at få flere ældre kvindelige roller. Men det sker ikke rigtigt. Og der er fortsat et enormt træk mod at se ung ud. Eller i hvert fald se gammel ud på en ung måde.
Jeg kan også nogle gange få lyst til at skære og proppe alt muligt i ansigtet, fordi jeg også selv kan mærke det der snigende selvhad over kindposer og øjne, der hænger med alderen, men det er meget modsætningsfyldt, for jeg elsker samtidig virkelig at se ældre skuespillerinder, der ikke har fået lavet noget.
Jeg tror nu heller aldrig, jeg kommer til at gøre noget ved det, for jeg ville være for angst for at miste evnen til at bevæge mine ansigstmuskler og blive helt stiv. Og under corona, da alt alligevel gik i stå, holdt jeg også op med at farve mit hår. Det var ligesom at hår og hud ikke længere passede sammen. Nu er håret helt gråt, men stadig langt.
Men jeg nyder virkelig ikke konstant at skulle farve det. Og stå ved, at sådan ser jeg ud! Jeg tror, hele den her angst for alder handler om, at vi ikke vil for tæt på vores dødelighed. Men også at det er en del af livet, der er meget lidt beskrevet.
I litteratur, teater og på film. Og her synes jeg, min branche har et ansvar. Det er os, der skal begynde at fortælle de historier om at blive ældre. Hvis altså vi kunne få lov.
Om Petrine Agger, 63 år
- Uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater. Hun har spillet med i et væld at teaterstykker, film og tv-serier og er i øjeblikket aktuel i blandt andet TV2-serien 'Danefæ' og 3. sæson af DRs 'Carmen Curlers'.
- Gift med skuespiller Søren Malling, som hun har døtrene Carla og Viilbjørk sammen med. Parret bor i København.
