Bente blev mobbet gennem barndommen - 30 år senere er der sket noget godt

– Jeg ville så gerne have været en af dem, der sagde "hej" til Bente i skolegården, siger Sara Langvik Derrick, og fortsætter: 

– Vi mødtes jo på café for noget tid siden, og det var godt at få talt ud og sagt undskyld.

Hun tænker tilbage til 1980- og 90'erne og skolegården på Solvang folkeskole og Øyer ungdomsskole, ikke langt fra Lillehammer. 

Bente Bjørnli gik i parallelklassen, og hun blev mobbet. Og Sara deltog i den store pigegruppe, som ikke var aktive mobbere, men som heller ikke tog afstand fra mobningen. Og som gik, når Bente kom, eller som overså hende, selvom de var i samme rum.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup nedbrød sin egen selvtillid i en lang periode

Den tidligere håndboldspiller har i en en længere periode banket sig selv i hovedet over ikke at have en større karriere, men de tanker har hun i dag erstattet med et 'hvorfor burde jeg det'. Det fortæller hun ærligt i FIT Living.

– Jeg husker ikke alle detaljer, men det var ubehageligt at høre, hvordan Bente oplevede mig og de andre børn. Dette handlede ikke om, at Bente gjorde noget forkert. Det var ikke hendes skyld. Det handlede om os andre, siger Sara.

Grimme øgenavne

For Bente startede mobningen i fjerde klasse, efter at hun havde været væk fra skolen længe. Hun var væk de to første måneder af skoleåret i forbindelse med, at hun var til udredning for epilepsi. 

Da hun kom tilbage til skolen, var hendes "plads" blandt skolekammeraterne optaget. Hun blev ikke længere inkluderet. Fra nu af blev skoledagen præget af at blive holdt udenfor, skældsord og latterliggørelse.

LÆS OGSÅ

Lisa levede et godt liv med mand og børn – da telefonen ringede, bristede drømmen

Thomas og jeg havde altid drømt om et liv fyldt med kreativitet, børn og frihed. Vi havde derfor købt et gammelt hus på landet, og jeg var var gravid med vores andet barn, da telefonen en dag ringede og sprang den drøm i luften.

I folkeskolen blev hun kaldt "halen", fordi hun altid hang på de andre. Hun havde behov for at have et sted at gøre af sig selv i frikvartererne, og gik derfor et par meter bag de forskellige grupper. 

– Det er senere kommet frem, at de tidligere klassekammerater troede, jeg havde en hjerneskade. Formentlig skyldtes det udredningen af epilepsianfaldene, fortæller Bente.

Bente fik at vide, at hun var anmasende og desperat efter opmærksomhed. Og det kan hun forstå. For ensomheden førte til, at hun havde et stort behov for at blive set.

Forstod ikke alvoren

Bente blev aldrig inviteret til børnefødselsdage. Hun blev altid valgt sidst, når der skulle vælges hold i frikvartererne og gymnastiktimerne. Ingen ville holde hende i hånden i dansetimerne.

LÆS OGSÅ

Præger din barndom dine konflikter? Sådan slipper du de gamle mønstre

Det, vi oplevede i barndommen, sætter spor, og måden vi optræder som partner, forælder eller bedsteforælder, kan hænge tæt sammen med de erfaringer, som vi gjorde os i barndommen.

– Det er jo naturligt, at børn efterligner hinanden. Når nogen mobber, følger flere med. Det var åbenlyst, at lærerne forstod, hvad der foregik, problemet var, at der ikke var nogen, der gjorde noget for at stoppe det. De voksne var simpelthen ikke til stede, fortæller Bente.

Først i sjette klasse blev der iværksat tiltag for at hjælpe. En lærer skulle være sammen med Bente i frikvartererne. Men det hjalp heller ikke på situationen og årsagen til problemet. Der var ingen forbedring i skoledagen. Selv tror hun, at skolen ikke havde kompetence eller mod til at tage fat i mobningen.

