Søren McGuire
SPONSORERET indhold

"Det er måske ikke det mest 2020-venlige råd - men vi mænd elsker, når I gør det!"

Er det fælles værdier, en hverdag med blød elastikkant eller vennepar med større problemer, der skal til for at gøre parforholdet langtidsholdbart? Søren McGuire og Mette Kirstine Goddiksen er begge lykkedes med at være lykkelige i hvert sit parforhold med mange år på bagen. Vi har bedt dem om opskriften – døm selv, om de har fået det hele med.

Af: Søren McGuire Foto: Peter Nørby
18. dec. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Sørens 10 bud

1. Nyd turen

At kaste sig ud i et forhold er som at købe en fransk bil: du aner ikke, om det holder resten af livet, eller om bilradioen eksploderer, og undervognen falder af, inden du har forladt bilforhandleren. Men uanset hvad, så nyd turen – og ikke mindst duften af ny bil. 

2. Lad det blive hverdag

Intet parforhold på denne side af Remee og hans modelkæreste kan basere deres fælles vej gennem livet på en bund af svipture til Paris, sexferier på Maldiverne, og hvad de ellers render og laver, når de ikke drikker kølig chablis på tagterrassen under aftensolen. Før eller siden vil dit parforhold mest af alt handle om at koordinere madplaner og parmiddage samt skænderier om, hvis tur det er til at ligge i inderskeen. Hvilket er ganske fint. En hverdag med blød elastikkant er det, der får de fleste forhold til at holde. 

3. Stjæl hans tøj 

Givetvis ikke det mest 2020-venlige råd, men vi mænd elsker, når I går i vores tøj. Så uanset hvor meget, hans gamle, udtrådte hættetrøje end måtte hørme af død, sved og sure sokker, så på med den. Det er en ret effektiv måde at få os til at føle os som rigtige mænd på, uden at tvinge os til at hugge brænde, sætte lamper op eller slå ting ihjel. 

LÆS OGSÅ: En afgørende ingrediens i parforholdet: "I starten fandt jeg det dybt mærkeligt"

4. Giv din mand lidt luft 

Har du nogensinde overvejet, hvorfor tilsyneladende raske og åndsfriske mænd frivilligt står op klokken 6 om morgenen for at køre ud på stranden og kitesurfe i 700 meters stiv kuling iført en våddragt, der med sikkerhed klemmer alle de forkerte steder? Parforhold er fantastiske. Især, hvis vi ikke skal
være i dem 24 timer i døgnet. 

5. Bare rolig – INGEN knalder uafbrudt 

De første år er hæsblæsende – derefter skruer I det ned til hver fredag, mens ungerne ser ”Disney Sjov”. Siden følger 10-15 magre og hårde år, hvor spændingen i sengen hovedsageligt udgøres af krimier og din kæreste, der prøver at huske, om han fik kørt plæneklipperen ind i haveskuret. Hvad der sker derefter, ved jeg endnu ikke, men rygterne siger, at de er begyndt at svinge hjemme hos Peter og Anne-Mette på Vorgodvej, så lidt lys for enden af tunnelen er der da. 

6. Stift fælles gæld 

Der var engang, hvor folk blev sammen på grund af børnene. I dag er lykkelige skilsmissebørn imidlertid et lige så almindeligt syn i folkeskolen som Ronaldo-trøjer og corona-panik, så hvis I mangler et incitament til at give forholdet en ekstra chance, så tag et realkreditlån eller to i stedet. Den slags er efterhånden mere besværlige at komme ud af end at skulle fortælle lille Lucas og Laura, at far lige skal prøve at bo i sin helt egen lejlighed de næste måneder.  

LÆS OGSÅ: Tobias Dybvad frygtede særligt én ting, da han var single

7. … og få en fælles tv-serie 

Som I rigtig kan hygge jer med sammen i sofaen. Uden at se afsnit bag hinandens ryg. Selvom der sjældent går mere end fire minutter, før du snorksover i sofaen, og din kæreste således IGEN må gå i seng uden at ane, om Berlin og Tokyo slipper levende fra Papirhuset eller ej.  

8. Find et vennepar, der kæmper lige så meget 

Vi mennesker elsker at se andre begå fejl – for det giver os mulighed for selv at klokke i den med nogenlunde god samvittighed. Sørg derfor for at alliere jer med venner, som også roder, skælder ud på ungerne og hyggeskændes lidt over culotten, når I er sammen. Det slider på et forhold, når I konstant bliver mindet om jeres egen parforholdsmæssige utilstrækkelighed, hver gang I er til parmiddag hos Jesper og Susanne, der tager på ferie til Dubai, skifter rullegræs hver sommer og har velopdragne børn, der ikke spilder på dugen.  

9. Skid på bagatellerne  

Ethvert parforhold bør have en bagatelgrænse for ting, I må skændes om. Find tre-fire ting, du vil lade dig irritere over ved din mand, og træk så vejret, og gem resten væk i den mentale rodeskuffe.

Ja, han har tisset lidt på brættet og vasket dine silketrusser ved 90 grader – til gengæld har han med stor sandsynlighed ikke gamblet opsparingen væk eller fyldt vaskekælderen op med døde prostituerede. Proportioner, du ved. 

 10. … men skid aldrig for åben dør 

Vi var der, da I fødte vores børn, vi holdt jeres hår, mens I brækkede fire liter rosévin op sidste sommer, vi har hørt jer snorke og fise i søvne og set jer glemme at smide jeres brugte hygiejnebind i skraldespanden. Hvis du ønsker at bevare den sidste grad af prinsesse-aura, så husk at lukke døren til toilettet, når naturen kalder. Selv efter 18 års parforhold lever vi mænd stadig helst i troen på, at det hele bare er sommer-fugle og rosenblade.  

Anbefalet til dig