Mette Kirstine Goddiksen parforhold kærlighed
SPONSORERET indhold

En afgørende ingrediens i parforholdet: "I starten fandt jeg det dybt mærkeligt"

Er det fælles værdier, en hverdag med blød elastikkant eller vennepar med større problemer, der skal til for at gøre parforholdet langtidsholdbart? Søren McGuire og Mette Kirstine Goddiksen er begge lykkedes med at være lykkelige i hvert sit parforhold med mange år på bagen. Vi har bedt dem om opskriften – døm selv, om de har fået det hele med.

Af: Mette Kirstine Goddiksen Foto: Peter Nørby Getty Images
17. dec. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Mettes 10 bud

1. Elsk ubetinget 

Min mand synes ikke, at alt er fedt ved mig, men han accepterer og elsker hele pakken alligevel. Det gør mig tryg: Jeg kan være mig selv uden at frygte, at han flygter, når han lærer mig rigtigt at kende. Sidste år gav han mig en Zippo-lighter, som jeg i en bisætning havde ønsket mig. Du ved, det er sådan én, som de seje gik med i 90’erne, og som siger klooong, når man åbner den. Han hader, at jeg festryger, men han accepterer og omfavner, at den rebelske fest-tosse er en del af mig. Til gengæld børster han tænder hele 15 minutter hver aften med høje brummelyde, mens han taber Zendium-mundvandsskum på det grå badeværelsesgulv. Jeg tørrer det spildte skum op, og det ved han ikke.

Well. Intet slår ubetinget kærlighed, så de øvrige ni punkter er på en måde underlagt det første punkt.

2. Vælg hinanden på trods

Min mand og jeg er sammen og mono-game på tiende år, selvom vi ville trives godt som singler. Vi har tilvalgt hinanden på trods. Ikke af frygt for at være alene eller for at leve op til samfunds-normer om kernefamilien.

3. Del opgaverne

Jeg trives dårligt i forhold, hvor kvinden fungerer som en slags mor, kalenderbestyrer og striks politibetjent for manden. Hverken han eller jeg gør os til dommer i forhold til, hvor mange glas vin den anden skal have til festen, og han kan se fodbold, til hans øjne triller ud. Det er oftest ham, der sørger for legeaftaler med de andre børns – ja – hovedsageligt mødre. Husarbejdet deles vi om, uden der går millimeterdemokrati i den. 

LÆS OGSÅ: Anders Agger: Denne ting har kvinderne i mit liv lært mig om kærlighed

Ingen af os dur til handy-arbejde på huset – og jeg finder det akkurat lige så pinligt, at jeg ikke kan fikse et afløb, som han gør.

4. Blæs succeserne op

Vi er gode til at glæde os på hinandens vegne – selv de mindste succeser blæses op – for eksempel kan en vellykket æggekage få ham til at proklamere: ”Du er en stjerne! Jeg er kun din Prins Henrik”. 

5. Drop kontrollen

I starten fandt jeg det dybt mærkeligt. Tolkede det nærmest som ligegyldighed, men hvor har jeg lært at værdsætte, at min mand slet ikke er jaloux. Jeg har været i forhold, hvor min kæreste var en tikkende bombe til fester. Jeg er fri og kan slappe af; min mand er selvsikker nok til bare at blive stolt, hvis andre mænd viser interesse. Der er virkelig bare ikke så meget at gøre, hvis den anden forelsker sig til anden side. Kontrol er formålsløst og æder sjælen.

6. Grin sammen 

Vi deler en kærlighed til sarkasme, og at intet er helligt. Intet er mere sexet end en begavet joke, der forløser dét, der gør ondt. Og vi sparker ikke hinanden under bordet til parmiddage, for man må tale om alt, når man gør det kærligt.

7. Rør hinanden

Berøring skal der til – hver dag. Ellers visner vi. 

LÆS OGSÅ: Kører du i ring i dit kærlighedsliv? Sådan bryder du mønstret

8. Dyrk sex

Sex handler om kvalitet, ikke kvantitet. Vi elsker ikke, fordi det er ”for lang tid siden”, men fordi vi begge har lyst. Og det har vi heldigvis i samme udstrækning.

9. Del værdier

Kedeligt, men vigtigt. Jeg kunne ikke være kærester med én, der var på yderfløjene politisk. Eller én, der havde urokkelige holdninger om børneopdragelse.

Sandheden findes et eller andet sted i midten, fra sag til sag, og der er ingen mennesker – store eller små – som trives ud fra en fast manual eller i en bås.

10. Giv dig hen

Drop stoltheden. Lad være med at spille spil. For hvis du mener det, så sig det dog: Jeg er din. For evigt.

Anbefalet til dig