LÆS OGSÅ

Ønsker du robuste børn? Så skal du være i stand til at tale om dette

Når børn oplever, at voksne lytter til dem og engagerer sig i dem, lærer de, at tanker og ideer kan deles og udvikles. Sådan lyder det fra to forskere, Anne-Line Bjerknes og Ingunn Skalstad, i denne kronik.

– Jeg husker jo godt. hvem mobberne var, og de kom fra ressourcestærke hjem. Måske var det svært for skolen at tage fat i det. De tiltag, der blev gjort, virkede i hvert fald ikke, siger hun.

På ungdomsskolen fik hun et endnu grimmere øgenavn. De plejede at kalde hende "dyret". Og når de blev opmærksomme på, at Bente var på vej, blev skolegården tømt på et øjeblik. Det var traumatiske oplevelser.

Grimme øgenavne

Selvom det var en kendt sag, at Bente blev mobbet i skolen, oplevede hun, at de voksne ikke forstod alvoren i situationen. Der blev indkaldt til et møde med pigerne i klassen, hvor de skulle fortælle hende, hvorfor de ikke ville være sammen med hende, så Bente kunne ændre sig. 

LÆS OGSÅ

Da Matilde Kimer kom hjem fra psykologen, fik hun en klar besked fra sin mand

Som korrespondent for DR i Ukraine og Rusland har Matilde Kimers arbejdsliv bragt hende i både farlige og pressede situationer. Men selvom hun er vant til at pendle mellem bomber og trygt familieliv, væltede hun, da hendes mor gik bort – og det fik hendes mand til at reagere.

Pigerne sagde så, at det var et problem, at hun var så stille. Det var smertefuldt at høre. Og for at have noget at sige efter dette, begyndte hun at spørge folk, hvad klokken var, selvom hun havde ur på armen selv. Det blev også forkert.

I niende klasse var der overnatningstur med skolen. Bente delte værelse med nogle andre piger, og om aftenen lå de og snakkede sammen. En af pigerne bad Bente vende sig om og lægge sig til at sove. De andre ville ikke have, at hun skulle deltage. Det var endnu en smertefuld oplevelse, hun aldrig vil glemme.

Tog kontakt efter sårende opslag på Facebook

Der var nogle få børn i skolegården, som ikke overså Bente. Den ene var Bård Kloppen. Han sagde altid "hej" til Bente, når hun gik forbi. Det blev et lyspunkt i hendes hverdag. At nogen så hende. Anerkendte, at hun var der, når hun var som luft for det store og tavse flertal.

LÆS OGSÅ

Da Marias mor blev syg, flyttede hun hjem: "Det er noget af det hårdeste, jeg har gjort - men også det vigtigste"

Maria Grabowski er vokset op i en familie, hvor alkohol spillede en stor rolle. Da hendes mor blev syg med kræft, flyttede Maria hjem og plejede hende den sidste tid. Nu har hun skrevet en roman, som bygger på hendes erfaringer og oplevelser som bodegabarn.

– Det er godt at høre, at det havde betydning for Bente. Det var jo ikke meget, men jeg kan forstå, at sådanne ting betyder meget i en hård skoledag. Det er klart, at der er en social risiko ved at turde være den, der står imod, men jeg kan ikke huske, at det var noget problem, siger han.

Da Bente i 2014 skrev et opslag på Facebook om, hvordan hun blev behandlet i skolen, tog Bård kontakt. 

– Det var svært at læse, hvordan hun havde haft det. Jeg huskede ikke, hvordan jeg selv havde opført mig over for Bente, så jeg sendte hende en besked, hvor jeg undskyldte, hvis jeg havde gjort noget ondt mod hende.

Svært at tænke på

En anden, der tog kontakt med Bente efter, at hun stod frem med sin mobbehistorie, var Sara fra parallelklassen. I et rørende opslag på Facebook, som senere blev gengivet i lokalavisen, skrev hun disse ord: 

"Næste år er det 30 år siden, jeg gik ud af ungdomsskolen. Min ældste starter på sit sidste år, og min yngste begynder på sit første. Jeg husker ikke så meget fra min egen tid på ungdomsskolen. 

LÆS OGSÅ

Niels Overgaard brugte store dele af sit liv på at jagte lykken – så fandt han særlig ’opskrift’

Du kan anskaffe dig det dyreste tøj, den største villa og den hurtigste bil i din jagt på lykke – helt uden at finde den. For lykken opstår et helt andet sted, siger bestsellerforfatter Niels Overgaard. Og lykken hænger i høj grad også sammen med kærligheden – eller manglen på samme.

Men jeg husker Bente, med det tykke hår, brillerne og det forsigtige smil. Hun som altid stod alene og som aldrig blev inviteret. Som gik alene og uønsket gennem det meste af folkeskolen." (læs hele indlægget i boksen nedenfor)

– Bente var en stille og forsigtig pige, og måske var hun et let bytte for mobberne. Hun var nederst på rangstigen uden at have gjort noget specielt. Det er smertefuldt at tænke på, hvor dårligt vi behandlede hende, siger Sara.

LÆS OGSÅ

Min svigerdatter manipulerer min søn

En læser frygter, at hendes søn bliver manipuleret af hans kæreste. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

De værste og mest aktive mobbere var piger. Der var nogle få, der var aktive mobbere, og de plagede gerne flere, selvom hun tror, Bente fik den værste behandling. Der var også nogle børn, der hang på og fulgte efter. 

– Og så var der den store majoritet, flokken. Alle, som ikke selv ville skille sig ud, men som heller ikke gjorde noget for at hjælpe. Det er grusomt at tænke tilbage på, siger Sara.

En uforbeholden undskyldning

Sara følte et stærkt behov for at give Bente en uforbeholden undskyldning, og det var baggrunden for, at hun skrev indlægget i lokalavisen. 

– Selvom det er smertefuldt at tænke på og indrømme, så er det godt, at vi taler om det nu, hvor vi er voksne. Bente var så sød og høflig, men vi gav hende aldrig en chance. Vi svigtede hende, og jeg ønsker at fortælle dette nu, selvom der er gået mange år.

LÆS OGSÅ

Min veninde opførte sig underligt omkring min mand – årsagen kom som et chok

Varme, dovne sommerdage, to små drenge leger ved strandkanten, og to gode veninder småsnakker, mens de betragter de buttede, solbrune barnekroppe. Sådan var rammen den dag, jeg fik mit livs chok.

For Bente var det stærkt at læse Saras indlæg i lokalavisen. 

– Jeg læste det sikkert 10 gange, og tårerne løb. Det gjorde indtryk. Det var så godt at vide, at hun, på vegne af alle de andre, tog skylden for det, der skete. Det gjorde indtryk. 

Bente har hele tiden været optaget af, at det er lærerne og forældrene, der har ansvaret for børnenes opførsel, ikke børnene. 

– Børn skal lære at håndtere situationerne, og de voksne skal vejlede. 

Påført traumer

Bente havde ikke én eneste ven fra fjerde klasse og helt frem til hun begyndte på gymnasiet. Hun var langt nede og kæmpede med selvmordstanker. 

– Selvmordstankerne startede allerede i 10-årsalderen. Det varede så længe, jeg boede hjemme, fortæller hun.

På gymnasiet fik Bente endelig venner. Det var godt at have nogen at være sammen med, samtidig var hun meget bange for at blive afvist. Hendes største frygt var at ende med at være alene igen.

Hun havde aldrig troet, at hun skulle få en kæreste, men i 1997 mødte hun sin mand, Ørving. De blev forældre i en ung alder og har en datter, der i dag er 26 år, og en søn, der er 22.

– Da jeg fik børn, fik jeg en voldsom fødselsdepression, og de dårlige tanker kom tilbage. Jeg tænkte, at min familie ville have det bedre, hvis jeg ikke var der, siger hun.

LÆS OGSÅ

Skærmene fylder alt, når børnene er hos min eks

En læser er uenig med sin eksmand om, hvordan deres børn skal opdrages når det kommer til skærme. Hvad skal hun gøre? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Bente husker godt, da hendes egen datter var 11 år, omtrent samme alder som hun var, da mobningen startede.

– Jeg tænkte dengang, at et barn i den alder er lige så lydhør som en voksen, og at det absolut havde været muligt at tale med børnene om det dengang.

Hun har været bange for, at hendes egne børn skulle opleve mobning i skolen, men det er heldigvis gået godt.

Er blevet førtidspensionist

Bente har selv kæmpet i mange år på grund af mobningen. Som voksen har hun fået fibromyalgi på grund af de traumer, hun blev påført som barn. Hun er førtidspensioneret på grund af kroniske smerter i kroppen, men tager opgaver som støtteperson for voksne med forskellige udfordringer.

LÆS OGSÅ

Sådan ser du forskel på drilleri og mobning

Få eksperternes råd til, hvordan man kan genkende en mobber - uanset om der er tale om dit eget eller andres barn.

Bente fortæller, at mobningen har ødelagt hendes selvbillede. Hun har været bange for at knytte sig til andre af frygt for at miste.

– Selv efter tredive års ægteskab, er jeg stadig forberedt på, at min mand kan forlade mig, fordi jeg ikke er værd at elske. Jeg har også problemer med at knytte mig til andre. Jeg tænker altid det værste om mig selv, og jeg tør ikke tro på, at nogen vil være ven med mig, siger hun.

Ondt at høre

Det gør ondt for Bård og Sara at høre hendes fortællinger fra skolegården hjemme i Øyer.

Bård husker den tavse majoritet. At der var et hierarki i skolegården, og at Bente var nederst på rangstigen. 

– Jeg tænker, at noget af årsagen til, at børn mobber, er, at de er bange for selv at ende der. Det er svært at stå aktivt imod mobning, for så kan du risikere selv at ende i søgelyset.

Bård er optaget af forældres indflydelse og om, hvordan samtalen rundt om middagsbordet er. Vi har alle et ansvar for at være gode mod andre.

– Mobning er noget, der skal fokuseres på hele tiden. Det er så smertefuldt for de børn, der rammes, siger han.

Var ikke et emne

Både Bård og Sara har den seneste tid talt med deres forældre om emnet. Forældrene var ikke klar over, hvad der foregik i skolegården.

– Dette burde jo være taget op på forældremøderne. Det var aldrig et emne, at Bente blev mobbet, siger Sara.

LÆS OGSÅ

En læser fortæller: "Vores 11-årige datter levede i et helvede"

Fra at være en glad 11-årig pige, havde Emma ændret sig. Hun var tavs, klagede over ondt i maven og ville ikke i skole. Hun nægtede at tale om, hvad der var galt, og det var først, da hun en dag kom hjem fra en fødselsdag og brød sammen, at vi forstod, hvilket helvede hun levede i. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

De voksne talte nok sammen, men ingen hørte om det, selvom det må have været ret synligt på skolen. Børnene måtte håndtere det på deres egen måde. Alle tre reagerer i dag på, at der ikke blev taget større skridt fra skolens side.

– Det er et voksenansvar at sørge for, at sådan noget ikke sker på skolen. Der var mange muligheder for at tage det op. Det er vigtigt, at vi taler med vores børn om, at sådan kan vi ikke have det, siger Bård.

– Men på den tid var det nok sådan, at børnene måtte klare sig mere selv. Vi fik måske ikke nok vejledning, og vi var måske en lidt fritgående generation. Jeg har indtryk af, at både skolen og forældre følger med i større grad i dag, siger Sara og tilføjer;

– Men så har vi sociale medier, hvor det er sværere at følge med i, hvad der sker. Mobningen er måske mere usynlig for os voksne. Det vigtigste, jeg gør nu, er at fortælle Bentes historie til mine børn, så de kan høre, hvilke konsekvenser det kan have.